Jeg er nu officielt udtaget til VM i maraton, som i år bliver afholdt i Tokyo om blot to uger. Det er en af de store – både i forhold til arrangementets prestige og det personlige mål, jeg har arbejdet mig hen imod i lang tid. En VM-billet i hånden betyder ikke bare, at formen er på rette vej; den er også en bekræftelse på, at det lange, seje træk betaler sig, selv når det har været op ad bakke.
For dem, der har fulgt med i mine tidligere artikler her på Løbeshop.dk, vil det ikke være nogen hemmelighed, at jeg tidligere på året løb ind i nogle udfordringer. Jeg pådrog mig en af de mere omfattende skader og var nødt til at holde tre ugers pause fra løb. I den periode – især mod slutningen – prioriterede jeg cyklen lidt for højt i forsøget på at bygge form uden for meget belastning. Det virkede i teorien som en god idé.
Tilbage som løber
Formen var god, og jeg følte mig stærk, men i mit tilfælde kom cyklingen til at fylde lidt for meget og blev for intensiv. Det endte med at kompromittere både restitutionen og den nødvendige løbemængde – og dermed også selve genoptrapningen.
Derfor tog jeg for omkring to måneder siden en bevidst beslutning om at skære drastisk ned på cyklingen og i stedet fokusere på de to vigtigste elementer for en maratonløber: restitution og løbetræning. De sidste 7-8 uger har jeg endelig kunnet trappe løbemængden op igen, og det har kunnet mærkes – både i kroppen og i hovedet. Det er, som om systemet stille og roligt er begyndt at finde rytmen igen. Jeg begynder at føle mig som løber – ikke bare én, der træner for at holde sig i gang.
Tålmodighed og fokus
Det er selvfølgelig stadig tidligt, og to måneder er på samme tid både meget og lidt. Men for første gang i lang tid føler jeg, at jeg har en opadgående kurve at arbejde videre på, og formmæssigt står jeg et godt sted. Det giver ro og motivation – og ikke mindst troen på, at jeg kan stå på startstregen i Tokyo med ambitioner om et stort resultat.
At blive udtaget til VM har en kæmpe betydning! Det er mere end bare en plads i et startfelt. Det er en anerkendelse af det arbejde, der er lagt, og et symbol på, at nogen tror på, at man har mere i sig. For mig personligt er det også en påmindelse om, hvorfor jeg gør det her: Jeg elsker at konkurrere, men jeg elsker mindst lige så meget processen – de små fremskridt, de daglige valg og de lange, ensomme ture, hvor du ved, at du bygger noget op.
Nu handler det om at blive ved med at bygge – klogt, kontrolleret og med et skarpt fokus på målet i Tokyo. Jeg glæder mig til at dele rejsen derhen og forhåbentlig indfri de målsætninger, jeg har sat mig.
