Sommerferie er lig med tid til afslapning, is under parasollen og solrige aftener. Det kan være et kærkomment afbræk fra hverdagens travlhed og rutiner. Men hvordan holder du gang i løbet midt i ferie og fornøjelser?
Dilemmaet ser forskelligt ud fra løber til løber. For nogle handler det om at finde motivationen, når poolen og solsengen lokker mere end løbeskoene. De vil gerne holde formen ved lige, men ønsker også den totale feriestemning med fødderne oppe og ingen planer. Andre kæmper med at finde balancen mellem at snige sig ud på en løbetur og samtidig være til stede med familien. Det kan føles som om hvert minut tæller, og at en løbetur stjæler tid fra nærvær og fælles oplevelser. Uanset hvilket dilemma du står i, er der heldigvis mange måder at få dit løb til at passe ind i ferien uden at det behøver komme i vejen for feriens rytme og ro.
Denne guide er delt i to: ét afsnit til dig, der helst vil slappe af, men stadig gerne vil holde formen ved lige, og ét til dig, der elsker at løbe, men også vil være nærværende og til stede i ferien. Find det afsnit der passer til dig og find de gode takter for løb og sommerferie.
Daler din motivation i varmen?
Du har endelig fået ferie. Vækkeuret er pakket væk, og dagens planer består måske mest af solcreme, god mad og absolut ingenting. Løbeskoene ligger i tasken, men motivationen? Den er stadig derhjemme. Det er helt okay. Ferien må godt føles som en pause også fra løb.
Hvis du alligevel gerne vil holde grundformen ved lige, kan du med enkle midler og få overvejelser komme langt. Med bare to til tre ugentlige træninger på 20–30 minutter med moderat intensitet kan du bevare en stor del af din grundform. Især hvis du træner regelmæssigt i hverdagen. Er det stadig for meget træning til din ferie, så fortvivl ikke. Studier tyder på at en enkelt uges pause i praksis fungerer som restitution og har minimal effekt på din kondition. Først efter to til tre uger uden aktivitet begynder din formkurve at dale betydeligt især når det gælder kondition og muskelstyrke (Mujika & Padilla, 2000).
Derfor kan selv en smule bevægelse et par gange om ugen være nok til at holde kroppen i gang, holde grundformen ved lige og gøre opstarten efter ferien markant nemmere.
Løb er ikke den eneste mulighed for at få pulsen op og holde dig i gang. Ferien kan også give plads til nye former for bevægelse, der passer bedre til stemningen og omgivelserne. Det kunne være:
- Svømme baner i poolen
- Gå lange ture i kuperet terræn
- Leje en mountainbike og cykle en tur
- Finde et fitnesscenter og træne cardio eller styrketræning
Pointen er: Lidt bevægelse er langt bedre end ingenting. Det kan både holde formen ved lige og løfte humøret. Måske bliver det endda til gode ferieøjeblikke, du husker.
Har du motivationen, men ikke minutterne?
For andre løbere er motivationen ikke problemet, men snarere balancen mellem lysten til at snøre skoene og ønsket om at være til stede. Under bordet vipper foden og blikket fanger stien, der forsvinder ud mellem træerne. Ferieprogrammet er fyldt med udflugter, måltider og samvær og det er svært at finde det rigtige øjeblik til en løbetur. Du har lysten, energien og skoene klar, men hvordan får du det til at passe ind, uden at det stjæler tid fra nærvær og fælles oplevelser?
En løsning kan være at skrue op for intensiteten og ned for distancen. Korte, effektive træningspas kan være et rigtig godt alternativ til de længere, tidskrævende ture. Studier peger på, at højintens intervaltræning (HIIT) på helt ned til 15-20 minutter kan være en effektiv og tidsbesparende måde at holde formen ved lige uden nødvendigvis at bruge timer på landevejen. HIIT kan i nogle tilfælde matche effekten af længere, rolige træningspas, når det gælder forbedring eller vedligeholdelse af konditionen (Gillen & Gibala, 2021). Det betyder, at et par korte ture med fx 6 x 30 sekunders intervaller kan være mere end rigeligt til at holde gang i formen, selv på en travl ferie.
En anden måde at få løbeture til at passe ind i et travlt ferieprogram, kan være at tænke det som en naturlig del af ferien og ikke noget, der skal presses ind. Det kunne være:
Løb som logistik:
- Stå tidligt op, snør løbeskoene og sæt kursen efter bageren. Kom hjem med morgenbrød og frisk energi. En god start på dagen for dig og en dejlig overraskelse for resten af flokken.
Løb som opdagelse:
- Brug løbeturen til at udforske området. Find små kaffebarer, hyggelige gader og de bedste strande, du ikke ville have opdaget til fods eller i bil. Det kan give dig en følelse af frihed og eventyr og samtidig inspiration til nye fælles udflugter resten af dagen.
Løb som fælles oplevelse:
- Tag din partner eller familien med. Juster dit tempo og forventninger. Her handler det ikke om præstation, men om at dele oplevelsen og skabe minder sammen.
Klar til sommerferie - og løbeture
Denne artikel har givet dig to forskellige veje: én til dig, der mangler motivationen til løb i ferien, og én til dig, der gerne vil løbe, men har svært ved at finde pladsen til det. Måske har du genkendt dig selv i den ene eller måske i begge. Med artiklens perspektiver og idéer i bagagen håber jeg, du føler dig bedre rustet til at finde netop din vej til sommerløb, hvor lyst, overskud og ferie kan gå hånd i hånd.
Har du brug for at opgradere løbegarderoben til sommervarmen? Så tag et kig på vores udvalg af
,
og
. Herunder finder du også et udvalg af solbriller, der passer perfekt til sol, sommer og løbeture.
Referencer:
Gillen & Gibala (2021). High-intensity interval training. Br J Sports Med, 55(10).
Mujika & Padilla (2000). Detraining and performance loss. Sports Med, 30(2).