Artikel

Verdensmesterskabet i Tredobbelt Ironman 2018 - Løbsberetning

Verdensmesterskabet i Tredobbelt Ironman 2018 - Løbsberetning

Løbeshop.dk sponsor-atlet, Mads Holm Andersen, har sendt os denne beretning fra verdensmesterskabet i Tredobbelt Ironman: 11,4 km svømning, 540 km cykling og 126,6 km løb!

 

Når plan A bliver til plan B for derefter at ende i plan C

Sidste efterår traf jeg en beslutning om at prøve kræfter med ultratriatlon igen. Jeg har før dyrket de lange distancer men var i en årrække lidt halvmæt af de tidskrævende træningsmængder. Året var derfor 2018 hvor jeg skulle ha et comeback i ultrasporten. 

 

TRÆNINGEN FREM MOD MÅLET

Min træning frem mod den tredobbelte irondistance i juli er mere eller mindre forløbet efter planen. Jeg har holdt en stabil træningsmængde hvor jeg har peaket med ca 20 timers træning om ugen. Jeg har holdt en relativ god disciplin mht cykeltræningen, og løbet har egentlig også fungeret fint - dog måske med lidt for korte ture i forhold til den distance jeg skulle træne op til. Svømningen har jeg kun holdt ved lige da det egentlig er den “nemmeste” del af udfordringen. Jeg har derfor ikke svømmet længere distancer end max 4-5 km under mine træningspas. 

Umiddelbart kan det synes af mange træningstimer jeg har lagt i projektet – og det kan måske også synes som en lidt forkert prioritering når man ved siden af også skal passe et job og en familie med kone og tre børn.

  

"Udfordringen er dog at få det hele passet sammen så både hverdagene og weekenderne hænger sammen."

 

Det har jeg forsøgt ved at ligge mine træningspas på sene eller tidlige tidspunkter, at involvere mine børn i træningerne eller at benytte transport til familiebesøg etc som træningspas. 

 

ANKOMST TIL LENSAHN, TYSKLAND 

De store træningsmængder og ikke mindst motivationen for at få et startnummer på maven igen, var et solidt fundament for en god weekend da jeg med mit support hold sidste weekend i juli ankom til den lille tyske by Lensahn hvor den 27. Udgave af Triple Ultra Triathlon skulle afholdes. Jeg har deltaget to gange før og glædede mig som et lille barn til at opleve stemningen igen. 

Stævnet afvikles over 4 dage med start torsdag og afslutning søndag. Vi ankom om onsdagen for at finde os til rette og hilse på flere af de andre atleter. Stævneledelsen havde sat klasselokaler i den lokale skole til rådighed for de atleter der måtte ønske det. Den mulighed benyttede vi os af, hvilket absolut kan anbefales. 

Torsdag klokken 11 var der obligatorisk racebriefing for atleter og support-teams. Om aftenen klokken 18:30 var der i den lokale sportshal stort pastaparty og præsentation af hver enkelt atlet. Det er som altid dejligt at møde nye og kendte ansigter i denne sport. Der er en helt speciel atmosfære og indstilling til stævner og aftner som disse, hvilket er en af årsagerne til at jeg vender tilbage til disse events.

 

STARTEN GÅR

Fredag morgen klokken 05:20 ringede vækkeuret. Jeg havde forinden klargjort alt således det egentlig kun var en let morgenmad, toiletbesøg og iklædning i svømmetøj der skulle overståes inden startskuddet kloken 07:00 lød.

Klokken 06:30 gik vi op til 50 meter bassinerne hvor svømmedelen af stævnet skulle forløbe. Vi havde på forhånd meldt ind hvilken sluttid vi har på ironman svømning. Baseret på denne tid inddeles vi i nogenlunde jævne baner således vi svømmer med andre der holder ca samme hastighed. Jeg skulle starte i bane 4 sammen med flere andre danskere. Så vidt jeg husker var vi 8 på denne bane.

