PGA. BLACK WEEK TRAVLHED KAN DER FOREKOMME EKSTRA LEVERINGSTID, MEN VI LØBER SÅ HURTIGT VI KAN.
×
Inspiration

Ultra Trail: Sådan er det at løbe ultraløb

Ultra Trail: Sådan er det at løbe ultraløb

Her får du Løbeshop.dk-ambassadør Simon Grimstrups intense og fængslende beretning fra Ultra Trail Mount Fuji i Japan. Det er ikke for tøsedrenge, så er du advaret!

 

Men inden vi springer ud i beretningen, får du først Simons definition af, hvad Ultratrail egentlig er…

 

Hvad er ultratrail?

Hvordan defineres et løb, som værende Ultratrail? Det korte svar er, at det er et løb, der er længere end marathon-distancen, hvor mindre end 20 procent af ruten er på asfalt. Dvs. 80 procent af ruten skal gå på singletrack, grusveje, strand eller off-trail.

Ofte forbinder man dog ikke ultratrail med løb på grusveje og asfalt, så der skal efter min mening være minimum 50 procent singletrack, strand eller off-trail, før jeg vil få tilfredsstillet mine trail-lyster!

Trailløb bliver ofte forbundet med at løbe langt! De seneste 10 år er antallet af ultraløb i terrænet også bugnet og det samme er antallet af deltagende løbere. Det er blevet populært at løbe langt! Trenden ses globalt og antallet af trailløb og ultratrailløb er boomet!

Der er selvfølgelig en stor grad af økonomi i det – og hvor man i Danmark tidligere så motionsløb blive arrangeret af foreninger, som derved kunne få en skærv til klubkassen, så er der kommet flere og flere private arrangører på banen. Det er en anden snak – men hvorfor er det blevet populært at løbe langt?

Det skyldes forskellige faktorer. Her har jeg valgt de 3, som jeg tror, er de vigtigste årsager – men der er helt sikkert mange flere!

 

1.       Inspiration:
At der er flere som løber ultra-trailløb, betyder at det spreder sig. Vi lader os heldigvis hele tiden inspirere til at gøre og prøve noget nyt! Og jo flere der er, som man kan inspireres af – ja så går det stærkt!

 

2.       Færre skader:

Det er ikke så hårdt, at løbe trail som asfalt. Mange løbere opdager, at når de kommer ud i varieret terræn, så kan kroppen bedre holde til det end den ensartede belastning, som løb på asfalt giver.

 

3.       Oplevelser:

Der følger mange store naturoplevelser med, når man tager på de lange ture i terrænet. Oplevelser af både social, mental og naturmæssig karakter – og ikke mindst tilfredsstillelsen ved at gennemføre noget, hvor man presser sig lige lidt længere end man troede det var muligt. Men pas på – det er vanedannende!

 

Ultratrail defineres på ovenstående måde, men for at forstå hvad ultratrail VIRKELIG er, bør du læse min beretning fra et 100 Mile ultra-trailløb i Japan i 2015. Det er en lang beretning - så tag evt. en kop kaffe eller en spinat-smoothie, hvis du er til den slags…

 

Ultra Trail Mount Fuji 2015 - Løbsberetning

"Nu går det da helt galt det her! Hvor fanden er sporet nu. Jeg havde sgu da en kameramand i hælene. Han ville vel have sagt, hvis jeg var kommet væk fra sporet? Nej, nej - sådan noget lort..."
Der er kun væltede træer, mudder og mørke omkring mig.

Regnen står ned og jeg er efter 50 km netop påbegyndt de berygtede Tenshi Mountains. Udover min lygte er der helt mørkt omkring mig. Regnen står ned. Kameramanden har forladt den synkende skude og jeg ser ingen markering i nærheden. Shit. Nu går alt sgu da skævt! For 15 minutter siden var alt perfekt! Men nu. Mørke. I sind og omgivelser.

Kan nu se en pandelampe et godt stykke vej oppe. Lyser op og kan se et stykke hvid plasticmarkering langt over mit hovede. Ca 100 meter oppe. Godt jeg har et ordentligt lys! Men der er stejlt derop. Jeg har et stykke banan i den ene hånd og en plasticflaske i den anden.

Jeg spiser bananen. Plasticflasken holder jeg godt fast i. Det er en lifesaver i det her løb. Jeg moser mig opad mod ruten. Det er stejlt og mudret og svært at få greb.

Det var i depotet W1 det begyndte at gå skævt. Det var det første depot, hvor jeg skulle samle min første dropbag op. Jeg havde signed up med et japansk adventurefirma, som skulle hjælpe med en ekstra dropbag service. Jeg havde tænkt dette var ok - selvom et decideret crew kunne have været at ønske.

