Artikel

Test: Saucony Endorphin Trainer – Supertrainer eller mest attitude?

Saucony forsøger igen i år med typen "supertrainer": Skoene som skal holde længe og samtidig føles som supersko. I år kalder de skoene Endorphin Trainer.

Sauconys seneste temposko har et vildt ry: Enten er skoene, som Endorphin Elite og Speed 2 og 3 , blandt de hurtigste og mest populære sko på markedet, eller også placerer skoene, som Shift og Kinvara Pro, sig i en mærkelig kategori – en kategori, der ikke kan beslutte sig for, om de er mængdetræningssko eller intervalsko.

I år forsøger Saucony at udviske uklarhederne. Endorphin Trainer benytter superskum og en carbonplade og er det amerikanske mærkes svar på en supertrainer: en sko, der holder til mange kilometer, sammensmeltet med teknologier brugt i superskoene.

Men er det lykkedes at lave en supertrainer, som i de bedste tilfælde er essentiel for de fleste løbere, eller falder Saucony Endorphin Trainer i kategori med sine forgængere – sko, der endnu ikke har fået en 2’er, men i stedet skifter navn? Læs med og få dommen.

HERRE
HERRE
HERRE
HERRE

    Komfortabel, ja, men…

    Skoen er til den tunge side med sine 280 gram (US 9). Dette ville normalt ikke være bemærkelsesværdigt, men når Saucony smider superskum og en carbonplade i skoen, virker det underligt, at den vejer mere end nogle mængdetræningssko.

    Vægten har dog sine fordele, og komforten er en af dem – noget, Saucony for det meste rammer i deres sko. Mesh-overdelen låser foden komfortabelt, og den bløde hælkappe har ikke noget "slip". Generelt misser Saucony sjældent, når det kommer til overdele: Formfit-opskriften har sat nye standarder for, hvor blød en overdel kan føles. Men når man tænker på, at Saucony tidligere er lykkedes med komfortable overdele på lette sko, føles Endorphin Trainer en smule klodset.

    Overdelen minder om den, Saucony bruger på mængdetræningssko, og de mange komfortelementer bekymrer mig en smule, når jeg tænker på, hvordan skoen føles en varm sommeraften, hvor der skal løbes intervaller. I vintervejret var det intet problem, men har du tendens til varme fødder ved høj intensitet, skal du måske kigge efter de lettere Endorphin Speed 4.

    Klap og carbon i mellemsålen

    Mellemsålen på Endorphin Trainer har et drop på 8 mm og er todelt. Den nederste del består af Sauconys klassiske EVA-skumtype, PWRRUN. Oven på det faste EVA-skum finder du et relativt stort lag af Sauconys nyeste og hurtigste skumtype, IncrediRun. Denne er den samme superskumtype, som Saucony også bruger i Endorphin Elite 2.

    Kombinationen er spændende: PWRRUN-skummet er med for at give stabilitet, og så giver det skoene en kendetegnende lyd. Med hvert skridt opstår en lyd, der bedst kan beskrives som et klap mod asfalten. Det generer mig ikke – det giver nærmere en hurtig fornemmelse af respons, som ikke blot føles, men også høres. En effekt, der kun findes i ét andet par, jeg kender til.

    Den ekstra stabilitet mærkes i form af den store såls landingsplatform, hvor foden stabiliseres effektivt, uanset tempoet. Skoene havde dog ikke haft meget wow-faktor, hvis ikke det var for laget af IncrediRun-skum ovenpå. Skummet giver en behagelig og hoppende fornemmelse, når du træder i skoen første gang. Ja, faktisk skulle jeg holde igen første gang, jeg løb i skoene, da de lagde op til et højere tempo, end jeg havde planlagt.

    Det skyldes muligvis også den ¾-længde carbonplade, der ligger mellem de to skumtyper. Denne øger responsiviteten ved at gøre skoen stiv. Jeg har brugt skoen til jog, hvor den føltes for hurtig, til halvmaraton-intensitet og til strides i høj fart. For mig fungerer skoen bedst til intensitet omkring halvmaraton.

    Skoene har fået kritik for ikke at være hurtige nok. Efter min mening er farten ikke et problem – du kommer til at arbejde for det, men de skal nok give dig den respons, du leder efter i en supertrainer. Det større spørgsmål er snarere, om skoene er komfortable nok til fx halvmaraton-træning, hvor blødhed efterhånden er en nødvendighed. For skoene er hårdere end fx Endorphin Speed 4, og her får du uden tvivl også en hurtig sko, som tilmed er blød.

    Ydersål a la mellemsål

    Den store ydersål af det slidstærke EVA-skum har gjort det muligt for Saucony at spare på gummibelægningen. I stedet løber du direkte på PWRRUN-materialet, bortset fra de mest udsatte områder, hvor paneler af slidstærkt gummi beskytter mellemsålen.

    Set i forhold til skoens vægt havde jeg forventet mere ydersål. Det føles vildt at have en så dyr sko på, hvor der reelt ikke er noget, der beskytter det vigtigste for en god følelse – mellemsålen – mod underlaget. Når det er sagt, er min erfaring med Sauconys holdbarhed god, og jeg mindes Guide 17, hvor man stort set også kun løb på en EVA-sål. Og det var et par mængdetræningssko, som var svære at slide op.

    HERRE
    HERRE
    HERRE
    HERRE

      Meget attitude – men også fart

      Fandt Saucony et hjem til deres supertrainer? Jeg ser stadig potentiale for mere, men Endorphin Trainer er det tætteste, de har været endnu. Skoene føles fremragende på foden, og du kan roligt tage dem på til lange tempoture. Intervaltræning fungerer de egentlig også til, men du vil opleve, at du skal arbejde en smule mere, end du måske er vant til. Dette skyldes, at skoene vejer en del mere end andre supertrainere på markedet. Til gengæld sidder du godt fast i en komfortabel sko, der også tilbyder stabilitet.

      Jeg anbefaler skoene til løbere, der leder efter mere stabilitet i deres intervalsko, eller til løbere, der ønsker en sko, der kan mange ting på én gang.

       

      Fandt du ikke en favorit?

      Se hele udvalget af løbesko her:

       

       

      Populære artikler