Jeg havde på forhånd pakket en lille kasse med energibarer, gels og 3 dunke med energi. Den blev sat i den ende hvor tilskuere og supportere sad klar. Mit supporthold var på forhånd blevet instrueret i hvilke tider jeg gerne vil ha at vide under svømmedelen. Jeg var mere eller mindre godt klar over hvilken tid jeg vil svømme på, men det er altid rart med et par pejlepunkter under turen og hvordan det går. 

Selve svømningen foregår ved, at der sidder en række kontrollanter for enden af bassinet. De markerer for hver runde hvor langt man har svømmet, således man ikke selv skal holde styr på hvornår man er færdig med de 228 baner i 50 meter bassinet. 

Klokken 07:00 gik starten og jeg lagde mig som den sidste svømmer i bassinet. Det kan altid være lidt hektisk i starten for lige at finde en rytme og finde ud af hvilket niveau de andre svømmere har. Jeg synes egentlig det var et relativt godt flow vi havde på banen. Jeg var ikke den hurtigste svømmer men heller ikke den langsomste. Jeg fandt hurtigt en god rytme og forsøgte blot at slappe så meget af som muligt.

 

"Det er altid ubeskriveligt kedeligt at svømme så langt, og jeg skal tage mig selv i ikke at stille mig op nede i “baren” og stå og sutte i min drikkedunk."

 

Timerne gik og jeg fik svømmet flere og flere km. Efter ca 6-7 km begyndte jeg af ukendte årsager at få nakkeproblemer. Jeg kunne mærke spændinger i både nakke og hoved og vidste at en hidsig hovedpine kunne være på vej. Om det har været forkerte bevægelser i vandet eller anden årsag ved jeg ikke. Faktum var at jeg nu højst sandsynlig skulle påbegynde cykelturen med nakkesmerter og hovedpine. Ikke optimalt. 

Da jeg manglede 100 meter røg et lille skilt ned i vandet fra en af kontrollanterne. Jeg vidste derfor at jeg kun skulle svømme to baner mere og derefter havde svømmedelen overstået. Jeg var færdig efter 4 timer og 13 minutter og glædede mig allerede til cykeldelen.

 

tredobbelt ironman cykling

 

SKIFT FRA SVØMNING TIL CYKLING

Skiftet fra svømning til cykel forløb lige efter planen. Mit supporthold, som bestod af mine tre børn, kone og søster havde fuldstændigt styr på alt. Solcreme. Buksefedt i cykelbukser. Hurtig sandwich og drikkevarer. Fremfinding af tøj, sko og hjelm. Opmuntrende hep og råb. Alt fungerede upåklageligt. Jeg nåede dog at brokke mig noget over min nakke og hovedpine inden jeg kørte ud på første runde af cykelruten. 

Selve cykeldelen består af en ud og hjem rute på 8 km i alt. Den skal gennemkøres 67 gange inden man stiller cyklen. Det kan synes totalt uoverskueligt, når man tænker over hvor mange gange samme rute skal køres. I praksis fungerer det dog rigtig godt. Vi er i nærheden af supporthold hele tiden og de korte ture gør det nemmere at håndtere mentalt.

Allerede på første tur ud på cyklen bemærkede jeg varmen. Det var virkelig varmt og vinden, som i øvrigt også var tilstede, var ikke kølig.

 

"Det var som at få et varmeapparat i hovedet."

 

Jeg havde hjemmefra lovet mig selv ikke at få negative tanker af nogen art. Det kan lyde underligt, men negative tanker kan i meget lange løb ofte være en ond spiral. De negative tanker og oplevelser kan medføre andre negative tanker og til sidst ende i dårlige beslutninger og samlet set et ikke gennemført løb. Jeg havde derfor besluttet mig til at smile og være positiv så længe som muligt – og køre efter mantraet positive tanker avler nye positive tanker. 

De første mange km på cyklen forløb efter planen. Under min træninger havde jeg kørt lange distancer hvor tempoet lå jævnt på 35 km/t. Jeg havde på forhånd planlagt ikke at holde et sådan tempo – men blot køre med fokus på overskud og at holde en stabil fart uden egentlig at bruge for mange kræfter. Det var som sådan det der var min egentlige plan A. Et stabilt tempo med så få stop som muligt og med fornuftig energiindtag løbende. 

