Jeg har set frem til denne forårssæson i over et halvt år.
Planen var klar, træningen lagt og målene sat: Først DM 10, derefter EM i landevejsløb og slutteligt kronen på værket, London Marathon. Men i stedet for startnumre og nye PR’er, stod jeg inden DM 10 med en ømhed i låret, der ikke ville gå væk – og senere en MR-scanning, der bekræftede min mistanke: Stress-reaktion i knoglen.
Planer ud ad vinduet
Det begyndte som en diffus ømhed, som mange løbere sikkert kender. Ikke noget voldsomt – bare sådan en fornemmelse, der dukker op undervejs og lige bagefter træning, hvor noget ikke føles helt som det plejer.
Jeg prøvede først at skære lidt ned, tage det roligere. Men symptomerne blev ikke bedre. Først da jeg gik helt i stå og fik det undersøgt, kom svaret: Jeg skulle holde helt pause i tre uger.
At se sine mål forsvinde ét efter ét – DM, EM og London – var en kæmpe skuffelse. Jeg har investeret så meget. Men netop nu – i de perioder, hvor alt bliver sat på pause – har man mulighed for at reflektere.
Reflektionerne er blandt andet blevet til disse tre tips, jeg har måttet erfare – og som jeg gerne vil give videre, så du forhåbentlig kan undgå en lignende situation.
1. Lyt til de små signaler.
Diffus ømhed, der varer ved i uger, er ikke bare "noget jeg løber væk". Kroppen forsøger at fortælle dig noget, så lyt før det bliver alvorligt. Jeg forsøgte egentligt tidligt at stoppe op og ændre min tilgang til træningen, men der gik for mange uger, før jeg fik undersøgt problemet ordentligt.
Næste gang får jeg en MR-scanning hurtigere, hvis det ikke umiddelbart bliver bedre, og det er svært at finde ud af, hvad problemet er.
2. Tag smerten alvorligt – og tag ansvar.
Det er ikke svagt at stoppe op. Det er stærkt at turde tage en pause, justere og i sidste ende forebygge en endnu længere skade. Umiddelbart ændrer det ikke noget, om jeg havde taget en, to eller fem dages pause i starten: Formen ændrer sig ikke på så kort tid. En stressreaktion skal derimod have tid uden belastning for at hele, så et godt råd er at tage en indledende pause på nogle dage og være god til at se bort fra programmet.
Det her er et enormt nemt råd at give videre, men det er frygteligt svært at overholde i praksis – det ved jeg selv.
3. Giv dig selv plads til at være skuffet – og kom så videre.
Skuffelsen over mistede løb er reel, og det er okay at være ked af det. Men lad det ikke definere dig. Brug det til at bygge noget nyt og stærkere op – både fysisk og mentalt. Jeg giver mig selv en til tre dage, før jeg begynder at se fremad og komme videre. Negativitet er ikke godt for noget, hverken dig selv eller fremtiden, ligesom det ikke er fair overfor dine omgivelser.
Efter London Marathon, da jeg havde set det fra sidelinjen, vendte mit humør, og siden da har jeg set konstruktiv fremad. Hvordan kommer jeg bedst tilbage nu? Det er mit store fokus.
Nu er jeg stille og roligt i gang igen. Jeg har ikke travlt – for jeg ved, at den klogeste vej frem nogle gange starter med et skridt tilbage. Og måske allervigtigst: Jeg er blevet bedre til at lytte. Ikke bare til kroppen, men også til mig selv.
Interesseret i mere?