Løbet er gået glat frem til depotet. Jeg har fået afpasset mit energiindtag og føler mig ovenpå. Inden depotet tænker jeg lige strategien for depotet igennem.

- Finde hjælperne og få dropbag.
- Fylde flasker med energidrik.
- Husk at tage den ekstra softbottle i dropbag med ud. Ellers har jeg blot 1 liter kapacitet og det vurderer jeg er for lidt. Særligt til strækningen over de berygtede Tenshi Mountains, som forventes at tage op imod 4 timer. Den er på forhånd blandet med energidrik.
- Få drukket en masse i depotet, da 1 1/2 liter nok er i underkanten frem til næste depot.
- Fylde de to isogeler i sidelommerne. (Jeg forsøger altid at have et par nød-isogeler med. Da disse i værste fald kan klemmes ned uden vand.).
- Tage løse ærmer på og så ellers være effektiv!

Jeg finder det altid lidt stressende at komme ind fra "ensomheden" og pludselig være omgivet af masser af fremmede ansigter, lys og larm. 

Jeg har et support-bibnummer, som jeg skal overrække til min support ved indgangen til supportzonen for at de må komme ind i zonen med dropbag og hjælpe mig. Jeg forsøger at spotte supporternes grønne T-shirts og råber som en anden tosse "Avid, Avid, Avid"... Føler mig som en komplet idiot. Nå de er i hvert fald ikke udenfor... Jeg løber ind, mens jeg råber Avid hvert andet øjeblik. Ser en masse måbende ansigter i depotets skarpe spotlys. Men ingen Crew. Shit.

Planen er helt væk og jeg går lidt i panik. Har ingen energi på mig. Fylder flaskerne med vand. Råber desperat på Avid-crewet. Ingen respons. Får overblik over depotet. Overskårne bananer, Cola, bolcher og chokoladekugler. Ikke rigtig noget man kan pakke ned. Shit! Løber tilbage til crewområdet, hvor bordene bugner af gode sager - private.... Shit. Jeg råber om nogen kan undvære en gel eller noget... ingen respons. Kalder på Avid. Shit. Jeg må også have en flaske. Vil ikke være optimalt at komme over Tenshi uden nok vand heller... PIS. De har 1/2 liters PET-flasker med noget gult indhold. Men jeg må ikke tage dem med ud af depotet. "No" er svaret og armene formes som et kryds.

Fylder lommerne med bolcher og chokolade, fylder kæften med chokolade. Tager 4 stykker banan i hånden og griber en flaske energidrik og stopper den under trøjen. Undskyld! Men føler ikke det var min skyld og så vigtigt for resten af turen, at jeg har mulighed for 1/2 liter vand ekstra.

Nå, nok tid er spildt i det her depot. Jeg klemmer mig forbi et par supportere eller hvad de nu var på vej ud. Det var da utroligt de gik midt i udgangen... De råber efter mig. Shit. Det her var ikke udgangen. Ind i lyset og menneskemylderet igen. Nå ok - skal forbi den strikse flaskedame igen. Løber hurtigt forbi og denne gang den rigtige vej! Ud i mørket til Tenshi Mountains....

 

ultra trail mount fuji simon grimstrup 2

 

Jeg er kommet op af skrænten og er tilbage på ruten og har en japaner i hælene. Har svært ved at ryste depotoplevelsen af mig... hvad med resten af min energi, som er delt ud på 3 resterende dropbags, kan jeg forvente at den er der?... Hvad hvis jeg skal løbe hele løbet på bolcher og chokoladekugler? Jeg smager på energidrikken i flasken. Det gør ikke humøret bedre: surt, sødt og meget koncentreret. Men det er måske meget godt, der trods alt er noget sukker i den... I min panik fik jeg ikke andet end vand i de to "brystflasker". Havde jo regnet med der skulle energidrik i dem....

Jeg bander over mig selv. Jeg havde gjort det værste i depotet. Jeg havde panikket og faret rundt som en skoldet skid. Total ineffektiv. Jeg havde ikke fået drukket noget. Jeg havde da trods alt sanset at hive en flaske med, plus fyldt lommerne med bolcher og chokolade, som jeg hellere måtte få spist inden det blev alt for mudret og ulækkert! Chokoladekuglerne lå bare løst i lommen uden indpakning. Yaks....!

