Artikel

TEST: Wahoo Elemnt Rival GPS-ur – til den seriøse (tri)atlet!

TEST: Wahoo Elemnt Rival GPS-ur – til den seriøse (tri)atlet!

Om Camilla Af Camilla Christensen

      

Wahoo Elemnt Rival er Wahoo’s første bud på et GPS-ur. Et ur der er henvender sig til den seriøse atlet, som går op i hardcore træningsdata og ikke har brug for ekstra fancy features. Og særligt henvender uret sig til triatleter, grundet dets unikke triatlon funktioner.

Wahoo har længe været kendt for deres speciale indenfor cykelverdenen. Det gælder alt lige fra indendørs hometrainer, GPS-cykelcomputere, cykelsensorer og pulsmålere designet til at optimere atletens cykeltræning. Men nu har Wahoo taget deres første skridt ind på løbe- og triatlonmarkedet med deres første GPS-ur.

Jeg har i løbet af de sidste par måneder testet uret, og jeg er helt sikker på, at hvis du allerede er bruger af Wahoo’s cykeludstyr eller på udkig efter et specielt triatlon-ur, så er Wahoo RIVAL oplagt.

        

Test Wahoo Elemnt Rival

    

Overblik over test-artiklen

1. Første indtryk af Wahoo Elemnt Rival

2. Wahoo vs. Garmin

3. Brugen af Wahoo RIVAL - helt basalt 

4. Opsætning og sammenkobling til Wahoo app

5. Sportsprofilerne i Wahoo RIVAL

6. Wahoo Elemnt Rival er til atleten der...

         

Mit første indtryk af Wahoo Elemnt Rival

Alle ved at et godt førstehåndsindtryk betyder meget. Og må jeg bare sige at indpakningen af Wahoo Elemnt Rival leverer.

Jeg synes selve indpakningen af uret er af høj kvalitet. Jeg har virkelig haft en opfattelse af, at jeg blev præsenteret for et topprodukt. Indpakningen er indbydende, af god kvalitet og visuelt rigtig spændende. Der hersker dog ingen tvivl om, at indpakningen summer af triatlon, rent visuelt. Og hvis du er triatlet, vil du med garanti blive draget af det.

Som helt ny til Wahoo og Wahoo’s produkter, synes jeg tilmed, at indpakningen giver en god grundintro til uret og dens sammenkobling med app’en. Det er nemt, overskueligt og let at finde ud af, hvordan uret skal opsættes ift. den smarte opkobling med app’en (mere om det senere).

    

Test Wahoo Elemnt Rival

    

Når man tager uret på, synes jeg (som pige) at det er forholdsvist tungt. Vægten ligger på 54g., hvilket svarer til Garmin FR945. Mens det størrelsesmæssigt ift. skærmstørrelse minder meget om Garmin Fenix 6 Pro. To af Garmins mest populære ure, men som jeg heller ikke ville bruge, fordi de bliver for store til mit håndled.

Ikke desto mindre, summer hele designet af Elemnt Rival af et praktisk ur til de seriøse atleter. Det er ikke et fashion ur, som mange andre ure ellers er i dag. Om det er positivt eller negativt er en individuel smagssag, men et solidt sports ur det er det.

     

Test Wahoo Elemnt Rival

       

Wahoo vs. Garmin

Når nu vi er ved sammenligningen af Wahoo Rival og Garmins GPS-ure, så er det helt oplagt lige at dykke lidt nærmere ned i, hvad Wahoo kan og ikke kan ift. Garmin.

       

De helt basale funktioner i Wahoo Rival:

-  GPS ur med en batterilevetid på 24 timer med GPS, og 14 dage i standby.

-  240x240 px. Farveskærm

-  Vandafvisende ned til 50 meter

-  LiveTrack support når koblet op med Smartphone

-  Understøtter ANT+ og Bluetooth sensorer

-  Understøtter løbe-wattmåler som Stryd

-  Kan kobles sammen med 3.partsapp, som Strava, TrainingPeaks, Dropbox og m.fl.

