Artikel

TEST: SALOMON S/LAB PULSAR SOFT GROUND

Salomons nye trailkonkurrencesko Salomon S/Lab Pulsar Soft Ground er en utrolig let trailsko med fremragende stødabsorbering og greb til de fleste terræner.

Jeg har de sidste par uger testet den nye trailkonkurrencesko fra Salomon: S/Lab Pulsar Soft Ground. Det er en helt ekstremt let trailsko med overraskende god stødabsorbering og et godt greb på de fleste underlag. Skoen er lavet til ambitiøse løbere, der søger en hurtig sko til trailløb på kortere distancer.

Specifikationer for S/Lab Pulsar Soft Ground

Vægt: 197 g. for en str. 43 1/3 (egen vægt)

Hæl: 27,5 mm

Forfod: 21,5 mm

Mellemsål: Energy Surge

Drop: 6 mm

Knopper: 4,5 mm

Salomon S/Lab Pulsar Soft Ground

Målgruppe

Skoen er en videreudvikling af den populære S/Lab Pulsar, som blev lavet i samarbejde med bjergløberen Kilian Jornet. Målet var at lave en let sko, der føltes som en landevejskonkurrencesko, men som også ville præstere godt i terrænet. Se denne video om produktionen: LINK (https://www.youtube.com/watch?v=ieUU-Zm0yRU&ab_channel=SalomonTV)

Med Soft Ground-tilføjelsen har man videreudviklet og skabt en sko, der kan håndtere langt mere bøvlet terræn. Skoen har fået et mere groft knopsystem i ydersålen, der giver et bedre greb ved mudrede forhold, og skoen egner sig således bedre til almindelige danske forhold end forgængeren.

Det er en helt absurd let sko, og selvom Salomon er lykkes med at få en god mængde stødabsorbering bygget ind på meget lidt vægt, er det utvivlsomt en sko, der vil egne sig bedre til lettere løbere og kortere distancer. Personligt ville jeg bruge skoen på distancer op imod 50 km, men for de flestes vedkommende vil 20-30 km nok være grænsen.

Anders Aagaard Hansen

Skoen er designet til løbere, der lander mere på midtfoden og forfoden, og skulle efter sigende præstere mindre godt, hvis man har en meget udtalt hællanding. Dette kan jeg dog ikke udtale mig om.

En sko der indbyder til tempo

Med en ekstremt lav vægt, en blød og responsiv Energy Surge-mellemsål og en ”rocker”-opbygning af skoen, der giver en hurtigere afvikling, føles S/Lab Pulsar Soft Ground bare virkelig hurtig. Den er enormt sjov at løbe i, og det er næsten umuligt ikke at skrue tempoet lidt op, når man får den på.

 

 

Pasformen er helt klart til den snævre side. Hele vejen igennem er der tænkt på performance, og skoens pasform er da også målrettet til konkurrencedagen. Det er ikke en sko til folk med meget brede fødder. Der er god nok plads i forfoden, men hen over vristen og midtfoden, er skoen meget snæver. Dette giver et helt fantastisk ”lockdown” af foden, når der løbes i bøvlet terræn, men hvis man har en meget bred fod og en høj vrist, vil skoen sandsynligvis blive for lille. Jeg har selv en ret bred forfod, men er knap så stor over midtfoden, og jeg kan lige akkurat bruge skoen.

Salomon er i min optik mestre i at lave sko, der præsterer godt i terrænet. S/Lab Pulsar Soft Ground er ingen undtagelse. Skoen føles meget stabil, og i det terræn jeg har udsat skoen for, har jeg ikke på noget tidspunkt været ved at vrikke om. Skoen giver rigtig god fornemmelse med underlaget, men takket være den kerne af hårdere skum, som Salomon har bygget ind i forfoden, er man stadig godt beskyttet mod sten, rødder og lignende. På træningsture op til 25 km har jeg ikke haft problemer med ømme og trætte fodsåler.

Anders Aagaard Hansen

Eftersom jeg kun har testet skoene i et par uger, kan jeg ikke for alvor udtale mig om holdbarheden. Beretninger siger, at den skulle have en god holdbarhed for dens type af sko. Med de knap 100 km jeg har løbet i dem, er der ikke større tegn på slitage. Knopperne på ydersålen er stadig intakte og materialet i overdelen viser ikke tegn på nedbrydning. Mellemsålen udvikler lidt nogle folder fra den gentagne belastning, og jeg er spændt på, hvor længe sålematerialet vil holde sig blødt og responsivt. Det er ikke en sko man skal købe, hvis man leder efter en robust træningssko til daglig brug. Det er nærmere en sko, som man gemmer til særlige begivenheder – konkurrence, intervaltræning osv.

Konklusion

Salomon S/Lab Pulsar Soft Ground er en virkelig fed sko, som jeg vil komme til at bruge til mange af mine konkurrencer i 2022. Den føles virkelig hurtig, er meget stabil og performer godt i forskelligt terræn. Personligt vil jeg skåne skoen fra den daglige træning, og så udnytte det psykologiske boost man får ved at tage en hurtig sko på til race. For de flestes vedkommende vil skoen egne sig til distancer op imod 20-30 km, men hvis man er en let løber, og man lander på midtfoden/forfoden, kan den muligvis benyttes på længere distancer. Når jeg stiller til start ved det 30 km-lange DM Kort Trail på Bornholm d. 7. maj, bliver det helt sikkert med S/Lab Pulsar Soft Ground på fødderne.

Salomon S/Lab Pulsar Soft Ground

Fandt du ikke en favorit?

Se hele udvalget af løbesko her:

LØBESKO

Populære artikler