Efter at have afsluttet min tre uger lange træningslejr, hvor jeg i den sidste uge blev ramt af sygdom, landede jeg torsdag morgen, 3 døgn før EM, i Antalya med et par måltider absorberet. Efter en udmærket træningstur var jeg også ved godt mod. Jeg skulle have gang i kroppen igen efter 3 dage på langs, så det blev til en 17km progressiv træningstur(pace 5.00 til 3.20) og nogle hurtigere 30sek løb/strides(pace 2.50 til 2.30). Ikke for let, ikke for hårdt, men en god mellemvej til at få kickstartet systemet.
Det gav mig ro, at vi landede i Tyrkiet i god tid – jeg havde resten af torsdagen, og hele fredag og lørdag til at komme mig og blive klar til søndagens løb. Kroppen skulle i gang igen og, vigtigst af alt, der skulle hydreres og fyldes energi på motoren.
Fredag var bedre end torsdag og lørdag var bedre end fredag. Det gik fremad, jeg havde reddet den nogenlunde. Lørdag var resten af den danske trup ankommet og det var en klassisk ”pre race dag”. Jeg sov så længe jeg kunne for at restituere så godt som muligt.
God morgenmad 08.00, ud med bussen for at træne på ruten omkring kl. 10.00, retur med bussen 11.00 og tungt i frokostbuffeten klokken 12.00. Herefter en kort lur, lidt behandling og afslapning. En kort gåtur før aftensmad for at handle lidt snacks og så er den dag gået. Jeg lå i sengen og snakkede med familien kl. 20.00 og slukkede lyset 21.30. Jeg var stadig træt: Kroppen havde brug for så meget søvn som muligt.
Løbsdagen
Søndag morgen ringede vækkeuret 6 timer før, løbet blev skudt i gang klokken 14.10.
Jeg startede med en rolig jogge-tur. Jeg skulle have kroppen lidt i gang. 20min let jog og direkte i buffeten kl. 09.30. Lyst brød, honning, yoghurt med honning, lidt frugt og kaffe. Jeg plejer altid at sørge for at have spist det sidste måltid 3-4 timer før start, og der skal ikke ændres på den rutine, især ikke på race-day. Herefter op at ligge, brygge en god kop kaffe og slappe af.
Klokken 12.00 tog vi bussen mod ruten, og her begynder nerverne for alvor at indfinde sig. Jeg scanner konstant kroppen, når jeg bliver nervøs: Hvordan er kroppen? Er der nogle ømheder? Er jeg lidt tung? Tankerne kører rundt. Kroppen forbereder sig på det, den skal igennem: Lidelse. Ud at starte hårdt, holde tempoet og så løbe sig i hegnet mod slutningen.
Cross er bare hårdt. Der bliver frigivet adrenalin og stresshormon, og du er i et fuldstændig specielt stadie, før sådan et løb, jeg har beskrevet i artiklen om Berlin.
30min før startskuddey indfinder vi os som hold i ”call-room”, et lokale fyldt med de andre løbere, hvor de sidste forberedelser finder sted, før vi bliver sluset ud til starten. Vi skifter til pigsko og konkurrencetøj, og det sidste toiletbesøg klares. Nogle snakker mens andre er helt indelukkede, i stanken fra varmecreme og sved. Stemningen er nervøs og elektrisk.
De sidste 10min før start går langsomt. Vi laver de sidste strides på et lille græsstykke bag startportalen og slippes så ud til startlinjen. De store stjerner bliver præsenteret, og vi andre indfinder os på startlinjen.
Ræs med en nordmand
On your marks, ”kabov!” – pistolen går, og løbet sættes frit.
De første 300-400 meter er fuld smæk. Alle løber afsted for at få en god start og placering i feltet. Er du for langt bagud fra start, bliver det hårdt at løbe sig op igennem feltet, og er du for langt fremme, er der stor risiko for at gå kold. Det handler om at finde en god balance og kunne løbe sig op derfra.
Jeg får mig placeret tæt ved en nordmand, jeg mødte i Sydafrika; Jakob Boutera – jeg ved, han har et fornuftigt udlæg og løber klogt, så det ville gøre det lidt nemmere for mig at holde øje med ham. Jeg vidste så også, at han var i god form: Han havde løbet nogle langt bedre træningspas end jeg i Sydafrika, men træning er én ting. Konkurrence er noget andet.
Ganske rigtigt løber Boutera klogt. Vi ligger omkring 50 ud af ca. 90-100 løbere efter første omgang og begynder derfra gradvist at løbe os op i feltet, nummer 45 – 40 – 37. Jeg er så hyperfokuseret under sådan et løb, at det er svært præcist at huske, hvad jeg tænker på derude og oplever.
Efterfølgende er det lidt et stort blur med få momenter, der bider sig fast i hukommelsen. Et af dem er, da vi går ud på sidste omgang, hvor vi nu snuser til top 30. Jeg forsøger at åbne op, henter et par placeringer – folk der er koldet oppe foran. Jeg sørger for at holde kadencen og trykke til igennem mudderet. Vi løber igennem mudder, sand, små kunstige bakker og drejer ind på den 300-400 meter lange opløbsstrækning.
Jeg har lige hentet nogle stykker, og finder mig placeret 10-15 meter bag den næste løber. En svensker. Det er svært at hente så stort et gap, når vi begge løber stærkt, så jeg er bare opmærksom på at holde trykket og min placering til mål. Jeg tror, jeg er i top 30 da jeg krydser målstregen, men det viser sig, at jeg kommer ind som nummer 32.
C-målet opfyldt
Min målsætning var før løbet: A-mål: top 20, B-mål: top 30, C-mål: bedste placering i EM cross senior-regi (top 37). C-målet blev altså indfriet, hvilket var tilfredsstillende efter en træls uge.
Herefter skulle jeg bare hjem til Danmark. Hjem til familien efter fire uger og for at fortsætte træningen mod næste mål. Mit næste mål er at løbe hurtigt til en 10km i starten af januar.
Jeg har rykket mig siden de Nordiske Mesterskaber i cross for 4 uger siden, og tingende går stille og roligt fremad. Men som jeg tidligere har nævnt, tager det altid lang tid at komme op i omdrejninger efter sådan en Marathon-pause, hvor man har tilladt kroppen at få noget ro. Derfor er fokus at fortsætte opbygning af træning og genfinde den gode rytme, der bringer de gode resultater.
