BESTIL INDEN TORSDAG KL. 15 OG FÅ LEVERET INDEN JUL - SE JULENS BEDSTE TILBUD HER
×
Artikel

Evige øjeblikke fra 415 km ultraløb i Gobi-ørkenen

Evige øjeblikke fra 415 km ultraløb i Gobi-ørkenen

Ultra trailløber, Simon Grimstrup, har sendt os denne inspirerende beretning fra et af verdens hårdeste ultraløb – Ultra Gobi. 

 

Ultra Gobi er et 400+ km løb, hvor deltagerne selv skal navigere vha. GPS undervejs. Gobiørkenen er vejrmæssigt et af verdens mest ekstreme steder – og på den årstid, hvor løbet ligger, kan der forventes dagstemperaturer på 30+ grader og nattetemperaturer ned til -15 grader. Løbet foregår imellem 1000 og 3300 meter over havets overflade.

Undervejs skal deltagerne opsøge 35 Checkpoints, hvor der skal tankes vand og 10 af disse checkpoints er rest-areas, hvor deltagerne har adgang til en dropbox med mad og andre forsyninger, som er pakket fra start.

Simon blev under løbet fulgt af filmfotografen Henrik Kaarsholm, så der senere på året bliver lavet en kort film om Simons anstregelser.

 

KM 0

Få øjeblikke efter start afbrydes mørket af et inferno af fyrværkeri på begge sider af de 45 nervøse og spændte deltagere. Det tager nervøsiteten, sætter gang i adrenalinen og tempoet ryger op. Den vildeste start jeg nogensinde har oplevet.

400 km venter – shit det er langt! Jeg forsøger på bedste vis at holde tempoet nede, men det er svært at løbe så langsomt… Jeg stopper og tisser og får overblik over feltet. Jeg er kommet for at gøre mit bedste, måske er det nok til at vinde. Jeg er den eneste i elitefeltet, som har meldt ud, at jeg går efter en tid på 80 timer. Men jeg ved også at løbet reelt først starter om 300 km! Det er jo vanvid!

Jeg spotter favoritten Dan Lawson, som følges med Alfie. Alfie blev nummer to sidste år på 94 timer. Jeg beslutter derfor, at det nok ikke er helt dumt, at holde øje med de to briter. En anden eliteløber, Nicola Bassi, storgrinende og humørfyldt fra Italien, er også i nærheden af os. De andre løbere, som omgiver os er fra Kina. Det tynder hurtigt ud i flokken.

Vi skal alle sammen lige have gang i rutinen med GPS’en, og hvordan ruten er tracket – og jeg synes, jeg har fat i den lange ende og tager et par minimalt kortere vejvalg da vi efter nogle km møder de første ”Yardungs” – faste sandklitter… Humøret er højt og der er kontrol med tingene.

Alfie har inden start sagt, at løbet bliver vanvittigt teknisk efter 200 km og det glæder jeg mig til, der må jeg have min force! Nu skal vi bare æde kilometerne. Det bliver ret hurtigt tydeligt, at de to briter arbejder sammen – og derfor finder jeg ind i et samarbejde med Nicola. Vi skiftes til at navigere på GPS´en og lægger vores strategi… Vi skal slå til når vi rammer bjergene efter 200 km og så ellers være hurtige i depoterne. Det er planen, som vi løber, så langsomt vi kan, afsted i mørket.

”Is this tempo too fast?”, spørger vi ofte hinanden og bekræfter hinanden i, at vi ikke kan løbe langsommere.

Terrænet er relativt let og fladt – kun afbrudt at nogle dybe grøfter vi ind imellem skal over og dertil 4-5 km meget ujævnt og uløbbart terræn – som føles som en kaotisk frossen plovmark at gå i - ubehageligt… Ellers er det let løbet og fladt… og ikke til min fordel…


Gobi ultra 400 startskud

Photocredit: http://lloydbelchervisuals.com/ and http://www.ultragobi.com/

 

KM 70

”We can do this!”. Siger jeg til Nico. “Yes we can win”. “We just have to have patience. Take it easy. Do some walking.” “YES”. Humøret er højt, selvom ingen af os befinder os I vores rette element. Terrænet er let løbet og stort set uden stigninger. Solen bager! Vi er et stykke efter briterne, som stadig kan skimtes langt ude i horisonten og er sammen med en gruppe kinesere.