-  Barometrisk højdemåler

-  Optisk HR-sensor på bagsiden for måling af HR data, som også virker til svømning.

     

Det som Wahoo ikke tilbyder som fx. Garmin ure, er:

-  Træningsplanlægning (dette er dog muligt gennem fx TrainingPeaks)

-  Ruter/navigation/kompas

-  Kort

-  Musik

-  Kontaktløs betaling

-  24/7 HR-data i appen

-  Tracking af søvn, trapper eller andre lignende målinger.

-  Ingen alarmer

-  Sportsalarmer, som fx puls zoner, tempo, power, kadence etc.

-  Live Strava segmenter

-  Angivelser af træningsbelastning, restitutionstid eller andre fysiologiske parametre.

       

Test Wahoo Elemnt Rival   

     

Som jeg indledte med at skrive, så er Wahoo ikke et fancy GPS-ur med en masse fancy-features, som slår Garmin fuldstændigt af banen. Men det har alligevel noget at tilbyde. Det er et simpelt ur, som måler det en atlet har brug for i sin specifikke træning – og ikke mere end det. Og som Wahoo slår sig på med Elemnt Rival, så er det et ur til den seriøse atlet, som allerede ved hvad de laver og hvordan de rykker sig.  

Mit helt klare gæt er dog, at vi vil se flere af disse ekstra parametre i Wahoo’s kommende udgaver. Elemnt Rival er deres første ur og det virker som det skal, men der er helt sikkert også plads til flere funktioner, således uret rammer lidt bredere og bliver ekstra, ekstra spændende for motionisten.

 

Sammenligningstabel ml. Wahoo RIVAL og Garmin FR745

      

Wahoo Elemnt Rival vs. Garmin Forerunner 745

            

Brugen af Wahoo Elemnt Rival – helt basalt

Ordsproget ”Less is more” er meget rammende for Elemnt Rival. Et ur der lader dig fokusere 100% på din præstation fremfor udstyr.

Lige så simpelt uret er i sit virke lige så simpelt er det egentlig også i sit udseende. Uret har fem knapper og er til min store glæde ikke en touchskærm. Det er naturligvis meget individuelt, hvorvidt man foretrækker det. Jeg kan dog bedst lide trykknapper, således jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at lave et ubevidst tryk undervejs i min træning.  

   

Test Wahoo Elemnt Rival

    

Når man kommer fra Garmin og er vant til deres styresystem og brugervenlighed, så synes jeg personligt det har været en udfordring at bruge Elemnt Rival. Det har helt klart krævet en tilvænning, idet knapperne ikke er lige så intuitive ift. op/ned, start/stop og lap. Dog vil jeg sige, at hvis jeg ikke havde været vant til Garmins ure, havde jeg helt klart ikke set Wahoo’s system som værende udfordrende. Det er bare noget nyt for mig og det skulle jeg lige vænne mig til!

Når det kommer til at navigere rundt i uret, bliver det bare (endnu en gang) bekræftet, at det ikke er spækket med fancy features og funktioner. Der er ikke mange forskellige skærmbilleder man kan skifte i mellem – og de fire man kan, forholder sig alt sammen til specifik træning. Dvs. 1) Skærmbillede med visning af klokkeslæt, dato, antal skridt pr. dag, samlet løbedistance (for indeværende uge) og batteriprocent, 2) igangsættelse af et træningspas, 3) Pulsdata, og 4) Højdemåler data.

     

 

Det smarte og mere fancy aspekt af Elemnt Rival ligger i den tilhørende app. Det er nemlig herfra man opsætter og styrer uret. Fx hvilke data man gerne vil have vist under de enkelte træningsprofiler, dvs. løb, cykling, triatlon osv. Derudover kan du også opsætte ”forside” skærmbilledet ift. både udseende samt vist data.

Groft sagt, ALTING styres via mobilen, så det er virkelig her nørderiet finder sted. Uret gør præcist det som man har opsat det til via app’en.

        

Opsætning og sammenkobling til Wahoo app’en

Hvordan er det så helt konkret Wahoo-app’en fungerer?

