Artikel

TEST: Garmin Fenix 6 Pro Solar – Solcelle opladning i uret

TEST: Garmin Fenix 6 Pro Solar – Solcelle opladning i uret

Se Jesper Petersen's profil
 Af Jesper Petersen

 

Garmin har for ganske nylig lanceret en række nye ure med indbyggede solceller, hvor batteritiden kan forlænges vha. solenergi. Jeg har testet Garmin Fenix 6 Pro Solar, og i denne artikel vil jeg gennemgå alle urets vigtigste funktioner.

 

Jeg har haft uret i flere måneder, og i denne test kommer jeg selvfølgelig til at gå i dybden med urets SOLAR-funktioner, altså de her indbyggede solceller, som kan forlænge urets batterilevetid. Men det bliver i mindst lige så høj grad en gennemgang eller en walkthrough af Garmin Fenix 6-modellen, hvor jeg viser, hvad det kan.

 

Garmin Fenix 6 Pro Solar har nemlig grundlæggende de samme funktioner som alle ure, der hedder noget med Garmin Fenix 6 Pro eller Garmin Fenix 6 Sapphire. Jeg har listet alle urene i her:

Garmin Fenix 6S Pro, Garmin Fenix 6 Pro, Gamin Fenix 6X Pro

Garmin Fenix 6S Sapphire, Garmin Fenix 6 Sapphire, Gamin Fenix 6X Sapphire

Garmin Fenix 6S Pro Solar, Garmin Fenix 6 Pro Solar, Gamin Fenix 6X Pro Solar

 

Se tilgængelige Garmin Fenix 6 her

 

Garmin Fenix 6S vs. Fenix 6 vs. Fenix 6X

Alle ure i Fenix-serien, der hedder noget med ”6S” er de mindste rent fysisk. Diameteren af urskiven er 42 mm.
De ure, der hedder ”6” (og altså ikke noget bagefter) er mellemstørrelsen rent fysisk. Her er diameteren af urskiven 47 mm. Det er den størrelse, jeg har her.

 

Garmin Fenix 6 Pro Solar test

 

Og alle ure der hedder noget med ”6X” er de største rent fysisk. Her er diameteren 51 mm.

Jo større uret er, jo større er selve skærmen, og så er der også lidt forskelle i forhold til batterilevetiden, hvor de største ure har større batteri end de mindste og dermed har længere batteritid. Men rent funktionsmæssigt, så kan modellerne det samme, uanset om de hedder Fenix 6S, Fenix 6 eller Fenix 6X.

 

garmin fenix 6S / 6 / 6X

 

Sprog på Garmin Fenix 6

Som du vil se i denne artikel, så er mit ur indstillet på Engelsk sprog. Det er noget jeg personligt bare har vænnet mig til, men man kan selvfølgelig også indstille det på dansk eller et hvilket som helst andet sprog.

 

garmin fenix 6 pro solar dansk

 

Et multisports-ur i verdensklasse

Jeg har primært testet urets løbefunktioner. Men jeg garanterer dig for, at uanset hvilken anden sportsgren du end måtte kaste dig over, så kommer du ikke til at mangle data. Det her ur er til dig, der generelt ikke går ned udstyr, og som derfor vil have det ypperste af det ypperste indenfor multisports-ure.

 

 

Tydeligere skærm på Garmin Fenix 6 Solar i forhold Fenix 6 Sapphire

Det første jeg lagde mærke til, da jeg fik Fenix 6 Pro Solar på armen var, at skærmen sammenlignet med Fenix 6 Sapphire, er lettere at aflæse, når man er udendørs. Jeg har ikke tidligere tænkt, at skærmen på Garmin Fenix 6 Sapphire var svær at aflæse, og det er den som sådan heller ikke. Men når man sætter de to ure ved siden af hinanden, så er der faktisk markant forskel. Safir-glasset på Fenix 6 Sapphire giver en hel del genskin, det gør glasset på Fenix 6 Pro Solar nærmest overhovedet ikke.

