Inspiration

402 km til fods i Gobi-ørkenen – En vanvittig mission

402 km til fods i Gobi-ørkenen – En vanvittig mission

Photocredit: ultragobi.com

 

Hvordan er jeg havnet i den tåbelige situation at stille til start i et af verdens hårdeste løb?
Det spørger ultra trail løber og Løbeshop.dk-ambassadør, Simon Grimstrup, sig selv om, som optakt til Gobi Ultra 400. 

 

Der er efterhånden ikke længe til den 28. september, hvor jeg kl. 00:00 sammen med 50 andre løbere bliver sendt ud på et 402 km langt løb i Gobi-ørkenen. Løbet har ligget og luret langt ude i kalenderen. ”Der er længe til”, har jeg sagt til mig selv, men nu begynder Gobi Ultra for alvor at nærme sig. Fornemmelsen af, hvad der venter gik vist først rigtig op for mig i går – da jeg begyndte at detailplanlægge de 10 dropbags, som jeg får undervejs i løbet.

"402 km. Det virker helt tåbeligt og ikke mindst uvirkeligt langt!"

Jeg står uden tvivl over for mit løbelivs allerstørste udfordring. Det kræver sikkert ikke mit livs bedste præstation, men det kræver at jeg mobiliserer alle de fysiske og mentale kræfter, jeg har bygget op over de seneste 30 års løb. ALLE! Og hvordan gør man så det?

Jeg har de seneste år spekuleret meget over, hvorfor jeg løber? Hvor kommer drivet fra og motivationen til fortsat at jagte nye eventyr og resultater i løbeskoene? Hvad er det, som gør, at jeg løber og elsker at løbe?

Jeg mener, det er en sund øvelse at mærke og tænke efter, ”hvorfor man løber”? Det ændrer sig helt sikkert og skifter med dagene, årstiden og humøret.
Nu stiller jeg mig selv spørgsmålet endnu en gang – for måske at finde svar på overskriftens spørgsmål.

 

I naturen findes eventyret

Jeg løber stort set kun ture i naturen – om jeg løber hurtigt, langsomt, langt eller intervaller, så foregår det altid udenfor! Jeg elsker at komme ud! Der tales meget om træningsafhængighed. Men jeg er nok nærmere afhængig af at komme ud og opleve. Mærke og være i ét med naturen.

Løb giver uanede muligheder for at udforske naturen, både den nære i lokalområdet, men også i mere ”eksotiske” egne, hvor løbesko kombineret med eventyrlyst kan bringe løberen langt fra alfarvej.
Det har givet mig mange vilde natur- og kulturoplevelser rundt i verden, når jeg har snøret løbeskoene og begivet mig ud på eventyr - enten i organiserede løb eller på egne ”mini-ekspeditioner”.

Når man sidder herhjemme i sofaen, virker det helt surrealistisk at tænke tilbage på nogle af disse ekspeditioner. De går lige til kanten og har indimellem pillet lidt ved en følelse af at være ”usårlig”, som trailløb har givet mig…

 

Min højre fod glider i afsættet, på en algebefængt sten. Øjeblikket efter ligger jeg i flodens fossende vand. Det er anden gang jeg vælter i floden. Første gang gik realiteterne op for mig. Projektet var tåbeligt og uigennemtænkt. En nervøsitet var på vej til at udvikle sig til panik. Det er ikke helt ufarligt at løbe alene rundt i Laos jungle. Der var nok kun en håndfuld personer, der vidste jeg var i Laos. Jeg havde ikke givet nogen besked om, hvor I Laos jeg var. Og nu var jeg i et grønt no-where, hvor jeg på egen hånd, forsøger at finde ruten ind til en lille landsby ved navn Kirhukhan.

