Inspiration

Motivation: Tanker om ultraløb - Hvorfor løbe langt?

Motivation: Tanker om ultraløb - Hvorfor løbe langt?

Simon Grimstrup, der er en af Danmarks bedste trailløbere, har skrevet denne inspirerende beretning omkring trailløb/ultraløb og motivation. Artiklen er lang, men er du selv ultraløber, går du med tanker om at løbe rigtig langt, eller er du bare nysgerrig på hvorfor i al verden man løber så langt, så er denne  lange artikel bestemt læsetiden værd…

 

Simon har siden artiklen blev skrevet løbet/kæmpet sig gennem et 400 km løb i Gobiørkenen (LÆS HER) – og en ting er sikkert – motivation er ikke en statisk størrelse gennem livet – og der er ikke nogen facitliste i forhold til, hvor glæden, begejstringen, vildskaben og viljen kommer fra...

 

Hvad motiverer folk til at løbe langt? Hvad motiverer mig selv?

 

November 2016 

Jeg fandt dette gamle skriv i en gammel støvet mappe på pc´en kaldet ”tanker om trailløb”, som jeg skrev i 2014. På det tidspunkt havde jeg for første gang løbet 100 miles. 170 km og 10000 højdemeter rundt om Mont Blanc. Jeg var kommet rundt på 25 timer og 7 minutter, hvilket er en ret fin debutant-tid og den hurtigste danske tid nogensinde. Jeg var dog bestemt ikke selv tilfreds med løbet og tiden – da min ambitiøse målsætning var 23 ½ time… En målsætning jeg siden har jagtet to år – men ikke er kommet i mål med endnu.

Jeg havde kort tid efter Ultra Trail Mont Blanc fornøjelsen af, at arrangere Thy Ultra. 100 miles langs kysten i Thy. Det var naturligvis to meget forskellige oplevelser, men de gav en god anledning til at spekulere lidt over, hvad der motiverer folk til at løbe langt og hvad der motiverer mig selv.

Denne artikel bliver et lille flashback, hvor jeg ikke ændrer på indholdet i artiklen, men har rettet lidt til. Jeg vil i en senere selvstændig artikel beskrive nogle af de værktøjer fra motivationskassen, som jeg bruger, når det bliver rigtig hårdt og tingene IKKE går som de skal. Det er jo netop i de håbløse situationer, man får brug for sin mentale værktøjskasse – og i de situationer, det er vigtigt at kende sig selv.

 

November 2014

- Målsætning, fødselsdagskager, motivation, lys i lagkagen

 

”Hvordan kan du holde til at løbe så langt?”.

”Du må være mentalt stærkt, når du kan presse dig selv gennem så lang tid!”.

”Hvad får dig til, at have lyst til at løbe så langt?”

 

Mine umiddelbare svar er:

”Det er faktisk på mange måder hårdere, at løbe et marathon for fuld hammer, end at løbe 2 i mere adstadigt tempo”.

”Jeg tror ikke jeg er mere mentalt stærk end andre. Når jeg hører, hvordan andre bider tænderne sammen i ultraløb, så tænker jeg, at jeg for længst havde trukket stikket. Kan faktisk ikke specielt godt lide, at komme ud af komfortzonen”.

”Jeg ved ikke om jeg har en speciel hang til at løbe langt - faktisk kan jeg bedre lide at løbe lidt kortere og så få lidt mere fart på. Men når man nu er nogle meget spændende steder i verden - så giver det jo god mening, at udforske området og få tilbagelagt nogle kilometer”.

Et eller andet sted - så forsøger jeg med denne artikel, at give mig selv lidt svar på - hvad jeg tror, der får flere og flere til at kaste sig over ultratrailløb. På distancer som for bare 10 år siden var forbeholdt de få excentriske løbetosser. (Kærligt ment).