"Let’s enjoy the trail", lyder det fra min japanske følgesvend. Han får mine tanker ud af den negative spiral. Sporet er som en mur foran os, mudret og uden en egentlig decideret sti. Det er bare at mose på.
"Det er jo det her du kan Simon! Skidevære med den energi. Du har jo verdens bedste fedtforbrænding." Der kører klart en mental krig i mit hovede. "Det' sgu da også meget hyggeligt at løbe og sutte bolcher, mens man er 110 procent koncentreret omkring det til stadighed overraskende heftige spor!". "Din store knold. Hvorfor har du ikke sikret dig en personlig support? Du kan sgu ikke løbe 105 miles på bolcher og chokolade. Ville sgu da være pinligt, hvis jeg ender med at gå hele vejen". "Du kan jo vandre en hel dag uden mad. Stop nu det piveri. Du har jo bolcher og chokolade. Du har før klaret dig uden noget en hel dag". De positive tanker vinder! At vi henter folk op af skrænten gør også det hele lidt nemmere.

 

 Køb trailsko her

 

Ind imellem er der reb hængt ud. Jeg bruger den ene hånd på rebene. Den anden knuger om min nye ven - nej ikke min japanske ven, men den ekstra flaske, som følger med resten af vejen til mål enten i hånden eller stoppet ned i linningen på mine shorts.

Tenshi Mountains er vist nok en række toppe. Snart går det op, snart ned. Nedløbene er ren Kamikaze. Man falder ind imellem på røven.... uundgåeligt. Regnen og mudderet gør det ikke nemmere. Men det er sjovt og der er fuld fokus på. Enkelte steder virker det til, at der er ret langt ned til siderne. Godt det er mørkt og tåget!

Vi bliver ved med at overhale løbere. Det er fedt at være to. Vi snakker så godt som vi kan sammen. Det er rart ikke at være alene her. Chancen for et voldsomt styrt er helt sikkert til stede.
Jeg råber "careful", når der virkelig er noget. Rødder, sten, eller noget virkeligt ondt mudder. Men det er der hele tiden... Så det ender med et "careful all the time".... Vi griner og snart kommer det sidste lange nedløb. Vi har det sjovt og hujer nedad de mudrede udvaskede "stier".

Spotter en gel - uåbnet! Yes... samler den op og klemmer dens klæbrige indhold i gabet. Kan godt forstå den var smidt her. Ulækkert stads.

Finder senere også en halv pakke "Zen-nutrition" på stien. Den bliver ligeledes fortæret med det samme. Energi lavet på ris, tror jeg. Det er ikke mudret (det knaser i hvert fald ikke) og glider lige ind i maskineriet.
Vi er nede af bjerget og rammer et stykke asfalt. Tempoet passer ikke helt og jeg trækker stille og roligt fra op af en bakke. Der skal nu gå ca. 100 km før jeg igen får selskab...

I A3 (70 km) lykkes det efter lidt søgen og råben at få fat i min dropbag og komme videre. Tror faktisk det er Rob Krar, som hjælper mig med at finde crewet og min lille dropbag. I hvert fald en amerikaner med skæg. Depotet ved A4 er godt 20 km væk. Her er løbets officielle dropbags og bekymringer omkring energi skubbes i baggrunden. Jeg er godt i gang med løbet, har nu min egen energidrik og ved A4 er jeg halvvejs!

 

...

 

Før løbet var jeg meget i tvivl om min målsætning. Det endte med følgende: "Du skal rundt om bjerget så let som muligt. Løb eller hike."

Sæsonen havde været fyldt med skader! Achillessenerne som hovedproblem og derudover knæ forslået efter svømmetur i Danmarks eneste white water som testkanin af bodyrafting til adventureracet Yeti Adventure Challenge, overbelastet knæ af cykling og så en forstuvet storetå. Ja, sammenhængende træning var ikke det jeg havde gjort mest i. I sommeren var mine achilles helt slemme og selvom de hele tiden bliver bedre, så var der stadig en tydelig betændelse.

Jeg var ankommet til Japan i rigtig god tid inden løbet. Min selvtillid i forhold til løb var i bund og jeg troede nok ikke meget på, at jeg ville kunne løbe omkring Mount Fuji. Lysten var ikke stor heller. Meget ambivalent! Jeg havde valgt at bruge tiden på hiking, cykeltouring og lidt små løbeture primært i de japanske alper. Jeg havde noget overmodigt fået mig klemt ind til en plads til Hakuba International Trails halvmarathon, som ellers var totalt udsolgt. Jeg vandt overraskende løbet! Det var en hård kamp mod de lokale unge langrendstalenter. Det var et selvtillidsboost og særligt i dagene efter, hvor den store belastning (1 time og 40 minutter i det røde felt) bestemt ikke virkede til at have gjort nogen skade. Tværtimod. Virkelig et boost! Havde egentlig valgt at deltage, fordi så var jeg da sikker på at komme fra Japan med ihvertfald ét gennemført løb!

 

ultra trail simon grimstrup

 
Jeg noterede mig, at jeg (tilfældigt???) aftenen før løbet i Hakuba havde husket tilbage på gode løbeoplevelser og præstationer, hvor det var min fysiske kapacitet der satte begrænsningen - og ikke smerter fra achilles!

