SUPER SALE! Vi gør plads til nye forårsvarer og har derfor sat over 1800 varer stærkt ned i pris. Se SUPER SALE her.
×
Artikel

Gør løbetræning til en leg – løb trail!

Gør løbetræning til en leg – løb trail!

Hvad er trailløb?

Trailløb, eller populært sagt bare ”Trail”, er en af de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark – og det er ikke så overraskende, for Trail er faktisk rigtig sjovt.

Trail kan dyrkes af alle. Det handler nemlig ikke om at komme først, om at slå sine personlige rekorder eller om at løbe en bestemt distance. Det handler om at komme væk fra byens fortove og de officielle stier og ruter, og i stedet søge ud i naturen, ind i det ukendte og det vilde.

Prøv at løbe tværs gennem skoven uden for de store stier, eller følg fx mountainbikesporene, der findes mange steder i Danmark. Her kan du gå, lunte, løbe, sprinte, klatre eller slå kolbøtter. Pointen er, at du bestemmer helt selv. Du lader dig inspirere af, hvad naturen byder dig og ”leger” dig gennem terrænet.

Oprindeligt er ”trail running” en kombination af løb og vandring på stier (på engelsk kaldet ”Trails” – heraf navnet) i et terræn med mange højdemeter som fx i bjergene eller fjeldene. I Danmark har vi ingen bjerge, men til gengæld har vi en masse fantastiske skove, som virkelig indbyder til trailløb, og som bare venter på at blive udforsket! Derfor kan Trail på vores breddegrader nok bedst oversættes til skov-, bakke- og sti-løb.

 

Køb Trailsko her 

 

Kniber det med motivationen for at løbe? Prøv Trailløb!

Mange synes, at det er kedeligt at løbe, men forsøger alligevel at få slæbt sig afsted på løbeturen, fordi de ved, at det er godt for dem. Men har man ikke en helt oprigtig motivation for at løbe eller en naturlig glæde ved at løbe, så kan det være svært at fastholde den aktive livsstil på den lange bane. Kan du nikke genkendende til dette, vil jeg kraftigt anbefale dig at prøve trailløb. Det er en helt anderledes måde at løbe på, og så er det super godt for motivationen…

Trailløb adskiller sig nemlig fra den traditionelle hverdagsløbetur på asfalt ved, at det er den smukke, sansefulde naturoplevelse, den actionprægede træning og de afstressende omgivelser, der er i fokus. Der sker hele tiden noget nyt, som du skal forholde dig til. Du stopper op og nyder solnedgangen, lader hænderne glide gennem grannålene, hopper over væltede træstammer og løber steder i skovene, du aldrig har været før. Du går eller klatrer op ad stejle skråninger, løber ned ad bakke i fuld fart og springer over små vandløb. Det er løberens svar på mountainbike. Det er udfordrende, det er anderledes og så er det ikke mindst SJOVT!

Betragt ikke trail-løbeturen som en normal løbetur, hvor du på forhånd beslutter, at du vil løbe X-antal kilometer i dag. Tænk det i stedet som at nu skal du på opdagelse i skoven og se, hvad der gemmer sig bag næste bakketop. Det er en helt anderledes måde at træne på, og min personlige erfaring er, at det er super godt for motivationen, at du ikke på forhånd ved, hvor langt du vil løbe eller hvilken vej du vil løbe. Nogle dage bliver det til en lang tur og andre dage til en kort tur, men det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at du kommer afsted…

 

 

Slip væk fra hverdagens stress – tænk ikke på noget

Trailløb er desuden en fantastisk mulighed for at slippe væk fra hverdagens stress. En mulighed for ikke at tænke på alle de ting, som man skal huske, og som man ikke har nået endnu.

På en almindelig løbetur på byens asfalt kører benene nærmest af sig selv, og hjernen har derfor masser af overskud til at spekulere over alverdens ting. Men når du løber trailløb, er det helt anderledes…

Det udfordrende terræn i naturen kræver, at du har fokus på det næste skridt, for ellers risikerer du, rent ud sagt, at ryge en tur på røven. Du er derfor tilstede i nuet og tænker kun på, hvor du nu skal sætte din fod, og hvordan du bedst forcerer de væltede træer eller den stejle, mudrede bakke foran dig. Din hjerne er med andre ord beskæftiget med de ting, som sker lige nu.

Du glemmer for en stund den deadline på dit arbejde, og den græsplæne der skal klippes. Du er væk fra støj, ambitioner, madlavning og mobiltelefoner. Og du befinder dig i skoven, som med sin dybe, fordomsfri ro aldrig bedømmer dit løbetøj, dit hår, din form eller dit humør. Det er befriende og afstressende.

 

Sådan kommer du igang med trailløb

Det kræver i teorien ingenting at komme i gang med trailløb. Du skal blot tage løbetøjet på og løbe væk fra dine vante stier.

Skovens underlag og terræn kan dog godt være en meget stor udfordring for et par almindelige løbesko, der er designet til løb på hårdt og fast underlag. Så for at sikre dig den bedst mulige oplevelse i skoven og for at forhindre, at du kommer galt afsted, anbefaler vi hos Løbeshop.dk, at du bruger et par rigtige trail løbesko.

En trail løbesko har en grovere ydersål, så du står godt fast i skovbunden, og så er den mere slidstærk, robust og beskyttende end en almindelig løbesko.

Valget af løbesko til trail kan være en næsten lige så stor jungle, som valget af almindelige løbesko. Men bare rolig, vi har lavet en GUIDE TIL VALG AF LØBESKO TIL TRAILS OG SKOVEN, som du finder lige her.

 

Se udvalget af løbesko til skov her 

 

Tips til valg af trail løberuter

Orienteringsløb er i princippet trailløb, hvor du løber efter bestemte poster, der er opstillet i naturen. Dansk Orienterings-Forbund har lavet en super god hjemmeside, hvor du kan se en oversigt over opstillede orienteringsløbsposter i Danmark. Her kan du downloade kort og finde forslag i dit nærområde til spændende, alternative løberuter - en slags "skattejagt for hele familien”. Kortene kan også hentes på mobilen, så du kan finde vej ved hjælp af den. Du finder det hele ved at klikke her.

På med trailskoene og ud i naturen - vi ses derude!

Af Jesper Petersen, Løbeshop.dk

Produkter relateret til dette indlæg