Artikel

TEST: Nike Air Zoom Pegasus 36 vs. Pegasus 35

TEST: Nike Air Zoom Pegasus 36 vs. Pegasus 35

Se Jesper Petersen's profil
 Af Jesper Petersen

 

Var du vild med Nike Pegasus 35, vil du elske den nye Nike Pegasus 36! Jeg har testet den seneste udgave af Nikes legendariske Pegasus, der med små forbedringer og justeringer fortsat er et sikkert valg til den neutrale løber.

 

Nike Pegasus – en legendarisk løbesko

Den første Nike Pegasus blev lanceret helt tilbage i 1983, og i dag er vi så nået til version 36, hvilket gør Pegasus til en af de længstlevende løbesko-serier overhovedet! Og det er selvfølgelig ikke uden grund, at en løbesko får lov til at leve så længe. Nike Pegasus er traditionelt en rigtig god løbesko, der med sin alsidighed og fornuftige pris har fået opbygget en ekstremt trofast fanskare over de seneste mange år.

Jeg har testet de seneste 3 udgaver af skoen, og det er ingen hemmelighed, at Nike Pegasus hører til blandt mine absolutte favorit-sko. Jeg har derfor været enormt spændt på at se, hvilke ændringer Nike har foretaget på deres seneste udgave – Nike Air Zoom Pegasus 36.

  

Generelt om Nike Pegasus 36

Nike Pegasus 36 betegnes som en ”hurtig mængdetræningssko”, der er god på alle distancer. Den er neutral, den har moderat støddæmpning, den er forholdsvis let, og så har den et klassisk hældrop (højdeforskel på hæl og tå) på 10 mm.

  

Køb Nike Pegasus 36 her

  

nike air zoom pegasus 36 test

  

 

Ændringer fra Nike Pegasus 35 til Nike Pegasus 36

De største opdateringer på Nike Pegasus 36 finder vi på overdelen og omkring hælen.

  

Nike pegasus 36 vs. 35

Nike pegasus 36 vs. 35 - inderside

Venstre: Nike Air Zoom Pegasus 36. Højre: Nike Air Zoom Pegasus 35

  

Mere åndbar overdel

Overdelen på sidste års udgave, Nike Pegasus 35, er en flerlags-mesh, som er meget tyk. Og hvis jeg skal sige noget negativt om Pegasus 35, så er det måske netop, at den pga. overdelen er temmelig varm om sommeren. Den er super blød og behagelig, og den sidder godt omkring foden, men den er varm.

Overdelen på Nike Pegasus 36 er næsten lige så tyk som på Pegasus 35. Men i årets udgave har overdelen fået tilføjet væsentligt flere (og større) ventilationshuller, så umiddelbart er den mere åndbar og knap så varm.

 

Nike pegasus 36 vs. 35 - mesh overdel

Venstre: Nike Air Zoom Pegasus 35. Højre: Nike Air Zoom Pegasus 36

 

Min første løbetur i Nike Pegasus 36 foregik på årets hidtil varmeste dag i 28 graders varme og høj sol. Så det var varmt – meget varmt. Og åndbarheden og ventilationen i Pegasus 36 blev virkelig testet til det yderste. Jeg skal være ærlig at sige, at mine fødder kogte fuldstændig over. Men jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det havde været, hvis jeg havde løbet i Pegasus 35. Og umiddelbart har jeg faktisk svært ved at forestille mig, at nogen sko skulle kunne holde fødderne afkølede, når det er SÅ varmt.

De efterfølgende løbeture er foregået ved mere moderate temperaturer, og her har varme fødder i hvert fald ikke været et problem. Så faktum er, at Pegasus 36 har fået en ny overdel, der er en smule tyndere og lidt mere åndbar.

  

Nike pegasus 36 overdel

 Overdel - Nike Air Zoom Pegasus 36

  

Mere tætsiddende hæl

Den største funktionelle forskel på Pegasus 35 og Pegasus 36 finder vi i hæl-området, hvor skoen nu ”sidder endnu mere til”. Den øverste del af hælkappen er fortsat vinklet bagud med det formål at minimere presset på achillessenen og forhindre irritation - og det lykkes helt sikkert efter hensigten.

