Artikel

5 tips til snøring af løbesko

5 tips til snøring af løbesko

Løbeskoens pasform skal altid føles behagelig og komfortabel, når man sætter fødderne i dem første gang.

Fødder er dog meget forskellige og kan have knyster, som løbeskoen ikke kan tage højde for. Den nemmeste måde at tilpasse løbeskoens pasform er ved at ændre lidt på snørebåndene.

I denne artikel har vi samlet fem forskellige måder at ændre snøringen af dine løbesko, som kan afhjælpe forskellige pasformsproblemer. 

I dag gør producenterne af løbesko meget for at designe komfortable løbesko uden for mange syninger, som kan genere foden. De fleste løbesko leveres alligevel med en standard snørebåndsopsætning. Hvis du har problemer med smerter eller at løbeskoen trykker et bestemt sted, kan du nemt ændre snøresystemet, så skoen lettere tilpasses netop din fod.

 

 

Klassiske snøringsfejl

Rigtig mange løbere har tendens til hurtigt at snøre løbeskoene ved at trække hårdt i snørebåndene og stramme til. Strammes skoen for hårdt i toppen kan det give et stort tryk på blodtilførslen til tæerne og derved skabe en snurrende og måske endda krampelignende fornemmelse efter få kilometers løb. 

Inden du hopper i løbeskoen bør snørebåndene være løsnet i alle hullerne. Spænd hvert snørebåndskryds, så du får et ensartet tryk opover hele vristen og bedre udnytter hele snøresystemet. Ved at binde skoen rigtigt, udnytter du bedre skoens støtte omkring foden. Det kan godt betale sig at bruge to minutter ekstra på at binde sine løbesko ordentlig inden turen, så slipper du for at skulle stoppe og rette på skoen.

Efter en lang træning er vi nok mange, som har tendens til hurtigt at smide løbeskoene for at kunne slappe af ovenpå træningen. Men hvis du ikke binder skoen rigtigt op, kan du risikere, at hælkappen slides hurtigt i stykker.

 

Snørebånd lockdown loop

1. Lockdown Loop -  Løst hælgreb

Har du problemer med at hælen glider rundt i hælkappen, eller foden ikke holdes godt nok fast i den øverste del af skoen, så prøv ”Lockdown Loop” snøringen. Denne snøring er også god, hvis du er pronationsløber og har brug for ekstra ankelstøtte.  

I Lockdown Loop strammes krydssnørebåndene på normalvis indtil man når op til de sidste to huller. Herefter laver du en løkke på hver side og sætter snørebåndene ind i de sidste to huller. Nu skal løbeskoen have to løkker eller ”ører” på inder- og ydersiden. Inden du spænder skoen til, skal snørebåndene krydses og gennem løkkerne på modsatte side. Herefter bindes snørebåndene normalt. 

Lockdown Loop er meget effektiv, så man kan hurtigt komme til at stramme snørebåndene for hårdt. Prøv dig lidt frem til du finder en passende tryk.

Har du tynde ankler og lav vrist kan man nemt tage skoens sidste hul i brug uden at lave Lockdown Loop. Skoens sidste hul kaldes også for sikkerhedsselen.

 

krydssnøring

2. Krydsspring – Aflastning af vristen 

Oplever du problemer med smerter på et lokalt sted over vristen, kan man ved at springe et hul tit fjerne smerterne fra det sted, hvor skoens overdel trykker på foden.

Man behøver ikke pille hele snørebåndet ud for at lave krydsspring. Pil snørebåndene ud ind til du når det punkt på vristen, hvor du oplever smerterne. Herfra springer du et hul over ved at lave snørebåndene gå op til det næste hul på samme side af skoen. Når du er over det ømme punkt på foden laver man almindelig krydssnøring.

 

diogonal snøring

3. Diagonal snøring – Mere plads til storetåen

Har du tit problemer med gener omkring storetåen, eller har du fået en blå tånegl, så kan du, ved at ændre lidt på snørebåndene, skabe mere plads og rum omkring tæerne.

Man tager først snørebåndene helt ud af skoen. For at aflaste storetåen skal man lave et diagonalt kryds fra første hul (tættest på storetåen) til det næstsidste hul i skoen. I stedet for krydssnøring, så lader man snørebåndene gå på tværs af skoen til hullet over for. Kryds derefter op til de næste hul på den modsatte side.  

 

 dobbelt snørebånd

4. Dobbeltsnørebånd – bred forfod og smal hæl 

En anden måde at skabe mere plads til forfoden og tæerne er ved at lavet en dobbeltsnøring af skoen. På den måde kan man mere præcist styre snørebåndstrykket over forfoden og samtidig holde hælen fast i skoens hælkappe. 

Snøringen er meget enkelt og yderst effektiv. Inden man begynder, er det en god ide at købe et ekstra sæt snørebånd, da det kan være lidt svært at sætte et afklippet snørebånd gennem nogle af skoens snørehuller.

Pil snørebåndene op ind til midten af foden. Herefter starter man på en ny krydssnøring med det ekstra sæt snørebånd. Stram skoen let til og bind en sløjfe på begge snørebånd. Derefter kan man klippe den overskydende længe af snørebåndene.

 

triatlon snørebånd

5. Speedsnøring – til triatlon konkurrence 

Speedsnøring kan bruges i triatlon konkurrencer, hvor du har brug for at skifte sko hurtigst muligt. Ved at udskifte snørebåndene med elastiksnørebånd og en lacerlock bliver snøringen mere fleksibel og hurtig at binde.

Vil man ikke bruge en lacerlock, så kan man også lave en meget minimalistisk snøring af skoen med et enkelt elastiksnørebånd. Start krydssnøring midt på skoen og bind en knude. Lav krydssnøring op til det næst sidste hul på indersiden. Tag skoen på og stram snørebåndene til og bind herefter en knude. Nu har du en løbesko, som man kan hoppe i på ca. 3 sek. Skoens overdel giver dog næsten ingen støtte, så vi anbefaler, at man kun bruger denne metode til konkurrencesko, og ikke løber mere end 10 km konkurrence i dem.

  • Løbsrapport fra Great Dane Backyard Ultra 2019

    Læs Jesper Elfvings oplevelser fra et meget anderledes ultraløb, hvor kun én løber gennemfører!

  • Løb til arbejde med en løberygsæk - Sådan kommer du i gang

    Kombinér træning og transport og få mere tid i hverdagen. Læs her hvor nemt du kommer i gang.

  • Soar Running

    Vi byder velkommen til Soar Running. Et britisk niche brand, som laver high-performance løbetøj til dem, som vil have noget lidt andet end det man normalt finder i butikkerne.

  • Vi søger planner til vores indkøbsteam

    Vi søger en begejstret talknuser til vores indkøbsteam. Få ansvaret for indkøbsbudget og være med til at sikre omsætningshastigheden på vores webshops.