Artikel

Kan man løbe med astma?

Mange oplever, at astma og løb kan være en udfordrende kombination. Her ser vi nærmere på, hvordan astma kan påvirke løbeturen, og hvorfor løb stadig kan være en vigtig del af hverdagen med astma.

Løb og astma bliver ofte set som modsætninger. For hvordan skal man kunne løbe, når det netop er vejrtrækningen, der er udfordringen?

Men virkeligheden er sjældent så enkel. Mange med astma løber stadig regelmæssigt, selvom vejrtrækningen nogle dage kræver langt mere opmærksomhed end selve løbeturen.

Ifølge Astma-Allergi Danmark lever omkring 400.000 danskere med astma, og for mange handler det ikke nødvendigvis om at stoppe med at være aktive, men om at lære kroppen bedre at kende og tilpasse træningen undervejs.

Mange mærker kun lidt til astmaen under løb. Hos andre fylder generne i luftvejene langt mere, selv på ture hvor benene egentlig føles friske.

Astma på løbeturen

For mig hænger astmaen tæt sammen med allergi, pollen og fysisk aktivitet.

Jeg er tæt på 50 år og har svær astma. Uden behandling ville det være ekstremt svært for mig at løbe. I dag får jeg biologisk behandling og flere former for astmamedicin, og jeg bliver fulgt tæt på Lungesygdomme og Allergi Center AUH. Jeg er samtidig multiallergiker, så både pollen og andre allergener fylder året rundt.

Bevægelse og sport har altid været en vigtig del af mit liv. Derfor har det betydet meget for mig fortsat at kunne have løb og træning som en naturlig del af hverdagen, selvom astmaen til tider gør det betydeligt mere udfordrende.

Nogle dage fylder astmaen mindre. Andre dage mærker jeg den allerede i starten af et pas, hvor vejrtrækningen lige skal finde rytmen. Især på dage med meget pollen i luften, når kulden bider lidt hårdere i brystet end normalt, eller på bakkerne, hvor det pludselig er vejrtrækningen og ikke benene, der fylder mest.

Jeg løber næsten altid med min astmaspray på mig. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal bruge den hver gang, men fordi det giver en form for tryghed at vide, at den er der.

Gennem årene har jeg erfaret, at løb og astma ikke nødvendigvis udelukker hinanden. Faktisk løb jeg som 48-årig mit hurtigste  halvmaraton nogensinde. Ikke fordi astmaen forsvandt, men fordi jeg i dag er velbehandlet og har fundet en måde at træne på, der virker.

Det fjerner ikke udfordringerne, men det har gjort det muligt for mig fortsat at udvikle mig som løber. Løb er derfor ikke blevet en måde at ignorere min astma på. Tværtimod er det blevet en vigtig del af at få kroppen til at fungere så godt som muligt i hverdagen.

At finde en rytme med astma

For mange astmatikere handler det ikke om at jagte personlige rekorder eller bestemte kilometertider. Det handler mere om at finde en måde at bevæge sig på, som passer ind i hverdagen.

Det betyder ikke, at ambitioner eller mål behøver at forsvinde. Bestemte løb, distancer eller tider kan sagtens være i spil som målsætning. Men kontinuitet, gode rutiner og følelsen af stadig at kunne holde kroppen i gang kan også være det primære.

Regelmæssig bevægelse anbefales generelt til mennesker med astma, fordi det kan styrke både kondition og gøre kroppen bedre til at håndtere fysisk belastning i hverdagen. Det behøver ikke altid være løb. I nogle perioder fungerer gåture, cykling eller  styrketræning bedre. Det vigtigste er ofte ikke træningsformen, men at finde noget, der holder i hverdagen.

 

Personligt synes jeg, at løb kan noget særligt. Ikke kun som træning, men også som rytme, mentalt frirum og følelsen af stadig at bevæge sig fremad, også på de dage hvor kroppen kræver lidt mere hensyn.

Løb kan starte med gåture eller korte intervaller mellem gang og løb. Rolige ture med jævn intensitet fungerer godt, fordi kroppen får tid til gradvist at tilpasse sig belastningen, og fordi vejrtrækningen får bedre mulighed for at falde til ro.

En god opvarmning gør en stor forskel. Starten på løbeturen er ofte den hårdeste del, før vejrtrækningen finder mere ro. Når kroppen vænner sig til den øgede ventilation, kan resten af turen føles lettere.

Kontrollerede intervaller fungerer godt, så længe intensiteten styres, og der er fokus på ro i vejrtrækningen mellem belastningerne.

Tempoet er sjældent det vigtigste. Det vigtigste er, at vejrtrækningen ikke løber løbsk. At mærke efter, vide hvornår man skal justere og acceptere, at nogle dage ser anderledes ud end andre.

Hvorfor vejrtrækningen kan blive begrænsningen

Når du løber, stiger kroppens behov for ilt hurtigt. Vejrtrækningen bliver dybere og hurtigere, og mange går automatisk over til at trække vejret mere gennem munden. Det betyder, at luften ikke bliver opvarmet og fugtet på samme måde, som når man trækker vejret roligt gennem næsen.

Hos mennesker med astma kan det irritere luftvejene. De reagerer mere følsomt på påvirkninger som kold luft, tør luft, pollen eller fysisk belastning. Luftvejene trækker sig sammen og bliver mere irriterede eller inflammerede, hvilket gør det sværere for luften at passere frit.

Vejrtrækningen bliver den begrænsende faktor, før resten af kroppen egentlig er presset.