Det skulle vise sig at plan A hurtigt blev udfordret. 

 

PLAN A BEGYNDER AT SKRIDE

Min nakke og hovedpine var efterhånden ved at tage til. Naiv som jeg var, håbede jeg, at smerterne ville fortage sig efter svømningen. Det skete ikke, og i takt med at jeg sad flere og flere timer i bøjlerne på triathlon cyklen med nakken bøjet, jo værre blev det. 

Berit, min kone, påpegede flere gange at jeg burde stoppe ved massørteltet i målområdet og få dem til at hjælpe. Jeg mente selv det var en dum ide. Dels vidste jeg ikke om de ved at trykke og presse mig i nakken ville kunne forværre noget, og dels ville jeg misse “vigtig” tid i forhold til min plan A. Hun fik mig dog overtalt og jeg hoppede til sidst af cyklen og gik slukøret ind i massørteltet. 

 

"I massørteltet blev jeg mødt af en ung mand med hænder på størrelse med grydelåg."

 

Han spurgte på gebrokkent engelsk hvad der var galt og bad mig efterfølgende om at smide trøjen og ligge mig på briksen. I teltet var der faretruende varmt og jeg var allerede inden ankomsten til teltet godt sovset ind i sved. Varmen, muligvis for lidt væske og kontakten med det varme tæppe på briksen medvirkede til at jeg for første gang i løbet af dagen godt kunne fornemme trætheden og at jeg efterhånden havde været i gang i mange timer. Det blev dog hurtigt afbrudt af et par hænder der langsomt forsøgte at blødgøre min nakke. Behageligt var den første tanke – og jeg sendte allerede der min kone en venlig tanke, da det jo var hende der havde sendt mig derind.

Pludselig ændrede det hele karakter, da det var som om den unge mand med de store hænder endelig havde lokaliseret problemet. Han tog ved i nakke, skuldre og ryg, som havde han aldrig bestilt andet. Alt imens jeg var ved at eksplodere. Han blev ved som føltes det en uendelighed, og med et ønskede jeg mig ud på cyklen igen. Hvor længe han blev ved aner jeg ikke, men jeg bilder mig ind, at jeg kunne mærke forskel allerede efter jeg havde rejst mig. Faktum er at spændinger og smerter forsvandt helt efter kort tid. Plan A var måske alligevel en mulighed – dvs. en fornuftig samlet cykeltid. 

Under ultrakonkurrencer får jeg ofte maveproblemer. Jeg har efterhånden lært min krop at kende og ved, hvad jeg kan tåle, og hvad jeg skal undgå. Til trods for dette så er det stadig min erfaring at en sund mave hurtig kan gå i stykker, når den udfordres af den foroverbøjede position på en triathloncykel, høj varme, kontinuerligt sukker og saltindtag osv. Som de sene aftentimer indfandt sig så begyndte min mave også at brokke sig. Kvalme og appetitløshed blev mere og mere udfordrende, og det satte desværre en dæmper på farten og motivationen.

Jeg ved af erfaring, at kriser går og kommer, og jeg vidste også at denne krise også nok skulle gå over. Når man befinder sig i en krise, så forøger man med alle midler at løse den hvis muligt. En mulighed var at skifte cykel fra triathloncykel til racercykel. Fordelen var at jeg kunne få en mere oprejst position og derved rette min mave/tarme lidt mere ud. Ulempen var at hastigheden ville falde da aeropositionen ikke ville kunne holdes. Jeg skiftede cykel og fik samtidig en mavepille/mælkesyrebakterie. Timerne gik og ud på natten begyndte det at hjælpe. Men desværre med det til følge at jeg var bagud i forhold til min Plan A tidsplan. Dels pga. nakkeproblemerne, mavebøvl, alt alt for mange stop og et kort hvil på 45 minutter. 

 

FØRSTE NAT OVERSTÅET

Et af de største energiboost, jeg synes at opleve under en sådan konkurrence, er, når solen står op efter en lang nat. Det er som om ekstra kræfter mobiliseres og energi frigøres. En stor kop kaffe tidlig lørdag morgen gjorde også sit til at energiniveauet blev højnet. Min mave var efterhånden også i bedring og jeg valgte derfor at skifte tilbage til triathloncyklen igen. Jeg var som født på ny og havde fået en masse kræfter tilbage i benene igen. Jagten på de sidste km blev indledt og timerne gik. 