"Hvor reelle er mine achilles problemer? Er det primært i hjernen de findes? Hvis det er tilfældet, så må jeg jo kunne tage kontrol med dem?"

Dagen før Ultra Trail Mount Fuji mødes jeg med min trailven fra Ultra Thai Chang Mai, løbsleder Sebastien Bertrand. Vi snakker lidt om mine målsætninger. Jeg fortæller, at jeg vil rundt om det skide bjerg, men samtidig tvivler på jeg kan løbe det som et race pga. achilles. Og at jeg også er klar på, at hvis achilles virkelig driller, ja, så sætter jeg mig ned i et depot. Spiser godt - og så hiker jeg mod mål. Jeg har jo 46 timer. Rundt skal jeg! Er sgu ikke kommet til Japan for at udgå.

Vi snakker videre omkring smerter. Hvad det er for en underlig individuel og relativ størrelse. Og så er det Seb siger noget, som går lige ind, og som jeg virkelig benytter under Ultra Trail Mount Fuji: "Just observe the pain. Don't put any emotions into it. Observe it. It’s a part of the race. Part of the whole experience. Do NOT put emotions into pain. Observe!"

 

...

 

Starten er netop gået. Jeg står vel 5-6 meter bag starten og det er noget mast. Er ankommet en 1/2 time før start og det var ikke muligt at komme længere frem. Vi løber i kø. Tempoet er omkring 5 min/km. Det er fint, har lyst at løbe stærkere, men det lader sig ikke gøre. Heldigvis. Mine sener har godt af en blid start og formen er alligevel ikke til at blæse igennem eller på nogen måde presse på. Jeg skal løbe klogt og sørge for at holde energiindtagelsen høj!

Shit. Mine achilles kan nu mærkes. Jeg kigger på uret; 1.7 km og 173 km igen. Bop bop... Men det er ikke smerten fra UTMB. Ikke fornemmelsen af at achilles bliver klemt af to meget stærke fingre. Smertens onde fingre.

Følelsen er anderledes. Jeg tager det til efterretning. Observerer. Smerten er status quo hen til første bakke, hvor jeg slår over i vandremode. Vandringen på trods overhaler jeg en del folk og får sluppet den forreste kvinde. Kommer forbi en af de kendte fra irunfar.com. Kan ikke huske hans navn. Jeg hilser og går videre. Snart er vi på toppen og nedløbet kan begynde. Igen stille og roligt nedad. Foran mig er en løber i skørt og sandaler. Han giver pænt plads, da han hører jeg kommer bagfra. Det er Arnulfo Quimara. En af de sagnomspundne taramuhara-indianere. Nå, så kan det trods alt ikke gå helt skidt. Nedløbet er sjovt og hyggeligt. Glat jovel, men ok løbbart. Snart kommer irunfar-løberen forbi, nu kan jeg huske navnet. Gary Robbins fra Canada. Han presser på! Det er et langt løb, så lader ham løbe fra mig nedad. Stille og roligt. Achilles skal varmes op!

 

...

 

Troede ruten mod A4 (90,4 km) var opad bakke. Har for længst tabt min medbragte ruteprofil med oversigt over depoter, stigninger og bjerge! Men havde jeg ikke læst en racereport af Brendan Davies, som havde kaldt stykket: "Fuji Downhill 1/2 Marathon"? Det var sidste år, hvor løbet gik modsat vej rundt. Havde glædet mig til uphill-marathon, så mine efterhånden noget ømme knæ kunne få lidt pause og lidt gang?!
Jeg kan se et skarpt lys forude. Et depot venter. Yes, man. Det glider jo bare det her. Allerede ved A4. Det var da utroligt! Det føltes ikke som 20 km. Jeg gør mig klar til at være effektiv, når jeg får min dropbag. Jeg skal skifte sko. Jeg vil skifte fra Brooks Puregrit til Brooks Cascadia, som har noget mere sål og støddæmpning. Huske at få begge tidstagningschips over på de nye sko. Jeg skal også have skiftet pandelampe. Være effektiv! Spis og drik ind imellem af suppen.