 

Tankerne har været undervejs gennem en længere periode. De første tanker blev gjort i forbindelse med observationer til Thy Ultra - 50 og 100 miles - nedfældet og glemt. Herefter har de ligget og boblet og siden har jeg selv gjort mig flere erfaringer fra Ultra Trail Mont Blanc og senest Vietnam Mountain Marathon. Overvejelserne tager dermed udgangspunkt i observationer, samtaler med andre ultraløbere og ikke mindst mine egne erfaringer.

Den seneste tids artikler om træningsafhængighed har også bidraget til mine overvejelser.
Det er meget subjektive overvejelser - som jeg håber vil kunne bidrage til, at du måske også gør dig overvejelser over, hvad der driver værket, når tingene ikke er lige sjove. Jeg har ikke fundet sandheden, men har forsøgt at afdække nogle af de faktorer, som jeg mener, indvirker på vores motivation og målsætning.

Artiklen har været længe undervejs og har ind imellem været skippet, taget frem igen, lagt væk og så poppet op igen.
Jeg er selv drevet i retningen af; hvad det er der driver mig ud at løbe. For en ting er sikkert - det er svært for mig at lade være - om jeg har et defineret mål eller ej…

 

Jeg har efterhånden deltaget i en række udholdenhedskonkurrencer fra 5 km, (Ja, det er også test af udholdenhed at løbe 5 km), over ekstreme etapeløb i ekstreme omgivelser og op til 72 timers adventureraces. Ikke mange gange har jeg stoppet op og spurgt mig selv, hvorfor jeg deltager i disse tossede arrangementer, hvor man risikerer at komme ud af sin såkaldte komfortzone – ja til og med at blive skadet – og at man bliver godt og grundigt smadret er mere reglen end undtagelsen!

Jeg vil forsøge at dykke ind under begrebet motivation, som unægtelig hænger sammen med målsætningen, målet, som til slut ender ud i præstation.

Jeg vil forholde mig primært til ultradistancer, da disse er blevet mere og mere folkelige. Men hvor kommer den motivation fra, som får folk til at bruge masser af ressourcer på noget så meningsløst som bare at løbe i timevis – ja nogen gange endda frem og tilbage eller i runder?

Har efterhånden læst en del beretninger fra ultraløb, hørt podcast og selv oplevet et enkelt 100 miles løb som arrangør og et enkelt som deltager– og det er tydeligt, at skal man gennemføre noget så ekstremt, så skal man ville det, i hvert fald hvis man skal have en god oplevelse ud af det!

  

Som arrangør

Jeg var så heldig, at jeg til Thy Ultra Trail stod på toppen af Bulbjerg, hvor der var mål for 50 miles løberne, og depot og vendepunkt for 100 mile løberne.

Det var den ultimative test af 100 mile løbernes motivation. At skulle vende om og returnere tilbage den vej de var kommet. At komme op til toppen, møde den gode stemning, hygge, grin og glæde, der var i målområdet – og så bare få ordnet, hvad der skulle ordnes – og så ellers komme videre – samme vej tilbage – bare modsat retning! (Jeg vil straks pointere at jeg som udgangspunkt selv ville være alt for magelig til, at løbe hele vejen tilbage igen, når nu man ”kendte vejen” og havde set og oplevet ruten, så de 100 miles løbere, der vendte om på toppen, har min fulde ”løbe”-respekt).

Man skulle ikke være nogen stor menneskekender for at vurdere på 100 miles løberne, om de var determinerede og havde den ”overmenneskelighed”, der skal til for at gøre noget ”så dumt”, som at vende på toppen.

 

Af de 25 startende på 100 miles stoppede de 11 halvvejs, da de skulle vende og løbe tilbage langs kysten.

 

Nogle 100 mileløbere havde taget beslutningen om, at stoppe på toppen af Bulbjerg allerede inden de kom op. De sagde det med det samme – at det her blev endestationen.
Andre ville lige ”se”. Hvad de ville ”se” eller ”mærke efter” ved jeg ikke – men var tvivlen der først – så kom de ikke videre. De havde tydeligvis ikke hovedet med sig ­ og 100 miles kræver absolut dedikation – ellers kommer man ikke videre.

