Artikel

Test: Nike Alphafly 3 - Et nyt mesterværk af Nike

Alphafly 3 er landet, nu hurtigere og lettere end nogensinde før.

Alphafly 3 er ikke hvilken som helst skorelease. Når vi ser noget nyt fra Nike blive lanceret, sætter vi typisk et kryds i kalenderen, fordi der altid følger en stor mængde hype og interesse med. Det gjorde bestemt ikke noget dårligt for hypen, at Kelvin Kiptum (RIP) satte verdensrekord på maratondistancen i tiden 2:00:35 til Chicago Marathon den 8. oktober 2023 – og så var det ellers bare op til os andre at vente og vente på, at denne sko ville lande i vores hænder. Det gjorde den heldigvis, og lad os bare slå fast, hypen er reel.

 

Da den oprindelige Alphafly ramte markedet, fik den løbere over hele verden til at tabe kæben. Vi havde på det tidspunkt aldrig mærket noget lignende; det føltes nærmest som at snyde, uden at gå for langt ned i den diskussion. Alphafly 2 derimod delte vandene; nogle oplevede den som værende en smule klodset, og der var nogle problemer med den måde, mellemsålen var formet på, så folk fik ondt i deres svangsener. Men der var bestemt også løbere, der stadig syntes, at Alphafly var crème de la crème. Nu sidder vi med Nike Alphafly 3 i hænderne, og der er ingen grund til at trække tingene i langdrag; den er god, den er rigtig, rigtig god.

Inden vi piller Alphafly 3 lidt fra hinanden og sender den mod himmelen til den oprindelige Alphafly, får du her de iskolde facts om dette vidunder af en løbesko:

Type: Race, neutral
Vægt: 168g (US 7,5), 204g (US 9)
Drop: 8mm
Mellemsål: ZoomX, Air Zoom Units
Overdel: AtomKnit 3.0

Til den skarpe iagttager vil du på disse specifikationer se, at Alphafly 3 er den letteste udgave af Alphafly-serien. Det er ikke helt dumt, når du skal bevæge dig hurtigt. Og det er præcis, hvad Alphafly er skabt til – at du skal løbe så hurtigt, du kan. Her taler vi primært om distancerne fra 5 km til maraton. Jeg synes personligt, at Alphafly 3 har fået en lidt bredere appel end sin forgænger, både i forhold til hvilken type løber, der kan bruge den, men også til hvilke distancer. Hvor Alphafly 1 og 2 nok mest henvendte sig til halvmaraton og maraton, synes jeg, at Alphafly 3 sagtens kan bruges på 5 og 10 km distancen lige så vel.

 

Nike Alphafly 3 - Overdel: AtomKnit 3.0

Nu skal det hele ikke handle om ’de gode gamle dage’, eller måske skal det, i hvert fald lige kort. Til de af jer, der har prøvet både Alphafly 1 og 2, ved I, at man skulle afsætte de første 5-10 minutter af sin løbetur til bare at få sin sko på. Det ’problem’ er fixet nu. AtomKnit 3.0 er stadig den her slags one-piece overdel, der sidder som smurt på foden i et ultra-ultra tyndt flettet materiale. Men den er nemmere at få på end før, dog uden på nogen måde at gå på kompromis med stabiliteten i overdelen. Jeg synes, at overdelen er blevet en anelse bredere end tidligere, hvilket betyder, at skoen appellerer til lidt flere løbere, da den stadig har det meget adaptive design med AtomKnit 3.0. Det er samtidig den letteste overdel af alle Alphafly-modellerne, så alt i alt synes jeg virkelig, Nike har gjort et godt stykke arbejde med denne overdel.

 

Nike Alphafly 3 - Mellemsål: Løb på luft

Når du kigger på Alphafly 3 , ser den stadig vild ud, ja. Men den har et andet udtryk end sine forgængere; mellemsålen er samlet i et stykke nu, uden denne karakteristiske opdeling af mellemsålen og disse Air Zoom Units. At mellemsålen nu er samlet i et stykke, er ikke kun en æstetisk ændring, men den har ret stor betydning for den samlede følelse af at løbe i Alphafly 3. Mellemsålen består stadig af det fantastiske ZoomX mellemsålsmateriale, der bliver ved med at overraske mig! Når du løber dine første skridt i Alphafly 3, får du virkelig den der aha-oplevelse. Mellemsålen på Alphafly 3 er lavet lidt bredere, især i forfoden, end sin forgænger, og det samme er carbon-pladen, der ligger placeret deri – det betyder, at skoen er blevet en anelse mere stabil på det punkt, uden dog at henvende sig direkte til løberen med et stort behov for stabilitet, men trods alt en ændring, der gør skoen lidt mere bredt anvendelig.

Den nye mellemsålsgeometri kalder på et ord, ’smooth’. Nike er lykkedes med at lave en sko, der både har det karakteristiske bounce, men nu på en meget mere effektiv måde. Alphafly 3 vil ikke kun have dig opad, den vil virkelig også have dig fremad. Det er ulig noget andet, jeg har oplevet på den front.

Selvom Nike Alphafly 3 har en bredere appel end tidligere, synes jeg stadig, det er en sko, der præsterer suverænt bedst, når du er oppe i fart – når du kommer frem og lander midt-forfod. Det skyldes bl.a. at du finder disse Air Zoom Units forrest på skoen, og for at du skal have mest muligt ud af dem, skal de aktiveres ved, at du lander i området omkring dem. Den respons, de giver, mindes jeg ikke at have fundet meget andet af på markedet.

På ydersålen finder du et af Nikes vartegn, nemlig deres waffle-designede ydersåler. På Alphafly 3 ligger det primært forrest på foden, mens der under de to Air Zoom Units er et forstærket gummimateriale. Midt og bagpå skoen er der sparet lidt på det forstærkede gummi, naturligvis for at holde vægten nede, men det viser også lidt om, hvor Nike har en klar formodning om, man skal putte det største pres på skoen.

Nike Alphafly 3: "Lyden"

Hvis du har løbet et hvilket som helst løb, tror jeg efterhånden, vi alle har bemærket en helt speciel lyd florere i løbsfeltet. Hvis du ikke ved, hvor den lyd stammer fra, fortæller jeg dig det her: det er den helt specielle Alphafly-lyd. Klunk-klunk-klunk. I starten fandt jeg den ret irriterende, men med tiden har den lyd udviklet sig til noget, jeg forbinder med høj fart, nærmest som hvis du ser Formel 1. Lyden er der stadig, og ja, enten kan du lide det, eller også kan du ikke.

 

Nike Alphafly 3 - Konklusionen: Leder du efter din næste pr?

Nike Alphafly 3 er skoen, du hiver ud af skabet, når du skal ud og sætte din PR, om det er 5 km eller maraton. Det er den sko, der har lige præcis den x-faktor, der gør, at race pace føles en anelse lettere, end det plejer at gøre. 

 

Fandt du ikke en favorit?

Se hele udvalget af løbesko her:

Populære artikler