Hvor Garmins app er intelligent ift. læsning og analyse af ens træningsdata efter træning og synkronisering, så er Wahoo’s app intelligent særligt før træning ift. opsætning og efterfølgende ift. synkronisering. Det er nemlig via app’en at hele opsætningen af uret foregår.

Heldigvis er det virkelig, virkelig nemt at opsætte uret. Det er måske en af de letteste opsætninger af et GPS-ur, som jeg har prøvet. Alt hvad opstartsguiden beder én om, er at downloade Wahoo Elemnt-app’en til telefonen og scanne QR-koden, som vises på urskiven, når du tænder uret. Herefter skal man blot følge instruktionerne og ret hurtigt er uret parret med app’en.

Som tidligere nævnt, er det muligt at opsætte stort set alting fra app’en – lige fra urskive display (her er der fire at vælge i mellem), skærmfarve, knappernes funktion og de enkelte sportsprofiler.

Du kan se et lille udpluk af de muligheder der for opsætning og indstilling i billedet nedenstående.

    

Test Wahoo Elemnt Rival

      

Helt overordnet set, vil jeg sige at parringen og synkronisering fra ur til app’en har været super god. Jeg har kun oplevet én gang efter et træningspas, at min træning ikke blev synkroniseret automatisk, men jeg lige måtte ind manuelt og få det overført. Ellers er synkroniseringen bare sket i baggrunden, hvad end jeg har siddet med uret eller brugt min Smartphone.

Det vil sige, at i det øjeblik jeg har færdiggjort en aktivitet, er den blevet automatisk uploadet til Wahoo-appen og derfra videre til de 3. parts apps, som jeg har installeret. I mit tilfælde er træningen synkroniseret direkte ind på min TrainingPeaks-konto og min Strava profil. Faktisk så hurtigt at jeg har fået notifikationer om ”kudos/likes” på Strava før jeg overhovedet har set at min aktivitet er blevet uploadet. Positivt!

        

Test Wahoo Elemnt Rival

        

Mens uret og telefonen er parret, modtager uret også bestemte smartphone-underretninger, som ligeledes kan tilpasses eller slukkes efter behov i appen. Som en ekstra lille, smart feature er det faktisk muligt igennem appen at aktivere live-tracking. Det betyder at din familie og dine venner har mulighed for fx at følge dig under et løb, men ligeledes er det også en god sikkerhed, hvis du træner alene.

          

Test Wahoo Elemnt Rival

          

Sportsprofilerne i Wahoo RIVAL

Wahoo er et løbe- og triatlon ur, som er lige så simpelt som sportsgrenene i princippet er i sig selv. Det kan det det skal, hverken mere eller mindre. Som udgangspunkt er det muligt at vælge mellem profilerne: løb (GPS), løb på bånd, svøm i pool, åbenvandssvømning, cykling (GPS), KICKR, styrke, yoga og triatlon. Du kan dog fra app’en lave dine egne sportsprofiler ved at vælge ”tilføj træningsprofil”. Her har du, som nævnt, mulighed for at designe skærmbillederne selv, ift. at vælge antal felter og hvilke data der skal vises i hvert felt. 

Som tidligere triatlet og nuværende løber, tør jeg godt sige, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, hvem uret primært henvender sig til. Det er triatleter, hvilket skyldes urets smarte triatlon-specifikke funktioner, såsom automatisk og touchless lap i skiftezoner. Der er endda mulighed for at ”fortryde” et lap, hvis du eller urets-algoritme laver en fejl. Derudover er det også muligt at rette splittider i appen efterfølgende, således det bliver helt præcis – også inden aktiviteten bliver uploadet til tredjepartsapps som fx Strava eller TrainingPeaks. Som tidligere triatlet, synes jeg det er ret fedt. Det er desværre ikke en funktion jeg selv har haft mulighed for at teste, men ud fra hvad jeg hører andre siger, så virker det rigtig godt. Men jeg vil beskrive meget mere om urets triatlon-funktioner længere nede i artiklen.