Sidst på formiddagen fik jeg som så mange gange før et insekt i hovedet og op i hjelmen. Jeg skubbede instinktivt til hjelmen og mærkede med det samme en stikkende smerte i panden. Jeg var blevet stukket af et eller andet.

 

”Fandens også, tænkte jeg, da jeg huggede bremserne i og flåede hjelmen af."

 

Jeg må ha set underlig ud for de par søvnige tyskere, der stod og dirigerede trafikken. Jeg skyndte mig på cyklen og trådte alle de watt ned i pedalerne som jeg kunne mobilisere for at komme hjem til mit supporthold. Jeg havde ikke lige behov for at bøvle med insektstik nu. Hjemme i “lejren” fik jeg hevet hjelmen af og brugt relativt meget krudt på at brokke mig. Berit kunne med det samme se brodden fra insektet sidde midt i panden på mig og fik det hurtigt hevet ud, hvorefter hun bad mig hoppe på cyklen igen. Der var ikke tid til hvil og ynk.

De sidste km forløb uden problemer og efter knap 25 timer kunne jeg stille cyklen og gøre klar til de 126,6 km løb. Min plan A var for længst konverteret til plan B. Dvs. muligheden for at vinde fornuftig tid på cyklen var opgivet. 

 

tredobbelt ironman løb

 

SIDSTE SKIFT - NU SKAL DER "BARE" LØBES 126 KM

Jeg valgte som det første, efter skiftet fra cykel til løb, at få 10-15 min massage i benene. Dels for at få løsnet lidt op i musklerne efter de 540 km cykel, og dels for forberede benene til de 126,6 km løb. Efter massagen følte jeg mig både fysisk og mentalt klar på løbet. 

Løberuten var en kort rundstrækning på 1,3 km som skulle gennemløbes 96 gange - i alt 126,6 km. Ruten indeholdt et par stigninger som til sidst føltes uoverskuelige.

Det første der slog mig, da jeg kom ud på løberuten, var varmen. Der var ubeskriveligt varmt alle steder og muligheden for skygge var ikke tilstede. Arrangørerne havde placeret store kar med is og vand rundt på løberuten således atleterne havde mulighed for nedkøling.

 

"Jeg løb med en stor køkkensvamp spændt fast i min hat."

 

Den gennemblødte jeg hver gang jeg fik muligheden. Derudover løb jeg med isklumper i hænderne for at nedkøle både håndled og hænder. Det hjalp – men varmen var stadig ulidelig. 

Til trods for varmen fik jeg stadig bevæget mig rundt på ruten. Tempoet var lavt men jeg kom frem. Sidst på eftermiddagen trak det op til uvejr, og ud af næsten ingenting kom regnen, tordenvejr og blæsevejr. I et forsøg på at undgå våde fødder og vådt tøj tog jeg et regnslag på og poser på fødderne. Da temperaturen var faldet og jeg egentlig var inde i en god rytme tog den ene km den anden. Jeg var egentlig ved godt mod og var fortrøstningsfuld mht. til at gennemføre de resterende km.

 

ET FATALT PITSTOP

Regnen kom og gik, og sidst på aftenen løb jeg kort ind i vores depot iklædt regnslag. Planen var, at jeg skulle ha en kop med nudler, salt og lidt at drikke. Det skulle kun være et kort pitstop netop for at fylde depoterne op, men også for at bruge et minimum af tid således det gode flow kunne holdes. Jeg satte mig i en stol og fik sat mine ben op i en anden stol. Det var den største fejl jeg begik under konkurrencen.

 

"Mine lår og ben låste sig i løbet af de få minutter så meget, at jeg efterfølgende dårligt kunne støtte på dem."