Vi løb lidt forkert, da vi euforiske ville tage billeder af en flok vilde kameler, og glemte at tjekke GPS´en i et kort øjebliks begejstring! Men vi fik nogle gode billeder og lidt video, mens briterne listede op i kløften. Nu kan vi se dem langt ude i horisonten på vej mod de næste bjerge. Løbet er langt, og vi er kun lige startet. Vi lader dem løbe og holder os til vores plan. Tålmodighed!

 

Gobi ultra 400 kameler

Photocredit: http://lloydbelchervisuals.com/ and http://www.ultragobi.com/

 

KM 130

Gobi har ramt os. Gassen er gået af ballonen. Nico går lidt foran mig. Han går stærkt. Vi havde regnet med at nå rest-area ”R4” nu, men der er yderligere 6 km. Det er som en oase at komme til Rest-areas. Man har sine egne dropboxe og har dermed adgang til nye forsyninger, mad og udstyr. Jeg vasker tæer med babywipes og skifter sokker hver gang. Desuden er der læger og massører. Adgang til varmt og koldt vand – og telte, hvor man kan nappe sig en lur. 

Men nu er der er altså 6 yderligere km derned! Terrænet er nemt. Solen er ved at gå ned. Her er smukt – meget smukt! Vi følger en bjergkæde, men går ved siden af den. Ind imellem bliver vi af GPS´en ledt ind igennem smukke canyons med vilde bjergformationer og grønne oaser.

Det var en ordentlig psykisk lussing, at der er yderligere 6 km til R4. Vi går. Vi orker ikke at løbe. Vi føler vel egentlig vi begge kan løbe – men orker det ikke. Vi er begge vant til bjergløb, hvor der naturlig hikes en del opad bakke – og man så giver den gas nedad bakke. Vi er ikke vant til de monotone bevægelser, som Gobi kræver af os.

Jeg er langt nede! Lige så stille smuldrer planerne og ambitionerne. Øv… Jeg ved, at jeg skal af med de negative tanker hurtigst muligt. Men det er svært! 270 km tilbage! – og lige nu virker de næste 6 km uoverskuelige… Nå, den skal vendes oppe i bøtten…

Hvis man nu bare ikke kunne se så langt frem! Endeløst! Det er jo slet ikke det her jeg kan. Fladt, langt og endeløst terræn… Jeg er slet ikke godt nok forberedt på denne type terræn. Hverken mentalt eller fysisk.

Endeløst! 270 km tilbage… Uoverskueligt. Samtidig griner jeg også lidt af den situation jeg er havnet i… Jeg vidste jo det var tåbeligt langt!

 

KM 192

Har lagt mig i et stegende varmt telt. Humøret er dog helt nede omkring det absolutte nulpunkt. Jeg er endelig kommet frem til checkpointet. Har kunnet se flaget og teltet længe. Det er helt skidt! Jeg har ondt i venstre ben. Senen lige over læggen er en smule hævet og gør ondt. Meget ondt! Jeg har lagt benene op på en lille skammel. Skal det virkelig slutte her? Godt nok har jeg bevæget mig længere end jeg nogensinde før har prøvet. (Indtil nu har jeg kun løbet 100 miles løb, som det længste – og kan egentlig bedst lide løb omkring de 35-40 km). Jeg drikker noget vand. Det langsomme tempo har også betydet, at jeg løb tør for vand og føler mig en smule varm og dehydreret.

Jeg vil heller ikke gøre varig skade på mig selv. Det gør vanvittigt ondt. Checkpointet er bemandet af kinesere. De kan ikke engelsk. Men jeg har min satellit-telefon. Bare en enkelt opringning – så er det slut.

Men på den anden side – jeg er jo slet ikke kommet til bjergene endnu. Skal jeg virkelig stoppe eventyret før det overhovedet er startet?

Jeg lukker øjnene. Der er 11 km til næste Rest-area – R6, som ligger ved 200 km. Det er halvvejs. Kommer jeg bare derned – så er der læger og massører. Måske de kan gøre noget – vurdere skaden?

Det er kun middag nu – og jeg har lang tid til natten. Jeg kan komme derned – slappe af hele natten. Sove en hel nat – og så se om jeg kan komme videre? Jeg tror ikke selv på det.
Men jeg skylder mig selv, at gøre forsøget! Jeg er midt i mit livs løbeeventyr – og skal det virkelig slutte, før det er begyndt?

At give op helt uden kamp vil jo sikkert betyde, at jeg vil herned og gennemføre løbet… og ja… Det har jeg pt ikke super meget lyst til… Gobi har knækket mig – fysisk og psykisk… Jeg lukker øjnene. De kinesiske officials knævrer løs. Ret højt. Temmelig enerverende. Mit humør er dårligt – og jeg må videre.