Fælles for alle aktiviteterne er, at en træning startes ved at trykke på knappen i højre side af uret. Herfra vises hele sports-menuen og det er muligt at vælge præcist den aktivitet man gerne vil udføre. 

       

Test Wahoo Elemnt Rival

        

Den eneste funktion, som jeg ikke selv lige umiddelbart fandt, som én af de første, var Wahoo’s ”Perfect View Zoom”. Hvis man allerede er bekendt med Wahoo’s cykelcomputere er funktionen ikke ny, men for mig var det helt nyt. Zoom-funktionen gør det nemlig muligt at øge eller reducere antallet af data felter man kan se under en aktivitet. Dvs. hvis man fx. ønsker kun at se og zoome ind på to felter, som pace pr/km og distance, så kan man trykke på en genvej, dvs. to knapper (som man opsætter via appen) og zoome ind på netop disse to felter.

Det er aldrig en funktion jeg har tænkt over jeg manglede, men jeg synes faktisk det er ret fedt. Jeg har særligt brugt det til min intervaltræning, hvor jeg ikke behøver at vide andet end min pace pr. lap og distance pr. lap. Jeg kunne endda sagtens forestille mig, at det er en funktion jeg vil bruge undervejs i et race. Jeg er lidt af den type, at hvis der er mange felter jeg skal forholde mig til, så er der også mange ting jeg tænker over i et race. Hvis både jeg får vist puls, kadence, pace, distance osv., så vil jeg bruge alt for mange – unødvendige – kræfter på, at tænke over alle aspekterne. Og dermed hyle mig selv helt ud af den, hvis én af parametrene skejer ud. Men hvis jeg kun kan se to felter, så bliver jeg ikke automatisk sat til at forholde mig til alt muligt andet.

            

Test Wahoo Elemnt Rival

        

Wahoo Elemnt Rival – Løbeprofil

Selvom jeg har fremhævet og påpeget flere gange at Wahoo er et simpelt og ikke-fancy GPS-ur, er det også vigtigt for mig at understrege at det absolut ikke er noget, jeg har tænkt over under selve min træning. Her føler jeg uret viser præcis det, som jeg har behov for – og som jeg ligeledes ville få vist på et Garmin ur.

Helt generelt så finder Elemnt Rival hurtigt GPS. Det er nemt og hurtigt at vælge en aktivitet og komme i gang. Det er selvfølgelig forudsat at man lige har givet sig tid til at sætte løbeprofilen op, som man præcist ønsker det via appen. Det er ikke muligt at ændre løbeindstillingerne undervejs på uret, som fx ved Garmin, så man skal lige huske at kigge på det inden man løber afsted.

Der er et hav af muligheder ift. hvilke datafelter man gerne vil have vist i sin løbetræning. Se nedenstående billeder for alle de overordnede datafelter man kan vælge imellem, hvorunder der ligger flere enkeltvise, specifikke datafelter man kan vælge i mellem.

         

Test Wahoo Elemnt Rival

           

Til mine specifikke løbepas, hvor jeg fx løber tempoblokke eller til min intervaltræning, er jeg stor fan af at kunne lappe mine omgange. Dette er naturligvis også muligt på Elemnt Rival, hvor uret kan autolappe enten ved en bestemt distance eller tid. Ligesom det også er muligt at auto-pause, hvis man fx står i et lyskryds. Det er dog selvfølgelig også funktioner der skal aktiveres/deaktiveres via appen.

Selvom jeg indledte med at skrive, at jeg synes uret er forholdsvist stort, må jeg bare sande at det virkelig er fedt med en stor skærm. Data står ret tydeligt, hvilket har gjort det enormt nemt, når man er afsted på farten og kun bruger et splitsekund på at aflæse alt hvad der står.

         

Test Wahoo Elemnt Rival

           

Den data, man får efter løbeturen, er ret detaljeret. Uret viser distance, den samlede bevægelsestid, det gennemsnitlige og maksimale tempo, op- og nedstigning, kalorieforbrænding, pulszoneopdeling, kadence, omgange og meget mere. Det er ikke fordi der som sådan er noget usædvanligt over al den data der vises, men det kommer som det skal og det virker til at være er nøjagtigt.

