Artikel

Valg af løbesko til nybegyndere

Valg af løbesko til nybegyndere

Vores fysioterapeut og løbeekspert, Jesper Petersen, giver dig i denne artikel konkrete anbefalinger til, hvilke løbesko du, som nybegynder, skal gå efter.

 

Som nybegynder kan opgaven med at finde et par gode løbesko godt virke temmelig uoverskuelig. Du har formentlig meget begrænset erfaring med løbesko, og du har højst sandsynlig ingen løbesko-historik, som du kan læne dig op af. Tilmed findes der mange hundrede forskellige løbesko, så hvad skal du dog gå efter?! Det vil jeg i denne artikel komme med mit bud på…

 

Artiklens hovedbudskaber

  • - Det er ikke nødvendigt at købe en af de dyreste løbesko.
     
  • - Vælg en løbesko som ligger lige omkring ”middel”, hvad angår støddæmpning, stabilitet, vægt osv. 
     
  • - Valget af løbesko er ikke nær så vigtigt, som hvordan du vælger at strukturere din løbetræning. 

 

Mange har en fejlagtig idé om, at ”en dyr løbesko altid er lig med en bedre løbesko”, hvorfor der er mange nybegyndere, der starter med at købe en af de helt dyre løbesko. Lad bare være med det. Det er slet, slet ikke nødvendigt at gå ud og bruge +1500 kr. på en løbesko for at komme godt i gang. Så snart du kommer over en vejledende pris på omkring 8-900 kr. er alle skoene i princippet gode løbesko. I stedet bør du hellere sigte mod en løbesko, som giver dig et rigtig godt udgangspunkt for at komme i gang med at løbe. Populært sagt skal du, som nybegynder, gå efter ”den gyldne middelvej”. Og hvad betyder det så?

 

Vælg en løbesko der ligger i "midten"

Som nybegynder ved du af gode grunde ikke, om du foretrækker en løbesko, der er blød eller hård, eller om det fx. skal være en løbesko med en masse ekstra stabilitet. Og selvom du fx. skulle vælge at få foretaget en ”løbetest” i en fysisk butik, så er min vurdering, at 1 minuts løb på et løbebånd ikke er nok til at vurdere dette.

Desuden vil dine præferencer for løbesko med garanti ændre sig, efterhånden som du bliver en mere erfaren løber. Med tiden vil du blive klogere på, om du har brug for en løbesko, der er blødere eller fastere i støddæmpningen, mere eller mindre støttende, løsere eller mere tætsiddende - og også hvad du ønsker i forhold til fx. løbeskoens hældrop (højdeforskellen fra skoens hæl til tå).

Alle disse ting har du sikkert ingen chance for at kunne tage stilling til på nuværende tidspunkt. Derfor er det bedste du kan gøre at vælge en sko, som er den ”gyldne middelvej”. Altså en løbesko, som hverken er super blød eller super hård, - meget støttende eller med meget lavt hældrop. Vælg en sko som ligger lige omkring ”midten” på så mange af disse parametre som muligt.

Vi har gjort det nemmere for dig ved at håndplukke nogle løbesko, som opfylder disse kriterier. Du kan finde dem her:
LØBESKO TIL NYBEGYNDERE

Det er ikke sikkert, at du vil elske alt ved løbeskoen, - det ville du nok heller ikke have gjort, hvis du havde købt markedets dyreste løbesko. Til gengæld er det sikkert, at du vil have et fremragende udgangspunkt i forhold til i fremtiden at vælge en sko, som opfylder alle dine krav!

Finder du med tiden ud af, at du fx. gerne vil have en sko, som er lidt mere fast og kontant i støddæmpningen, er det meget lettere at ramme rigtigt, når du er startet et sted i midten (rent hårdhedsmæssigt), end hvis du havde startet med en meget blød sko.

 

Se vores særligt udvalgte løbesko til nybegyndere her:

Køb Løbesko til Nybegyndere

 

Valg af løbesko til nybegyndere 

”Det er løbeskoens skyld, at jeg har fået en skade”

- En klassisk misforståelse blandt løbere

 

Jeg hører ofte folk sige, at de fik en løbeskade, fordi de løb i en bestemt sko. Men sandheden er, at de fik en skade, fordi de LØB FOR MEGET i den givne sko, som de nu engang havde på.

Det er aldrig skoens skyld, at du har fået en skade. Du får skader, hvis du løber mere end din krop kan holde til under de givne forudsætninger, som du nu engang har. Der findes ingen løbesko i verden, der kan forhindre, at du får en løbeskade, hvis du løber for meget. Det er et faktum.

Så kan det godt være, at der findes en anden sko, som på dette givne tidspunkt kunne have gjort, at du kunne have løbet længere, før du fik en skade. Men det ændrer stadig ikke på den kendsgerning, at det er dig selv, der har valgt at løbe mere end din krop kunne holde til under de forudsætninger, som nu engang var tilstede. Og med forudsætninger mener jeg både det valgte par løbesko og din krops generelle træningstilstand.

Selvfølgelig vil der være nogle sko, som passer bedre til dig (og dine fysiske forudsætninger) end andre. Men jeg vil påstå, at langt, langt de fleste af os vil kunne komme til at løbe langt i en hvilken som helst sko. Der vil sikkert være forskel på, hvor lang tid det vil tage at træne sig op til at løbe langt i de enkelte sko. Men hvis man tilpasser træningsmængden og giver kroppen den nødvendige tid til at vænne sig til den belastning, som man udsætter den for, så vil man over tid kunne løbe langt i en hvilken som helst sko. Det fantastiske ved kroppen er nemlig, at den kan tilpasse sig. Så når du udsætter kroppen for en belastning, uanset om det er en løbetur eller en tur i træningscentret, så vil den efterfølgende forsøge at ”tilpasse sig” og gøre sig selv stærkere, så den bedre kan modstå den belastning, som du udsætter den for næste gang. Det er hele grundlaget for, hvorfor det overhovedet giver mening at træne!

 

Valg af løbesko er ikke det vigtigste valg du skal træffe

Jeg nævner blot dette for at sætte valget af løbesko lidt i perspektiv. Valget af løbesko er IKKE det vigtigste valg, du skal træffe, når du skal påbegynde din løbetræning. Din succes afhænger i langt højere grad af, hvordan du vælger at strukturere din løbetræning. Altså hvor meget du vælger at løbe, og hvor meget du vælger at holde pause (restituere).

Som nybegynder er dette om muligt endnu sværere at overskue end valget af løbesko. Derfor vil jeg klart anbefale, at du tager udgangspunkt i et struktureret træningsprogram, hvis du ikke har meget erfaring med løb. Det vil minimere din risiko for at få en dårlig oplevelse med løb og ikke mindst minimere risikoen for, at du løber ind i skader.

Vi har udviklet to træningsprogrammer, som er specialdesignede til nybegynderen. Det ene program tager dig ”Fra sofa til 5 km på 10 uger”, mens det andet er målrettet dig, der har en smule erfaring med løb. Du finder begge løbeprogrammer som E-bog her: Løbeprogrammer til nybegyndere - Fra 0 til 5 KM på 10 uger

 

Se vores anbefalede løbesko til nybegyndere her:

Køb Løbesko til Nybegyndere

 

Af Jesper Petersen, Fysioterapeut og løbeekspert, Løbeshop.dk

Produkter relateret til dette indlæg