"WATERSTATION, WATERSTATION, WATERSTATION", bliver der råbt igen og igen. Der er musik i depotet, som er overraskende lille. Jeg ser ingen dropbags. Fylder den ene flaske jeg har, som er næsten tom, mens det går op for mig, at det her er W2? W2, det havde jeg da ikke lige tænkt på fandtes... Ok, så der går lidt tid før jeg får dropbaggen. Faktisk næsten 15 km. Humøret i W2 er dog fantastisk med musik, smil og lutter happiness. En kærkommen overraskelse. Det luner længe, som jeg begynder at bevæge mig op af en lang, lang stigning - "nå, så det her er den lange uphill"! Desværre de fleste steder ikke så stejl at jeg kan bruge det som undskyldning til at gå. Bruger uret som motivation til at holde mig løbende. Der er klart forskel på tempoet om jeg løber eller går. Et par enkelte steder er stigningen dog dejligt stejl og benene kan få lidt pause fra løberiet. De fleste steder skal der dog løbes. Shit jeg er bare ikke løber! Vil meget hellere have stejlere bakker end den her hældning, hvor jeg skal arbejde og selv producere tempoet og løbe... drømmer om stejle bakker og ufremkommelige spor! (og mine ønsker bliver i den grad hørt og indfriet senere, så et sted over regnen, over skyerne må der have været et stjerneskud).

Stykket til A4 er ellers temmelig begivenhedsløst. Det er midt om natten. Jeg ved sgu ikke helt, hvad jeg tænker på... Bare at komme fremad. Jeg aner ikke, hvilken placering jeg har, men har dog en ide om, at jeg med det jævne konstante tempo ligger i top 20. Der er ihvertfald langt mellem medlidende løbere. Kommer forbi en. Spørger til distancen til næste Aidstation. Jeg ved godt, der er 8 km, men trænger bare til at snakke lidt. Svaret er kort og med fransk accent og der er ikke lagt op til chit chat, så jeg lunter videre i noget der føles som uendeligt sløvt pace. Knæene gør ondt og jeg glæder mig til at få noget mere bund under fødderne. Skide være med om det kommer til at koste lidt på følingen med underlaget. Asfaltstykkerne er bestemt ikke noget mit bentøj trives med. Jeg løber aldrig asfalt normalt. Asfaltstykkerne er dræbende kedelige og jeg skal virkelig arbejde mentalt for ikke at gå helt ned i tempo. Jeg bliver aldrig "rigtig" ultraløber! Tænker på Henrik Westerlin, som nu er i gang med Spartathlon. Hvordan gør han det? Finder styrken og motivationen til 246 km på asfalt! Imponerende og må virkelig kræve noget mentalt! Vildt!

 

 Køb trail løbesko her

 

Så kommer A4 (90,4 km) med dropbag og hele svineriet. Dropbaggen er godt fyldt op, da jeg har pakket til to typer race. Race eller hike. Dvs. der er en masse ekstra tøj osv. Heldigvis skal der ikke hikes. Der skal løbes. Benene er trætte, men skal videre!

Jeg får dropbaggen i hånden og løber ind i depotet. Hiver fat i en official med "english speaking" badge. Jeg hiver min supporterbib frem og spørger/kommanderer: "You can be my support". "Please help change shoes timing chip." Hun ser lidt uforstående ud. Support må kun foregå i supportområdet, som ligger 100 meter væk. Shit - ok.... Jeg vurderer det er bedre jeg får noget suppe og nudler, og skifter sko i nærheden af maden. Jeg fedter med chipsene på skoen og skovler nudler ind med et sæt spisepinde. Det er ikke effektivt, men hvad...

Depotfolkene forbarmer sig dog over mig. English-speaking Crew er super flink, rar og effektiv og hjælper alligevel med chipsene. Mens jeg skovler nudler og suppe indenbords.
Jeg får en god sludder med et andet crewmedlem, som taler flydende engelsk. Det er rart at snakke lidt. Jeg spørger ind til min placering. "I have stopped counting"... ok, så er jeg nok længere nede i rækkerne end antaget. Men hvad filen. Nu drejer det sig om at komme til mål, hvis jeg kunne løbe stærkere, så gjorde jeg det. Men i ultraløb har jeg kun ét tempo. Mit tempo! Og det skal jeg ikke begynde at skrue på, så går det galt. Tænker tilbage på UTMB, (min første 100 miler), hvor jeg satte fart på med 50 km igen. - og blev straffet grufuldt med 25 km tilbage. Det skal ikke ske her.
Nøj, hvor er det skønt at få hjælp, venlige smil og sågar en lille sludder.

Jeg begiver mig videre ud i natten. En nat fyldt med off road trails. Op og stejlt ned. Gennem skovbund. Over rådne træer. Som regel temmeligt fedtet og ret hidsigt stejlt. Op og ned, op og ned, op og ned. Monotonien bliver hele tiden afbrudt. Finder den bedste linie gennem skovbunden fra markering til markering. Ret fedt. Løbets få asfaltpassager opvejes i den grad af nogle ind imellem ret ekstreme spor.

 

ultra trail mount fuji simon grimstrup night

 

...