 

Venstre: Garmin Fenix 6 Sapphire. Højre: Garmin Fenix 6 Pro Solar.

  

Glasset på Fenix 6 Pro Solar er noget, der hedder Corning Gorilla Glass. Det er den samme type skærmglas, som findes på stort set alle nyere Garmin ure. Det har en rigtig fin modstandsdygtighed mod ridser, men det er ikke helt så ridsefast som safir-glasset på Fenix 6 Sapphire, der nærmest er umuligt at beskadige.

  

 

Imponerende batterilevetid i Garmin Fenix 6 serien

Garmins Fenix 6 serie er i forvejen kendt for at have en virkelig lang batterilevetid (læs evt. mere her: Garmin Fenix 6 Solar og Instinct Solar – Læs alt om Solar-serien her). Men som noget nyt er denne udgave af Fenix 6, altså Garmin Fenix 6 Pro Solar udstyret med indbyggede solceller, som kan forlænge urets batterilevetid yderligere. Alle Garmin ure, der hedder noget med SOLAR, har denne funktion.

Garmin kalder skærmteknologien for ”Power Glass”. Og hvis man ser godt efter på billedet herunder, så kan man faktisk se solcellen, som den her 1 mm tynde ring (markeret med de røde pile), der ligger hele vejen rundt i yderkanten af skærmen. Men faktisk er der også en gennemsigtig solcelle, som dækker hele skærmen, man kan bare overhovedet ikke se den med det blotte øje. Solcellen, der ligger som en ring omkring skærmen, er 10 gange så effektiv, som den "skjulte" solcelle, der dækker resten af skærmen.

 

garmin fenix 6 pro solar power glass

Venstre: Garmin Fenix 6 Sapphire. Højre: Garmin Fenix 6 Pro Solar.

 

Garmin har angivet nogle værdier for batterilevetiden i de nye SOLAR-ure, hvor det er en forudsætning at solforholdene er optimale. Men i en almindelig hverdag som min, hvor jeg tilbringer en stor del af tiden indendørs, da er det klart, at forholdene ikke er optimale!

Så jeg har sat mig for at finde ud af, hvor stor en forskel Solar Teknologien reelt gør i forhold til batterilevetiden, når jeg bruger uret i en helt almindelig hverdag.

Så jeg har i 14 dage både haft et Garmin Fenix 6 Sapphire og et Garmin Fenix 6 Pro Solar på armen, og har udsat dem for nøjagtig det samme. Ser man bort fra det ekstra bidrag fra Solcellerne i Fenix 6 Pro Solar, så har de to ure nemlig på papiret den samme batterikapacitet.

Resultatet af min lille test får du at se til sidst i denne artikel.

  

 

Garmin Fenix 6 - Gennemgang

Men først vil jeg vise dig de vigtigste funktioner, som findes i Garmin Fenix 6-serien. Jeg kommer ikke til at gennemgå dem alle sammen, for der er virkelig, virkelig mange (!), men jeg vil vise dig alt det, som jeg personligt oftest bruger.

Hvis vi starter med at se på startskærmen, så kan man se, at der vises en masse data her, og det kan man selv indstille fuldstændig, som man har lyst til. Jeg har fx dato, aktuel højde, skridt, batteritid, puls og ugentlige antal kilometer, som jeg har løbet.

 

Garmin Fenix 6 Pro Solar Watch Face

 

Derudover er der, som noget nyt på denne SOLAR udgave af Fenix 6, det her SOLAR symbol, hvor ringen rundt om fyldes mere og mere op, jo mere sollys man eksponerer uret for (på billedet herover er der 100% intensitet). Og nederst på skærmen plottes sol-intensiteten så over tid.

  

Widgets i Gamin Fenix 6

Hvis man fra startskærmen begynder at bladre op eller ned kommer man til Widgets-oversigten.

Det første jeg støder på er en Solar-widget, hvor jeg kan se et overblik over hvor meget sol-energi uret har været eksponeret for de seneste 6 timer. Altså det samme som jeg så ude på startskærmen. 

