Artikel

Test: Under Armour Hovr Infinite - Smart løbesko der måler hvor langt du løber

Test: Under Armour Hovr Infinite - Smart løbesko der måler hvor langt du løber

Se Jesper Petersen's profil
 Af Jesper Petersen

 

Track dine løbeture UDEN GPS-ur eller smartphone. Det kan du med Under Armours nye løbesko. Og det er overraskende nøjagtigt! Læs anmeldelsen af Under Armour HOVR Infinite her.

 

Sidste år testede jeg løbeskoen Under Armour HOVR Sonic. En løbesko som jeg var enormt begejstret for! Faktisk gav jeg den prædikatet ”Årets bedste nye løbesko”. Du kan læse min anmeldelse her.

Nu er det så blevet tid til at teste Under Armour HOVR Infinite. En løbesko med lidt ekstra polstring, lidt mere støddæmpende materiale under foden og samlet set lidt mere komfort i forhold til Under Armour HOVR Sonic.

Min kollega, Rolf, har tidligere på året også testet Under Armour HOVR Infinite. Du finder hans anmeldelse i bunden af denne artikel (og jeg kan godt afsløre, at han har løbet markant flere kilometer i skoen, end jeg har). Derfor vil jeg i min anmeldelse ikke have så meget fokus på selve løbeskoen, men mere på den smarte teknologi, som er indbygget i ALLE Under Armours nye løbesko.

Under Armours løbesko fra 2019 (og frem) har nemlig fået indbygget en chip, der måler en masse data omkring dit løb, og som via Bluetooth kan kommunikere trådløst med din smartphone. Chippen skal aldrig lades op, så løbeskoene er altid klar til at tracke din løbetur. 

 

 

Kort Vurdering af Under Armour HOVR Infinite løbesko

Inden vi går i gang med at se nærmere på smart-teknologien i Under Armours løbesko, vil jeg først komme med en kort vurdering af selve skoen, Under Armour HOVR Infinite

Under Armour HOVR Infinite er en neutral mængdetræningssko, som du kan bruge på alle dine daglige løbeture. Den er udstyret med Under Armours HOVR-foam i mellemsålen, som jeg er kæmpe fan af. Skoen giver en super behagelig støddæmpning, som hverken er for blød eller for hård – det føles bare helt rigtigt.

I mine øjne har Under Armour virkelig ramt et ”sweet spot”, hvad angår mængden af støddæmpning i HOVR Infinite. Skoen giver en utrolig smooth og lækker løbeoplevelse. Der er komfort og beskyttelse til selv de allerlængste løbeture, men samtidig er den ikke så blød, at den føles ”død” eller ”sofa-agtig” under foden.

Jeg kommer i fremtiden til at bruge Under Armour HOVR Infinite til mine længere løbeture og til restitutionsturene. Til mine hurtigere løbeture foretrækker jeg de lettere (og hurtigere) Under Armour HOVR Sonic 2 eller Under Armour HOVR Velociti 2 (som jeg også er meget vild). Faktisk er jeg blevet så glad for Under Armours løbesko, at både Under Armour HOVR Infinite og Under Armour HOVR Velociti 2 er kommet med på listen over Årets Bedste Løbesko 2019.

  

under armour hovr infinite bluetooth

  

 

Under Armour smart-teknologi – sådan virker det

Under Armours løbesko har en lille chip indlejret i mellemsålen på den højre sko, som måler en masse data omkring dit løb, og som taler trådløst sammen med din smartphone gennem en App, der hedder MapMyRun.

 

under armour hovr infinite bluetooth

På indlægssålen er der et Bluetooth logo, som vidner om, at skoen er ”intelligent”.

  

MapMyRun - Smartphone App

MapMyRun er en trænings-app til smartphones, der fungerer på samme måde som Endomondo, som du måske kender eller har hørt om? Du kan starte en løbetur i app’en, og så tracker den ved hjælp af mobilens GPS, hvor du løber, og hvor langt du løber. App’en gemmer alle dine løbeture og fungerer på den måde som din træningsdagbog. 

 


under armour mapmyrun app

 


mapmyrun

Eksempel på træningsdagbog.


  

Hvis du ønsker det, kan du desuden dykke ned i en masse data fra hver enkelt løbetur og blive endnu klogere på dit løb (mere om det senere). MapMyRun fungerer glimrende, men der er som sådan ikke noget revolutionerende i selve app’en. Det er der til gengæld i SAMSPILLET mellem MapMyRun og Under Armours nye intelligente løbesko!

