Jeg er nu stille og roligt begyndt at genoptage løb – og heldigvis uden at mærke noget til benet, der tidligere har drillet. Det er en kæmpe lettelse. Jeg har gennem årene været ramt af mange skader, og med tiden har jeg lært, hvordan jeg både holder formen og humøret oppe, når jeg ikke kan løbe – og hvordan jeg kommer stærkere tilbage.
Alternativ træning: Find det der motiverer
Når løb ikke er en mulighed, er det vigtigt at holde kredsløbet i gang på andre måder. For mig har det været en blanding af lyst og strategi: Sommervejret har virkelig indbudt til udendørs cykling, og jeg har nydt at komme ud på landevejene.
Derudover har jeg kørt en del virtuel cykling på Zwift indendørs – her har konkurrenceelementet gjort det nemt at få intens og effektiv træning ind, også selvom motivationen har været svingende.
Et konkret mål har hjulpet mig: Jeg satte mig for at køre opad Alpe du Zwift på under 40 minutter. Det gav noget at træne hen imod, og med tiden blev det ikke bare et spørgsmål om at slå min egen tid – men også en anden løbers. Sådan noget kan virkelig tænde gnisten hos mig.
Styrke og mobilitet: kom stærkere tilbage
Sideløbende har jeg haft stort fokus på styrke og mobilitet, især i mine bens ”bagkæde” – det område, der tidligere har givet mig flest problemer. Helt konkret har jeg arbejdet med underben, baglår, baller, hofter og core. Det har været en kombination af mobilitetsøvelser og styrketræning på måtte, ofte med elastikker, foam rollers og små redskaber, som er billige og relativt nemme at anskaffe sig, men kan gøre en stor forskel.
Det handler om at finde og arbejde med sine svagheder – og bruge skadesperioden som en mulighed for at opbygge en stærkere og mere robust krop.
Skadespauser er aldrig nemme, men de behøver ikke være spildt tid. Med de rette valg og lidt tålmodighed kan man holde både formen og hovedet nogenlunde intakt – og forhåbentlig snart være tilbage i endnu bedre form end før.
Interesseret i mere?