Så er der en vejr-app… En oversigt over solopgang og solnedgang…

 

garmin fenix 6 pro solar widgets

 

Et kompas, højdemåler og barometer.

 

garmin fenix 6 pro solar ABC

   

Og så kommer vi til nogen af de mere løbe- og træningsspecifikke funktioner...

  

 

Træningsfunktioner i Garmin Fenix 6

I Garmin Fenix 6 får du naturligvis løbende estimater af din VO2max og din laktat tærskel, som kan give dig en indikation af, om din form flytter sig i en positiv eller negativ retning.

Og efter hver træning får du en vurdering af, hvordan træningen har påvirket din form.

 

 

Garmin Fenix 6 har også alle de mere avancerede træningsfunktioner, som Træningsstatus (Training Status), Træningsbelastning (Training Load), Belastningsfokus (Load Focus) og restitutionstid (Recovery Time). Det er funktioner, som alle sammen hjælper dig med at evaluere på, om din træning er tilrettelagt på en hensigtsmæssig måde. Om du med andre har en god fordeling mellem de forskellige typer af træning, som du kan udsætte din krop for.

 

Garmin Fenix 6 Pro Solar training status

 

Garmin FEnix 6 Pro solar VO2max

 

garmin training laod

 

7 day load

 

7 day load 2

 

garmin recovery time

 

På billedet herunder har vi Lav Aerob, Høj Aerob og Anaerob træningseffekt - og de små stiplede bokse angiver det optimale område, som din belastning bør ligge inden for. Uret kan tilmed komme med forslag til, hvilken type træning du skal lave mere af for at udvikle din form i en positiv retning.

 

Garmin 4 week training load

 

Garmin 4 week training load 2

 

 

Garmin Fenix 6 har også varme- og højdeakklimatisering, som kan fortælle dig, hvor godt din krop har tilpasset sig til ændringer i temperatur eller højde. Det kan være nyttigt, hvis du rejser meget, fx i forbindelse med konkurrencer, og gerne vil vide, hvornår din krop er klar til at yde sit bedste. 

Og så er der også en ”Race Predictor” eller løbsberegner, hvor uret kommer med et bud på, hvad du vil kunne præstere over diverse distancer. Løbsberegneren er blevet markant mere nøjagtig i de nyere ure, men det er stadig min erfaring, at du skal træne kontinuerligt med uret i adskillige uger og måneder, før du begynder at få et bare nogenlunde retvisende billede.

  

  

Seneste aktiviteter, aktivitetsmåling og smartwatch-funktioner

I widgetsoversigten kan du også se dine seneste aktiviteter. I mit tilfælde er det stort set kun løbeture. Her kan du se en masse data omkring din løbetur. Du kan se hvilket træningsfysiologisk udbytte, som den her specifikke tur har givet dig. Du kan se, hvordan din puls har været – fordelt på de forskellige pulszoner. Du kan se omgangstider eller kilometertider. Og så kan du se et kort over løbeturen. Og højdekurven for løbeturen.

 

  

 

Aktivitetsmåling med Gamin Fenix 6

Udover de her træningsfunktioner, så har Garmin Fenix 6 selvfølgelig også alle de aktivitetsmåler-funktioner, som du kan forestille dig: Skridt, distance, søvn, puls, etager og kalorier osv.

Her kan du fx se puls, aktuelt stressniveau og Body Battery, som er en indikator for kroppens trætheds- og energiniveau.

 

 

 

Garmin Fenix 6 har en også en Pulse OX sensor. Her måler uret iltmætningen i blodet.

 

 

Kalender, smart notifikationer og indbygget musik i Garmin Fenix 6

Så er der en kalenderfunktion, smart notifikationer og en musikfunktion. Uret har kapacitet til op til 2000 sange, og har du en premium-konto hos Spotify eller Deezer, så kan du overføre musik, podcasts og playlister herfra direkte til uret.

  

Garmin Fenix 6 smartwatch

  

Det er desuden muligt at tilføje flere widgets blandt dem som i forvejen ligger på uret, men du kan også downloade helt nye widgets i Garmins Connect IQ store.

