Hvad sker der, når du tager den nok vildeste udseende sko på markedet og siger til designerne, at den skal være vildere? Så er der en ret god sandsynlighed for, at de laver noget, der minder om Puma Fast-R 2.
Okay, to’eren er nok ikke helt så stort et chok, som etteren, for de to udgaver ligner trods alt hinanden ret meget. Men der er alligevel sket nogle ret interessante ting på det visuelle. Designerne har blandet andet ladet carbon-pladen løbe længere ud end selve mellemsålen. Men det er ikke alt sammen bare visuelle gimmicks, der skal få folk til at dreje hovedet. For de helt store ændringer er svære at spotte med det blotte øje, men til at mærke, når man får skoen på.
Aliphatisk ETPU. Ja, tyg lige en ekstra gang på den. Det er den skumtype som Puma har valgt at bruge i Fast-R 2. Ikke peba, men aliphatisk ETPU – og selvfølgelig stadig nitrogeninfuseret. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke har den helt store forstand på, hvad der rent teknisk sker i skoen, når man vælger det ene frem for det andet. MEN jeg kan tydeligt mærke, at der sker noget fedt under mine fødder, når jeg løber i Puma Fast-R 2.
Puma Fast-R 2 – Ekstremt bounce
Første gang jeg løb i skoene var til et intervalpas, hvor jeg løb sammen med andre løbere. Da jeg lavede den første acceleration, var jeg lige ved at løbe op i løberen foran mig, fordi jeg ikke havde forventet, at der var så meget bounce i skoene.
Det nye Nitro Elite skum er virkelig godt. Der er både masser af energireturnering og støddæmpning i det, og det er generelt med til at gøre det til en rigtig god oplevelse at løbe i Puma Fast-R 2. Skoene excellerer særligt ved længere intervalpas, tempoture eller længere konkurrencer, hvor du nemt kommer ind i et godt flow og bare skal holde det. Når skoene først kommer i omdrejninger, er de svære at stoppe igen.
Carbonpladen i Fast-R 2 er meget synlig. Både fordi, der er et stort hul i mellemsålen, hvor den er det eneste, der binder de to dele sammen. Og også fordi pladen går længere frem end selve skoen. Der er ingen tvivl om, at den er med til virkelig at sætte skub på skoene, og at den spiller en stor rolle i at skoene er så aggressive som de er.
Puma Fast-R 2 – Ultraweave og PumaGrip
Indtil videre har jeg klart brugt mest tid på at rose, hvordan skoene føles under fødderne. Det er fordi de er så vilde, og giver så meget bounce, hvilket jeg mener, er skoenes allerstørste styrke. Men både skoenes overdel og ydersål er faktisk også rigtig fornuftige.
Overdelen er lavet med Ultraweave materiale. Det er tyndt, let og åndbart. Og så sidder det rigtig rart på min fod. Pasformen er rigtig behagelig. Det er ikke klassisk ”racefit”, hvor det hele godt kan sidde lidt stramt, men jeg har en følelse af, at skoen holder godt på min fod, uden at det strammer eller klemmer. Det skal dog siges, at pløsen er meget elastisk, hvilket gør, at man lige skal gøre sig umage, når man strammer skoene, for de kan komme til at sidde lidt for løst, hvis man ikke har snøringen korrekt.
Ydersålen er delvist belagt med PumaGrip. Jeg har nævnt det i andre anmeldelser af Puma-sko. Puma Grip virker bare. Det giver et rigtig godt greb i alle forskellige scenarier en landevejs-løbesko kan komme ud for. Regn, grus, lidt mudder. PumaGrip klarer det.
Puma Fast-R 2 - Konklusion
Overordnet set er Puma Fast-R 2 en sko til dig, der vil opleve noget af det vildeste bounce, der er på markedet. Det er en oplagt racesko til dig, der gerne vil have rigtig meget støddæmpning, og særligt til maraton og halvmaraton intensiteter, synes jeg, at den performer exceptionelt.
Fandt du ikke en favorit?
Se hele udvalget af løbesko her: