Artikel

Hvad så Heat 4, er i klar?

Hvad så Heat 4, er i klar?

Nordic Race Standparken 2017

”Hvad så Heat 4, er i klar?” råber manden med megafonen, der står over os.
 Klokken er 10.30 og vi står i samlet flok klar i startboksen. 
Heat 4! Vi kigger rundt på hinanden. Nikker anerkendende. Griner lidt og smiler. Vi er alle i samme båd.
 Nogle ser stærke ud, andre mindre stærke, nogle udstråler spænding og andre frygt. 
Min mave kilder, mine ben føles som gelé og der er efterhånden ingen vej udenom, at jeg nu skal deltage i mit første Nordic Race(herefter NR). 



Jeg har løbet NR 3 gange. Strandparken i ´16 og ´17, samt Hasle Bakker ’17. 
Nervøsiteten bliver mindre for hver gang jeg står i startboksen, nok fordi jeg ved hvad der nogenlunde venter mig. Men sommerfuglene i maven er for mig de samme. Jeg glæder mig til, at nedtællingen starter og startskuddet lyder, at der blæser røg ned på banen og at vi bliver ”sluppet løs”.



Tankerne og til tider spekulationerne op til mit første Nordic Race var meget ambivalente. 
Nogle dage glædede jeg mig og andre dage håbede jeg på at blive ramt af influenza, så jeg var nødt til at trække mig. Jeg tror, at håbet om at blive ramt af influenza skyldes, at jeg er så bange for at skuffe mig selv eller for den sags skyld skuffe mit hold. 


Jeg har alle 3 gange jeg har deltaget i NR været sammen med gode venner, hvor vi ikke havde målet at vinde det hele. 
 Men simpelthen have en god oplevelse og vinde over vores frygt og bevise overfor os selv og hinanden at vi er stærke sammen. 


Mine løbeevner som marathonløber har virkelig gavnet mig, da jeg har formået at spare krafter og samle luft på de stræk med rent løb. 
Men efter hvert NR har jeg tænkt. ”Kitt, næste gang skal du altså liiige være lidt stærkere i din overkrop.” Men det bliver man åbenbart ikke bare over-night.

 

 

kitt Lynge nordic race 2017

 

Sammen er vi stærkere 

Jeg blev selv lokket med til mit første NR, jeg havde egentlig flere gange sagt nej, fordi jeg troede jeg ikke ville kunne gennemføre. Så sidder du med den frygt, så smid den. Du kan godt! Men for din egen skyld og for at få en endnu bedre oplevelse, så er det en god idé at forsøge at komme lidt i form og evt. deltage i nogle af de OCR events, der bliver afholdt fordelt henover året.


Jeg har løbet med gode venner både i bedre og i dårligere form end jeg selv er.
 Men det vigtige har for mig været, at man er enige om, at man løber efter samme mål. Jeg løber altid NR for, at få en god oplevelse. At jeg så har præsteret at blive bedre i mange af forhindringerne gør at det giver mig ekstra blod på tanden. 


Strandparken ´17 var vi 7 venner der løb sammen. Vi spændte bredt aldersmæssigt, samt i hvilken form vi var i. Ved forinden løbet at have afstemt forventningerne slap vi næsten for problemer på ruten. 
Jeg trænede i den periode op til marathon og havde derfor nærmest mit eget spor i sandet på Amager strandparken, så løb var ikke en udfordring for mig. 
Nogle af dem på mit hold sakkede langsomt bagud på løbedistancerne, mens nogle af os i nogens øjne nok udviste lidt meget overskud, da vi løb frem og ventede på de andre ved næste forhindring. Der blev konstant holdt øje med om alle var med inden vi tog hul på næste forhindring, så ingen følte sig efterladt.
 

  

         

Udfordringerne som hold opstod, da et par af dem der sakkede bagud blev ramt af frustration. Det var koldt i april – det var hundekoldt. Vi var våde og de følte at de trak os andre ned. 
Efter et par bemærkninger om, at nogen skulle løbe videre og at bagtroppen ville klare sig selv, samt et modsvar fra frontløberne om, at vi havde aftalt af følges, så sådan blev det. 
Løb vi videre i samlet flok. 
Følelsen af at være iskold, lettere forslået, men med et smil der ikke kunne tørres af, løb vi over målstregen hånd i hånd med hænderne hejst over hovedet – det var så verdensklasse. !


