Det blev en god tur til Barcelona der kastede både en ny dansk rekord på 15 km, 20 km og halvmaraton af sig. Tiden på halv lød på 61.11min, hvilket egentligt også var ambitionen før løbet – men intet er givet på forhånd indenfor langdistanceløb. Læs her hvorfor.
Prerace træning: Den gode forberedelse
I ugerne op til løbet var der flere træninger der indikerede, at jeg var i god form, og at min målsætning om at løbe omkring de 61min var realistisk. Jeg havde haft et par store uger med mere fokus på marathontræning og fået startet den nye træningsblok godt: En af de store dage var med 55 km totalt (fordelt på to træninger), en anden med en enkelt langtur på tre timer – det kunne mærkes i kroppen.
Så efter et par uger med lidt reduceret mængde, begyndte jeg at føle mig godt løbende i raceugen. Der var ingen sygdom denne gang, og efter tirsdagens træning sad det også i baghovedet, at nu skulle jeg tænke mig om og undgå sygdom eller unødige risici før løbet.
Tirsdag løb jeg noget lettere tempo om morgenen, og det var hurtigere og føltes bedre ved den intensitet end det plejer. Jeg fulgte det op med 1000 meter-intervaller på båndet om eftermiddagen. Jeg har aldrig løbet 22 km/t på båndet ved ”tærskel” intensitet før, men det gjorde jeg den her eftermiddag – og med en god følelse i kroppen. Båndet er nok ikke kalibreret helt perfekt, men bruger man det samme hver gang, har man en referenceramme.
Jeg havde en lettere dag torsdag med lidt let tempo og strides før afrejse om fredagen. Min familie skulle med denne gang: Både mor og far samt kæreste og to børn, men med tidligere rejseerfaring med familien til konkurrencer havde vi valgt at splitte det op, så jeg rejste for mig selv, og boede for mig selv før løbet, for at have det rigtige fokus.
Dagen før race
Dagen før løbet startede med morgenmad, en rolig tur ned for at hente startnummer og derefter en let frokost med familien og få tankerne et andet sted hen end race. Det handler om at ramme det rigtige spændingsniveau og ikke blive for nervøs dagen før. Herefter mere afslapning, en enkelt film og et besøg af coach. Vi snakkede løbet igennem, og han hjalp med de sidste finjusteringer. Jeg gik tidligt til aftensmad; ris og pasta, før jeg gik på værelset og forsøgte at koble af og komme tidligt i seng.
Race day
Vækkeuret ringede 5.15, eller det vil sige jeg vågnede faktisk 15min før og besluttede at stå op. Jeg fandt kværnen og aeropressen frem, og fik lavet mig den første kop kaffe, samtidigt med at jeg hældte honning på mit toastbrød. Jeg spiser typisk det samme før mine løb, da jeg har erfaring med det og synes, det virker. Jeg fik også lidt yoghurt – igen med honning og en smule blåbær.
Endnu en kop god kaffe, en times tid med lidt afslapning og oprydning på værelset, et hurtigt bad, skift til løbetøj og afsted fra hotellet omkring 6.45.
Jeg tog metroen til løbet og forsøgte at være ved startområdet omkring 7.15, så jeg kunne få orienteret mig og starte opvarmning en time før start.
Da jeg kom af metroen og bevægede mig mod startområdet, kunne jeg fornemme at forholdene var gode. Det var en fed vibe: Det vrimlede med løbere, alle spændte og klar på det der venter.
Jeg startede opvarmning med min gode ven og træningskammerat Frederik Ernst omkring 7.35. Vi joggede 15-20min, småsnakkede og splittede op. Nerverne var for alvor ved at indfinde sig: Konstant kropscanning og ellers bare følge sin protokol.
Pludselig går det hurtigt. Toiletbesøg, let 1min tærskel reps for at få kroppen godt i gang, kortere strides, drills, skift til konkurrencetøj og -sko, hurtige strides og mod startlinjen. Jeg fik placeret mig i anden række bag to kvindelige løbere. Jeg husker, jeg var lidt frustreret over, at de stod der – jeg skulle alligevel overhale dem med det samme for at finde min gruppe.
Starten gik 8.30, jeg fløj afsted, var ved at vælte over kvinderne foran mig og et par andre supermotionister der havde indfundet sig forrest på startstregen. Det er farligt, men desværre lidt en tendens i de spanske løb. For et par år siden resulterede det i et kæmpe styrt på startstregen til et 10 km løb i Valencia. Men jeg kom afsted uden styrt og fik hurtigt orienteret mig.
Jeg vidste på forhånd, hvem jeg skulle følge – havde snakket med flere fra elitefeltet. Vi havde en stor gruppe der ville gå efter at ramme 29 minutter ved 10 km, og hurtigt viste det sig, at gruppen var større, end jeg lige havde forventet – en kæmpe fordel at have mange at løbe med og gemme sig bag.
