Artikel

Craft Nordlite Ultra & Craft Nordlite Speed - Sko til de lange distancer

Hvis du skal ud at løbe rigtig lange ture, så har Craft en oplagt sko model til dig. Her får du hybrid-sko, der kan få de fra A til Z.

Igennem den seneste tid har vi set en tendens til at løbesko bliver lavet til at være mere specifikke. For 5-10 år siden kom langt de fleste mængdetræningssko med en ydersål, der kunne bruges på skovstier og på asfalt – sådan lidt over det hele. Men nu vil de fleste producenter holde vægten nede på landevejsskoene og sparer derfor gummi på ydersålen, eller give ekstra godt greb i skoven, hvilket giver en anderledes oplevelse på vejen.

I en tid, hvor løbesko bliver mere og mere specialiserede til at kunne gøre lige præcist en ting rigtig godt er der noget forfriskende ved, at nogle vælger at gøre tingene anderledes. Og det virker til, at det er her, hvor Craft har fundet deres egen lille niche. For de laver en form for hybrid-sko, der skal kunne klare lidt af det hele, dog med det fokus, at de alle skal kunne være gode til at løbe langt i!

I denne artikel vil jeg gennemgå to af de nyeste skud på stammen fra Craft, Nordlite Ultra og Nordlite Speed.

Craft Nordlite Ultra – En sikker ultra-sko!

Craft Nordlite Ultra er som navnet antyder skabt til de længste distancer. Det er en sko, der er lavet til at kunne blive ved og ved og ved. Der er masser af skum i mellemsålen, men det er ikke et afsindigt blødt og eftergivende materiale. Crafts CR-Foam er spændt hårdere op, så det ikke bliver trådt fladt, når du har løbet i skoen længe. Det giver en anderledes og fastere oplevelse end vi typisk har fået fra racesko i de seneste år, men det er heller ikke en klassisk racesko.

Der er hele 40mm skum i hælen og 34mm under forfoden, så der er rigeligt med materiale til at dæmpe stødene, men som nævnt giver det ikke helt den her bløde følelse som vi er blevet forvænte med. Der, hvor, jeg synes, skoen virkelig skinner igennem, er, på dens ydersål. Som tidligere nævnt er det en hybrid-sko, og den fungerer rigtig fint på landevejen, men jeg har også haft den med i skoven på en regnfuld dag, hvor der derfor var en del mudder i sporet.

Jeg blev faktisk overrasket over, hvor godt den egentlig stod fast i det lidt udfordrende terræn – på trods af, at det jo ikke er en decideret trailsko, så gjorde den det virkelig godt.

I mine øjne har skoene en lille udfordring med pasformen. Det er som om, at de er lidt smalle i snuden. Jeg ville have foretrukket at have lidt mere plads til tæerne – særligt fordi det er en sko til ultraløb, hvor man må forvente, at fødderne hæver en smule (eller meget) op undervejs.

Ellers er det en glimrende sko til dig, der skal løbe langt, og gerne vil have en sko, der ikke føles over-blød.

Craft Nordlite Speed – En hurtig ultra-sko!

Egentlig er Craft Nordlite Speed et bud på at lave en rigtig hurtig konkurrencesko med lidt mere greb end normalt. Jeg synes dog, at dens egenskaber gør den mere egnet til konkurrencer på længere distancer. Ligesom Nordlite Ultra er CR-Foam (skummet i mellemsålen) spændt lidt hårdere op, end man typisk ser i hurtigere sko, hvorfor jeg synes, at den egner sig godt til de rigtig lange distancer. Jeg har dog oplevet, at skoen bløder op og liver op, når jeg trykker lidt mere til, hvorfor den er oplagt til dig, der jagter hurtigere tider. I Nordlite Speed er der en carbonplade, der også hjælper med at give fremdrift og sørge for, at skoen er spændstig og responsiv.

Den er dog lige i den tunge ende (270 gram i US 9) til at skulle kunne gøre sig som rendyrket konkurrencesko til landevejsløb, hvilket blandt andet skyldes den forholdsmæssigt store mængde gummi, der er på ydersålen. Gummiet tjener dog et formål, da det giver skoen et bedre greb på mange typer af underlag, ligesom det også sørger for, at skoen har en god holdbarhed.

Pasformsmæssigt har Nordlite Speed samme udfordringer som Nordlite Ultra. Den er også lidt small i snuden. Længden passer egentlig fint, men der skulle bare lige have været lidt mere plads til at vrikke med tæerne.

Modsat Nordlite Ultra er Nordlite Speeds ydersål ikke med et aggressivt mønster, der giver godt greb i mudder, men jeg synes, at skoen står rigtig godt fast på alle andre underlag, hvilket gør den oplagt til dig, der gerne vil konkurrere på de længere distancer med varierende underlag, eller vil have en carbonsko, der kan holde til rigtig mange kilometer!

 

Fandt du ikke en favorit?

Se hele udvalget af løbesko her:

LØBESKO

Populære artikler