Først skrev jeg om vigtigheden af at starte roligt ud på en højdetræningslejr og dernæst om hvordan jeg i uge 2 måske ikke helt havde gjort det. Den her artikel handler derfor sjovt nok om konsekvenserne af at overgøre det i højden.
Efter uge 2 var kroppen stadigt frisk og det var den sådan set også mandag og tirsdag i uge 3.
Tirsdag eftermiddag var en rigtig god træning sammen med Kristian og min træner Henrik, der overvågede den fra sidelinjen.
Min træner, Henrik, kom ned til os tirsdag i uge 3, for at supplere med træningsplanlægning og behandling - og han skulle vise sig at blive meget nødvendig.
Øm læg og træt krop
Onsdag morgen vågnede jeg nemlig med en spændt og øm læg og en MEGET træt krop. Vi joggede en rolig tur på 70min og jeg var træt, mere end jeg plejer. Jeg stod næsten med hænderne på mine knæ i supermarkedet, da vi handlede bagefter, og jeg havde mest af alt lyst til at ligge mig over i den kolde frugt- og grøntafdeling.
Onsdag eftermiddag , (efter en lur, godt med mad og afslapning) var kroppen bedre, men læggen mere øm – vi måtte ændre planen. Udtalt træthed og markant ømhed var ret klare tegn på, at jeg havde overgjort det i højden. Kroppen var presset. Uge 2 havde måske været for hård? Og nu kom der en regning? Der kommer altid en regning, hvis man går over grænsen, størrelsen afhænger af, hvor meget man presser citronen.
En presset citron
Torsdag og fredag blev nogle roligere dage og det betalte sig prompte, så jeg lørdag og søndag følte mig bedre løbende og havde fået styr på læggen. 170km på ugen totalt og der var nu en uge til EM. Jeg var fortrøstningsfuld igen. Desværre havde kroppen andre planer. En af de ting, der kan ske, når man ligger på grænsen (og over), er, at ens immunforsvar bliver lidt trykket, og man bliver mere modtagelig overfor sygdom. Sådan en fik jeg; et styks maveinfektion til at starte EM-ugen ud med, det var kritisk.
Mandag, tirsdag og natten til onsdag blev brugt i sengen og på toilettet. Jeg havde det forfærdeligt og det påvirkede mig mentalt. Lige så fedt det er at være på træningslejr, når det spiller, lige så træls er det at være afsted, når man er syg, skadet eller på anden måde ikke kan træne. Man er et sted, hvor det handler om at træne, omgivet af folk der gør det og den konstante reminder om, at det kan du så ikke - det er frustrerende. Læg dertil, at dagene tæller ned mod et løb du har set frem imod, det sætter mentaliteten på prøve.
Heldigvis vender humøret tilbage lige så hurtigt som sygdommen forsvinder. Onsdag, på vores rejsedag til Antalya i Tyrkiet, hvor EM cross skulle løbe af stablen om søndagen, begyndte jeg at få det bedre.