Jeg rejser mig og halter afsted! Heldigvis til den mest perfekte udsigt… og i den forkerte retning erfarer jeg en km senere, hvorefter jeg får rettet op. Det gør ondt – men jeg skal i hvert fald nå halvvejs i løbet.

Jeg har udsigt til en stor fåreflok, et par nomader på heste – og de frygtede hyrdehunde – så er egentlig ret glad for at jeg skal mod nord og ikke vest, som først antaget. Der er en smuk og vild udsigt, som jeg fokuserer på, mens jeg samtidig beskytter mit venstre ben mest muligt. Jeg går med en enkelt vandrestav… En gammel, haltende mand midt i Gobi ørkenens bagende sol…

 

Gobi ultra 400 ørken

Photocredit: http://lloydbelchervisuals.com/ and http://www.ultragobi.com/

 

KM 200

Solen er godt på vej op på himlen. Det er en smuk morgen. Jeg har brugt de sidste 13½ time i restarea 6. Det har ikke været særligt effektivt! Men været vigtigt mentalt, at glemme ambitionerne.

Fået sovet en 6 timer afbrudt af snak med andre løbere – nogle forsøgte at få mig med videre bla. Mike Wardian og den meget karismatiske Paul fra Canada, som også deltog sidste år. Hygget, spist og snakket med lægerne, staff og den kinesiske fysioterapeut. Sidstnævnte har lagt en perfekt kinesiotape, som kombineret med pausen, (til min og andres store overraskelse betyder), at jeg kan gå helt uden smerte. En lidt anderledes melding, end den søde kinesiske tolk gav til en af lægerne, da hun sagde: ”He can barely stand”… Ikke lige den fedeste melding og så alligevel leveret på en øs og naiv måde, så jeg ikke kunne lade være at trække på smilebåndet over den åndsvage situation, jeg var havnet i! Og det var jo præcist sådan det var… Jeg kunne knap stå, da jeg kom stavrende ind i R6 dagen for inden.

Heldigvis var jeg 24 timer foran cut-off og havde masser af tid at give af.

Jeg går stille afsted og nyder morgenen. Nyder at være alene. Nyder udsigten. Og nyder den nye målsætning, som langsomt dannes i mit hoved efterhånden, som det går op for mig, at jeg kan gå…

”Nu går du bare og nyder det og sover om natten”, og efterhånden som dagen går bliver målsætning mere ambitiøs ”Gå non-stop mod mål og nå gerne op i top10”.
Mit sind er lyst, humøret højt og maskinen kører – langsomt, endog meget langsomt, men jeg bevæger mig støt og roligt mod mål, mens jeg rent faktisk nyder de storslåede og til tider endeløse øjeblikke.

 

KM 340

Solen er ved at gå ned, som jeg bevæger mig ud på de sidste 60 km. Jeg har ikke sovet siden jeg forlod R6 og trætheden er ved at sætte ind. Jeg har været over det store bjerg sidste nat i 3300 meters højde, hvor navigationen var lidt svær – og dermed var med til at bevare mit fokus og holde trætheden væk. Men jeg ved, at det bliver svært på dette sidste stræk.

Solen forsvinder hurtigt og efterlader mig i pandelampens skær.

Snart ændrer underlaget karakter fra det flade endeløse grus til mere ujævnt terræn mellem 1-1½ meter høje faste klitter, hvor man hele tiden skal navigere og forsøge at holde retning – samtidig med at man ikke spilder energien… Jeg skal bare til mål nu – fremad…

 

KM 370

Jeg er slet ikke til stede. Trætheden er kommet snigende. Jeg har kæmpet imod den. Søvnen. Men nu har den indhentet mig. Jeg går stadig. Har masser af hallucinationer og egentlig en ganske speciel følelse af at være til halvt til stede – og alt bare kører på autopilot. Sten og buske skifter udseende og bliver til levende væsner og havenisser. Det er et syret limbo at være i – det afbrydes kun glimtvis af et kig på GPS´en eller en enkelt fokuseret tanke.

Jeg svæver mellem drøm og virkelighed – mens jeg stille og roligt bevæger mig fremad.

Engang imellem vågner jeg helt – og er fokuseret og nervøs for at jeg har dummet mig i min søvn-rus – men det virker til at navigation og tempo trods alt fungerer – frem kommer jeg – og pilen på gps´en er primært på den sorte streg – ruten!
(Jeg gik 51 timer uden søvn fra km 200 ved R6).