Via appen er det efter løbeturen muligt at se data mere visuelt ift. pace, højdemeter, puls, kadence og laps.

      

Test Wahoo Elemnt Rival

Test Wahoo Elemnt Rival

(Data vist fra Wahoo app'en)            

   

Hvis du bruger en Wattmåler som fx Stryd, så er det muligt at se data direkte på uret, men desværre ikke i app’en efterfølgende. Dog vil data være synlig på 3. partsapps, som fx TrainingPeaks og Strava.

        

Wahoo Elemnt Rival - Cykelprofil

For cykelprofilen gør meget det tilsvarende sig gældende, ift. opsætning af data inden, visning af data undervejs og resultater efter cykelturen.

Dog skiller cykelprofilen sig ud fra løbeprofilen, ift. at uret er designet til at fungere problemfrit med Wahoo’s cykelcomputere, hvis/når det bruges til triatlon. Og naturligvis synkroniseres til samme app, som cykelcomputerne. Dét der nemlig adskiller Wahoo fra alle andre GPS-ure på markedet, heriblandt også Garmin, er, deres unikke funktion med ”Touchless Transitions”. Her bliver data nemlig automatisk synkroniseret mellem uret og cykelcomputeren, således man som atlet kun skal fokusere på sit race – og ikke på at få trykket på de rigtige knapper på det rigtige tidspunkt.

Jeg har desværre ikke selv testet uret på en cykeltur, men min kollega Peter har haft uret med på farten, og meget lig løbeprofilen, så var hans feedback at Elemnt Rival-skærmen er super nem at læse på farten. Tallene står meget tydeligt. Selv med de seks datafelter, som er muligt at få vise, kræver det ingen anstrengelse hurtigt at afkode og læse hvad der står. Selve datafelterne bliver også endnu tydeligere, når først aktiviteten er i gang, da teksten/titlerne (HR, watt osv.) på felter forsvinder, når du netop ved, hvilket felt der viser hvad. Netop for at give ekstra plads til tallene.

Hvilke datafelter man ønsker at få vist, skal selvfølgelig opsættes via app’en (helt som ved løb). Her er det muligt at vælge mellem felterne vist i nedenstående billede.

       

Test Wahoo Elemnt Rival

        

Dét at Elemnt Rival er fuldt ud integreret med Wahoo’s cykelcomputer betyder naturligvis også, at uret kan bruges, hvis Wahoo’s hometrainer, Kickr, bruges.

         

Test Wahoo Elemnt Rival KICKR

         

Wahoo Elemnt Rivals mest unikke funktion - Triatlonprofil

Selvom løbe- og cykelprofilen fungerer rigtig fint, så er det ingen hemmelighed at uret er målrettet triatleter. Dvs. sammenspillet mellem svømning, cykling og løb. Uret virker både til åbenvandssvømning og svøm i pool, så uanset hvilken slags triatlonstævne uret skal bruges til, virker det.

Det er netop med triatlonprofilen at Elemnt Rivals’ adskiller uret fra alle andre på markedet. Uret kan nemlig registrere, hvornår man foretager en overgang, dvs. skiftezone og automatisk skifte imellem de forskellige tracking-systemer ift. svøm, cykling og løb.

Jeg har desværre ikke selv kunne teste denne funktion qua Corona og graviditet, men jeg har læst adskillige anmeldelser, hvor andre har testet denne funktion. Det skulle efter sigende virke fuldstændig fremragende. Flere tests har vist at det kun har taget et par sekunder for uret at opfange at man går fra en aktivitet til en anden. Uret opfanger og måler dog stadig data imens, så intet data går tabt. Og som nævnt tidligere, så er det muligt manuelt at tilrette tiden for de enkelte laps og skiftezoner efterfølgende.

      

Test Wahoo Elemnt Rival

      

Når først man hopper på sin cykel i triatlon-stævnet, kan Elemnt Rival ligeledes sende data fra uret til fx ens Wahoo cykelcomputer, hvis man har den, og sende data tilbage igen til uret, når man rammer skiftezonen.

Som tidligere triatlet synes jeg det lyder som en genial feature. Adrenalinen pumper nemlig helt vanvittigt, når man rammer de enkelte skiftezoner. Og selvom det er vigtigt (for en selv) at få trykket i tide, når man rammer skiftezonerne, så er der altid bare så meget kaos at man glemmer det eller ikke får gjort det på de rigtige tidspunkter. Der er det altså bare hundred gange nemmere, hvis uret automatisk registrerer skiftene, og man kun skal fokusere på at få skiftet. Jeg ville have elsket denne funktion til mine triatlonstævner!

Udover det typiske triatlon-race, er det også muligt at lave en tracking af svøm-løb ved at holde den øverste højre knap nede i midten af træningen. Det gør det nemlig muligt at vælge en anden sportsprofil. Dette skift frem og tilbage kan gøres på ubestemt tid, hvilket betyder at det er muligt at oprette en manuel on-the-fly multisport-tilstand, hvis man har lyst til det.

      

Test Wahoo Elemnt Rival

           

Wahoo Elemnt Rival – et seriøst ur til den seriøse atlet

Velkommen til løbeverdenen! Med Elemnt Rival synes jeg helt bestemt at Wahoo er kommet med et rigtig godt bud på deres første GPS-ur. Det er et ur som i den grad forsøger at understrege at det vigtigste ved ens træning er præstationen, og ikke underholdningen. Det er super minimalistisk og simpelt, men det er ikke nødvendigvis negativt.

Så længe uret gør sit job og gør det til topkarakter, kan det være helt ligegyldigt, hvor smart og fancy det er. Og Wahoo Elemnt Rival beviser netop dette.

Når du træner, så træner du – og det samme gør uret. Det er ikke under træningen at de store tanker skal gøres. Det skal blot fokuseres på at træne/race, hvilket uret understøtter. Og så kan man altid lege med uret før eller bagefter træning, netop via Wahoo-appen, som er den del af Elemnt Rival der virkelig gør forskellen. App’en er smart og enormt brugervenlig, og jeg synes personligt at der er noget fedt over, at man skal styre hele opsætningen derfra. Og ikke på uret, som ofte kan være meget frem og tilbage imellem de forskellige skærmbilleder.

    

Test Wahoo Elemnt Rival

    

Efter at have testet ur, vil jeg dog også gerne understrege at det ikke er et ur for alle. Det er til dig der bare ønsker et hardcore sports-ur og nok primært til dig som dyrker triatlon. Særligt pga. urets helt unikke funktion med Touchless transitions til triatlon træning såvel som race.

Hvis du allerede er bruger af Wahoo’s produkter og gerne vil blive indenfor samme økosystem, brugerflade og -venlighed, så er det fuldstændig oplagt at investere i Elemnt Rival. Et seriøst GPS-ur, som vil støtte den seriøse atlet.

      

Køb Wahoo Elemnt Rival

         

            

Mere inspiration?

Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:

Inspiration og artikler

        

Produkter relateret til dette indlæg

  • De 14 bedste solbriller til løb - Se listen her!

    Vi har samlet de bedste solbriller til løb i artiklen her. Find performance solbriller og moderigtige solbriller til løb her!

  • Test: La Sportiva Jackal - Adræt, holdbar og beskyttende

    En trailsko der kan løbe hurtigt og langt - og samtidig beskytte dig? La Sportiva Jackal kan være løsningen

  • Test: Hoka One One Clifton 8 - En suveræn allround sko

    Blød. Let. Behagelig. Det er de tre ting vigtigste egenskaber ved Hoka One One Clifton 8. Læs hele anmeldelsen her. 

  • TEST: Saucony Endorphin Speed 2 - Et fartmonster, der kan bruges til alt

    En forbedret udgave af den ultrapopulære sko. Se videoanmeldelsen her.