 

Kontrolmenu og indstillinger

Hvis jeg holder knappen øverst til venstre nede åbner kontrolmenuen.

 

 

Her kan jeg bl.a. slå batterispare-mode til og fra.

Jeg kan åbne min Wallet og via Garmin Pay bruge uret til at betale med alle steder hvor kontaktløs betaling er muligt.

Så er der timer og alarmer.

Og jeg kan hurtigt gemme min aktuelle position. Hvis jeg fx på et senere tidspunkt vil kunne navigere hertil.

I kontrolmenuen er der også alternative tidszoner, og så er der funktionen ”Find my phone”, som jeg kan bruge til at lokalisere min telefon, hvis jeg ikke kan finde den.

Man kan også smide andre funktioner ind i kontrolmenuen, hvis der er noget andet, man bruger oftere.

De generelle indstillinger på uret kan man tilgå ved at holde den midterste knap til venstre nede. Her i menuen kan man konfigurere alle indstillinger.

 

   

 

Aktivitetsprofiler

Når jeg gerne vil starte en aktivitet, så trykker jeg på den øverste knap til højre. Her ses i første omgang de foretrukne aktivitetsprofiler, som jeg selv har valgt – Løb, Trailløb og Mountainbike. Men det er muligt tilføje en lang række andre profiler, som du kan se her. Noget af det helt nye her er Indendørs Klatring, Bouldering og Surf.

 

  

 

Navigation og kort

Herinde finder du også Navigation. Fenix 6 har jo indbygget kort, så du kan navigere efter mange forskellige ting. Fx forskellige interessepunkter (Points of Interest) og steder i nærheden. Men de navigations-funktioner, som jeg som løber bruger allermest er Back To Start, Baner eller Courses og Round-Trip Course.

 

 

Back to Start er smart, hvis du er løbet afsted på en tur, og du af en eller anden grund gerne vil have vist den hurtigste vej tilbage til dit startsted. 

I Courses eller Baner har du mulighed for at indlæse en rute, som du så kan følge. Det kan være en, som du selv opretter i Garmin Connect, eller det kan være, at du har en GPX-fil med rutedata, som du selv indlæser i Garmin Connect og derefter overfører til uret. 

Round-Trip Course er særligt genial, hvis du gerne vil løbe en bestemt distance og du ikke er vildt kendt i området, hvor du vil løbe. Du indtaster bare, hvor langt du vil løbe, fx 10 km, hvilken retning du vil starte med at løbe i, fx øst, og så udregner uret 3 ruteforslag, på ca. 10 km (plus/minus), som du så efterfølgende kan blive navigeret igennem. Helt som du kender det fra fx en bil-GPS.

 

  

 

Du kan også følge ruter, som du tidligere har løbet. Eller du kan navigere efter gemte positioner, en bestemt retning, specifikke koordinater, eller du kan markere et punkt på kortet.

Og der er også Expedition-mode, som kan tracke dig, hvis du skal på en længerevarende tur over flere dage.

 

 

Flere Datafelter på Garmin Fenix 6

Under de forskellige aktivitetsprofiler har jeg mulighed for at lave alverdens indstillinger af min løbe-aktivitetsprofil. Fx kan jeg ændre mine datafelter. Som noget nyt her i Fenix 6 er det muligt at have op til 6 datafelter i samme visning her i Garmin Fenix 6 og Fenix 6S, mens man i den store udgave, Fenix 6X, kan have op til 8 datafelter på en enkelt skærmvisning. Og jeg kan meget nemt gå ind og bestemme hvilke data, som jeg vil have vist i de enkelte felter.

 

garmin fenix 6 - 6 data fields

 

Ligesom du kan hente nye Widgets og Watch Faces, så kan man selvfølgelig også hente nye datafelter i Gamin Connect IQ.

 

 

Intervaltræning og PacePro

Det er også muligt at oprette en simpel omgang intervaltræning direkte på uret. I dette tilfælde har jeg fx lavet 5x1000 m med 2 min pause i mellem. Og når jeg så starter løbeturen, så vil uret guide mig igennem intervallerne.

