Artikel

TEST: La Sportiva Cyklon – Enestående pasform til teknisk krævende terræn

La Sportiva Cyklon leverer den mest komfortable og sikre pasform nogensinde. Læs mere her.

Om Camilla Af Camilla Christensen

         

Trods sit støvle-lignende udseende, leverer La Sportiva Cyklon noget nær den mest komfortable og sikre pasform jeg nogensinde har prøvet. Det er en sko der skal prøves – for det er nærmest umuligt at beskrive, hvor godt den bare sidder!

I løbet af de seneste uger har jeg testet La Sportiva Cyklon, som jeg var relativt skeptisk omkring da jeg fik den, men som har efterladt mig dybt imponeret. Helt særligt, når det kommer til skoens pasformen.

Hvis du gerne vil udfordre dig selv i naturen, og samtidig føle at fødderne er sikkert og godt pakket ind, så læs videre. For La Sportiva Cyklon er et helt, helt oplagt valg.

      

La Sportiva cyklon test

    

Hvem er La Sportiva?

Allerførst, hvis du ikke er bekendt med La Sportiva, får du lige en kort introduktion til brandet.

La Sportiva er et gammelt italiensk mærke, som oprindeligt producerede støvler til bl.a. italiensk militær. Sidenhen er brandet dog blevet mest kendt for deres skistøvler, men i allerhøjeste grad også for deres trailsko til løb, hiking-sko og klatre-sko. Sko fra La Sportiva er kendetegnet ved at være absolutte kvalitetsprodukter, der sørger for optimal komfort, stabilitet, stødabsorption og kraftfuldt greb i underlaget – uanset hvilken form for trailsko du søger. Hvad end det er kort trail, teknisk trail, ultratrail eller skyraces, har La Sportiva en sko til dig.

     

La Sportiva cyklon test

     

La Sportiva Cyklon er oplagt til teknisk krævende bjergterræn

La Sportivas sortiment indenfor trail dækker over en bred vifte af produkter, som har sine styrker indenfor hver sin type af trail – og en af dem er La Sportiva Cyklon. En løbesko som måske tilhører sin helt egen kategori bare fordi den er så markant anderledes ift. sit udseende og virke.

Jeg vil sige at Cyklon er oplagt til dig, som løber (eller ønsker at løbe) i teknisk krævende bjergterræn på mellemlange distancer og som ønsker en løbesko med et godt mix af en støvle og trailsko. Som sagt, var jeg selv meget skeptisk omkring skoens støvlelignende look, men det er uden tvivl den feature, som scorer topkarakter hos mig.

    

       

Cyklon leverer en formidabel pasform

Lad os bare starte med skoens absolutte højdepunkt; pasformen. Det er unægteligt det mest imponerende ved La Sportiva Cyklon.

Fra jeg modtog skoen og til nu, hvor jeg har fået løbet i skoen, er mit syn på udseendet og pasformen gået fra ”hmm…” til ”wow!”. Overdelen leverer en fuldstændig formidabel komfort, hvor skoens BOA-snøresystem er så gennemtænkt og imponerende. 

      

La Sportiva cyklon test

      

Overdelen består af et åndbart og super slidstærk 4-vejs mesh, samt flere limede sidepaneler, som i den grad giver fornemmelse af en sublim beskyttelse henover midtfoden. Den samme sikre følelse går igen med skoens hælkonstruktion, som består af en forholdsvis stiv hælkappe og en høj soklignende hælkrave, som bare tilslutter sig enormt behageligt omkring foden. Ingen gener, ingen friktioner, ingenting. Det sidder bare spot on, uanset om jeg står, går eller løber.

              

BOA-snøresystem og Dynamic Cage-design – Cyklons’ unikke features

Skoens BOA-snøresystem og helt særlige Dynamic Cage-design henover midtfoden er skoens helt unikke DNA/Buzzwords. Modsat mange andre sko med BOA-snøresystemet, er BOA-systemet placeret skråt henover midtfoden og fastspændes på ydersiden - i modsætning til andre sko med BOA, hvor siderne trækkes sammen på midten. Og effekten heraf er ikke til at misforstå. Det giver bare et magisk hold omkring midtfoden, hvor skoen smyger sig om foden og giver en meget mere sikker pasform end noget andet BOA-system jeg har prøvet tidligere.

       

 

Selvom skoen slutter sig tæt højt oppe på foden, grundet skoens støvlelignende design, så har jeg kun haft gode og positive oplevelser på mine ture. Jeg føler ikke den hverken bliver for tung eller klodset, men snarere tværtimod, fordi skoen bare sidder forrygende. Rullet fra hæl til tå føles enormt rullende og gør det nemt at reagere på underlaget, netop pga. kombinationen af den sikre hæl, støttende pasform henover midtfoden og den tilpassede pasform i forfoden/tåboksen, som gør det nemt og ubesværet at bevæge tæerne. Desuden sikrer den høje pasform af Cyklon også at skidt og møg ikke kommer ned i skoen, fordi den smyger sig så tæt til foden.   

