Artikel

TEST: ASICS Trabuco 14 og Trabuco Max 5

Samme serie, forskellige styrker. Line og Lars guider dig gennem forskelle og ligheder mellem ASICS Trabuco 14 og Trabuco Max 5, så du kan træffe det rigtige valg til dine trailture.

Alle kender ASICS som et brand, der i mange år har lavet fantastiske løbesko. Men man kan næsten sige at ASICS længe har været kongen af landevejen, men i skoven er de mere den stille overperformer. Det er egentlig lidt ærgerligt, for ASICS står også meget stærkt som trailbrand - især med deres Trabuco-serie. 

 

I denne artikel sammenligner Lars og jeg den nye Trabuco 14 og Trabuco Max 5 for at gøre det nemmere for dig at vælge, hvilken af de to trailsko fra ASICS, der passer bedst til dit behov. Jeg har kastet mig over ASICS Trabuco 14, mens Lars har taget fat i den mere voluminøse ASICS Trabuco Max 5. Nedenfor får du en kort oversigt over to sko med samme DNA,  men med vidt forskellige personligheder. Lad os snøre skoene og bevæge os derhen, hvor asfalt afløses af rødder og sten. 

Asics Trabuco 14   Asics Trabuco Max 5
27-35mm Skumhøjde 33.5-38.5mm
8mm Hældrop 5mm
281g Vægt 302g
Engineered mesh Overdel Vandafvisende engineered mesh
FFBlast Max Skum FFBlast Plus
Ja Rock plate Nej
ASICSGRIP Ydersål ASICSGRIP



 

HERRE
HERRE
HERRE
HERRE

     

    Mellemsål: Hvad sker der under dine fødder?

     

    Line

    ASICS Trabuco 14 byder på en stor nyhed i mellemsålen. Hvor den 13. udgave benyttede sig af FF Blast Plus, får vi her i den 14. udgave den mere livlige og responsive FF Blast Max-skum. 

    For mig er det en opgradering, der giver rigtig god mening. Mine løbeture i skoven handler sjældent om at holde et bestemt tempo eller at jagte en ny PR. For mig handler det om at finde flow i terrænet og ro i hovedet. Mellemsålen i Trabuco 14 gør det ret godt her. Den giver energi tilbage, når jeg hopper over en træstub, springer ned fra en kant eller får lyst til at lægge en lille spurt ind op ad en bakke. 

     

    Jeg kan godt lide at føle mig forholdsvis tæt på jorden, når jeg løber i skoven. Maksimalistiske trailsko føles ofte som ”lidt for meget sko” for mig, så på dette punkt passer ASICS Trabuco 14 mig rigtig godt. Den giver en god balance mellem sjov mellemsål og beskyttelse, uden at jeg mister forbindelsen til terrænet. 

    I mellemsålen ligger der også en rock plate. Selvom jeg ikke primært bruger den til beskyttelse mod skarpe sten, så bidrager pladen til skoens stabilitet. Den stiver forfoden en smule af, hvilket giver et mere kontant og effektivt afsæt, uden at man mister komforten fra det nye skum. 

    Lars 

    ASICS har valgt at lade Trabuco Max 5 fortsætte med samme mellemsål som i sidste version. Det er altså ikke FF Blast Max, som vi ser i Trabuco 14, men derimod FF Blast Plus, et skum med mere madraslignende kvaliteter, som giver mere struktur og stabilitet. Det er det samme skum, du finder i Asics GEL-Nimbus 28, hvilket giver rigtig god mening for mig, da jeg næsten betragter Trabuco Max 5 som en GEL-Nimbus til skoven. 

    Platformen er relativt bred, hvilket øger både stabiliteten og skummængden under foden. Trabuco Max 5 har et drop på 5 mm mod Trabuco 14s 8 mm. Det betyder markant mere skum i forfoden – en fordel for komforten i teknisk terræn, hvor man ofte lander og justerer med forfoden. Med så meget skum under foden savner jeg faktisk ikke en rock plate. Beskyttelsen mod skarpe sten er allerede rigelig. 

     

    Jeg er derfor ret glad for ASICS valg om at bevare et skum med mere iboende stabilitet, samtidig med at det stadig har tilstrækkelig affjedring til, at man uden problemer kan løbe transportstykker mellem skovområder. 

    Det er måske ikke det mest spænende valg af skum, men det giver en mellemsål der er til at stole på, også efter mange hundrede kilometer. 

