Som jeg tidligere har beskrevet, har mit genoptræningsforløb langt fra været lineært. Det har været præget af op- og nedture, små sejre og perioder med tvivl. For nylig stod jeg igen i en situation, hvor kroppen begyndte at reagere negativt – og jeg frygtede et større tilbagefald.
Jeg begyndte at spekulere på, om min tidligere stressreaktion overhovedet var helet ordentligt, og uvisheden om, hvad der foregik, begyndte at fylde mere og mere mentalt.
For at få klarhed og undgå at lade bekymringerne løbe løbsk, besluttede jeg, i samarbejde med en læge fra Team Danmark, at få foretaget en scanning. Det skulle give mig et mere objektivt billede af situationen – og forhåbentligt ro i sindet.
Vendepunktet
Heldigvis viste scanningen, at skaden var helet rigtig fint, og at der ikke var tegn på en ny skade eller egentlig tilbagefald.
Meldingen blev et mentalt vendepunkt. Ikke bare fordi det var godt nyt, men fordi jeg fra det øjeblik kunne give slip på frygten og i stedet fokusere på løsninger og næste skridt.
Det er interessant, hvor tydeligt det blev for mig, hvor stærk sammenhængen mellem krop og sind er: Da tankerne fandt ro, begyndte kroppen næsten øjeblikkeligt at føles bedre – både fysisk og i træningen.
Reaktion og tilpasning
Med et mere klart udgangspunkt i hånden gik jeg i gang med at analysere, hvad der kunne være årsagen til de symptomer og spændinger, jeg havde oplevet.
I samarbejde med Team Danmarks læge kom jeg frem til, at cyklingen – særligt de hårde og intensive pas – sandsynligvis havde været for voldsom en belastning for lårene. Det blev tydeligt for mig, at det var her, jeg skulle ændre tilgang.
Vi valgte derfor at skære cyklingen helt væk og erstatte den med aquajogging og udendørs løb. Derudover intensiverede jeg med ro i maven behandlingen af lårene og fik løsnet op for de spændinger, der havde generet mig i længere tid.
Samtidig tog jeg et skridt tilbage i træningsplanen og ændrede mit fokus. Jeg skruede ned for både mængde og intensitet, og vendte i stedet tilbage til en mere simpel tilgang: Bare løb. Uden at presse på. Uden at jagte form eller tider. Og netop den tilgang har vist sig at fungere virkelig godt.
Den hurtige og tydelige fremgang, både fysisk og mentalt, var en stærk påmindelse om, at det i nogle situationer gælder at "less is more" – særligt når kroppen har været presset. At turde give slip midlertidigt og give sig selv lov til at restituere og genopbygge er lige nu en nødvendig investering i det lange løb.
Mit forløb er stadig i gang, og jeg er ikke i mål endnu eller tilbage til normal træningsmængden. Men for første gang i noget tid føles det som om kroppen er stærk, stabil, og at der er lys for enden af tunnellen. Der er igen ro i tankerne og retning i træningen – og med det kommer også glæden og de positive tanker.
Det skal nok gå godt og sommerens mål er realistiske.
Interesseret i mere?