 

interval garmin fenix 6

 

Vil man gerne gøre det lidt mere avanceret, kan man oprette træningspas i Garmin Connect, enten på mobilen eller på nettet, og så kan man overføre træningspasset til uret. Gør man det på den måde kan man få langt mere avancerede træningspas, og det er fx muligt at bestemme, hvor hurtigt man gerne vil løbe i de enkelte intervaller, og så vil uret undervejs på turen fortælle dig, om du løber for hurtigt eller for langsomt osv.

 

garmin fenix 6 warm up

 

PacePro er en af de nye super fede funktioner i Fenix 6. Her opretter man en rute i Garmin Connect, det kunne fx være en halvmarathon- eller marathon-rute, og så angiver man en ønsket sluttid eller gennemsnitspace.

Det geniale er, at PacePro indregner rutens højdeprofil, og den guider dig så til, hvor hurtigt (eller langsomt) du skal løbe de enkelte sektioner af ruten for at nå din ønskede sluttid. Med andre ord fortæller den dig, hvor meget hurtigere du bør løbe, når det går ned af bakke, og hvor meget langsommere du bør løbe, når det går op ad bakke. På den måde kan du bruge dine kræfter mest optimalt – og i sidste ende få den bedste sluttid.

Under oprettelsen af PacePro strategien i Garmin Connect app'en kan du selv vælge, hvor hård indsatsen op ad bakke skal være. Jeg er personligt mest til, at det skal være relativt let op ad bakke, og så kan jeg hente den tabte tid ned ad bakke. Jeg kan desuden også vælge, om jeg fx vil løbe ”negativ split”, altså om jeg vil løbe hurtigere og hurtigere jo tættere på mål, jeg kommer. Eller omvendt. Og du kan se, at de ændringer jeg laver her, de påvirker de kilometertider eller splittider, som jeg så skal løbe.

 

 

 

 

Forslag til træning – Daily workout suggestion

Alle ure i Garmin Fenix 6 serien har i den seneste opdatering desuden fået tilføjet den nye funktion, Daily Suggested Workouts, der for nylig blev introduceret med Garmin Forerunner 745.

Med Daily Suggested Workouts fungerer Garmin Fenix 6 som din personlige løbetræner og cykeltræner, der på baggrund af dit aktuelle fitnessniveau og træningsbelastning samt søvn-, stress- og restitutions-status kommer med KONKRETE anbefalinger til KONKRETE træningspas, som du kan følge på daglig basis. Det er ret genialt, hvis du spørger mig.

 

Garmin daily suggested workout

 

Garmin daily suggested workout 2

  

  

Crash detection og sporingsfunktion

Som de fleste nyere Garmin ure har Fenix 6 Pro Solar naturligvis også den her sikkerheds- og sporingsfunktion, som kan sende besked til dine pårørende, hvis du får det dårligt, kommer ud for et uheld, eller befinder dig i en situation, hvor du er utryg, og du gerne vil have, at nogen skal vide, hvor du er.

Du kan manuelt holde den øverste knap til venstre i bund i ca. 5 sekunder for at sende beskeden. Men uret kan også selv sende besked, hvis det registrerer en kraftig påvirkning efterfulgt af en periode uden bevægelse, hvis man fx styrter på cykel.

I begge tilfælde vil der blive sendt en besked til dine pårørende med et live-track link, så de ved, hvor du er. Det er selvfølgelig sådan en funktion, som man ikke håber, at man nogensinde får brug for. Men den er nu meget fed at have. Vær dog opmærksom på at den her funktion kun fungerer, hvis uret er forbundet til din smartphone, og den i øvrigt er i nærheden. Og Crash Detection funktionen virker kun, når du har startet en aktivitet som fx en løbetur eller cykeltur.

  

 

Batterilevetid fortsat – Garmin Fenix 6 Pro SOLAR

Og så tilbage til SOLAR og batterilevetiden.