Jeg mener personligt, at NR bidrager yderst positivt til at du kan få nogle vildt fede oplevelser med dine venner. 
Mine venner og jeg er kommet tættere på hinanden, både fordi vi har hjulpet hinanden over diverse forhindringer. Bl.a. med en fod på skulderen eller en numse i hovedet. Men også det at vi har stået i situationer hvor vi følte os usikre og havde brug for hinanden. 


Jeg glemmer ikke, da jeg næsten er på toppen af en forhindring og er lige ved at give op, fordi mine arme ikke kan mere. Jeg siger højt. ”Jeg kan ikke”. I det samme dukker min lillebrors ansigt op og siger ” Kom nu Kitter. Det kan du fandme godt.” Han rækker sin hånd frem og hjælper mig det sidste stykke. 
Ikke nok med at du får dine venners fødder på skuldrene og numser i ansigtet. Så er folk på ruten også sindsygt gode til at hjælpe hinanden. 
Holdånden er virkelig i top hele vejen rundt. 



 

Køb OCR sko her

 

        

Forhindringerne ved Nordic Race

Da jeg forinden løbene havde kigget på hjemmesiden og udforsket de forskellige forhindringer tænkte jeg med det samme, at jeg ikke ville kunne klare nogen af dem /det tør jeg da ikke.


Da løbene så kommer i gang, så kan du egentlig mere end du selv tror. 
Forhindringerne med vand på strandparken ´17 virkede 100 gange hårdere end i ´16, fordi det var så hundekoldt. Men personligt syntes jeg, at det var fedt at hoppe fra molen og direkte ned i iskoldt vand. 
Da jeg ramte vandet gik der et sus igennem min krop, vandet var meget koldere end jeg forventede. Jeg gispede efter vejret. Samlede tankerne og svømmede på hen til rebstigen, hvor man skulle klatre op. .

 

Så var vi ligesom i gang.

Forhindringerne er af forskellige sværhedsgrader og jeg er meget begejstret for, at man, hvis man ikke kan klare en forhindring / ikke tør, så kan man tage en strafrunde i form af løb på en afmålt distance. 
Mange af fordringerne ser man de fleste hjælpe hinanden igennem – i hvert fald, hvis du ikke løber Elite, hvor man skal kunne klare alle forhindringer selv. 
Der er mange frivillige på ruten, som hjælper, hepper og guider dig. 
Det føles trygt, da der ved arrangementer som disse, nemt kan være nogen der falder, vrikker om mm. 
Det virker meget professionelt og godt struktureret. Jeg har desværre oplevet folk der er kommet til skade på ruten, men deltagere og frivillige er gode til at tage hensyn og tilkalde hjælp, som er der kort efter. 



 

Stemning ved et OCR løb

Når du går rundt på pladsen både før og efter løbet bliver du mødt af glade og spændte mennesker. 
Der er alle typer af folk. Lige fra elite OCR løberen til ham/hende, der har haft NR som sit nytårsfortsæt. 
Strandparken ´16 og Hasle Bakker ´17 var der rigtig godt vejr, hvilket gjorde at folk sad i græsset og hyggede sig. Mange var kommet for at heppe deres venner og familie i mål. 
På strandparken er det meget nemt som tilskuer at følge sine pårørende på ruten – og det giver virkelig god energi at få tilråb, når du er maks presset.
På pladsen er der muligheder for bl.a. at købe forskellige ocr-relaterede produkter, samt en varm kop kaffe, hvilket er tiltrængt efter et dyk i havet i april måned. 
Man bliver grebet af den glæde der spreder sig over pladsen i takt med at flere og flere løber over målstregen. 

 

At du så kan risikere ligesom jeg, at være ramt af race-kisses og en noget øm krop i den efterfølgende uge er bare bonus. 
Sidst men ikke mindst får du en bad ass medalje om halsen, når du løber over målstregen .. 
Stemningen omkring Nordic Race har ved alle mine oplevelser været med til, at jeg med glæde vil stå klar i startboksen, når manden med megafonen råber: ”Hvad så derude – er i klar?”

Jeg håber virkelig, at møde dig på ruten – vil med glæde ha din numse i hovedet og din fod på min skulder.

Af Kitt Lynge – Løbe og fitness ambassadør for løbeshop.dk

 

Produkter relateret til dette indlæg