For det, der er rigtig interessant ved Under Armours løbesko, er, at du kan løbe UDEN din smartphone, altså uden MapMyRun app’en og stadig måle, hvor langt du løber + en masse andre ting! I chippen i skoen sidder der nemlig et accelerometer, som blandt andet kan bruges til at estimere distance og pace – altså hvor langt og hvor hurtigt du løber.

  

Track dine løbeture UDEN GPS-ur eller smartphone!

Yes, det kan du som nævnt med Under Armours nye løbesko. Og det er overraskende nøjagtigt!

Du tager bare Under Armours løbesko på fødderne, og så løber du afsted. Når du kommer hjem fra løbeturen starter du MapMyRun-app’en på din smartphone (mens skoene er i nærheden) og efter få sekunder er alle data fra skoene trådløst synkroniseret til din smartphone. Super smart og super nemt!

I de følgende afsnit vil jeg vise data fra 3 forskellige løbeture, så du kan se hvordan (og hvor godt), det fungerer. På min første løbetur medbragte jeg min smartphone og trackede turen gennem MapMyRun app’en. På de to næste ture løb jeg uden smartphone, og lod skoene måle turen alene.

For at have noget at sammenligne med trackede jeg også alle løbeturene ved hjælp af mit GPS-ur, Garmin Fenix 6 Sapphire.

  

under armour hovr infinite garmin fenix 6 sapphire

Klar til løb med Under Armour HOVR Infinite og Garmin Fenix 6 Sapphire.

 

 

Første løbetur MED smartphone og MapMyRun

Herunder ser du data fra første løbetur målt ved hjælp af MapMyRun (mobilens GPS) og Garmin Fenix 6 Sapphire GPS-løbeur.

 

Under Armour MapMyRun (mobilens GPS) målte turen til 13,61 km i pace 5:01.

Garmin Fenix 6 Sapphire målte turen til 13,40 km i pace 5:07.

 


under armour mapmyrun 13 km løb

Under Armour MapMyRun - Måling fra App (mobilens GPS).


garmin connect 13 km løb

Garmin Fenix 6 Sapphire - Måling fra GPS-ur.


  

Jeg kender ikke svaret på, hvad der er den korrekte distance. Men målingerne ligger tilstrækkeligt tæt på hinanden til, at det er acceptabelt - uanset hvilken enhed, der så er mest nøjagtig.

 

Løbeture UDEN smartphone

Der hvor det som nævnt bliver rigtig interessant er, når jeg løber UDEN smartphone og lader Under Armour HOVR Infinite måle turen udelukkende ved hjælp af chippen (accelerometeret) i skoen.

 

Her får du data fra 1. løbetur uden smartphone:

 

Under Armour HOVR Infinite estimerede løbeturen til 5,31 km i pace 5:25.

Garmin Fenix 6 Sapphire målte turen til 5,17 km i pace 5:32.

 

 


under armour mapmyrun 5 km løb

Under Armour HOVR Infinite - Måling fra løbeskoens indbyggede chip.


garmin connect 5 km løb

Garmin Fenix 6 Sapphire - Måling fra GPS-ur.


  

I min verden er Under Armour HOVR Infinites resultat overraskende nøjagtigt og meget tilfredsstillende, når man tænker på, at det er målt UDEN GPS, og alene estimeret ud fra accelerationsdata målt af chippen i skoen.

 

Data fra 2. løbetur uden smartphone:

På anden løbetur prøvede jeg at stoppe helt op efter ca. 5 km (og stå stille i nogle minutter) for derefter at løbe videre. Jeg ville se, hvordan chippen i skoen håndterede denne ”pause” i løbeturen.

Måske ikke så overraskende kunne jeg efterfølgende konstatere, at pausen betød, at min løbetur af Under Armour HOVR Infinite var blevet registreret som 2 selvstændige løbeture. En løbetur på 5,00 km og en løbetur på 10,72 km. Altså en samlet i distance på 15,72 km, hvilket igen er IMPONERENDE tæt på målingen fra mit Garmin Fenix 6, som lød på 15,56 km!

 

 


under armour mapmyrun 5 km løb

Under Armour HOVR Infinite - Måling fra løbeskoens indbyggede chip - Første del af løbetur.


under armour hovr infinite 10 km

Under Armour HOVR Infinite - Måling fra løbeskoens indbyggede chip - Anden del af løbetur.



garmin connect 15 km

Garmin Fenix 6 Sapphire - Måling fra GPS-ur.


 


 

 

Imponerende nøjagtighed i målingerne

Alt i alt må jeg sige, at jeg er vanvittigt imponeret over nøjagtigheden af chip-målingerne i Under Armour HOVR Infinite. Så jeg vil i fremtiden ikke tøve et sekund med at løbe ture uden GPS-ur eller smartphone. Resultaterne fra Under Armour HOVR Infinite er nøjagtige nok til, at jeg med ro i maven vil stole på skoens målinger.

