Leder du efter en trailsko? Bliv klogere på valg af trailsko her i artiklen, hvor du kan finde følgende:
Hvad er forskellen på trailsko og almindelige løbesko?
Der kan være meget stor forskel på en trailsko og en landevejssko. Løbesko til landevej skal ganske enkelt ikke kunne de samme ting som trailsko. En trailsko skal overordnet gerne være mere stabil, da underlaget er mere ujævnt, og så er der selvfølgelig også et helt andet krav til grebet på ydersålen. Der er dog flere nuancer i det, som vi går igennem herunder.
Sådan vælger du en trail løbesko
Det er en rigtig god idé at gøre sig lidt umage med valg af trailsko. Herunder kan du læse om nogle af de vigtigste punkter, du kan tage udgangspunkt i, når du skal vælge.
Hvilket underlag skal du løbe på?
Det første, du bør overveje, er, på hvilket underlag du gerne vil bruge dine trailsko. Der er selvfølgelig stor forskel på, om du holder dig til brede stier og grusveje, om du vil ud på tekniske single tracks eller om du skal ud at løbe i sne og på is.
Vil du gerne bruge skoene på forskellige underlag, så vil jeg anbefale dig at vælge en sko, som dur til det terræn, du kommer til at løbe mest i. Skal du eksempelvis primært løbe på faste grusveje og stier, men med enkelte mudrede stykker, så ville jeg vælge en sko som er god til det faste underlag og så fremdeles.
For at give dig et overblik over de forskellige trailsko, har vi opdelt trailskoene i forskellige kategorier, som du kan se mere om herunder:
Trailsko til blødt og mudret underlag
Trailsko til blødt og mudret underlag har særligt én vigtig egenskab: Lange knopper på ydersålen. Generelt vil knopper med en længde på 5 mm eller længere gå under denne kategori.
Ud over længden på knopperne designes trailsko til blødt og mudret underlag typisk også således, at der er færre knopper, så der ikke sætter sig for meget fast under skoen. Der er dog stor variation imellem de forskellige trailsko i denne kategori, så her skal du se nærmere under den specifikke model.
En anden funktion hos disse sko er drænage, som ofte er indtænkt, da blødt og mudret underlag unægteligt vil give våde fødder. For at vandet ikke bliver liggende i skoen, er disse trailsko på forskellige vis indrettet med drænagefunktion, så vandet kan komme ud af skoen igen.
Se alle vores trailsko til blødt og mudret underlag
Trailsko til fast underlag (vej, grus & stier)
Trailsko til fast underlag stiller generelt ikke lige så store krav til sidevers stabilitet samt længden på knopperne. Trailsko under denne kategori byder typisk ind med ekstra god komfort samt knopper på 4mm eller kortere. Ofte er der til gengæld flere små knopper i stedet for den grovere ydersål, man ser hos eksempelvis trailsko til mudder.
Overdelen kan også laves mere behagelig og strækbar som følge af de mindre krav til sidevers stabilitet.
Se alle vores trailsko til fast underlag
Trailsko til is og sne
Her ser vi en kategori, som kan variere meget i arbejdskrav, alt afhængig af om det? er ren sne, ren is eller en kombination, du skal løbe på.
Skal du løbe i terræn, hvor der er is, så er det en rigtig god idé at sikre dig, at skoen er målrettet dette. Du kan eksempelvis finde sko med ”spikes” under skoen – altså metalpigge, som giver et helt fantastisk greb på is. Disse dur til gengæld ikke på asfalt, hvor du vil slide dem ned meget hurtigt.
Byder trailruten mest på sne og ikke så meget is, så findes der andre muligheder – herunder vil der være mange sko fra mudder-kategorien, som også vil klare sig godt. Ud over længden på knopperne foretrækker nogle løbere, at overdelen er vandtæt for at undgå at få kolde fødder.
Se alle vores trailsko til is og sne
Trailsko til tekniske trailspor
Her snakker vi om en kategori, som kan dele vandene – der er ikke nogen fast definition af, hvad teknisk underlag er for noget, og ofte vil forskellige løbere opleve det samme terræn forskelligt, alt afhængig af, hvad de er vant til.
Det, som vi tager udgangspunkt i, når vi taler om teknisk trailløb, er, at ruten på en eller anden vis giver opbrud i løberytmen – det kan være skarpe sving, underlag med mange rødder, på tværs af skråninger og lignende.
Fælles for sko til denne type trailløb er, at skoen skal være stabil. En ustabil sko vil både øge risikoen for at vride om på foden samt i det hele taget være sværere at lave hurtige retningsskift i.
Trailsko til teknisk trailløb er derfor typisk mere faste i mellemsålen og ikke nær så strækbare i overdelen. Alt sammen for at få skoen til at blive det samme sted på foden, uanset hvad ruten stiller af krav.
Se alle vores trailsko til teknisk trailløb
Trailsko til sten og klipper
Trailsko til sten og klipper er en anden kategori, hvor der ses ret store individuelle præferencer. Nogle foretrækker et greb i skoen, hvor gummiblandingen er meget hård – det kan give knopperne mulighed for så at sige at gribe fat i de små konturer, der er på klipper. Til gengæld vil denne gummiblanding ikke have et godt greb på helt glatte overflader.
Modstykket hertil er netop en meget blød gummiblanding. Knopperne kan ikke på samme måde gribe fat i de små ujævnheder i klipper, men til gengæld ”klistrer” ydersålen godt på glatte og våde overflader.
Ud over dette har trailsko til sten og klipper ofte en såkaldt ”rock-plate”. En rock-plate er en hård plade, som ligger imellem indlægssål og ydersål – flere laver denne, så den kan tages ud, hvis den ikke er nødvendig. Denne rock-plate beskytter dine fødder, hvis du eksempelvis skulle lande på en meget spids sten.
Af beskyttelse i denne kategori kan også nævnes øget beskyttelse fortil på skoen. Kommer du til at ramme forenden af skoen ind i en sten eller klippe, vil denne forbedrede beskyttelse mindske risikoen for, at dine tæer kommer til skade.
Se alle vores trailsko til sten og klipper
Hvor langt skal du løbe i skoene?
Ud over at dine trailsko skal være gode til det underlag, du gerne vil løbe på, så er der også en væsentlig overvejelse omkring, hvor lange ture du vil løbe i dem.
Har du et ønske om at løbe meget lange løb, så er der visse trailsko, som giver mere komfort, og som er designet med mere plads til tæerne (som godt kan hæve lidt op, når du løber meget langt.)
Længden af løbeturene skal naturligvis dog altid overvejes i samspil med typen af underlag – derfor kan en fast sko godt være det rigtige valg, selvom du skal løbe meget langt, hvis ruten er så teknisk krævende, at du har brug for at skoen er fast og stabil.
Find din næste trailløbesko
Du kan enten se alle vores løbesko, eller gå til en specifik kategori, målrettet specifikke underlag, som forklaret ovenfor: