Vi sidder klar til at hjælpe fra 8:00 - 23:00 på Tlf: 86983614

×
Artikel

TEST: ADIDAS 4DFWD – Sådan føles fremtiden

TEST: ADIDAS 4DFWD – Sådan føles fremtiden

Af Emil Føns Foldager

 

ADIDAS 4DFWD (FWD er en forkortelse for forward, der på dansk betyder fremad) er en helt speciel sko. Jeg har i hvert fald aldrig prøvet at løbe i noget lignende. Der er intet stødabsorberende skum i skoen. I stedet er der et 3d printet net under foden. Smart ser det ud, men kan det virkelig gøre det ud for skummet? Før vi dykker ned i det, vil jeg fortælle lidt mere om det 3d-printede net.

Som nævnt er nettet 3d-printet. Det er lavet sådan, at sålen, når den skal udvide sig igen efter at være blevet trykket i bund, ikke udvider sig opad og skaber opdrift som et normalt mellemsålsmateriale gør, men i stedet udvider sig, så det skaber fremdrift. Nettet kollapser så at sige skævt, hvilket gør, at det, når det skal udvide sig igen, skubber skoen fremad. Det lyder jo ganske fornuftigt, ja faktisk aldeles genialt, hvis man kan få fremdrift i stedet for opdrift.

Angiveligt har ADIDAS brugt 17 år på sålen og været igennem mere end 5 millioner forskellige variationer af den for at lave den helt rigtig.

ADIDAS 4DFWD SÅL

Fremad – eller fremtiden

Jeg havde set rigtig meget frem til at løbe i skoene, da det ikke er hver dag, at der kommer en så markant anderledes løbesko ind ad døren. Måske var mine forventninger også skruet en smule for højt op. Jeg havde troet, at det var en hurtig sko, der ville kunne bruges til tempo-træning og hjælpe mig, når det skulle gå stærkt. En sko der skulle være ligesom en ADIDAS Boston 10 eller en Adios. Men det var mere som en Ultraboost 21.

Mellemsålsmaterialet er ikke tunet ind til, at det skal gå stærkt, og når jeg prøvede at sætte fart på, føltes skoene tunge og gav mig en lidt flad fornemmelse. Jeg mærkede i hvert fald ikke helt så meget fremdrift som jeg havde håbet.

Efter at have haft skoene i længere tid er jeg dog blevet gladere for dem. Det har taget mig lidt tid at omstille mig til, at det ikke er en temposko. Men jeg har fundet ud af, at skoene kommer til deres ret, når jeg bruger dem til de rolige ture, hvor der bare skal cruises. Her lander jeg typisk lidt længere tilbage omkring hælen, hvilket giver skoene større mulighed for at skabe fremdriften i mellemsålen, fordi der er mest sål på hælen, derudover har jeg også en lidt langsommere fodafvikling, når jeg løber roligt, hvilket også giver bedre mulighed for fremdrift.

 

Løbesko eller sutsko

Derudover er det en meget komfortabel sko. Den føles faktisk lidt som en sutsko - men kun i overdelen. Overdelen er lavet i ADIDAS strikkede Primeknit+ materiale, hvilket gør den meget åndbar, og med lidt forstærkninger i hælområdet og ude på tåboksen.

Nogle vil måske synes, at overdelen mangler struktur til at holde foden på plads, men jeg har ikke haft problemer med det. Jeg synes faktisk, at det er rart med den meget ventilerende overdel, særligt fordi jeg mener, at skoen skal bruges til rolige ture, hvor jeg ikke presser farten gennem sving eller lignende.

Modsat stort set alle ADIDAS løbesko har 4DFWD ikke Continental grip på ydersålen. I stedet er der et andet gummimateriale på hele ydersålen. Selvom det ikke er Continental giver det et rigtig godt greb i underlaget, og jeg har på intet tidspunkt følt, at jeg var ved at glide.

 

En sko til fremtiden. Og de rolige ture

Fordi skoene hedder FWD (forward – fremad), kan man godt blive forvirret og komme til at tro, at de er hurtige. Det skal man dog ikke tro. For det er de slet ikke. ADIDAS 4DFWD er derimod en yderst komfortabel sko, der egner sig bedst til rolige ture, hvor du ikke går op i dit pace, men bare vil have noget behageligt på fødderne. Jeg tror, at forward i denne sko skal henvise til fremtiden i stedet for fremad, og det vil give god mening. For det er en futuristisk sko med en helt anden fodafvikling end jeg nogensinde har oplevet før. Om det er fremtiden at mellemsålerne skal være 3d-printede, kan ingen af os af gode grunde vide, men det er da i hvert fald et godt bud.

Denne sko er noget for dig, hvis du gerne vil mærke noget af den nyeste teknologi som løbeskosindustrien har at byde på. For det er en helt anden oplevelse at løbe i ADIDAS 4DFWD i forhold til andre sko. Hvis du tilmed mangler en komfortabel sko til dine rolige ture, vil den være et oplagt bud.

 

Køb 4DFWD her 

  

Mere inspiration?

Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:

Inspiration og artikler - klik her

  • VIDEO: 3 gode grunde til at vælge Nike Air Zoom Structure 24

    Anmeldelse: Jeg har testet den populære Nike Air Zoom Structure 24 og her giver jeg dig 3 gode grunde til at du skal vælge netop denne sko! 

  • 5 råd til dig der vil undgå løbeskader

    Er du bange for at få en løbeskade? Eller har du prøvet det, måske flere gange, og vil gerne have hjælp til at undgå den næste? Så læs med her!

  • On Cloudflow – Få følelsen af at rulle afsted på skyer

    On Cloudflow er hurtig og responsiv løbesko. Læs min subjektive holdning om løbeskoen her.

  • Test: On Cloudultra - En stilet trail sko, der slår benene væk under dig!

    Efter at have gennemtestet On Cloudultra i de norske fjelde er jeg virkelig blevet positivt overrasket. Læs eller se anmeldelsen her og find ud af hvorfor!