 

 

Data efter løbeturen

Efter løbeturen har du desuden mulighed for at blive klogere på din løbestil og få tips til, hvordan du kan løbe mere effektivt. Under Armour HOVR Infinite registrerer nemlig blandt andet følgende parametre:


under armour cadence

Kadence – Antal skridt pr. minut.


under armour hovr infinite stride length

Skridtlængde.


 


under armour hovr infinite ground contact time

Ground Contact Time - Hvor lang tid din fod er i kontakt med jorden.


under armour hovr infinite foot strike angle

Foot strike angle - Hvordan du lander på foden (hæl/midtfod/forfod).


 

 

Udover at registrere hvordan du har løbet, vil MapMyRun app’en også komme med forslag til, hvordan du kan optimere hver enkelt parameter (og dermed din løbeteknik) på din næste løbetur.

Har du et af de mere avancerede løbeure fra Garmin kan du (ved tilkobling af et HRM-Run eller HRM-Tri pulsbælte) også måle disse parametre (med undtagelse af Footstrike Angle). Men efter min bedste overbevisning må disse data være mere nøjagtige, når de er målt direkte i skoen fremfor i et ur på håndleddet eller et pulsbælte om brystet. Går du meget op i ”løbedata” er dette altså endnu en ting, der taler for at vælge en løbesko fra Under Armour.

 

 

Forskel på at løbe med og uden smartphone

Jeg havde på forhånd forventet, at der ville være stor forskel i distance-nøjagtigheden afhængig af om jeg løb med eller uden smartphone. Mit lille forsøg har dog vist, at det ikke er tilfældet.

Den største forskel mellem at løbe MED eller UDEN smartphone (MapMyRun) er derfor, at du MED smartphone kan få tegnet et kort over din nøjagtige løberute, hvilket bl.a. inkluderer højdemeter. En anden forskel er, at MapMyRun app’en kan give dig real-time information omkring distance, tempo osv. mens du løber, hvis du samtidig har tilkoblet høretelefoner. 

Men derudover gør det faktisk ingen forskel for de indsamlede data, om du løber med eller uden smartphone (MapMyRun).

  

 

Fungerer også med andre Under Armour løbesko

Den trådløse teknologi, som beskrevet ovenfor, findes ikke kun i Under Armour HOVR Infinite. Faktisk er alle Under Armours løbesko fra 2019 udstyret med en chip i skoen. Så ønsker du en anden type løbesko end Under Armour HOVR Infinite, der er en neutral mængdetræningssko til daglig træning, kan du i stedet gå efter en af følgende:

 

under armour løbesko

Fra venstre: Under Armour HOVR Infinite // Under Armour HOVR Guardian // Under Armour HOVR Sonic 2 // Under Armour HOVR Velociti 2.

 

 

- Under Armour HOVR Guardian er ideel til dig, der har behov for en mængdetræningssko til daglig træning med mere støtte og stabilitet. (den stabile udgave af HOVR Infinite).

under armour hovr guardian test

 

 

- Under Armour HOVR Sonic 2 er til dig, der søger en hurtigere og mere alsidig løbesko til tempoture og daglig træning.

Under armour hovr sonic test

   

  

- Under Armour HOVR Velociti 2 er til dig, der søger en hurtig letvægts-løbesko til tempoture, intervalløb og konkurrencer.

under armour hovr velociti 2

  

Se alle løbesko fra Under Armour her:

Under armour løbesko

 

Har du flere forskellige Under Armour løbesko registrerer app’en automatisk hvilken sko, du har løbet hvilke ture i. Og den holder desuden øje med, hvor mange kilometer du har løbet i de forskellige sko. Det er altså meget fedt.

  

under armour hovr infinite total distance

  

   

ULEMPER – Fungerer ikke med Endomondo

Selve skoen har jeg som sådan ikke noget dårligt at sige om. Den sidder virkelig godt på foden, og den er en fornøjelse at løbe i.

Jeg vil dog gerne pointere, at Under Armour HOVR Infinite føles lidt lille i størrelsen. Så for første gang nogensinde (tror jeg) er jeg gået med en str. US 9.5 (str. 43). Jeg plejer ellers altid at kunne passe en str. US 9 (str. 42,5). Så jeg vil faktisk anbefale dig at vælge skoen et halvt nummer større, end du normalt ville.

