Artikel

Test: Nike Invincible 3 er alt, hvad den lovede at være.

Nike Invincible 3 lokker med et futuristisk design, og kendte teknologier som ZoomX og Flyknit.

Nike Invincible 3 placerer sig, nok i den kategori af løbesko, hvor der har været den største udvikling de seneste år - udover race-kategorien. Vi taler naturligvis om max-cushioned løbesko. Når du ser, der står ZoomX på mellemsålen, så får du helt automatisk lyst til lige at zoome lidt nærmere på skoen. Det kommer der nemlig rigtig ofte, noget meget godt ud af. Så det er præcist, hvad vi vil gøre nu, zoome ind på Invincible 3, og forhåbentlig gøre dig lidt klogere på, hvad der gør denne sko så uovervindelig.

 

 

 

Nike Invincible 3 har det her futuriske og meget boxy look. Personligt er jeg helt vild med det, hvilket har betydet, at det også er en sko, jeg synes, har været ret fed lige at hoppe i, hvis jeg skulle ud og gå en tur i nabolaget. Men det er ikke det, det skal handle om i dag, så lad os zoome ind på løbedelen igen.

ZoomX-skummet var oprindeligt tiltænkt Nikes race-day modeller, men de her premium skum typer ses nu oftere og oftere på mængdetræningssko, på tværs af alle brands. Det har været en game changer for os løbere, det har forlænget løbeture, og i nogle tilfælde løberes løbe-liv. Så med den introduktion, lad os tage et nærmere kig på mellemsålen.

 

Inden vi går et spadestik dybere, får du her et par lynhurtige stats om Nike Invincible 3:

Type: Mængdetræning, Neutral

Hældrop: 9mm

Stack-height: 40mm i hælen, 31mm i forfoden.

Vægt: 298g (US 9), 226g (US 7,5)

Mellemsåls-materiale: ZoomX

Carbon: Nej

 

 

 

 

Nike Invincible 3 - ZoomX

Her er der altså ikke sparet på krudtet. Hele 40mm ZoomX i hælen og 31mm i forfoden. Det kan få enhver max-cushioned entusiast til at slikke sig om munden. Mine ture i Invincible 3 har været på mine rolige dage, det er her jeg oplever at skoen kommer til sin ret. 40mm ZoomX, og et 9mm hældrop er for mig helt ideel til rolige ture, hvor fokus er at få lidt liv tilbage i benene efter nogle dage med lidt mere fart. ZoomX er kendt for at være noget af det ypperste indenfor energi returnering, det har vi set i både Nike Vaporfly og Alphafly , der har sat verdensrekorder på tværs af alle distancer, men i  Nike Invincible 3 oplever jeg det som et mere bouncy og skånsomt skum-materiale, som jeg også sagtens kunne finde på hive frem på nogle lange søndagsture.

 

 

Nike Invincible 3 - Boxy design, tilfældigt?

Tidligere i anmeldelsen nævnte jeg, at skoen havde sådan et lidt boxy look, måske nogle vil karakterisere det som klumpet. Men det er ikke helt uden mening – tidligere Invincible modeller har haft tendens til at være en smule ustabile grundet det meget bløde skum, og det har Nike altså forsøgt at komme lidt til livs, ved bl.a. at lave platformen på skoen relativt bred, og det virker. Jeg synes faktisk, at Nike Invincible 3 er en decideret stabil løbesko, så til de løbere der normalt har kigget efter stabilitets sko (pronation), de vil altså også kunne bruge Invincible 3. 

Nike Invincible 3 er en sko, der giver dig lyst til lige at løbe en ekstra kilometer, derfor slider du også ret hurtigt en del på skoen. Til at klare den udfordring, er der placeret en gummi langs hele ydersålen, det forlænger levetiden på skoen, men det hæver naturligvis også vægten.

 

 

Nike Invincible 3 - Overdelen er flot, men er den god?

Overdelen er lavet i Nikes Flyknit materiale, der i denne version af skoen, i samarbejde med den brede platform er med til at tilbyde stabilitet. Jeg kunne måske godt savne en lille smule ekstra komfort i visse dele af overdelen, men den gør jobbet, og da kilometerne først begyndte at rulle, var det faktisk ikke noget, jeg bemærkede sådan helt vildt. Men overdelen er lidt stiv i det, så skulle der være noget at sætte en finger på, ville det være her.

 

 

 

 

Nike Invincible 3 - Er skoen så uovervindelig?

Jeg har en svaghed overfor de her max-cushioned løbesko, så Nike Invincible 3 har været et kærkomment nyt medlem af min skorotation. Høje mellemsåler er bestemt ikke ensbetydende med høj komfort, eller den her bløde lækre fornemmelse under foden, men det er det i Invincible 3. Den er enormt komfortabel - men den er mere bouncy, end den er energifyldt, det er en sko, der hjælper dig på vej, men det er ikke en sko, der bare vil have dig fremad for alt i verden.

 

Det du kan forvente af Nike Invincible 3 er en løbesko med et meget komfortabelt og stabilt udtryk, med en mellemsål, der gør løb behageligt. Det er ikke en let mængdetræningssko, der transformerer dig direkte ind i flow-state, men en stabil kompagnon du altid kan regne med.

 

 

Fandt du ikke en favorit?

Se hele udvalget af løbesko her:

 

Populære artikler