Jeg rejser mig hurtigt op. Hjertet pumper lige pludselig voldsomt igen og jeg har igen følelsen af en spirende panik. Har jeg slået mig? Tager mig til det ene lår, som har fået et ordentlig skruk. Det er Ok! Jeg holder panikken tilbage og forsøger at tænke logisk og tænke i løsninger. Floden er omgivet af to grønne mure af skov. Men jeg har mistet fornemmelsen af, hvor langt jeg har bevæget mig frem og tilbage ad floden. Hvor kom jeg ned i floden? De grønne ”mure” ser ens ud. Kom jeg mon ned af den sideflod? Holder angsten og panikken væk ved at tænke logisk. Skubber tankerne omkring min situation væk. Forsøger at kigge på tiden jeg har været i gang. Jeg har været undervejs i 5 timer og fik den fantastiske ide, at når jeg ikke kunne finde stien ind mod landsbyen, var det nok fordi junglen var så tæt, at landsbybeboerne brugte floden som sti. Logisk.

Derfor befinder jeg mig nu i floden. Lost og helt alene. Det er varmt! Alt er grønt og ens. Hvor kom jeg dog ned fra? Hvor er den lille bitte sti, som førte mig ned til floden? Jeg går lidt længere frem. Lidt tilbage igen… og jeg har snart ikke mere vand. Er det helt galt må jeg jo drikke af floden. Simon! Tag det nu roligt, du har før været i værre situationer.
Så er det at løsningen slår mig. Mit Suunto ur har en find back funktion! Jeg har godt nok aldrig har brugt den. Egentlig altid tænkt den var ”latterlig”! Nu finder jeg den frem og roen sænker sig og snart er jeg tilbage på sporet. Jeg opgiver at finde ind til landsbyen – og nyder resten af løbeturen. (Det skal lige siges, at jeg ikke har nogen ”aktier” hos Suunto).

 

Lige så spændende det kan være at bevæge sig i nye og eksotiske områder af verden – lige så fedt synes jeg, det er at ”udforske” sig egen baghave. Selvom man løber på velkendte steder i terrænet – er der aldrig to dage, der er ens. Nuancerne, vejret, lyset, planterne, lydene og årstiderne er med til at gøre hver løbetur unik og mindeværdig. Sanserne bliver skærpet, når man løber trail, og når jeg ser tilbage i min elektroniske træningsdagbog kan jeg skelne de fleste ture fra hinanden.

Mange af mine ture er oplevelsesture. Jeg elsker at udforske nye områder, men også at opleve naturen i ”min baghave” ved Himmelbjerget, som forandres henover årstiderne.
Jeg bemærker også de lidt langsommere ændringer, som tager tid og kræver man kender området – træer der vokser op over tid, irritationen, når skovområder fældes, og glæden over de nye udsigter en skovrydning også kan give.

Dagens løbetur var en sådan – det er efterår og svampene skyder op. Himlen og luften er klar og giver nogle fantastiske udsigter ud over søerne. Jeg giver mig god tid til at suge indtrykkene ind og tager endda et par billeder. Ser den majestætiske fiskehejre stå som en støtte og vente på sin frokost.

 

Når der er nummer på - så får den gas. Photocredit: Falco Trail 2016

 

Jagten på den perfekte præstation

Jeg er helt sikkert konkurrence-menneske. Men jeg er som regel ret dårlig i en slutspurt. Slår ofte op i banen. Hvordan hænger det sammen med at være konkurrence-menneske?
Enkelte gange har jeg kunnet tage mig sammen til at ”æde” syren og mose på de sidste 200 meter mod målstregen – men som oftest trækker jeg mig – nok mest af alt af magelighed og til dels fordi konkurrencen med de andre, ikke er den jeg konkurrence jeg tænder mest på. Derimod æder jeg gerne mig selv længere ude på ruten i jagten og racet med andre løbere. De bliver derved en slags pejlemærker og ”hjælper” mig i mit projekt ”præstation”, og jeg dem med deres. Vi samarbejder.

Jeg er oftest meget fokuseret på sluttid, (og selvom jeg ind imellem løber ultraløb), så løber jeg altid efter en tid – og ikke blot for at gennemføre, selvom det i sig selv er en flot præstation.