 

Jeg mærker grenen knække, som jeg griber om den. Den skulle have stoppet min fremdrift. Mine fødder fortsætter glidet ned af slugten i mudderet. Jeg kommer i bagvægt. Min krop bremses lidt af grenen før den knækker. Det starter en rotation. Skoene mister grebet. Jeg falder uundgåeligt ned på siden. Dunk. Jeg lander hårdt! Jeg føler en hul smerte skyde fra låret op gennem kroppen. De andre styrt på turen har været sjove - for det meste på røven... glidende. Har været oppe at stå før jeg egentlig faldt. Videre!

Den her gang bliver jeg liggende, ikke længe, men lige et sekund eller 2. Er kroppen ok.... ? Jeg rejser mig forsigtigt op... kommer forsigtigt ned mod bunden af slugten. Kroppen fungerer ok. Intet brækket. Lidt øm smerte ved låret, men ikke noget seriøst. Jeg moser videre på.

 

...

 

De stejle korte passager opad giver lejlighed til møde med skovbundens mørke mænd. En usædvanlig krydsning af edderkop og græshoppe. Godt de ikke er større. Mine 1000 lumen fra pandelampen åbner op for en verden af kryb og kravl. Biller, larver, stankelben og så disse skovbundens springende edderkoppemonstre. Tiden går godt og jeg er underholdt.

Terrænet er ikke hurtig løbet og det løse "lavagrus" suger kræfterne. Opad er det særlig tungt, når man synker i. Jeg er tilpas underholdt til, at jeg ikke skænker kræfter, energi og km de store tanker. Det er der heldigvis ikke tid til på disse offpiste stræk gennem skovbunden, hvor linievalg og rutens hvide markering har fuldt fokus. Op og ned gennem masser af slugter med en 10-15 højdemeter. Spændende og ikke noget jeg kender fra andre trailløb.

Jeg ved, at mine erfaringer fra o-løbets off-road løb i den grad giver mig billige point på disse offroad stræk og sparer mig en masse af de kræfter, som jeg bestemt ikke har nok af til at fråse med.

 

...

 

A6. (110 km.) "You are moving up. You are number 8 now"... Jeg slubrer videre i nudlerne. Det er Meghan Hicks fra irunfar.com, som giver mig lidt informationer. Jeg genkender hende fra hjemmesidens gennemgang af favoritter, som de har før alle store løb. Nr. 8, ok, hvad skete der lige for det. Slår koldt vand i blodet. Langt hjem endnu. Hun spørger, hvordan jeg har det. Jeg svarer ureflekteret ærligt: "I am really not in shape for this".

Bevidst spørger jeg til, hvordan det ser ud foran i feltet og ikke til løbere i nærheden. Fokus skal holdes og jeg skal passe på mig selv. Gedimas Grinius løber suverænt alene i front af løbet. Det er ikke nu jeg skal presse på. Jeg skal overleve den her tur og komme sikkert i mål. Det er mit tempo der skal holdes. "I am really not in shape for this - and I know it!", tænker jeg ved mig selv, mens jeg opsluges af mørket og det bløde lavagrus, som gør nedløbet fra A6 behageligt let.

 

ultra trail mount fuji simon grimstrup depot

 

...

 

På vej mod A9 (141,7 km). Det er blevet lyst. Stadig overskyet og fugtigt, men regnen er stoppet. Begynder at nærme mig målet. Benene, særligt det venstre, er slemt ømme. Det er løberknæ symptomer. Smerterne kommer især på landevejsstykkerne og særligt nedad. Prøver fortsat blot at observere smerterne uden at lægge følelser i dem. Det virker. Men må trods alt forholde mig til smerterne i knæet. De er desværre tiltagende. Sylespidse.

Jeg glædes over det ikke er achilles som gør ondt. Knæene er trods alt blot udtryk for min relativt minimale træningsvolumen op mod løbet. Ikke noget at bekymre sig for på længere sigt. Men lige nu er smerten sgu slem nok!

Men nu går det heldigvis opad bakke og ind imellem endog meget stejlt. Trætheden på trods holder jeg stadig et godt pace opad - særligt de stejle passager føles godt! Føler mig stærk! En følelse jeg oplevede til det korte trailløb i Hakuba, men ellers har savnet hele sæsonen.

Hvad... Der er sgu en løber lidt længere oppe. På stigningen får jeg hurtigt kontakt uden at jeg presser tempoet. Jeg siger et par opmuntrende gloser og får lidt korte svar igen. Jeg overhaler, men løberen med det store sorte hår holder fast. Han overhaler mig på vej ned til A9, hvor vi er sammen. Jeg fylder op med energidrik og tager noget suppe. Undgår at stresse. Er sgu træt og der er stadig lang vej igen. Skæbnen vil, at min chip ikke er blevet registreret ved indgangen til A9. Jeg bliver bedt om at løbe de 40 meter ud til måtten og blive registreret igen. Imens smutter min konkurrent videre op mod toppen af bjerget. De 40 meter ud til måtten føles uendeligt lange. Og så er det endda opad! Nå videre. Opad! Igen alene.