Set med danske briller synes jeg desuden, at det er enormt ærgerligt, at Under Armours ellers fremragende teknologi i skoene ikke fungerer sammen med Endomondo (som Under Armour ellers ejer og driver)!! MapMyRun er ganske vist den suverænt foretrukne app i hjemlandet, USA. Men at Under Armour endnu ikke har fået deres ”smarte løbesko” til at tale sammen med Endomondo er mig virkelig en gåde! Om det bliver en mulighed i fremtiden, må tiden vise.

Skoene taler heller ikke direkte sammen med Strava, som er en anden populær trænings-app. Det er dog muligt at eksportere løbeturene og overføre dem manuelt til Strava. Men det er lidt kringlet og det ville generelt have været rart med en automatisk synkronisering til andre trænings-apps!

 

under armour hovr infinite anmeldelse

  

Konklusion

Jeg er helt vild med det faktum, at jeg kan få pålidelige målinger af min løbetur ved bare at tage Under Armour løbeskoene på fødderne og løbe afsted. Altså helt uden at medbringe mobil eller GPS-ur! Jeg tror, det er noget, som vil tiltale rigtig mange løbere.

At Under Armour HOVR Infinite samtidig er en super lækker løbesko, trækker bestemt ikke ned i det samlede regnskab. Jeg kan varmt anbefale Under Armour HOVR Infinite til den neutrale løber, som søger en komfortabel løbesko til daglig træning. Det er en fremragende løbesko – også selvom du overhovedet ikke har brug for skoens intelligente smart-funktioner.

  

Køb UA hovr infinite her

 

 

 


 

 

 

ANMELDELSE: Under Armour HOVR Infinite

 

Rolf Andersen
 Af Rolf Andersen

 

 Efter at jeg havde slidt mine Brooks løbesko op, var det tid til at finde noget nyt. Vores skotester, Jesper, havde sendt rosende ord i retning af Under Armours løbesko, men jeg havde absolut ingen erfaringer med dem.

Tøjet kendte jeg udmærket, hvilket min garderobe vidner om, men skoene var ukendt terræn.
Valget faldt på Under Armour HOVR Infinite, der er kategoriseret som en daglig træningssko til den neutrale løber.

 

Første indtryk

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Første indtryk, inden jeg overhovedet havde fået skoen på foden, tog mig lidt tilbage til noget 90’er design på den gode måde – måske var det i virkeligheden bare farverne. På samme tid var det dog klart, at der ikke var ret meget 90’er over skoens materialer og teknologi.

Da jeg fik sat fødderne i skoene, var den umiddelbare fornemmelse, at de var virkelig komfortable. Min fod er ikke ekstremt bred, men alligevel bredere end gennemsnittet, så det er langt fra alle sko jeg kan være i. Skoen sad godt til forfoden og den elastiske mesh-overdel greb godt om foden, uden at det på nogen måde blev klaustrofobisk. Sålen føltes meget blød og komfortabel, men ville den være for blød og ”suge energien”?

 

En tur på landevejen

Det var tid til at få det testet. På med løbetøjet og få GPS-forbindelse på uret.

Første tur skulle bare lige være en kort tur for at mærke, hvordan det hele føltes. Jeg har det normalt sådan, at jeg hurtigt kan mærke, om skoen fungerer for mig eller ej. Jeg skal ikke ”løbe skoen til”.

Skoen blev snøret, og der blev sat i gang til 8 km. på asfalt.

Det positive førstehåndsindtryk blev ikke ændret på turen og min frygt for at den komfortable mellemsål ville absorbere for meget energi blev gjort til skamme. Under Armour HOVR Infinite føltes let, komfortabel og responsiv. Det er måske vigtigt at sige, at skoen på ingen måde er en let konkurrencesko, så "let" og "responsiv" skal ses i det perspektiv, at skoen er en komfortabel sko til den daglige træning.

Det er sko som Asics GEL-Nimbus, Mizuno Wave Sky, Saucony Triumph ISO, Nike Vomero o.lign., som Under Armour HOVR Infinite falder i kategori med.

 

Det vil naturligvis være lidt tyndt at skrive artiklen på baggrund af 8 km. asfalttur i roligt tempo, så jeg vil lige spole tiden ca. 3 måneder frem.

 

Under Armour Hovr Infiinite

 

400 testkilometer

Jeg har nu løbet ca. 400 km. i skoen på distancer fra 5 km. til maraton, og min holdning er præcis den samme. HOVR Infinite er et fantastisk bud på en mængdetræningssko til den neutrale løber, hvis du ønsker god plads i forfoden, forholdsvis lav vægt samt en responsiv mellemsål med god komfort.

Hvis jeg skal blive lidt mere teknisk, så er der en grund til, at man i HOVR Infinite får en lækker absorberende mellemsål, som samtidig har en god respons ved impact.