En udpræget misforståelse er, at uret kan oplades vha. solcellerne i uret. Det kan det ikke. Det er i hvert fald ikke en praktisk løsning, der vil fungere for særlig mange, da det tager alt for lang tid. Du skal stadig oplade uret vha. det medfølgende USB-kabel fra tid til anden. Men solcellerne kan forlænge batterilevetiden, så der går længere tid mellem de reelle opladninger. Og det er faktisk også det, som jeg har erfaret i min lille uvidenskabelige test…

  

SOLARS betydning i smartwatch tilstand

For at give dig et billede af hvad solcellerne kan, så prøvede jeg at lade uret ligge i smartwatch mode i direkte sollys på en skyfri dag, og efter 7 timer havde uret fået 2% ekstra batteri. Så det viser bare, at solcellerne ligesom kan holde batteri-niveauet mere eller mindre konstant (i Smartwatch-mode vel at mærke) så længe du eksponerer uret for sollys. Men det er jo af gode grunde umuligt at gøre hele tiden.

  

SOLARS betydning i GPS tilstand

I en anden lille test placerede jeg igen Garmin Fenix 6 Pro Solar i direkte sollys på en skyfri dag, startede en aktivitet med GPS slået til, og lod uret ligge i solen i 3 timer. Uret var opladt til præcis 25%, da der er noget med, at SOLAR funktionen ikke aktiveres, når batteriet er meget tæt på 100%, så jeg valgte 25%.

Efter de 3 timer ladede jeg igen uret op til 25% og gentog nøjagtig samme test, men denne gang var uret placeret med skærmen nedad, så SOLAR altså IKKE kunne påvirke batteriniveauet.

 

Resultatet af min lille test blev, at uret i fuld solskin på 3 timer gik fra 25% til 19% (i GPS-mode). Mens det med skærmen nedad (altså uden SOLAR) på 3 timer gik fra 25% til 19% (i GPS-mode). What? Så altså ingen forskel?

 

Billeder fra Test MED SOLAR solcelleopladning

Klar til test - fuld solskin:

garmin solar test 1

 

Test igangsættes - Batteri på 25%:

garmin solar test 2

 

Efter 3 timer - 19% batteri tilbage:

garmin solar test3

 

Der har været 100% Solar intensitet gennem alle 3 timer:

garmin solar test4 

 

 

Billeder fra Test UDEN SOLAR solcelleopladning 

Klar til test UDEN SOLAR - Batteri på 25%:

Garmin uden solar test1

 

Testposition:

Garmin uden solar test2

 

Efter 3 timer - 19% batteri tilbage:

Garmin uden solar test3

 

Der har været 0% Solar intensitet gennem alle 3 timer: 

Garmin uden solar test4

  
Jeg har gravet lidt mere i det, og den bedste forklaring, jeg kan komme op med, er, at 3 timer simpelthen ikke er længe nok til at vise en reel forskel. Kigger vi på tallene, som Garmin oplyser, så siger de, at Garmin Fenix 6 Pro Solar i GPS-mode holder strøm i op til 36 timer UDEN SOLAR, og op til 40 timer MED SOLAR. Det svarer til en procentvis forlængelse af batterilevetiden i GPS-mode på ca. 11%, hvis uret har ideelle forhold.

 

Det vil sige, at i min lille test, hvor Garmin Fenix 6 Pro Solar i skygge mistede 6% strøm, burde uret i solen teoretisk set ”kun” have mistet ca. 5,4% strøm (en forbedring på 11% i forhold til i skygge). Men da forskellen er så lille (under 1%), og da Garmin Fenix 6 Pro Solar angiver batteriniveauet i hele tal (uden decimaler), så ser jeg ingen forskel i min test.

 

Måske resultatet havde været anderledes, hvis testen havde løbet over 8 eller 10 timer. Men anyway, så er vi nede på små forskelle. Jeg har set andre test og anmeldelser, hvor folk har set væsentlig større effekt af Solar opladningen, men jeg kan af gode grunde kun konkludere på baggrund af min egen lille undersøgelse.

