Lad mig bare starte med at afsløre, at Hoka Rocket X2 har været en af mine absolutte favoritter, når jeg skulle vælge en sko til en hurtig 5 til 10 km. Så det var med en smule ærefrygt, at det nu var tid til, at skoen skulle opdateres, for hvad ville der ske med min elskede Rocket X2? Den fornemmelse kender I nok alle.
Hoka kører som de fleste andre brands med et partnerskab på toppen af deres racekategori. I dette tilfælde har vi Rocket X3 og Cielo X1 2.0. Jeg synes ikke, de to sko nødvendigvis henvender sig mere til den ene eller den anden distance, men de tilbyder to forskellige former for affjedring og energireturnering. Her er Rocket X en lidt mere simpel og responsiv racesko, mens Cielo X1 2.0 er mere vild og bouncy i sit udtryk.
Med den lille introduktion er det nu tid til at dykke ned i, hvilken retning Hoka har arbejdet videre med i deres Rocket X3 racesko.
Hoka Rocket X3 - Specifikationer
- Type: Race
- Mellemsål: Dual-layer PEBA
- Drop: 7mm
- Vægt: 208 g (herre US 9,5)
Hoka Rocket X3 - Store ændringer på overdelen
Når du kigger på skoen udefra, er der nogle tydelige opdateringer. Mest iøjnefaldende er den nye overdel, der nu er lavet af et helt andet materiale kaldet Warp Knit. Warp Knit har mere struktur end det forrige ultratynde men ikke særlig åndbare syntetiske mesh. Det er derimod meget åndbart, hvilket er kærkomment.
Jeg var en af dem, der rigtig godt kunne lide den gamle hælkappe, som var ultrafleksibel. Den er nu erstattet af en hælkappe med lidt mere hold og stabilitet, men uden at være alt for rigid, og jeg vil faktisk sige, at det matcher Rocket X3’s generelle udtryk rigtig godt.
Pløsen er lavet i et waffle-materiale, som ligger løst i skoen og derfor kan tilpasses, så den passer perfekt til din fod.
Når jeg ser på overdelen af Hoka Rocket X3, synes jeg, at æstetikken minder mere om en mængdetræningssko. Det snyder dog, for når du stikker hånden ind i skoen, opdager du, hvor tyndt og fint Warp Knit faktisk er strikket. Den mere stabile hælkappe giver desuden nogle performancefordele, som jeg tror, de fleste vil sætte pris på, når kilometerne begynder at stige.
Pasformen på Rocket X3 er til den smallere side, og jeg ville overveje at gå et halvt nummer op i størrelse. Det er ikke en anbefaling til alle, men især til dem der ligger lige på vippen, for i forfoden kan man godt komme til at mangle lidt plads.
Hoka Rocket X3 - "The table has turned"
Kigger vi bare en enkelt sæson tilbage, ville jeg vælge Hoka Cielo X1, hvis jeg skulle bruge en hurtig sko, der ikke var alt for aggressiv eller ustabil, men som samtidig tilbød lidt ekstra sjov under fødderne. Nu er det helt modsat. Cielo X1 2.0 er gennemført vild med en meget aggressiv rocker, der vil have dig langt frem på foden.
Den samme udvikling har Rocket X gennemgået, bare den modsatte vej. Hvor Rocket X2 var meget ”pushy” med en rocker-geometri, der hurtigt fik dig videre til næste skridt, har Rocket X3 med sin opdaterede overdel og mindre aggressive rocker et mere stabilt og komfortabelt udtryk.
Hoka Rocket X3 - Hvordan føles den?
Mellemsålen på Rocket X3 måler 40 mm i hælen og 33 mm i forfoden. Droppet er dermed blevet 2 mm højere end tidligere. Det er ikke en stor ændring, men det passer rigtig godt til de øvrige opdateringer i skoen.
Hoka er bare enormt gode til at lave sko, der er sjove at løbe i. Det er Cielo X1 2.0, det er Mach X, og det er Rocket X3 virkelig også. På Rocket X3 er rocker-geometrien placeret en anelse længere tilbage på skoen end før. Det betyder, at rullet frem på forfoden bliver lidt mindre aggressivt.
Mellemsålen har stadig masser af pop, og hvis du ejer den forrige model, vil du genkende fornemmelsen langt hen ad vejen – og det er udelukkende positivt.
Min oplevelse er, at Hoka Rocket X3 føles meget mere komfortabel ved flere forskellige tempoer end før. Det er blevet en racesko, du kan regne med, uden alt for mange dikkedarer. Misforstå mig ikke, Rocket X3 har stadig masser af fart. Hoka har bare taget lidt af toppen af vildskaben og givet den mere ro. For mig betyder det, at Rocket X3 nu også er en sko, du bør overveje, hvis du skal løbe et længere løb som et maraton (hvis du er så skør at kaste dig ud i den slags, hehe).
Hoka Rocket X3 - Konklusion
Rollerne er altså byttet om i Hoka’s racekategori, og jeg synes, Hoka gør det rigtig nemt for deres kunder at vælge den rigtige sko til deres behov fremover.
Hoka Rocket X3 henvender sig til en bred vifte af løbere, fra dig der skal have dine første carbonsko, til den mere erfarne løber der har brug for et stabilt og hurtigt alternativ til både træning og konkurrencer.
Hoka rammer plet med denne opdatering, og jeg glæder mig til at spotte en masse løbere i Rocket X3 ude på landevejene, for det fortjener den.
Mangler du inspiration?
Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:
Inspiration og artikler - klik her