I min anmeldelse af Nike Pegasus 35 nævnte jeg, at jeg følte, at den bagudvinklede hælkappe gjorde, at jeg mistede lidt greb omkring hælen, hvilket betød, at min hæl havde tendens til at glide lidt ud af skoen. Jeg er formentlig ikke den eneste, der har haft den oplevelse, for en af de største ændringer fra Nike Pegasus 35 til Pegasus 36 er netop, at Nike har forsøgt at forbedre grebet omkring hælen.

Hvis vi ser skoene oppefra, kan man godt fornemme, at den bagerste del af Nike Pegasus 36 er smallere end den tilsvarende del af Nike Pegasus 35, og derfor giver den et lidt bedre hold omkring hælen.

  

nike air zoom pegasus 36 vs. 35 hæl heel

Venstre: Nike Air Zoom Pegasus 36. Højre: Nike Air Zoom Pegasus 35

   

I Nike Pegasus 35 løste jeg ”hæl-problemet” ved at tage det øverste ekstra snørehul i brug. Men det, føler jeg ikke, er nødvendigt i Pegasus 36, så noget er der i hvert fald sket.

Udover at Nike Pegasus 36 er blevet smallere i hælområdet, så er der også sparet lidt på den indvendige polstring omkring hælen. Det er dog på ingen måde negativt. Tværtimod synes jeg faktisk, at skoen med sin tættere pasform sidder bedre til, hvilket øger komforten. 

 

Tyndere og kortere pløs

Pløsen, der er den del af skoen, som ligger oven på vristen lige under snørebåndene er blevet markant tyndere. Den går heller ikke så langt op på vristen som i Pegasus 35, hvilket er en klar forbedring i mine øjne.

 

nike air zoom pegasus 36 vs. 35 pløs

  

Pegasus 36 føles generelt meget behagelig henover vristen, hvor de synlige FlyWire-kabler i samspil med snørebåndene giver et sikkert og stabilt hold på midtfoden. Og selvom jeg strammer skoene meget ind, generer snørebåndene på ingen måde vristen, selvom pløsen er blevet virkelig tynd.

  

nike air zoom pegasus 36 test

   

En lettere og slankere Nike Pegasus

De nævnte ændringer på overdelen, pløsen og hælen bevirker, at Nike Pegasus 36 er den letteste og slankeste udgave, vi nogensinde har set i Pegasus-serien! Nike har sparet ca. 20 gram i forhold til Pegasus 35, så en herre str. 42,5 nu går fra 280 g. (Pegasus 35) til 260 g. (Pegasus 36). Vægttabet gør Nike Pegasus 36 til en af de absolut letteste mængdetræningssko – og det vel at mærke uden at gå på kompromis med skoens komfort! Faktisk er Nike Air Zoom Pegasus 36 nøjagtig lige så let som konkurrence-skoen Nike Zoom Fly Flyknit!

  

nike air zoom pegasus 36 test anmeldelse 

   

  

Ligheder mellem Nike Pegasus 35 og Nike Pegasus 36

Fra indlægssålen og ned til ydersålen er Nike Pegasus 36 og Nike Pegasus 35 nærmest fuldstændig identiske.

  

Mellemsål

Mellemsålen består af et skum-materiale kaldet Cushlon ST i kombination med en ”Zoom Air” luftpude i hele skoens længde. Mellemsålen er den del af en løbesko, der har størst betydning i forhold til, hvordan skoen føles under løb. Og da mellemsålerne i Pegasus 35 og Pegasus 36 er ens, så føles de to sko også meget, meget ens at løbe i. Nike Pegasus er generelt kendt for sin velbalancerede støddæmpning, der føles tilstrækkeligt blød og dæmpende til de lange ture, og tilstrækkeligt fast og hurtigreagerende til de kortere tempoture – og det fortsætter altså i Nike Pegasus 36.