Jeg får dog hurtig visuel kontakt med ham og snart overhaler jeg ham på sporet, som nu er meget stejlt. Han holder igen fat. Jeg får et lille hul, men ikke meget. Sporet bliver stejlere og stejlere og fortsætter bare opad. Der kommer nogle meget stejle klippepassager, hvor man lige tænker "skal vi op der?"... et enkelt sted bruger jeg endda lige et splitsekund på at overveje linien og hvordan jeg skal placere hænder og fødder opad.

Bakken fortsætter. Min konkurrent kommer op igen. Vi snakker lidt om, at det da snart må gå nedad. Han fortæller også, at han er løbet forkert tidligere på morgenen og har smidt en 1/2 time. Surt. Men pt. konkurrerer vi. Jeg har det dog rigtig skidt med at have indhentet ham pga. en fejl, selvom den måske er hans egen. Det er sgu lidt træls. Men jeg kan jo ikke gøre for det og ikke gøre meget andet end at sige, at det er surt og komme med lidt positive og opmuntrende kommentarer.

 

 Køb løbesko til trail her

 

Endelig når vi toppen og første del af nedløbet er rigtig teknisk og jeg løber ubesværet og smertefrit nedad den snørklede smalle sti. Der er ca. 10 km nedløb til A10 (160 km) som er sidste depot. Snart kommer vi ud på noget betonvej og mit venstre knæ er skidt nu. Vi holder tempo sammen. Knæets smerter og en sten i skoen gør dog, at jeg vælger at stoppe op. Fjerne stenen og løbe eget pace nedad. Hvert skridt nedad gør ondt. Er nu så tæt på mål, at jeg begynder at tænke placering og på løbere, som kan komme op bagfra. Det gør sgu nas. Har hørt om løbere, hvis knæ låste. Nej, det sker ikke for mig. Går et par skridt. Det hjælper. Og nedad kommer jeg trods alt. Har opgivet løberen foran mig. Nu skal jeg hjem.

A10 ligger i en by. Det føles uendeligt langt ned gennem byens lange labyrintiske gader. Hver gang jeg drejer omkring et hjørne, ser jeg blot ned mod endnu en official med et rødt og et hvidt flag, som de i ét væk svinger med og viser, at jeg skal dreje, når jeg når dem. Uendeligt føles det. Selvmedlidenheden er enorm. Jeg hader asfalt! Hældningen er ikke stor, men det gør nas på det hårde underlag. A10 er nu min mentale ende på løbet, som lige nu bare skal overstås. Derfra skal jeg bare 700 højdemeter op, 500 højdemeter ned i blød skovbund.

Jeg ser ned mod endnu en official, som elegant svinger flagene. Nøj, hvor går det langsomt det her. Men det er sgu også lidt pinligt at begynde at gå her. Det bringer jo heller ikke en hurtigere ende på løbet.
Endnu en official svinger ærbødigt med flagene. Det er en yndig ældre dame, som vifter mig videre med sine elegante bevægelser og flag. "Arigato", jeg klemmer et smil ud og giver et lille nik idét jeg passerer og spejder ned mod næste vejviser, som allerede vifter med sine flag. Vil det da bare ingen ende tage.... Jeg skal bare hen til den bakke. 700 højdemeter op. 700 højdemeter, hvor jeg sikkert kan tillade mig at gå de fleste. Det bliver godt!

 

ultra trail mount fuji simon grimstrup løb

 

...

 

Solen titter frem og jeg moser på opad sidste bakke. Sætter hænderne på lårene og retter blikket opad bakken. Det føles hårdt men godt. Jeg ved, at nu er jeg god. Nu er jeg stærk. Føler mig godt tilpas. Jeg bliver ved med at drikke. Smiler. Nynner. Fremad. Går i jæger-mode. Hvis jeg skal fange min lidelsesfælle, så skal det være her. Opad! MOSER PÅ.

Der kommer en knurren ud mellem tænderne. Nu skal der ikke spares på kræfterne. Jeg skal bare op til toppen. Derfra dejligt stejlt nedløb, men i den bløde skovbund, som jeg ved knæet kan klare. Jeg knurrer igen. Det er et godt tegn. Jeg er så godt som i mål!

Jeg ser ryggen af min lidelsesfælle og automatisk sætter jeg tempoet lidt mere op og får hurtigt lukket hullet. Jeg ser først nu navnet, som er skrevet på hans nummer: "Sange Sherpa". "You are from Nepal? Wauw - cool! Come on, lets do this." Vi snakker lidt og moser videre op. Jeg får et lille hul. Men bliver ved med at have en lidt skidt fornemmelse. Har ikke lyst til at slå ham på bekostning af en fejl. Han var løbet forkert tidligere på morgenen. Så bliver ved med at opmuntre ham, han skal med op! Han var min motivation til at mose på op af bjerget, og nu skal vi hjælpe hinanden hjem. Sjovt at jeg fra flade Danmark følges med en vaskeægte Sherpa fra verdens tag.