Nogle mærker hoste, pibende vejrtrækning eller trykken for brystet. Andre mærker mest en tunghed i vejrtrækningen eller følelsen af ikke helt at kunne få luft nok. Symptomerne kommer ofte i starten af løbeturen eller ved høj intensitet.

Astmaen mærkes også socialt under løb. Selv ved lav intensitet kan det være svært at føre en samtale undervejs, fordi vejrtrækningen hurtigt kræver mere opmærksomhed.

Øget slimdannelse kan være en del af billedet. Når luftvejene bliver irriterede, reagerer kroppen hos nogle ved at producere mere slim, hvilket kan give behov for at hoste, rense halsen eller føle, at noget sidder i luftvejene under træning.

Det er her, frustrationen opstår. Ikke fordi benene er færdige, men fordi vejrtrækningen sætter grænsen først.

Det er vigtigt at forstå, at det ikke automatisk betyder, at løb er forkert for dig. Med den rette behandling og tilpasning af træningen vil mange opleve betydeligt bedre kontrol over symptomerne.

Den mentale side af at løbe med astma

Men selv med god behandling er der en mental side af løb med astma, som ikke forsvinder af sig selv.

Sammenligningen med andre løbere ligger lige for, når vejrtrækningen føles som den første begrænsning. Jeg har jævnligt løbeture, hvor jeg føler, at andre omkring mig bevæger sig mere ubesværet fremad, mens jeg selv arbejder hårdere for at holde rytmen. Ikke fordi mine ben mangler energi, men fordi mine luftveje reagerer anderledes under belastning. 

Indimellem bliver jeg meget bevidst om min egen vejrtrækning og hvor tydelig den føles omkring mig. Det kan være frustrerende, og det kan kræve mental energi ikke at lade det tage fokus fra selve løbeturen.

Det mentale handler derfor heller ikke kun om selve løbeturen, men også om relationen til kroppen. Om at acceptere, at nogle dage føles lettere end andre, og at fremgang ikke altid ser lineær ud.

Astmaen er også med til at motivere mig til at løbe. Løb fjerner ikke astmaen, men jeg mærker, at kroppen generelt fungerer bedre, når jeg holder mig i gang.

Perioder hvor astma fylder mere

Ikke alle perioder er ens.

Kulde er en klassisk trigger hos mange med astma. Kold og tør luft kan irritere luftvejene hurtigt, især når intensiteten stiger, og vejrtrækningen bliver kraftigere. Derfor oplever mange også, at vinterløb kan føles mere udfordrende, selv på ture hvor tempoet ellers er roligt.

For dem med allergisk astma, kan forårs- og sommermånederne være en særlig udfordring. Høje pollental betyder at luftvejene allerede er påvirkede, inden træningen starter. Kroppen reagerer hurtigere og restitutionen kan føles længere.

Derfor kræver træningen i nogle perioder mere fleksibilitet. Indimellem giver det mening at sænke tempoet eller vælge indendørs træning fremfor en hård tur i kulde eller højt pollental.

I koldt vejr kan lag på lag, vindtæt beklædning og en halsedisse foran mund og næse også hjælpe med at gøre indåndingsluften mindre hård for luftvejene. Små justeringer kan gøre en mærkbar forskel.

Jeg mærker også hurtigt forskellen, hvis jeg har været syg eller haft en pause fra træningen. Det kan føles overraskende hårdt at bygge det op igen, både fysisk og mentalt.

I de perioder handler motivation heller ikke altid om de store ting. Jeg kan stadig blive motiveret af noget så simpelt som et par nye  løbesko eller følelsen af at have fundet udstyr , der gør løbeturen lidt lettere. Det ændrer ikke på astmaen, men det gør det nemmere at komme ud ad døren. Og det er ofte de små ting, der holder motivationen i gang.

Det afgørende er dog, at astmaen er velbehandlet. Hvis luftvejene allerede er irriterede eller dårligt kontrollerede, bliver belastningen fra løb markant sværere at håndtere.

Løb bør derfor ikke ses som en erstatning for behandling, men som noget der fungerer bedst i samspil med den behandling og vejledning, man får gennem sin læge eller lungespecialist.

Løb og astma behøver ikke udelukke hinanden

Astma kan være en reel udfordring. Hos nogle er det en mild irritation. Hos andre fylder det langt mere og kræver omfattende behandling, planlægning og konstant opmærksomhed.

Men selv når astma fylder meget, behøver løb ikke at være udelukket.

Nogle uger er lettere end andre. For mange kan løb stadig være en vigtig del af hverdagen, også når kroppen kræver mere hensyn. Og sommetider bliver løbeturen lettere, end man havde regnet med.

For mig er løb ikke blevet mindre vigtigt på trods af astmaen. Det er blevet vigtigere. Og løbeglæden er fulgt med.

Indholdet i artiklen bygger på personlige erfaringer kombineret med generel viden om astma og fysisk aktivitet. Astma opleves forskelligt fra person til person, og hvis du er i tvivl om behandling eller træning, bør du altid tage det op med din egen læge eller specialist.

Populære artikler

Select language

Log ind på din Løbeshop+ konto og få denne vare til medlemspris.

 

Ny hos os?

Opret en Løbeshop+ konto og få adgang til alle fordelene - helt gratis:

✓ Eksklusive medlemspriser

✓ Gem dine favoritter

✓ Overblik over dine ordrer og hurtigere bestilling

✓ Guides og tips fra vores løbeeksperter via nyhedsbrev