Som titlen indikerer, har det har været en god start på året, eller det er det i hvert fald blevet. Over nytår var jeg syg og havde 6 dage i uge, hvor mine planer om en hurtige 10km i Valencia så ud til at måtte blive revurderet. Jeg var på nippet til at melde fra og blive hjemme – fordi jeg var helt tom for energi og kroppen var i bund. Men om søndagen i uge 1 - 7 dage før løbet i Valencia begyndte det så småt at vende. Appetitten kom stille og roligt tilbage. Jeg havde et stort fokus på 1. at rehydrerer og 2. at indtage så meget energi som muligt. Det betalte sig hurtigt, kroppen begyndte at arte sig og jeg blev mere og mere frisk.
Tirsdag d. 7/1 forsøgte jeg mig med den første hurtigere træning igen siden d. 28/12. Det var 10 dage siden jeg sidst havde løbet bare lidt stærkt og der var kun 5 dage til løbet i Valencia. Jeg havde aftalt med min træner og manager, at jeg ville tage en beslutning om deltagelse efter den træning, så jeg var lidt nervøs for, hvordan kroppen ville respondere.
Jeg sprang på båndet og løb 3*2km med 1 min pause og måling af puls samt laktat undervejs for at sikre intensiteten, derefter 20*200m i 2.50 ned til 2.40 fart, igen prikkede jeg mig i fingeren for at sikre intensiteten og monitorere følelse og puls. Førstnævnte er den klart vigtigste og heldigvis var den god. Jeg var klar til Valencia.
Atypisk race-week
Fordi jeg havde været sengeliggende i 6 dage, var det dog lidt en atypisk ”race-uge”, idet jeg skulle have gang i kroppen og derfor løb jeg også en dobbelt-træning torsdag, 3 dage før løbet. Nogle roligere 15min tempoblokke om morgenen og nogle 1km og 400m reps på båndet om eftermiddagen. Sidstnævnte var i carbonsko/konkurrenceskoene og jeg var flyvende og havde gode værdier, det gav lidt til selvtillidskontoen.
Jeg rejste mod Valencia fredag morgen og min sportslige manager Jasper skrev til mig: ”Its been at tough week, just go there and have fun”, så det forsøgte jeg. Mentalt hjælper det nogle gange efter sådan en omgang, fordi man helt ubevidst tager lidt af ”presset” af sig selv. Jeg følte selv jeg kunne løbe alt imellem 28.30 og 29.30min og være tilfreds, men min gode ven (og landets klart bedste på 1500m distancen) Kristian Uldbjerg Hansen fik mig overtalt til at ændre det til 28-29.30min og det gjorde jeg. At løbe omkring den danske rekord og ideelt set tæt på 28min var jo min oprindelig målsætning, så den skulle jeg selvfølgeligt inkludere - man ved jo aldrig, hvad der sker på raceday.
Dagen før løbet snakkede jeg med min norske roommate Zerai Kibrom. Han havde før vundet løbet og var også til OL på maraton i Paris i sommer. Han er en sand mester og et fantastisk menneske! Han fik mig også sporet ind på at jeg bare skulle gå ind med et positivt mindset og så måtte jeg jo se, hvad der skete – det var en god opskrift. Grundet vindforholdende gav det også mening at gå ”meget positivt” til værks. Det blæste nemlig en del og der var medvind de første 2.5km og så modvind fra 3-6.5km før man drejede om i medvinden igen og sluttede den sidste km og opløbet i modvinden.
En start over evne
På race-day var følelsen som jeg kender den fra andre løb – elektrisk, en blanding af fokus og ekstrem nervøsitet. Opvarmningen blev klaret, op på stregen, nedtælling på spansk og pistolskuddet, bang.
Jeg fløj afsted med frontgruppen i starten. De første 200m er altid i høj fart; adrenalin, endorfiner, en stor gruppe, man bliver suget med. Efter en første km omkring de 2.48 blev der skruet op, så vi ramte 3km og starten på modvindsstykket i 8.15min (2.45min/km).
Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg her havde løbet over evne, men det var jo også planen. Frontgruppen holdt tempoet i modvinden og jeg endte hurtigt i en gruppe med andre løbere, der også blev sat af. Jeg lavede ikke meget i den lille gruppe, men forsøgte mest af alt at ligge lidt i læ og genfinde lidt overskud.
Vi rundede 5km på 14.01min og her havde jeg faktisk fået det bedre. Jeg var lidt overrasket over tiden, vi havde ganske vidst løbet markant langsommere fra 3-5km(2.53min/km), men jeg følte at jeg havde fået overskuddet tilbage ved at ligge lidt i læ. At jeg kunne genfinde overskud i 2.53pace var et godt tegn, så jeg tog en føring, da vi drejede over i medvinden (sjovt nok). Her havde jeg lige 500m, hvor jeg følte, at jeg havde det mentale og fysiske overskud, ”nu moser jeg på til 8km og så ser vi” tænkte jeg.
Men allerede lige før 7km ændrede det sig. Bagfra kom en større gruppe på omkring 8 mand. De havde disponeret den første del af løbet bedre end os, så de havde fart på - og overskud. Med et gik det fra at jeg havde en følelse af at ”være ovenpå” til at skulle forsøge at ”hænge på”. Det er svært (især mentalt) lige at skulle skrue den en op for at hænge på, når man føler, man har gjort det.
Men ”skruet op” blev der og jeg lagde mig ind i gruppen. Ind bag en anden løber. Bare følge ham og gruppen til 8km. Men det gjorde ondt nu. Da vi ramte 8km var 9km porten næste mål. ”Lige derhen”, ”så kan man se hjem”, ”bare med her” var nogle af de tanker der for igennem hovedet på mig, men jeg var i rød zone og havde været det for længe. Da vi rammer 9km begynder gruppen at falde fra hinanden. De der har disponeret deres kræfter godt, begynder at trykke på og os der har løbet lidt for hurtigt i starten, forsøger at hænge på.
Pumpende endorfiner
Når man er ude på den sidste km, kan man se hjem, men der er bare stadig rigtigt langt. Det er svært helt at sætte sig ind i, medmindre man selv har oplevet at løbe sig i hegnet på en 10km og man glemmer sjovt nok hurtigt selv, hvordan man lige havde det den sidste km, men forestil dig det her:
Du er på noget nær max-puls og har været det et stykke tid. Havde det været til træning, havde du kastet dig ned i græsset for 5km km siden og haft en rigtigt god træning. Da du drejer op på opløbsstrækning, bliver du mødt af både modvind og en 500-600m lange opløbsstrækning, du kan se mål, men det er bare stadigt ubehageligt langt væk.
Jeg er i en stor gruppe og forsøger bare at løbe med det jeg har. Da vi nærmer os mål på opløbsstrækningen og er indenfor 100m af målstregen kigger jeg op og kan se det store ur over målportalen skifte fra 27.xx til 28.xxmin. Her er vi så tæt på mål, at jeg ved, jeg kan nå under de 28.21min, der var den danske rekord. Jeg presser det sidste ud og kaster mig over stregen velvidende, at jeg satte dansk rekord.
Når man lige har fået pulsen ned fra max, er den følelse der oversvømmer en svær helt at sætte ord på. Endorfinerne pumper rundt efter man har presset kroppen til det yderste og glæden over at have opnået en målsætning begynder at brede sig. Det er en fuldstændigt magisk kombination. En lykkerus man oplever meget få gange, men som man kommer til at hungre efter.
Tiden blev 28.16min, ny dansk rekord og en god start på det nye år. Jeg fik lagt et vigtigt mentalt grundlag for året - man ikke skal give op selvom det ser sort ud, det er bare at tro på det – just do it.