Ind imellem må man så korrigere sin målsætning undervejs – eller operere med A, B og evt. C-mål. Da jeg i 2014 løb min første 100 miles rundt om Mont Blanc – til Ultra Trail Mont Blanc, var mit A-mål 24 timer, B-målet 25 timer og C-målet gennemførsel af det ikoniske løb.

Jeg kom igennem på 25 timer og 7 minutter, men uden B-målet inden for rækkevidde, var jeg nok ikke en gang lykkedes med C-målet.

Jeg går efter den ypperste præstation. MIN ypperste præstation. En præstation, hvor jeg yder mit absolut bedste og hvor tingene spiller 100 procent og alt går op i en højere enhed. Jeg tror endnu ikke jeg er lykkedes med at ramme den ”perfekte præstation”. Om det er muligt – og i det hele taget meningen, at jeg skal nå den ved jeg ikke – men jagten på den, synes jeg er spændende!

Et andet aspekt af trailløb og konkurrencer indenfor disciplinen er det sociale. Der hersker stor gensidig respekt blandt deltagere i trailløb. Ofte foregår løbene væk fra alfarvej, hvorfor man er afhængig af hinanden. Derfor hjælper man hinanden, opmuntrer hinanden og viser på den måde, at man er der for hinanden. Det gælder både bagerst og forrest i feltet. Fairplay er således en naturlig del af sporten og giver en rigtig god stemning til såvel konkurrence som træning, hvilket jo i sig selv er en stor motivationsfaktor, for at være en del af trailsporten, hvor der er plads til alle.

 

Trailløbets natur er "FLOW"

Trailløb er varieret, actionpacked og uforudsigeligt og en naturlig måde for os mennesker at bevæge os på. Det rører ved en urkraft i os.

Efter i mange år at have ”jagtet” personlige rekorder på 10 km og ½ marathon og flere gange været ”løbet” ind i skader deltog jeg ved et tilfælde i et langt etapeløb i Amazonas Jungle. Til min overraskelse kunne jeg løbe meget lange distancer og på et højt niveau uden at blive skadet eller blive sønderligt mærket af det.

Trailløb fjerner den ensformige belastning af kroppen og pakker dine ”løbemæssige biomekaniske skævheder ind” i de variationer i landingen, som underlaget automatisk giver.
Jeg elsker at løbe stærkt på stierne, som baner sig vej gennem landskabet. Løbe så tilpas hurtigt, at din krop bare agerer i underlagets forskellige variationer. Du reagerer pr refleks og får en fantastisk følelse af flow, når du bevæger dig gennem landskabet.

Det kræver øvelse, at turde stole på sine sanser og bare brage gennem skoven, ned af bjerget, eller med orienteringskort i hånden gennem underskoven – men din krop er skabt til det – og skal nok styre dig sikkert igennem underlagets udfordringer, hvis du stoler på dine sanser! - Og jeg lover dig, at følelsen af at mestre terrænet er fantastisk!

 

Glæden ved trailløb. Photocredit: David Loyd, Vietnam Jungle Marathon

 

Top tre motivationsfaktorer

1. Naturoplevelserne og eventyret, som følger med.
2. Flowet. Den umiddelbare glæde, som trailløbet og bevægelsen giver mig.
3. Jagten på den ypperste præstation. Konkurrencen primært med mig selv – men også det målbare i forhold til de andre løbere.

Så som svar på overskriftens spørgsmål kan jeg kun svare; At da jeg blev spurgt om jeg ville deltage, kunne jeg simpelthen ikke svare nej på et tilbud om at komme på et sådant eventyr, hvor tåbeligt jeg så end synes det er at løbe 400 km. -Om jeg kommer igennem? Ja, det håber jeg! Og målsætningen for gennemførsel er sat!

A-mål: 85 timer. B-mål: sub 100 timer. Og C-målet er gennemførsel inden for de 150 timer, der stilles til rådighed.

Sidste års vindertid var 92 timer, men i år er feltet skarpere, så tror der bliver løbet ”stærkt”.

 

Af Simon Grimstrup, ultra trail løber

Produkter relateret til dette indlæg