    HERRE
    HERRE
    HERRE
    HERRE

      Overdel: Plads til tæerne og beskyttelse mod elementerne

      Line 

      Her er der virkelig tænkt over komforten. ASICS Trabuco 14 har en dejlig bred forfod, hvor tæerne har masser af plads til at bevæge sig. Det er guld værd, når man er ude i flere timer. Jeg har før prøvet at presse mine fødder ind i snævre trailsko, og det er ikke noget, jeg gider at gentage. Løber du på meget tekniske stier eller har en meget smal fod, skal du dog være opmærksom på, at den generøse plads ikke bliver for meget af det gode. 

       

      Overdelen føles blød og behagelig, men også snøresystemet skiller sig ud.  Der er indlagt nogle særlige remme på tværs henover vristen, som snørebåndene hæfter i. Det betyder, at når man strammer til, får man et virkelig godt hold om midtfoden, uden at det strammer ubehageligt. Nogle gange er det de små detaljer, man lægger mærke til.  Ellers er overdelen en klassisk mesh overdel, der sikrer et godt hold på foden og en høj åndbarhed. 

       

      Lars 

      Det er i overdelen, at designerne har lagt mest arbejde siden sidste år. ASICS Trabuco Max 5 har nemlig fået en lille feature, som mange vil være ekstremt glade for: et yderste lag, der er vandafvisende. 
      Formålet er at gøre skoen nemmere at løbe i på våde dage. Når du løber på våde ruter, er det vigtigt, at skoen ikke suger for meget vand til sig, og det beskyttende lag gør, at meget af vandet ganske enkelt preller af. Det er dog vigtigt at understrege, at skoen ikke er vandtæt. 

      En vandafvisende overdel hjælper ikke kun med at holde skoen let og fri for vand på våde dage – den har også en anden effekt, som designerne måske ikke havde som primært mål, men som mange uden tvivl vil sætte pris på: Skoen holder sig markant pænere i længere tid. 

       

      Jeg har løbet i  ASICS Trabuco Max 5 i to måneder nu – to vintermåneder med sne og mudder – og de ser næsten ud, som var de nye. 

      Overdelen består ellers af to lag, der arbejder sammen. Det bløde materiale inderst giver foden et rigtig godt “kram” og gør skoen meget behagelig at have på, mens det yderste lag tilfører struktur omkring foden, bevarer åndbarheden og hjælper med at holde vandet ude. Pasformen er, som den skal være i denne type sko. Den giver et let hold om mellemfoden, men sidder ikke så tæt som en mere teknisk sko. Forfoden har rigeligt med plads – perfekt til lange ture.

      Greb: I vinterens udfordrende terræn

      Line 
       
      Jeg har testet ASICS Trabuco 14 under vinterens mere udfordrende forhold – sne, frossen jord, glatte asfaltstykker mellem skovområderne, og våde rødder på de snoede små stier. Her har ASICSGRIP-sålen virkelig imponeret mig. 

      Det, der især har overrasket mig, er, hvor sikker jeg føler mig på overflader, hvor jeg normalt ville træde lidt varsomt. Kender du det der is, man ikke kan se? Det, der bare lurer under et tyndt lag blade eller sne? Her har Trabuco 14 passet godt på mig. Det har givet mig mulighed for at holde flowet, i stedet for at bremse op og overveje hvert skridt. 

       

      Mønsteret virker også mere aggressivt end på Max-modellen, hvilket jeg forestiller mig vil komme til sin ret, når forårets mudder melder sin ankomst.  Kombinationen af den lavere profil og det gode greb gør, at man tør stole på skoen, når underlaget skifter karakter. Det er den slags tillid, der gør, at man kan slippe hovedet fri og bare løbe.

       

      Lars 

      Ligesom med ASICS Trabuco 14 har ASICS også brugt ASICSGRIP-gummi på Trabuco Max 5. ASICSGRIP er en blødere gummiblanding med rigtig godt greb, men den holder for eksempel ikke helt lige så længe som AHAR+ (Asics High Abrasion Rubber). Der er dog rigeligt med gummi på ydersålen, så holdbarheden er jeg ikke synderligt bekymret for. 

      Der er ikke sket de store ændringer i ydersålen fra Max 4 til 5. Den står sikkert på stier og grus, men i mudder når den ikke helt samme niveau som mere terrænorienterede modeller. 

       

      På en løbetur med Line blev forskellen på de to ydersåler vi tester tydelig. Jeg havde ikke samme greb på nedløbene som Line, da hendes sko har et dybere og mere aggressivt mønster. Derfor giver det mere mening at se ASICS Trabuco Max 5 som en sko, der fungerer bedst på skovstier, grus og lidt blødere underlag. Til meget våde underlag vil Trabuco 14 derfor sandsynligvis være det stærkeste valg.