Navnet HOVR kommer af den teknologi Under Armour benytter i deres mellemsål. Den består af et skummateriale, som er pakket ind i et tekstil-net (Energy Web) hvilket er med til at give komfort i kombination med et kraftfuldt afsæt.

Ydersålen er lavet i en gummiblanding med carbon hvilket gør den meget slidstærk. Selv efter ca. 400 km. er slitagen på testskoen meget begrænset.

Hvis du er glad for en sko, som på blød og behagelig vis griber om din hæl og midtfod, så er Hovr Infinite med stor sandsynlighed også noget for dig. Den stabile hælkappe og Under Armours 3D Sockliner giver en følelse af, at der er godt hold på foden.

 

MapMyRun APP og chip i løbeskoen

Som en ekstra feature har Under Armour indbygget en lille chip i skoen, som kan connecte med app til din Smartphone, der hedder MapMyRun. For de fleste danskere ringer MapMyRun nok ingen klokker, men det er den amerikanske pendant til Endomondo.

Under Armour købte i 2013 MapMyRun og 2 år senere fik de også fingrene i Endomondo, så man kan nemt forestille sig, at de 2 services på et tidspunkt bliver slået sammen, men den tanke står helt for egen regning.

Betydningen af at have MapMyRun chippen i skoen er bl.a., at app’en automatisk registrerer, hvilken sko du løber i. Og løber du en tur uden din telefon på dig, gemmer skoen informationer om kadence og skridtlængde, så du efterfølgende kan analysere dit træningspas.

Har du din telefon med på løbeturen får du mere eller mindre det samme som med Endomondo. Dvs. information om rute, distance, hastighed, tempo mv., men derudover får du også information om kadence og skridtlængde.

Jeg er ikke vant til at løbe med min telefon, men jeg har selvfølgelig gjort det nogle gange for at teste det, og jeg synes faktisk, det fungerer rigtigt fint og nøjagtigheden har været fornuftig sammenlignet med mit Garmin ur. Jeg er klar over, at nøjagtigheden på rute og hastighed mest af alt afhænger af telefonens GPS-nøjagtighed, men kadencen måles via chippen i skoen og virker til at være 100% nøjagtig.

 

MapMyRun

 

Alt i alt er mit indtryk, at MapMyRun fungerer glimrende, hvis man kan abstrahere fra, at den søde dame, som giver dig løbende opdateringer i høretelefonerne, snakker nisseengelsk. ”Sidste kilometer på fire minutes og 52 seconds”.

Det er dog på ingen måde den rare dames manglende evne til at udtale tidsenheder korrekt, som skal have nævneværdig indflydelse på min vurdering af HOVR Infinite. MapMyRun-delen kan man tage til sig eller lade være – den fungerer efter min overbevisning, som man kan forvente, og løber man uden GPS-ur giver det perfekt mening.

Det vigtige for mig er, hvordan skoen fungerer.

Som du nok har fornemmet undervejs, så er jeg blevet fan. Ønsker du en komfortabel træningssko, som kan æde en masse landevejskilometer uden at virke tung, klodset eller langsom, så bør du overveje Under Armour HOVR Infinite.

Den fungerer i hvert fald rigtigt godt til en rimelig ihærdig motionist på 81 kg.

 

Køb Under Armour hovr infinite her

 

Har du brug for mere stabilitet og støtte?

Har du brug for en løbesko med mere støtte og stabilitet men med samme gode løbeoplevelse, så tag evt. et kig på Under Armour HOVR Guardian, der er "pronations-udgaven" af Under Armour HOVR Infinite.

  

Mere inspiration?

Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:

Inspiration og artikler - klik her

Produkter relateret til dette indlæg

  • Progression i løbetræningen: Sådan forbedrer du dig konstant

    Her er den ultimative guide til, hvordan du konstant udfordrer status quo i løbetræningen og bliver en bedre løber.

  • Garmin Fenix 6 Solar og Instinct Solar – Læs alt om Solar-serien her

    Forlæng batterilevetiden med indbyggede solceller. Læs alt om de nye ure i Garmin Solar serien.

  • TEST: NIKE PEGASUS 37 - Forandret, Forbedret og Formidabel løbesko

    Jeg har testet den nye og forbedrede Pegasus løbesko fra Nike. Læs anmeldelsen her.

  • JOB: Tysk freelance oversætter søges

    Vi mangler et par dygtige freelance oversættere til Løbeshop.dk's oversætter-team.
    Er du knivskarp til både tysk og dansk? Så er det måske dig, vi mangler på vores team!