Det sidste formåede jeg dog ikke, jeg havde gode ben og lå meget i fronten de første otte km. Det var lidt dumt set i bagklogskabens lys. Det giver måske et mentalt overskud i momentet, men senere i løbet kan der komme en regning, hvis man ”laver for meget” fra starten. Jeg burde måske have forsøgt at gemme mig lidt og spare noget energi. Men det er nemt at være bagklog.
Da vi ramte 10 km kiggede jeg på uret og så 29.05 – det tegnede god. Jeg havde en god følelse af at løbe afslappet og være i kontrol. Jeg følte jeg havde et ekstra gear og vidste jeg kunne gå med skulle der komme et ryk.
Men når du ligger på grænsen, skal der ikke meget til at gå over grænsen, og det gjorde jeg omkring 12-13 km, hvor der kom et markant ryk fra et par løbere, der var meget friske i vores gruppe. Det var nogle store kanoner, jeg løb med, flere med personlige rekorder under 2.06 på maraton. Det giver mig motivation, at jeg kan være med i det fine selskab.
Mit hurtigste split var mellem 10-15 km, hvor vi løb 14.23. Det kunne mærkes, at vi øgede tempoet, og ved 13 km syntes jeg, der var langt hjem. Jeg forsøgte bare at hænge på her, og mit fokus var på at være med til de 15 km. Det lykkedes jeg med: 43.32 ved 15 km, en tid der oven i købet var dansk rekord på 15 km (Noget jeg fandt ud af et par dage efter løbet).
Kort efter blev jeg sat fra gruppen sammen med to andre – der blev virkeligt skruet oppe foran, og jeg begyndte at lide. Der virkede til at være lang hjem. Jeg forsøgte at bide det op i små bider, og da vi nærmede os 17-18 km, begyndte jeg at kunne se hjem.
Jeg løb med en argentiner, og det er bare en speciel dynamik på sådan et opløb mod slutningen. Det mentale spiller en kæmpe rolle, og man går fra at være ovenpå, trykke tempoet og tage fronten i den lille duo, til at blive overhalet, lide og være på nippet til at blive sat. Vi rammer 20 km på 58.07 – dansk rekord på 20 km fandt jeg senere ud af. ¨
Vi nærmede os mål nu. Den sidste kilometer tæller jeg næsten ned i mit hoved. Det er overkommeligt, når man går fra kilometer til meter, men der er stadig langt hjem, når man er presset og har været det længe.
Da vi rammer sidste sving og nærmer os mål er det bare at skyde det sidste af. Da vi rammer den blå måtte, der leder op til målportalen, kigger jeg op og ser uret skifte fra 1.00.xx til 1.01.xx – jeg vidste den danske rekord på halvmaraton var hjemme, men sub 61 måtte lade sig vente. Jeg skulle bare ind over stregen nu.
Jeg havde gået dybt de sidste 5-8 km og skulle lige bruge nogle minutter på at finde mig selv. Omvendt begyndte forløsningen at brede sig i kroppen. Der havde været pres på før løbet, fra medier og andre løbere – en masse snak om et muligt hattrick og dansk rekord.
Der er ikke noget, jeg hader mere, end når jeg får en besked a la ”Dansk rekord i weekenden?”. Jeg har haft en følelse af, at folk troede det var lidt en selvfølge efter mit maraton, at jeg skulle løbe ny dansk rekord i Barcelona – og så kan man jo kun skuffe. Men det er omvendt en helt naturlig del af at gøre det godt, at forventningerne stiger, og det er noget jeg må lære at leve med.
De største forventninger havde jeg nok selv, og derfor er det også bare forløsende når det hele lykkedes. Jeg havde nu indløst the triple – og senere fandt jeg ud af den skal udvides til the big 5 – med 15 og 20 km rekorderne også.
Efter at have fået pusten i takt med at glæden begyndte at indfinde sig, gik jeg direkte over til løbsarrangøren ved målstregen for at markere, at der var ”Record nacional”, så procedurer som sko-check og dopingprøver igangsættes, så rekorderne godkendes.
Tilbage til hverdagen
Efter at have fået rehydreret og overstået dopingprøven joggede jeg retur mod hotellet, mødte min familie og kunne dele glæden med dem. Det er altid en fornøjelse at dele det med min familie, forældre, kæreste og børn, der hepper med på sidelinjen og laver store ofringer i hverdagen, som ingen ser.
Vi havde et par dage i Barcelona efterfølgende, tid til at nyde lidt afslapning, se byen, en fodboldkamp, hygge med familien og, for mit vedkommende, tid til at lade det hele synke ind.
Det er en fin balance imellem at nyde sine succeser, samtidigt med, at jeg jo har nogle store mål, der venter forude. London maraton nærmer sig med hastige skridt og maratontræningen starter nu, efter jeg lige har fået restitueret ordentligt fra løbet.