Af de der fortsatte sydpå igen – kom alle igennem pånær 3. De kæmpede, men maveproblemer, en skade og voldsomme vabler gjorde det af med dem. Ting som kan opstå på 100 miles – og som selv den stærkeste vilje kan have svært ved at overvinde.

Men hvad gjorde forskellen på disse løbere? Det var tydeligt, at det ikke nødvendigvis var de stærkeste, hurtigste, mest udholdende, der kom igennem. Det var dem, der VILLE igennem!

Nu har jeg jo (desværre) ikke lavet en undersøgelse på løbernes forberedelse, deres tanker – og grunde til at prøve sig på 100 miles. (Thy Ultra Trail er faktisk 165 km).

Men jeg hørte Thomas Skovs beretning på trailcast.dk, hvor han hudløst ærligt beretter omkring sit løb og ikke mindst hans tanker før, under og efter. Særligt tankerne og hans følelse efter løbet – gjorde indtryk hos mig og danner baggrund, for dette skriveri. Jeg har sidenhen snakket med Thomas, og ”dæmpet” mine tolkninger af interviewet en del. Jeg vil dog tage udgangspunkt i nogle af de faktorer, som Thomas fortæller om, som jeg tror styrer os alle i større eller mindre grad, når vi deltager i ultraløbskonkurrencer .

Jeg vil klart anbefale, at man lytter til trailcast nr. 27, før man læser videre. Hør podcasten her (åbner nyt vindue)

 

Thomas og Ultra Trail Thy

Ved målgang kom der ingen forløsning, ingen glæde, ingen JUHU­oplevelse. Han ville bare hjem. Smadret og nedbrudt – men han var kommet igennem. Det var helt trist, at høre den afslutning på en stor præstation. Men hvorfor kom den forløsning ikke? - og var det egentlig så trist?

Thomas havde løbet de sidste 70 km i det man kan kalde en form for forfølgelsesvanvid. Han var så nervøs for at blive overhalet af 2 løbere bag ham (som udgik ved 120 km), at han strategisk løb stærkt på lange lige stræk, så de ikke skulle opdage ham og dermed kunne ”jage” ham.
Der ligger helt klart en konkurrencemæssig motivation her, som jeg har læst og hørt mange tale om.

Senest læste jeg Henrik Andersens blog, hvor han i hans beretning fra Vietnam Mountain Marathon skriver følgende om de afsluttende kilometer:

 

De sidste 2 km. var på en asfaltvej og jeg gik så hurtigt jeg kunne. På grund af kramperne kunne jeg ikke løbe. Jeg kiggede bagud og så 2 deltagere, der kom løbende bag mig og de var godt på vej til at indhente mig. Jeg tænkte "næ næ", nu skulle der være konkurrence, så jeg kom lidt højere op i lunte/humpe/løbetempo og forsøgte at holde dem bag mig.”.

  

Jeg tror de fleste løbere, kender Henriks følelse og har fundet nogle ur-kræfter frem til en slutspurt. Kræfter, som man bestemt ikke følte man havde, men som konkurrence-genet får frem i os.

Jeg tror vi alle besidder konkurrencegenet - og det nok er en af grundende til, at mange løber deres ultraløb i officielle konkurrencer. Det er ikke kun de tre første, der går op i placeringer og tider. Jeg har arrangeret en del adventurerace og løb og har erfaret, at placering og tid betyder noget for langt de fleste - hurtige eller langsomme. Det er fedt, når noget er målbart og sammenligneligt - og det er en tid.

Personligt var det også noget af det fedeste ved UTMB - alle de bedste løbere er samlet - og man kan bagefter sammenligne sig med verdens bedste ultraløbere. Samtidig er elitefeltet så stærkt, at man ikke bare kommer til at løbe alene hele vejen. Man løber en del alene, men man ser løbere og følges ind imellem med andre løbere. Snakker med dem. Hører deres historier og styrker hinandens moral.
Personligt forsøger jeg at lukke så meget ned for konkurrencen som muligt på de lange ultraløb, da det for mig er vigtigt, at løbe mit eget løb og tempo og ikke lade mig gribe af stemningen.