 

Gobi ultra 400 Trail

Photocredit: http://lloydbelchervisuals.com/ and http://www.ultragobi.com/

 

Km 415

Jeg nærmer mig mål! Jeg er stolt over den proces jeg har været igennem. Jeg har lært så meget mere om mig selv end var jeg bare løbet igennem på rutinen og haft et perfekt løb!

Jeg er stolt over, at jeg fik vendt en total fiasko til en lille sejr og en kæmpe oplevelse.

Inden løbet havde jeg funderet, over min motivation for at løbe – og det var netop disse tre ”motivationsfaktorer”, som fik mig igennem.

Da det så allerværst ud, var det naturoplevelsen, som drev mig. Jeg ville se de bjerge, møde de sandklitter og opleve de sidste snævre kløfter! Men jeg kom faktisk også til at holde af de uendelige flade ørkenpartier.
Konkurrence-momentet kom også lige så stille snigende igen efter jeg var ude af topstriden – og hjalp mig til at holde momentum og trods alt nå mod målet! I skrivende stund kan jeg faktisk ikke huske om jeg blev nr. 8 eller 9 – men det er også lige meget. Jeg brugte de andre deltagere, som motivation til at holde mig i gang.

Den perfekte præstation blev det ikke til. Ja, slet ikke til! Set i bagklogskabens klare lys og med kendskab til rutens beskaffenhed havde jeg ikke en chance for at konkurrere med vinderen og den meget sympatiske Dan Lawson i det terræn, som Gobi bød på.

Dan løb på 71 timer – og jeg kom igennem på 106 timer. Havde jeg haft det perfekte løb – kunne jeg måske have ramt de 80 timer – men hvis og hvis…

 

Skal jeg gøre det igen?

Hmm – det var virkelig et fedt eventyr at være på, og jeg vil helt sikkert anbefale UltraGobi, hvis man har lyst til storslået natur – meget langt fra alfarvej!

Oplevelsen har slet ikke bundfældet sig ordentligt endnu. Det har været ret hårdt ved min krop – nok endda ekstra hårdt, da jeg røg ud i noget terræn jeg ikke er god til og egentlig heller ikke trænet til.

Jeg er god til at løbe i bjerge, op og ned, hvor man naturligt bliver tvunget til at hike en del opad. For mig som løber ville det være nemmere og ikke være så slidsomt for muskler og sener. Så ja, har lyst til noget lignende igen – f.eks. Tor De Geants som foregår i Aosta-dalen og er på 320 km.

Men ellers synes jeg faktisk løb på 35-40 km er sjovere, da man kan give den gas. Så rigtig ultraløber bliver jeg nok aldrig. Men det var sjovt at prøve noget så uoverskueligt – og så rent faktisk komme igennem det – og det selvom det blev endnu mere uoverskueligt end forventet!

Det kommer nok også an på, hvornår jeg er helt ovenpå igen efter strabadserne. Jeg fik en træls skade i lysken 1½ uge efter Gobi, da jeg skulle bøje mig ned – skaden er i bedring, men er jo et tegn på at kroppen virkelig er slidt.

Mentalt er jeg dog helt ovenpå og har virkelig lyst til nye løbeventyr – om jeg igen kommer over de 100 miles – er dog tvivlsomt… måske når jeg bliver gammel ;)

 

Af Simon Grimstrup, ultra trailløber og Løbeshop.dk ambassadør

 

Interessant læsning?

Besøg vores Trailløbs-univers, GO TRAIL, hvor du finder masser af inspirerende artikler, produkttest, guides, tips og tricks og meget mere. Du finder GO TRAIL her: 

Besøg GO TRAIL universet

Produkter relateret til dette indlæg

  • Garmin Aktivitetsure | Se forskellene på alle VIVO-modellerne

    Se sammenligningen af Vivofit 4, Vivosmart 4, Vivosport, Vivomove HR og Vivoactive 3 og vælg den rigtige!

  • Årets Bedste Løbesko 2018

    Hvilke løbesko er årets bedste? Vi præsenterer her de løbesko, som vi mener har fortjent en plads på listen over årets bedste. Opdateret: December, 2018.

  • Sammenligning: De 3 bedste neutrale Saucony løbesko – Se forskellene

    Se forskellene på topmodellerne Saucony Triumph ISO 5, Saucony Ride ISO og Saucony Freedom ISO 2 og vælg den rigtige.

  • Væk vildmanden til live - Løb trailløb

    Trailløber, Simon Grimstrup, har gjort sig nogle meget interessante tanker om trailløb. Læs bl.a. om "flow" og det at være i "et med naturen".