Nu kan jeg genkende stien fra en hike på sporet tidligere på ugen. Toppen er lige om et par hundrede meter. "Come on, lets finish together. We are almost there, I know this trail". "Come on, we have to keep the speed!".

Vi når toppen, hvor vi bliver modtaget af 3 glade officials, som hujende og med koklokker sender os ned af det sidste bjerg og de 2 - 3 flade km langs med søen. Vi snakker, griner og hygger.
"We did it". Vi er begge godt smadrede, men de sidste 2 flade km omkring søen går jeg igen død. Hader asfalt. Heldigvis har jeg nu en makker og sammen holder vi et rimeligt tempo hjemover, selvom vi tillader os at gå ind imellem. Er ved at være godt stegt. Godt vi ikke racer, men nyder øjeblikket.

Nøj, hvor en lettelse. Målstregen. Vi løber over sammen. Hånd i hånd. Det var den perfekte afslutning efter så mange timer alene i regn, mørke og tåge. At få lov at dele målgangen og glæden. Så dejligt. Jeg havde præsteret optimalt i forhold til de odds og kort jeg havde på hånden da løbet startede. Det var sgu en mandfolkepræstation, som jeg er rigtig stolt af.
Jeg havde ikke drømt om et så godt resultat i forhold til min elendige skadesplagede sæson.
175 km. 23 timer og 31 minutter og en delt syvende plads. Fantastisk!

 

ultra trail mount fuji simon grimstrup

  

Efterskrift

Jeg snakkede efterfølgende med Avid omkring deres crew. Det havde været meget svært for dem at komme til at hjælpe og det var naturligvis en fejl, at crewet ikke havde fundet mig ved W1 eller vice versa. Jeg skulle klart inden løbet have gjort mere opmærksom på, at jeg nok kunne forventes at løbe et hurtigt løb. Det var dog svært for mig, da jeg hele tiden frygtede, at achilles ville genere og gøre, at jeg i stedet for at slutte i top ville slutte bagerst.

Jeg vil klart anbefale Avid Adventures og deres pakke i forbindelse med UTMF. Overnatning, service og fantastisk barbecue efter løbet helt i top og en god måde at møde andre løbere.
Nu har jeg så også oplevet, hvor vigtigt et crew er - både mentalt men bestemt også som tidsbesparende faktor!

Jeg vil sige en stor tak til Sange Sherpa for godt kammeratskab på den sidste lille del af løbeturen og for at bringe et element ind i ultraløb, som jeg ikke har oplevet før.
Jeg vil takke Sebastien for de gode råd omkring det mentale inden løbet.

Også en enorm stor tak til Yoko Sasagawa og hendes familie. For at få mig med til Hakuba International Trails og for en vanvittig god indføring i japansk kultur og ikke mindst gateways til de Japanske Alper. Uden Hakuba Trails oplevelsen, tror jeg ikke jeg kunne have gennemført UTMF med den rette indstilling og selvtillid.

Tak til hele organisationen bag UTMF fra løbsledelse til vejviser. I var fantastiske og løbet spillede!

Tak til alle trailløbere og nye venner jeg har mødt på min rejse rundt i Japan. Det har været fantastisk! Japan og dets folk skal opleves! Arigato!

 

Af Simon Grimstrup, Trail-ambassadør, Løbeshop.dk

 

Flere artikler?

Du finder mange flere spændende og inspirerende artikler i vores store inspirationsunivers. Tjek det ud i linket herunder.

 

Læs flere artikler her

Produkter relateret til dette indlæg

  • NYHED: Craft Fuseknit – Revolutionerende sportsbeklædning

    Med Fuseknit sætter Craft helt nye standarder for, hvor komfortabelt sportstøj kan være. Læs mere her.

  • Vinterens 6 bedste løbetights og løbebukser til herrer og damer

    Når temperaturen falder, men du gerne vil løbe, er disse varme vinterløbebukser dine bedste våben! Se vores 6 favoritter til både herrer og damer her.

  • TEST: Havit i39 trådløse høretelefoner – Bedst til prisen

    Havit gør det igen! Kvalitetshøretelefoner til en uhørt lav pris. Læs anmeldelsen her…

  • De 8 bedste løbesko til efterårets og vinterens løbeture

    Når vejrforholdene er frygtelige, er disse sko din redning! Se de bedste løbesko til kulde, sne, is og våde veje her!