Artikel

Løbetips til vintertræningen

Hvordan kan du holde løbe-motivationen henover efteråret og vinteren? Find gode råd her.

Vinteren kommer nærmere. For nogle betyder det at løbe-motivation for alvor kan blive udfordret. Kolde, lange og mørke dage er for mange ikke den optimale opskrift for en løbetur. Men hvilke redskaber kan man gribe fat i, når det kræver lidt ekstra af os selv i disse måneder?

Det har vores eliteløber, Jakob Gade, givet sine gode og brugbare tips til. Find alle hans tips og tricks i nedenstående artikel.      

Find en løbemakker

En aftale er en aftale. Og en aftale med en løbemakker er en stensikker aftale.

Trækker sofaen lidt for meget i dig morgen eller aften, så kan det være et rigtig godt redskab at lave løbeaftaler.

En løbeaftale gør det sværere for dig, at vinde din indre diskussion om, at én times Netflix er bedre end de 5 kilometer, du har aftalt med en løbemakker. For vupti, inden du ved at det, så er du allerede i gang med en frisk løbetur med din makker. Og som vi alle ved, så fortryder du aldrig en løbetur, når den først er løbet.

Så hiv fat i en løbemakker, eller måske du har et familie medlem, som vil følges med dig på cykel? Det kunne også være børnene, på den måde får i også lidt tid sammen brugt på noget aktivt.

 

Gør tøjet klar aftenen forinden

Jo vist, det kan være hårdt at stå direkte ud af sengen og løbe sin tur inden arbejde. Så hvorfor ikke gøre det en anelse nemmere for dig selv? Gør det til en vane at gøre løbettøjet klar aftenen forinden. Jeg springer praktisk talt direkte fra køjen og ned i mit løbetøj, og så er jeg jo nærmest halvvejs afsted.

Det er en lille detalje, men den har alligevel kæmpe betydning.

Vær taknemmelig

Taknemmelighed: noget de fleste af os helt sikkert kan blive bedre til, og som vi sikkert bare glemmer i hverdagen. Husk at minde dig selv om, hvor heldig du rent faktisk er: Du har mulighed for at løbe en tur! At du har tid og overskud til at gøre noget godt for dig selv. Det kan være en helt utrolig stærk motivationsfaktor.

Uden at snakke for meget om mig selv, så har jeg, under mine løbeture rundt omkring i verden, oplevet, at mennesker har kigget helt forundret på mig, når jeg kom løbende forbi. Hvilken tåbe ville dog bruge energi på at løbe?

Vi er utroligt privilegerede over at kunne motionere som et aktivt tilvalg i dagligdagen.

Og så har vi også den skadede løber, som for alt i verden ville kunne løbe og bruge sin krop til det frirum, som det giver at bevæge sig. Jeg har brugt mange timer med ømme hæle eller akillessener og bare ønsket, at jeg kunne gøre lige, hvad der passede mig.

Så husk det: Brug den frihed.

 

Skab vaner

Det kan meget vel være at efteråret/vinteren er det sværeste tidspunkt at komme ud på. Men prøv at vende det til din fordel – hvis du skaber de gode vaner nu, så har du skabt fundamentet for en god sæson næste år. Fyldt med positive og aktive oplevelse. Jeg garanterer, at der findes en kæmpe tilfredsstillelse i at være kommet godt igennem et efterår/vinter, hvor du ikke skal starte helt fra bunden, når det gode vejr begynder at pible frem engang tidligt næste år.

En ekstra lille note til denne del er, at det er helt fantastisk at følge naturen for tæt hold, alt imens ugerne triller derudaf.

Det var alt for denne gang. Jeg håber i alle har mod og lyst til at komme ud og nyde det gode vejr. Jeg skal hvertfald en tur i skoven i weekenden. 

 

Mere inspiration?

Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:

Inspiration og artikler - klik her

Populære artikler