Artikel

Test: Saucony Ride 15 - Enkel, let og pålidelig

Saucony Ride 15 er en totalopgradering af den populære mængdetræningssko. Skoen har fået en ny overdel, ny mellemsål og ændret ydersålen. Den er blevet lettere, og den har fået mere skum i mellemsålen. Alt i alt er skoen blevet forbedret en del, efter min mening.

Play

Saucony Ride er Sauconys bud på en lettere mængdetræningssko, der har lidt mindre fokus på komfort, end dens større søskende, Saucony Triumph. Ride er lettere, mere adræt og mere responsiv. Og det er også tilfældet med denne version, Saucony Ride 15.

Hvis vi skal tage de store ændringer i Saucony Ride 15 en efter en, så er den største i min bog mellemsålen. Du får PWRRUN i fuld længde – og mere end der tidligere har været i en Ride. Skoen føles væsentlig lettere end den forrige version, og samtidig synes jeg også, at den er bedre polstret, så stødene bliver dæmpet mere.

Saucony Ride 15

Man skal lige holde sig for øje, at det ikke er Sauconys PWRRUN PB-skum, der trods alt er blødere og mere responsivt end PWRRUN-skummet. Der er dog andre fordele ved PWRRUN skummet. Det er stadig let, det føles snappy og hurtigt, det er mere holdbart og når der er så meget af det, som tilfældet er i Saucony Ride 15, så giver det også en rigtig god støddæmpning.

Saucony Ride 15 Overdel

Malte Kirkebæk Weis

Overdelen på Saucony Ride 15 er lavet af to tynde lag mesh-materiale. Det rammer efter min mening en perfekt balance mellem at være tyndt nok til at sørge for masser af ventilation og åndbarhed, og tykt nok til at give overdelen struktur, så man ikke flyder rundt i skoene.

Pløsen er semi-fastsyet, hvilket sørger for, at den ikke ryger rundt fra side til side, men bliver siddende som den skal, når man løbet i skoene. Desuden er der en fin mængde polstring både på pløsen og omkring hælen. Det er nok til, at det føles og komfortabelt, men samtidig lidt nok til at det ikke bliver overdrevent varmt i skoen.

Desuden er der en strop, der kører helt ned i skoens sål og sørger for at holde din fod på plads, hvilket er med til at give dig den rare følelse af struktur. Det er enkelt, let og det virker. Hvilket egentlig passer ret godt på Saucony Ride 15.

Saucony Ride 15 Ydersål

Ydersålen på Ride 15 er sparsom i forhold til tidligere modeller. Der er ikke ligeså meget gummi, men i stedet er mellemsålen eksponeret mere. Det er både et plus og et minus. For det er uden tvivl her, at Saucony har kunnet spare al den vægt, de har kunnet spare. Men det gør også noget negativt for skoens holdbarhed og muligvis også greb.

Malte Kirkebæk Weis

Jeg har løbet roligt i Ride 15 på våd asfalt, og der har den egentlig stået godt fast. Jeg kunne godt have mine tvivl om, hvorvidt den vil have godt greb, hvis jeg kommer løbende ind i et sving med høj hastighed. Men Ride 15 er trods alt heller ikke en temposko, og når dens vigtigste egenskab er at være en mængdetræningssko så synes jeg, at den gør det godt grebsmæssigt. Som jeg tidligere nævnte, så tror jeg dog, at sliddet på ydersålen bliver større end tidligere, særligt fordi der ikke er helt så meget gummi.

Når alt kommer til alt er jeg dog glad for, at de har sparet noget gummi på ydersålen. For jeg vil hellere have en lettere sko, der er sjovere at løbe i end det ekstra greb og holdbarhed. Jeg synes nemlig, at Saucony med Ride 15 har lavet en let mængdetræningssko, der er lækker at løbe i og mit bud er at rigtig mange vil synes det samme.

Så hvis du gerne vil have en let mængdetræningssko, der har en lækker og luftig overdel med struktur, masser af støddæmpende skum, der stadig føles responsivt, så bør du overveje Saucony Ride 15.

Saucony Ride 15

 

Fandt du ikke en favorit?

Se hele udvalget af løbesko her:

LØBESKO

Populære artikler