Ubevidst bruger man dog alligevel andre løbere som pacere og får en god ”følelse”, når man henter nogen og lige sådan er det sgu lidt nedtur, at blive overhalet eller sat af en stærkere løber, og især hvis det sker på et tidspunkt, hvor tingene ikke går efter planen og man måske har en krise.

Hvis vi dvæler lidt ved målsætning, så har jeg listet en række forskellige typer målsætninger op nedenfor. Nogle målsætninger er bevidste, andre ubevidste. Det er dog vigtigt, at tænke målsætninger godt igennem. Jo bedre forberedt man er på, hvad der betyder noget for én, jo bedre kan man tøjle og udnytte målsætningen motivationsmæssigt. Målsætningen for konkurrencen foregår derfor på mange planer. Nogle af dem kunne være:

1: Man kan gå efter at sætte en bestemt tid. Det kan være en ny PR (Personlig Rekord) på en rute eller distance.
2: Man kan gå efter ikke at komme for langt efter de hurtigste på ruten. F.eks. 20 % efter vinderen.
3: Gennemføre inden Cut Off.
4: Placering.

Kommentarer til tidsmålsætninger:

1) En fin måde at lave sin målsætning på. Man skal dog være obs på, at vind og vejr ofte spiller ind på ultraløb og sluttider. Man skal også være god til at ændre sin ”gameplan” og evt. lave sig en optimistisk tidsplan og måske en mere forsigtig tidsplan. Medmindre det at sætte en god tid betyder mere end at gennemføre. Det gør det rent faktisk for en del løbere - og det er jo fair nok. Hvad er grunden til at kæmpe sig gennem 160 km løb, hvis alt er gået galt og man ikke har dagen? (Det ser vi på senere).
Jeg operer ofte med et A,B og nogle gange C mål. Til UTMB, var A-målet 23½ time, B-målet 25 timer og C-målet at gennemføre min første 100 miles konkurrence.

2) Den anden mulighed kan være god nok, især til trailløb, hvor vejr og rutens beskaffenhed spiller ind på sluttiden. Det kræver dog også, at man ved, at der er nogle rigtig hurtige folk (eliteløbere) med, og at man kender deres normale sluttid. Og for at kunne bruge den ”aktivt” undervejs i forbindelse med mellemtider, kræver det lidt forarbejde og udregninger på mellemtider i forhold til, hvilket klokkeslæt man skal være hvor. Desuden læner man sig op af andres præstationer, som man jo ikke selv har indflydelse på.
Til gengæld er det en rigtig fin måde, at holde øje med sin egen udvikling.

3) ”Jeg skal bare igennem”. Jeg tror det er en kommentar og udmelding, som vi alle kender inden et løb. Det er altid nemt, at sætte barren så lavt, at man ”næsten” ikke kan undgå at komme over den. Men optimerer det præstationen?
Og er målsætningen: ”Jeg skal bare igennem inden for tidsgrænsen” ovehovedet smart? Hvis man allerede inden løbet er begyndt, at tænke på cut offs, fejebakken og om man nu kan gennemføre. Ja, så har man allerede sået et lille kim af tvivl - og det kan hurtigt vokse sig større undervejs - og betyde, at djævlen på skulderen hvisker: ”Det er ok at droppe ud nu …”.
Det er altså lidt farligt, at lægge sig tæt op af cut off, men det kan jo være det er den eneste mulighed. Hvis man forventer at ligge med røven lige i tidsgrænsen, er det vigtigt, man sætter sig ind i reglerne for cut off - så man ikke bliver taget ud af løbet pga. en misforståelse af reglerne eller man ikke har sat sig ind i de forskellige cut off tider undervejs.
Jeg tror i princippet, det er vigtigt, at ens primære mål ikke bliver at undgå cut off. Men at man sætter en tid på - så kan den tid jo være den samme som cut off. Men man er inden start ikke begyndt at spekulere, så meget på om man gennemfører eller ej. Og det er en stor fordel, når tvivlen begynder at køre rundt i ens hoved, når trætheden rammer!

