For tiden ser vi rigtig mange konkurrencesko med store mængder mellemsål. De store mængder mellemsål giver en super god komfort, men betyder også mindre stabilitet og dårligere fornemmelse af underlaget.
New Balance har lanceret deres bud på en supersko, som er mere i stil med de konkurrencesko, vi så førhen – hvor fokus i højere grad var på at gøre skoene kontante og lette. Denne nye model hedder New Balance FuelCell SuperComp Pacer.
Jeg har testet New Balance FuelCell SuperComp Pacer ved både joggetempo samt hurtige intervaller på løbebane, og herunder kan du læse om min oplevelse med denne interessante model.
Fakta om New Balance FuelCell SuperComp Pacer
- New Balance’s bud på en supersko med lav stack height
- Drop: 8 mm
- Stack height: 25 mm under hæl, 17 mm under forfod
- Har carbonplade i skoens fulde længde
- Vejer 196 gram (størrelse US9)
- Et nutidigt, moderniseret bud på den gode gamle, kontante race-sko som eksempelvis RC1600 og RC1400
Underdelen på FuelCell SuperComp Pacer – overraskende komfortabel
Starter vi under skoen, ser vi samme opbygning som på mange andre supersko; ydersål på udvalgte steder, og resten er ren mellemsål. Der er en smule ydersål ved hælen, og herudover ligger resten under forfoden. Det er altså tydeligt, at skoen er lavet til de hurtige ture.
Mellemsålen er bygget op i en ”sandwich”-konstruktion, hvor der i midten er en carbonplade i fuld længde, pakket ind i New Balance’s FuelCell-skum. For at skabe ekstra fremdrift og mindske vægten, er skoen opbygget med ”Energy Arc”, hvor der er en rille under hæl og midtfod, hvor mellemsålen er fjernet helt op til carbonpladen.
New Balance Super Comp Pacer Energy Arc
Underdelen på New Balance FuelCell SuperComp Pacer giver en kontant følelse. FuelCell-materialet er dog dejlig blødt, så selvom der ikke er lige så meget mellemsål som ved mange af de øvrige supersko, så er der nok til, at landingen faktisk er overraskende komfortabel, om end det naturligvis ikke kan sammenlignes med de supersko, som har op imod 40 mm mellemsål.
Overdelen – luftig, let og komfortabel
Overdelen er lavet med blødt og behageligt mesh, som er spækket med lufthuller i hele skoen, på nær ved hælkappen. I praksis giver det en oplevelse af, at man slet ikke mærker skoen på foden - virkelig behageligt!
Formmæssigt er skoen ganske gennemsnitlig i både bredde og længde, og der er god plads til tæerne.
Ved hælkappen er mesh-materialet forstærket med forskellige detaljer, og den er således mere stabil, om end det stadigvæk er en meget blød og behagelig hælkappe – meget i stil med de gode gamle RC1400 og RC1600.
Pløsen på New Balance FuelCell SuperComp Pacer er ultra-tynd, og snøren er også relativt minimalistisk. Her synes jeg, at det kræver lidt ekstra opmærksomhed med snøringen for både at få et godt hold og en fin komfort. Men med en god snøring sidder skoen til gengæld godt og behageligt.
Den endelige dom
Er du til en mere minimalistisk fornemmelse, når du løber, så er New Balance FuelCell SuperComp Pacer en super fed sko! Overdelen er luftig og lækker og ”forsvinder” på foden, og New Balance har også taget nogle gode valg, når det kommer til underdelen.
Den ydersål, de har placeret under hæl og forfod, giver et godt greb, og deres Energy Arc skaber en overraskende komfortabel landing, til trods for den væsentligt mindre mængde mellemsål, sammenlignet med mange andre supersko på markedet i skrivende stund.
Alt i alt er New Balance FuelCell SuperComp Pacer en sjov sko, som jeg også fremover glæder mig til at bruge på hurtige løbepas. Og foretrækker du denne type sko til dine 5- eller 10-km konkurrencer, kan skoen også her varmt anbefales.
Fandt du ikke en favorit?
Se hele udvalget af løbesko her: