Artikel

Test: The North Face Summit Vectiv Pro - alsidig trail-supersko med PEBAX-skum!

Læs Max' test af den nye trail-supersko fra The North Face

Test: The North Face Summit Vectiv Pro

The North Face Summit Vectiv Pro er landet – jeg har testet den på alt fra asfalt til teknisk trail, og du kan herunder læse min anmeldelse af den nye og spændende model.

Play

Ydersålen på The North Face Summit Vectiv Pro

Ydersålen består af ”Surface CTRL”, hvilket er kendt fra tidligere modeller, herunder bl.a. The North Face Flight Vectiv, som jeg har løbet mange km i både i de danske skove samt alperne i Schweiz og Italien.

Ydersålen har kun 3,5 mm lange knopper, hvilket betyder, at det ikke er en sko til svært mudrede trailstier – til gengæld klistrer ydersålen super godt fast på alt andet!

Jeg har gode erfaringer med grebet på både skovstier, træbroer, sten og klipper, så medmindre du leder efter en sko specialiseret til mudder, så kan du forvente en rigtig god oplevelse med ydersålen på The North Face Summit Vectiv.

Mellemsålen i The North Face Summit Vectiv Pro

Mellemsålen består af The North Face’s ”Vectiv 2.0” mellemsål, hvilket består af en blanding af PEBAX og EVA-skum. Netop blandingen gør skoen meget interessant – PEBAX er kendt fra de meget fjedrende supersko på landevejen, og EVA er det velkendte mellemsålsmateriale, som er blevet brugt i rigtig mange år, og stadig bruges i stor stil.

Blandingen gør, at skoen (heldigvis) ikke er lige så levende som en fuldblods PEBAX-baseret landevejssupersko – den fjedrende effekt fra materialet kan dog stadig bestemt mærkes, men føles altså som at være ”tæmmet” til trailløb, så skoen ikke ender med at blive for ustabil.

Ud over den lækre skumblanding, har The North Face Summit Vectiv Pro også en carbon-plade i mellemsålen, og er derudover udformet med en særdeles tydelig rocker-geometri. Hældroppet er oplyst til at være 6mm, omend der faktisk er så meget rocker-geometri, at jeg synes hældroppet virker irrelevant. Der er et helt fantastisk rul i skoen, hvilket mærkes på flad vej men i endnu højere grad på nedløbene, hvor rocker-geometrien giver et suverænt flow.

Mellemsålens materialer og udformning giver alt i alt en fantastisk sjov sko at løbe i, som til trods for at være komfortabel, sjov og fjedrende stadig føles overraskende tryg at løbe i på ujævnt terræn.

Overdelen på The North Face Summit Vectiv Pro

Overdelen er meget åndbar. Materialet er relativt fast, og kombineret med en blød og behagelig pløs giver overdelen en god oplevelse af et fast men komfortabelt hold.

Passer The North Face Summit Vectiv Pro i størrelsen?

Jeg har som nævnt selv løbet meget i The North Face Flight Vectiv – her gik jeg en halv størrelse ned for at få den bedste pasform.

Jeg er også gået en halv størrelse ned i The North Face Summit Vectiv Pro, og det lader altså til, at disse to modeller minder meget om hinanden størrelsesmæssigt, om end selve pasformen i The North Face Summit Vectiv Pro giver mere rum til tæerne.

Hvad er The North Face Summit Vectiv Pro særligt god til?

The North Face Summit Vectiv Pro er en sko, som ikke blot tilbyder komfort, men også responsivitet. Jeg vil placere denne sko som en glimrende fin allround-sko – nok en af de mest interessante, jeg har prøvet til dags dato inden for denne kategori. Den er ikke målrettet svært mudrede stier, men klarer sig utrolig godt på de fleste typer af underlag med super god komfort og et fjedrende afsæt.

Ovenstående gør i mine øjne The North Face Summit Vectiv Pro til et oplagt valg til flere forskellige scenarier. Vil du gerne have en sko, som både er behagelig på asfalt og fungerer i skoven, så kan The North Face Summit Vectiv Pro løse opgaven rigtig godt. Skoen er også en meget oplagt mulighed til ultra trailløb, hvor den høje komfort vil gøre sig godt.

tag Tags: Trail

Populære artikler