 

Tilbage til Thomas Skov

Ved 135 km er der slukket i bentøjet hos Thomas og han må slå over i gang. Udgå, er ikke en option. Han vil ikke skuffe de mange, der følger ham. Han tænkte primært på hans ”forfølgere” og på ikke at skuffe.

Hans vilje til gennemførelse lå altså i den anerkendelse han ville få ved at gennemføre, eller tværtimod i det modsatte. Den skuffelse han ville få og ”følte” han ville give andre, hvis han udgik.

Selvom han jo udmærket er klar over, at det ikke gør ham til en bedre far, mand eller ven om man løber 100 miles eller ej! Det er i hvert fald vigtigt, at man har så meget selvværd og gennemgående tro på sig selv, at dette ikke alene er driften. (Det kan det være, hvis man som fodboldspiller f.eks. skal kæmpe sig ud af slummen i en brasiliansk favela. Men det er jo langt fra tilfældet med den ultraløbs-trend, der har ramt Skandinavien, som jo tværtimod er tegn på den overflod vi lever i).

 

Den tomme fornemmelse

Den tomme fornemmelse, som Thomas følte da han ramte målstregen.
Begejstringen der udeblev. Glæden som ikke kom – heller ikke i dagene efter – kom måske netop ikke fordi Thomas ikke havde noget på spil. Familie, venner, bekendte – de betydningsfulde nære ændrede og ændrer jo ikke syn på ham om han vandt eller ej.

Thomas smider mod slutningen af podcasten måske selve forklaringen på, hvorfor forløsningen ikke kom. Thy Ultra Trail var blot et delmål på vej mod noget større og måske hårdere. Nemlig Ørken­ og Jungle­ løbene i ”Beyond the Ultimate”–serien.

Det betød dermed heller ikke det store for ham selv. Det var ikke sæsonens store mål – ikke noget han havde set frem til – det var et skridt på vejen mod noget større. Noget han, et eller andet sted ubevidst, tog for givet han kunne gennemføre.

Det gør man bare ikke med 100 miles! Træningen havde måske heller ikke været optimal – ja, måske var han ikke fysisk klar. Han kom igennem – jovist – men bestemt ikke uden fysiske omkostninger –og ikke på en måde han selv var tilfreds med. Han hutlede sig igennem mod slut – og kom på ingen måde ind i et flow, et ”runners high”, hvor man bliver beruset og føler sig uovervindelig. Tværtimod. Hans krop blev nedbrudt – og motivation faldt. Han holdt fast i tanken om, at han ikke ville overhales – og den tog ham hele vejen hjem! Det var stærkt! Men ikke nok til at give en forløsning.

For at der skal komme en glæde, en forløsning, er det nødvendigt, at der er en lang optakt med forberedelse, fysisk men lige så meget mentalt!

Forberedelsen skal være det største ved et ultraløb – selve løbet og målgangen er kulminationen – hvor meget glæde, hvor meget betydning man ligger i målgangen er nok individuelt. Men for at den overhovedet skal være til stede – skal målgangen være lyset der tændes på fødselsdagskagen. Det er blot en kortvarig fornemmelse – oven på alt det andet! Lyset pustes ud – og kagen fortæres langsomt – og hvis vi bliver i billedet – man vokser af kagen – ikke af lysets skær, selvom det er det som adskiller fødselsdagskagen fra en almindelig kage...

Jeg oplever personligt heller ikke det store sus ved at komme i mål. Som regel er jeg glad for at være færdig og ku slappe af – en lettelse – men et længerevarende sus, oplever jeg sjældent. Man kan være stolt over det man har præsteret – men hvor stor og ikke mindst voldsom glæden er, tror jeg er meget individuel. Thomas har siden skrevet til mig, at han ikke ville have været de sidste 50 miles foruden – han lærte mere om sig selv, end han har gjort på alle andre løb han har løbet til sammen. Så helt spildt har det ikke været.