      HERRE
      HERRE
      HERRE
      HERRE

        Tekniske egenskaber: Det rette element

        Line 

        Jeg løber primært på stier i skoven. Ikke de stejleste bjergruter som Lars finder i Norge, men heller ikke bare flade grusveje. Der er rødder, sten, mudder, og engang imellem finder jeg en mountainbike-rute, som jeg får lyst til at udforske. 

        Her fungerer ASICS Trabuco 14 rigtig godt for mig. Den håndterer skiftene i underlaget, uden at jeg tænker over, om skoen kan følge med. Det er faktisk det, jeg sætter pris på. At den bare virker, også når terrænet bliver lidt mere krævende.

        Lars 

        Tekniske egenskaber har altid været vigtigt for mig, når jeg skal vælge en trailsko. Men hvad der er "teknisk nok", afhænger af hvilket terræn man løber i. Tidligere løb jeg meget i de norske bjerge, hvor nedløb hurtigt afslører, om en sko fungerer i teknisk terræn. Det er her pasform, greb og groundfeel bliver sat på prøve.

        Jeg ville ikke vælge ASICS Trabuco Max 5 til de stejleste norske bjergstier, hvis målet er at løbe hurtig fra top til top. Det skyldes ikke den høje sålhøjde, men pasformen. Skoen er designet til længere ture i mindre til moderat teknisk terræn og giver ikke den samme tætte låsning omkring foden som trailsko bygget specifikt til teknisk løb. Kontrollen i krævende nedløb er ikke på samme niveau.

         

        Når det er sagt, gør den det rigtig godt i sit rette element. På skovstier, grus og lettere trail leverer den stabilitet, komfort og tryghed – og det matcher perfekt det terræn, jeg prioriterer i øjeblikket.

        Konklusion: Hvilken Trabuco passer til dig?

        Line

        ASICS Trabuco 14 er den sko, jeg vælger, når jeg vil have friheden til at vælge rute efter humør. Den passer til dig, der bevæger dig mellem grus, smalle stier og måske en mountainbike-rute og som godt kan lide, at stien byder på overraskelser undervejs. Med den brede forfod er den især god til længere ture, hvor komfort bliver afgørende. Kombineret med det responsive skum og det gode greb får du en sko, der håndterer det meste, uden at du skal tænke over, om den kan følge med.

        Har du en smal fod eller søger en sko specifikt til stejle bjergstier med meget teknisk terræn, er der nok bedre valg. Men til alsidige trailture, hvor du blander flow, tempo og leg er Trabuco 14 en solid makker.


        Lars

        ASICS Trabuco Max 5 er en trailsko, der fungerer rigtig godt til det terræn, jeg løber i for tiden. Den giver tilstrækkeligt greb på let tekniske ruter, masser af affjedring på hårde asfaltstykker, når man skal fra én skov til en anden, og kombinationen af pasform og en stabil mellemsål gør det muligt at løbe lange ture i en særdeles komfortabel sko.
        Er du stabilitetsløber eller en lidt tungere løber, vil jeg klart anbefale, at du giver Trabuco Max 5 en chance.
        Den stabile mellemsål og den brede platform giver netop den struktur og tryghed, man ønsker sig, når man bevæger sig ud på skovens stier.

        Kort sagt: Trabuco 14 er den mere aggressive og alsidige med skarpere greb og et responsivt skum. Max 5 er komfortspecialisten med ekstra affjedring, stabilitet og en vandafvisende overdel.

         

        Uanset om du vælger den alsidige Trabuco 14 eller den komfortable Max 5, får du en solid trailsko fra ASICS' stærke Trabuco-serie. Nu mangler du bare at finde din rute og komme afsted.

        HERRE
        HERRE
        HERRE
        HERRE

           

          Når du nu er på vej i skoven...

          Nu har du styr på skoene – men hvad med resten? En god trailtur handler ikke kun om, hvad du har på fødderne.

          Har du overvejet, om dit løbetøj er klar til skovens udfordringer? Eller om en kasket kan holde regnen væk fra øjnene, når himlen åbner sig? Måske er det også tid til at tjekke, om din løberygsæk stadig kan følge med på de lange ture.

          Vi har samlet et udvalg af trailsko , løbetøj , kasketter og  løberygsække , der matcher din passion for stierne.

           

           

          Populære artikler