  

Batteritid i en almindelig hverdag

Når jeg bruger Garmin Fenix 6 Pro Solar i en almindelig hverdag, hvor jeg tilbringer langt de fleste af døgnets timer indendørs, har Solar-funktionen ikke den store indflydelse på den samlede batterilevetid i Smartwatch mode.

I løbet af testperioden havde jeg 2 uger, hvor jeg gik med både et Garmin Fenix 6 Pro Solar og et Garmin Fenix 6 Sapphire på armen og udsatte dem for nøjagtig det samme. Fenix 6 Sapphire (uden SOLAR) løb tør for strøm på den 10. dag, mens Fenix 6 Pro Solar klarede ca. 12 timer mere. Det svarer til en forlængelse af batterilevetiden på ca. 5%.

Over de her 14 dage har jeg løbet 8 ture, hvilket selvfølgelig har tæret godt på batteriet, og jeg vil skyde på, at jeg i gennemsnit har opholdt mig udendørs i 2-3 timer om dagen. Og det er simpelthen ikke nok til at få en betydningsfuld effekt af SOLAR funktionen, når man bor i Danmark (hvor der ikke er bragende solskin hver eneste dag). Så jeg har helt sikkert ikke udnyttet SOLAR funktionen fuldt ud.

Men ud fra de enkeltstående test jeg har lavet, så kan jeg jo se, at SOLAR funktionen i det mindste har potentiale til rent faktisk at forlænge batterilevetiden, hvis man ellers opholder sig tilstrækkeligt længe udendørs (og at solen gider at skinne).

Garmin oplyser selv, at man under ideelle forhold kan forlænge batterilevetiden i smartwatch-mode med to dage – fra 14 dage til 16 dage. Og med ideelle forhold mener Garmin ”3 timer dagligt med minimum 50.000 lux lysforhold”.

For at sætte det tal lidt i perspektiv, så er vi altså over 100.000 lux på en skyfri sommerdag - så solen skal ikke nødvendigvis skinne fra en skyfri himmel før SOLAR har en effekt. På en dag, hvor der er et tyndt skydække eller få forbipasserende skyer kan jeg stadig få fuld effekt på uret.

På det, som jeg vil kalde en almindelig overskyet dag, hvor jeg ikke kan se solen direkte, men jeg godt kan ane, hvor den er, der får jeg ca. 30% effekt. Og på en fuldstændig overskyet og grå regnvejrsdag er der nul effekt.

Men selvom jeg må være ærlig at sige, at effekten ved hverdagsbrug er yderst begrænset, så synes jeg stadig, at SOLAR er en ret fed funktion, der om ikke andet sender et godt signal her i 2020/2021, hvor klimakampen for alvor er kommet på dagsordenen. Selv de små ting tæller.

At Solar funktionen rent faktisk kan gøre en reel forskel ses i et af Garmins andre ure - nemlig Garmin Instinct Solar. Her fylder solcellerne en langt større del af urskiven, og derfor er effekten også markant større. I smartwatch mode kan der under ideelle forhold opnås mere end en fordobling af batterilevetiden...

  

Se alle Garmin Solar ure her

 

 

Mere inspiration?

Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:

Inspiration og artikler - klik her

Produkter relateret til dette indlæg

  • Nyt brand hos Løbeshop: CASALL - Bæredygtigt træningsudstyr i høj kvalitet

    Mangler du nyt træningstøj eller udstyr til din hjemmetræning? Så har vi et godt bud på et brand, som vil falde i din smag: Casall.

  • De bedste ADIDAS løbesko i 2021 – Se hele listen her

    Få overblikket over de bedste løbesko fra ADIDAS. Se hele listen her.

  • TEST: Adidas Adizero Boston 9 - Når det skal gå stærkt, både visuelt og til træning!

    ADIDAS Adizero Boston 9 giver dig selvtillid. Både visuelt og i sit virke. Læs hele testen her! 

  • De 5 bedste løbejakker til foråret til mænd og kvinder 2021

    Se de bedste løbejakker, der får dig sikkert og komfortabelt gennem forårets løbeture.