I forhold til min egen motivation og målsætning omkring UTMB - så var det lidt tilfældigt, at jeg smed et lod i lodtrækningen omkring deltagelse. Da jeg så blev trukket ud, var jeg ikke ligefrem jublende lykkelig. Tværtimod skræmt. Et eller andet sted er det jo fjollet at løbe 100 miles - og det var langt længere end jeg tidligere havde løbet. Jeg undersøgte lidt omkring tider osv. og var sikker på, at jeg skulle have en tid at gå efter. Det har aldrig betydet det store for mig, blot at gennemføre noget. Hvis jeg undgår skader, ved jeg at jeg kan gennemføre det meste.
Derfor satte jeg hurtigt et minimums tidsmål, som jeg rent faktisk sagde højt. Jeg regnede lidt på tider. Hvor lang tid jeg normalt er efter verdenseliten af trailløbere. Og satte målet til 25 timer - og håbede nok inderst inde på 23½ time. Normalt går jeg gerne og fedtspiller lidt, men tænkte, at nu var det slut med fedtspilleri.

Hvis jeg skulle have en chance for at komme igennem, så skulle jeg have et realistisk tidsmål og det måtte gerne være kendt. Dvs. jeg havde en A-målsætning der hed 23 ½ time og et offentlig kendt mål der hed 25 timer.

Målsætningen hjalp mig faktisk enormt undervejs - da jeg trods store problemer de første 70 km holdt mig til de mellemtider jeg skulle - og derfor fortsatte med at klø på. Havde jeg ikke haft de mellemtider og målsætninger tvivler jeg stærkt på at jeg var kommet igennem. Det var bestemt ikke en fornøjelse at løbe de første 70 km!

 

Motivationen til at løbe langt

Motivationen kommer mange steder fra – og vi er nok alle drevet af eksterne og interne motiver – i hvilken grad de påvirker en – er helt sikkert unikt for den enkelte og ikke statiske, men ændrer sig sikkert henover året og med alderen.
Jeg tænker, det er vigtigt, at du som løber ind imellem stopper op – og tænker over, hvorfor du egentlig trækker løbetøjet på – og kommer ud i disen, regnen og mørket – måske du kan finde hjælp i nedenstående liste:

 

1)     Optimere sin præstation

2)     Sundhed

3)     Glæden ved løb

4)     Omgivelsernes anerkendelse

5)     Få det på CV´et

6)     Test af egne kræfter

7)     At have et mål

8)     Konkurrence

9)     Personlig udvikling

10)  Fællesskab med andre løbere

 

I forbindelse med optakten til min 416 km lange tur i Gobi-ørkenen (LÆS HER) listede jeg mine top-3-motivationsfaktorer op inden starten.

1. Naturoplevelserne og eventyret, som følger med.
2. Flowet. Den umiddelbare glæde, som trailløbet og bevægelsen giver mig.
3. Jagten på den ypperste præstation. Konkurrencen primært med mig selv – men også det målbare i forhold til de andre løbere.

 

Hvad er din top 3?

 

Af Simon Grimstrup, Trailløber, Løbeshop.dk ambassadør

 

Mere inspiration?

Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:

Inspiration og artikler - klik her

  • Guide: bliv en bedre løber i bakket terræn

    Her giver den tidligere topløber, Allan Zachariassen, dig tips og tricks til hvordan du kan forbedre dig som løber ved hjælp af bakketræning.

  • TEST: De 3 bedste Asics Trailsko – Se sammenligningen

    Vi har testet Asics FujiTrabuco Pro, GEL-FujiTrabuco 7 og FujiLyte XT. Se forskellene og find din næste trailsko her!

  • De 5 bedste løbejakker til efterår/vinter til mænd og kvinder 2019

    Se de bedste løbejakker, der får dig sikkert og komfortabelt gennem efterårets og vinterens løbeture.

  • Guide: Løberygsæk, væskevest eller løbebælte? - Sådan vælger du den bedste

    Vælg den rigtige løberygsæk, væskevest eller løbebælte til løb eller trailløb. Se hvilken model der opfylder dit behov og dine krav bedst.