 

Det kolde våde regnslag, svedige ben der hurtigt bliver kolde og et par efterhånden godt trætte ben gjorde udslaget. For første gang under konkurrencen var jeg virkeligt presset! Jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om at jeg nok skulle gennemføre og var heller aldrig tæt på at give op. Men jeg var for første gang heller ikke i tvivl om, at der nu var meget langt til målstregen. 

Jeg forsøgte febrilsk at gnubbe varme i benene og humpe videre. Det gjorde sindssygt ondt, da de var komplet låste. Jeg aner ikke hvor mange omgange der er gået med låste ømme ben, men det blev aldrig rigtig godt – kun tåleligt. Min krop og mentale tilstand har sikkert brugt flere ressourcer end hvad godt var på dette tidspunkt. Ved sådanne kriser kan man ofte glemme basale behov som energi, salt og væske. Om det var endnu en dominobrik af elendigheder ved jeg ikke, men endnu en krise kom nu snigende.  

Jeg har én gang før oplevet en sådan krise, som jeg nu stod i. Jeg har svært ved at forklare hvad der sker, men det kan vel forklares som en lidt forvirret tilstand, hvor jeg har svært ved at huske bestemte ting. Jeg kan om natten føre samtale med mit supporthold og egentlig føle mig helt klar i hovedet. Hvis jeg forsøger at huske konkrete ting, så er der store huller i min hukommelse. En svær tilstand at forklare, og om det skyldes træthed og udmattelse, søvnunderskud, skæv saltbalance mm. ved jeg ikke. 

På det her tidspunkt var plan A og plan B en by i Rusland – og alt handlede ene og alene om at nå målstegen. “Ren overlevelse” og tanker på målstreg-planen blev nu iværksat.

Med mine ømme halvlåste lår og et underligt halvdiffust sind sejlede jeg videre i natten rundt og rundt på de tyske villaveje og fortove. Hver meter var ulidelig og jeg tænkte febrilsk hvilket kort jeg kunne trække op af hatten for at løse enten den ene eller den anden krise. På det her tidspunkt var jeg ikke alene rundt på ruten. Hverken min søster Mette eller Berit havde det godt med situationen. Som nævnt tidligere kan en solopgang ofte løse mange kriser, og jeg håbede midt om natten at den ny solopgang ville kunne hjælpe mig videre…

 

ENDNU EN SOLOPGANG

Solopgangen kom men lige lidt hjalp det. Kriserne blev hængende. Et marathon tilbage i snegletempo var fuldstændigt uoverskueligt. Jeg brugte flere omgange på at overbevise mig selv om at en sovepause på 1 ½ time (en søvncyklus) ville kunne løse problemerne. Fordelen var at kroppen fik hvile og jeg muligvis kunne mobilisere ekstra kræfter til den afsluttende slutspurt. Ulempen var at jeg blot ville udsætte smerten til et senere tidspunkt. Det endte med at jeg rekapitulerede tidlig om morgenen og fik 1 ½ times søvn. Det havde min krop og hoved brug for. Efterfølgende luskede jeg med klap, motiverende tilråb og støtte fra mit fantastiske supportteam og de andre hjælpere rundt på de sidste omgange. Ikke i nogen rekordfart men jeg kom rundt.

 

tredobbelt ironman mål

 

SIDSTE OMGANG

På sidste omgang får hver atlet sit nationalflag og vender derefter rundt og løber modsat vej. Dette for at sige tak til alle tilskuere, supporter og andre atleter. Det er en fantastisk tur rundt og ofte kan man næsten glemme alle smerterne i kroppen. Min sidste runde var som alle tidligere gange noget særligt. 678 km var mere eller mindre gennemført og jeg kunne tænke tilbage på alle op- og nedturene og hvilken rejse jeg sammen med mit fantastiske supportteam Mette, Berit, Cecilie, Camilla og Casper havde været på. Efter 54 timer og 34 minutter kunne jeg løbe/gå over målstregen med dannebrog hævet.

 

"Gør jeg det igen? Ja, helt sikkert!"

 

Af Mads Holm Andersen

 

Flere artikler?

Du finder mange flere spændende og inspirerende artikler i vores store inspirationsunivers. Tjek det ud i linket herunder.

 

Læs flere artikler her