   

Ydersål

Ydersålen på Pegasus 36 er også identisk med ydersålen på Pegasus 35. På skoens yderside (hvor de fleste løbere har den første kontakt med underlaget) har skoen en såkaldt ”Crash Pad”, der er ekstra slidstærk og har til formål at absorbere stødet i landingen bedst muligt. På skoens inderside er ydersålen opbygget af en masse små 5-kanter, der giver et godt greb på mange forskellige typer underlag, og sikrer et effektivt ”træk”, når du sætter af fra jorden. Hele ydersålen består i øvrigt af en hård, slidstærk og let klistrende gummiblanding.

Jeg har løbet rigtig mange kilometer i Nike Pegasus 35, og har også brugt den som hverdagssko engang i mellem. Og som du kan se på billedet herunder, så er de 5-kantede knopper nogle steder slidt ned til halv størrelse – værst ser det ud midt under forfoden. Det er ekstremt forskelligt fra løber til løber, hvordan og i hvor høj grad løbesko slides. Men i mit tilfælde vil jeg mene, at der stadig er mange kilometer tilbage i Pegasus 35. Generelt plejer holdbarheden på Nike Pegasus at være ganske god. Og på trods af de relativt få kilometer, som jeg hidtil har løbet i Nike Pegasus 36, kan jeg ikke se, hvorfor det skulle være anderledes med denne sko.

  

nike air zoom pegasus 36 vs. 35 ydersål

Venstre: Nike Air Zoom Pegasus 36. Højre: Nike Air Zoom Pegasus 35

   

Pasform – Nike Pegasus 36

Den overordnede pasform i Pegasus 36 minder ret meget om pasformen i Pegasus 35. Så hvis Pegasus 35 fungerede for dig, så kan du være sikker på, at Pegasus 36 også er et godt match. Hæl-området er, som nævnt, blevet lidt mere tætsiddende, men derudover vurderer jeg, at Pegasus 36 og Pegasus 35 føles meget, meget ens.

Pegasus-serien er kendt for at have normal bredde, men være lidt tætsiddende i overdelen, og sådan er det også med Nike Pegasus 36.

  

nike air zoom pegasus 36 vs. 35

Venstre: Nike Air Zoom Pegasus 35. Højre: Nike Air Zoom Pegasus 36.

  

Hvem er Nike Pegasus 36 til?

Jeg vil anbefale Nike Pegasus 36 til dig, der søger en god, alsidig løbesko, som du kan bruge på alle dine løbeture.

Typemæssigt placerer den sig lige i midten mellem de meget bløde og støddæmpende mængdetræningssko og de lette, faste og hurtige konkurrence-løbesko. Nike Pegasus 36 kan det hele, og er derfor et fremragende valg til dig, der både løber langt, kort, hurtigt og langsomt, og som kun vil eje én løbesko.

Nike Pegasus 36 er efter min mening en af markedets suverænt mest alsidige løbesko. Og så er den altså bare en fornøjelse at løbe i!

 

Køb Nike Pegasus 36 her

 

Mere inspiration?

Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:

Inspiration og artikler - klik her

Produkter relateret til dette indlæg

  • Guide: brug superkompensation til at udvikle din træning

    Den tidligere topløber, Allan Zachariassen, fortæller dig i denne artikel, hvordan du kan tage dine løbeevner til det næste niveau ved hjælp af superkompensationsprincippet.

  • Guide: bliv en bedre løber i bakket terræn

    Her giver den tidligere topløber, Allan Zachariassen, dig tips og tricks til hvordan du kan forbedre dig som løber ved hjælp af bakketræning.

  • TEST: De 3 bedste Asics Trailsko – Se sammenligningen

    Vi har testet Asics FujiTrabuco Pro, GEL-FujiTrabuco 7 og FujiLyte XT. Se forskellene og find din næste trailsko her!

  • De 5 bedste løbejakker til efterår/vinter til mænd og kvinder 2019

    Se de bedste løbejakker, der får dig sikkert og komfortabelt gennem efterårets og vinterens løbeture.