     

La Sportiva cyklon test

   

Dog kan det være en god idé at tænke over længden/højden på ens sokker, når man skal løbe i cyklon. Her vil jeg helt klart anbefale at løbe med en højere strømpe end en kort ankelstrømpe, da det formentlig vil kunne give nogle friktionsproblemer.

        

Med Cyklon får du en stabil mellemsål

Når det kommer til mellemsålen i Cyklon, er kendetegnene helt klart stabilitet og beskyttelse. Selve mellemsålen består af det klassiske medium bløde EVA-skum, hvor der er indsat to stabiliserende kiler på ydersiden af mellemsålen, som netop giver stabilitet og beskyttelse til fødderne ift. skarpe og ujævne sten i terrænet.

     

La Sportiva cyklon test

    

Jeg vil helt sikkert ikke klassificere Cyklon som værende en blød og virkelig komfortabel løbesko, hvis man udelukkende tænker på mellemsålen. Jeg troede den var markant blødere end mine løbsoplevelser i den. Den er fx væsentlig mere fast i det sammenlignet med min seneste anmeldte trailsko, Inov-8 TrailFly Ultra G300 Max, som er vanvittig komfortabel. Men i Cyklon er det helt klart nemmere at fornemme underlaget og dermed også at reagere på ujævnheder og de udfordringer naturen stiller.  

     

La Sportiva cyklon test

    

Denne fastere oplevelse af skoen understøtter egentlig bare det faktum at Cyklon er tiltænkt de mellemlange distancer. Dvs. hvor komforten ikke er altafgørende, men derimod beskyttelsen, stabilitet og en mere effektiv løbsoplevelse, hvilket 100% stemmer overens med mine løbeture. Det har føltes utrolig let, ligetil, kvikt og med et godt rul.

    

La Sportiva cyklon test

   

Ydersålen på Cyklon er designet til bjergløb

La Sportiva arbejder med forskellige typer af gummibelægning i ydersålerne, alt efter, hvor kraftfuldt og holdbart grebet på de enkelte skomodeller skal være. For Cyklon-modellen gælder det, at La Sportiva har haft fokus på at producere en ydersål, som har en lang holdbarhed og er super klæbrig, ift. at skoen skal bruges til bjergløb. Og det vil jeg umiddelbart sige de er lykkes rigtig fint med deres FriXion White gummibelægning på Cyklon.

Jeg har i hvert fald oplevet en sko, som står godt fast og som ikke har gjort mig nervøs i terrænet. Jeg har dog ikke testet skoen i et decideret bjergterræn, men på de trail stier jeg har været afsted på, har jeg haft en god fornemmelse.

    

La Sportiva cyklon test

   

Der er dog én lille ting ift. ydersålen og grebet på Cyklon. La Sportiva selv opgiver knopper på ydersålen til at være 7mm. høje, men her må jeg – enten til stor glæde eller stor skuffelse – sige, at det er knopperne simpelthen ikke. Knopperne er 5mm. høje, hvilket tydeligt fremgår af min opmåling på billedet ovenstående.

Det betyder dog ikke at skoen har et dårligt greb, men det stemmer bare langt bedre overens med min oplevelse af skoen. Jeg står fremragende fast på det mere faste og stenede underlag, mens på det meget til ekstremt bløde og våde underlag, er effekten ikke så stor.

     

La Sportiva cyklon test

      

Sidst, men ikke mindst, består ydersålen også af La Sportivas innovative ”Impact Brake System”, som netop giver skoen et bedre greb helt særligt ned ad bakke. Knoppernes unikke placeringer på ydersålen gør det nemlig muligt for så mange af dem at komme i kontakt med jorden for bedre kontrol og stødabsorbering.

      

La Sportiva cyklon test

    

La Sportiva Cyklon er en unik trailsko

Alt ved La Sportiva Cyklon er designet med fokus på skoens formål; bjergløb. Og det skinner tydeligt igennem alle aspekter af skoen. Det slidstærke og klæbrige greb i ydersålen, den effektive og faste mellemsål og den dybt imponerende pasform i overdelen. Cyklon kan bruges af alle løbere, som ønsker at tage udfordringen op i bjergene eller på fastere trail stier.  

         

     

Jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at det her rent pasformsmæssigt er den mest komfortable løbesko jeg nogensinde har haft på. Den føles så afsindig godt på foden. Den syner voldsom, men det er den komplet modsatte følelse man har, når man træder i skoen og løber i den. Den sidder fremragende hele vejen rundt om foden og leverer en yderst fin løbsoplevelse. Det er ganske enkelt en sko man er nødt til at prøve!

          

Køb La Sportiva Cyklon

       

         

Mere inspiration?

Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:

Inspiration og artikler

        

Populære artikler

Gå til inspiration