Artikel

Test: Li-Ning Elite 2.0 vs. Nike Vaporfly Next% – hvilken er hurtigst?

Li-Ning har med deres supersko, Feidian Elite 2.0, taget kampen op imod Nike Vaporfly. Vi har testet, hvilken sko der er hurtigst. Find resultaterne her i artiklen.

I en længere periode har Nike Vaporfly været en af, hvis ikke den mest dominerende sko, når det kommer til konkurrence – særligt på langdistance har skoene vist en klar præstationsfremmende effekt. Li Ning har taget kampen op og produceret en meget interessant sko – nemlig ”Feidian Elite 2.0”. Hos Løbeshop har vi testet, om det er lykkes at lave en konkurrencedygtig sko. Find resultatet her i artiklen!

Revolutionen i løbemarkedet

Nike kan med rette siges at have revolutioneret løbesko-markedet med deres første Vaporfly, som havde en fordelagtig kombination af noget rigtig godt skum samt en carbonplade i sålen. Skoen er blevet opdateret flere gange sidenhen, men i bund og grund er det stadig samme opbygning – altså noget rigtig godt skum med fremragende retur-energi og en carbonplade.

Resultatet var i alt sin enkelthed, at det var muligt at løbe hurtigere i disse sko sammenlignet med traditionelle sko. Dette er efterfølgende blevet bakket op af flere forskellige forsøg fra både universiteter og diverse test labs rundt omkring.

De fleste andre løbeproducenter har i skrivende stund en ”pendant” til Vaporfly, men få har set ud til at kunne præstere på samme niveau, om end der stadig er begrænset mængde undersøgelser på området. Li-Ning har nu lavet en sko, som skulle kunne konkurrere med Vaporfly, og det har vi undersøgt nærmere.

Metode: Sådan har vi testet skoene

Skal vi sige noget med sikkerhed, kræver det et større, videnskabeligt studie, men vi har alligevel sat os for at se nærmere på skoen i vores eget ”ministudie”. Vi testede derfor Nike Vaporfly Next% overfor Li-Ning Feidian Elite 2.0.

Li-Ning Feidian Elite 2.0

Testprotokollen

Måden, vi har testet skoene på, er med en ganske simpel protokol.:

  • 10 minutters let opvarmning
  • 5 minutter ved 12 km/t (5:00 min/km)
  • 5 minutter ved 15 km/t (4:00 min/km)

Under hele testen havde vi 1% stigning på båndet (Woodway-løbebånd), og iltforbruget er målt med iltoptagelsesudstyr (Cortex Metalyzer). Generelt benytter man 1% stigning på løbebåndet, for at kompensere for ”manglende” vindmodstand, set i forhold til løb udendørs.

Begge sko blev testet samme dag. Vi har lavet forsøget med Max & Emil, som kan løbe 100% ”aerobt” i begge tempi. Hvis vi testede skoene ved en for høj hastighed, ville Max & Emil løbe på en blanding af aerobe og anaerobe systemer, hvilket ville være et problem – man kan nemlig ikke måle energiforbruget af de anaerobe systemer godt nok, og derfor ville vi ende med at have usikkerheder omkring resultaterne.

Det er desuden på denne måde, at man normalt tester denne type sko op mod hinanden, hvis man vil se, hvilken der er mest økonomisk at løbe i. Det er også sådan, at man i andre undersøgelser har fundet ud af, at Vaporfly er mere økonomisk end andre løbesko – derfor giver det mening at tilgå det på samme måde i vores ministudie.

Emil på løbebåndet i Nike Vaporfly Next%

Vil du gerne læse mere omkring aerob/anaerob, kan du dykke ned i det i artiklen her:

 Aerob og anaerob træning – hvad er forskellen?

For at finde ud af, om den ene sko er bedre end den anden, ser vi nærmere på iltforbruget; er iltforbruget lavere i en af skoene, vil det altså i praksis betyde, at man kan løbe hurtigere i skoen, fordi man vil have noget ”ilt til overs”, som så kan bruges til at skrue op for tempoet. Og da de aerobe systemer (som bruger ilt) er altafgørende inden for langdistance, er dette formentlig den bedste parameter at se på, i en test som denne.

Vi kunne også godt have testet skoene ved højere hastigheder - eksempelvis 20 km/t (3:00 min/km), men her løber hverken Max eller Emil 100% aerobt, og her vil iltforbruget altså ikke fortælle det fulde billede af belastningen. Derfor er det mere ligetil at se på ”aerobe intensiteter”, så vi får et datasæt, vi kan regne med.

Lidt om de to løbere, Emil & Max

Emil løber omkring 100-140 km om ugen og stiller op til konkurrencer for at løbe så hurtigt som muligt. Han har løbet siden 2018 og har tidligere spillet volleyball på højeste plan i Danmark. Han har en maraton pr på 2.30.38.

Max har løbet siden 2014 og er ligeledes ambitiøs med sin træning. Den ugentlige løbemængde er på 100-130 km, og han har i løbet af hans tid som løber deltaget på alle distancer fra 800m til marathon og trailløb (også op til marathon). Han har en 1500m-PR på 4:04 og en marathon-PR på 2.35.38.

Max på løbebåndet i Li-Ning Feidian Elite 2.0

Vi har altså at gøre med to løbere, som ligger meget tæt på hinanden i niveau, hvilket også kan ses i det efterfølgende datasæt (se nærmere under ”resultater”).

Både Max’ og Emils Vaporfly Next% har løbet ca. 120 km. For Max’ vedkommende testede han et helt nyt par Li-Ning Feidian Elite 2.0, imens Emil testede et par Li-Ning Feidian Elite 2.0, som har løbet ca. 150 km.

Venstre: Nike Vaporfly Next%. Højre: Li-Ning Feidian Elite 2.0

Resultater

I vores ministudie får vi følgende resultater:

12 km/t

 

Iltforbrug
(Nike Vaporfly Next%)

Iltforbrug
(Li-Ning Feidian Elite 2.0)

Forskel

Max

2,79 L/min

2,83 L/min

1,4%

Emil

2,78 L/min

2,9 L/min

4,3%

 

Ved 12 km/t ser vi altså, at Li-Ning Feidian Elite 2.0 har hhv. 1,4% og 4,3% højere iltforbrug end Nike Vaporfly Next%, og Nike Vaporfly Next% er altså mere økonomisk end Li-Ning Feidian Elite 2.0 ved 12 km/t.

15 km/t

 

Iltforbrug
(Nike Vaporfly Next%)

Iltforbrug
(Li-Ning Feidian Elite 2.0)

Forskel

Max

3,51 L/min

3,35 L/min

-4,6%

Emil

3,51 L/min

3,46 L/min

-1,4%

 

Ved 15 km/t ser vi det omvendte billede – Li-Ning Feidian Elite 2.0 har hhv. 4,6% og 1,4% lavere iltforbrug, og er altså mere økonomisk end Nike Vaporfly Next% ved 15 km/t!

 

Både Max’ og Emils’ test viser altså samme tendens:

  • Ved 12 km/t: Li-Ning Feidian Elite 2.0 viser et højere iltforbrug og er dermed mindre økonomisk
  • Ved 15 km/t: Li-Ning Feidian Elite 2.0 viser et lavere iltforbrug og er dermed mere økonomisk

 

Herre
Li-Ning
Feidian 2.0 Elite
Udsolgt
Dame
Li-Ning
Feidian 2.0 Elite
Udsolgt

 

Diskussion: Hvad betyder tallene så?

Forskellene imellem skoene er små, og du skal altså ikke regne med at lave verdensrekorder ved blot at skifte sko. Små forskelle kan dog betyde ganske meget i praksis, og tidligere har Vaporfly også netop vist en lille fordel overfor andre sko – typisk i omegnen af 4% mindre iltforbrug.

Forskellen er ikke så stor hos Emil, som den er hos Max, når det gælder hurtigere løb, og hvad end dette skyldes forskel i løbestil, snørring af sko, mængde løbet i skoene eller noget helt fjerde, er ikke til at sige. Begge tests viser dog samme tendens, som forklaret ovenfor:

  • Nike Vaporfly Next% er i både Max’ og Emils tilfælde det bedste valg (den hurtigste sko), hvis de skal løbe ved en hastighed på 12 km/t.
  • Li-Ning Feidian Elite 2.0 er i både Max’ og Emils tilfælde det bedste valg (den hurtigste sko), hvis de skal løbe ved en hastighed på 15 km/t.

Mange vil bruge denne type sko til konkurrence. I denne forbindelse kan man spørge, om effekten af skoene er lige så god ved højere hastigheder, hvis dit konkurrencetempo eksempelvis er 3:30 min/km (17,1 km/t).

Ud fra de data, vi har fra vores ministudie, kan vi ikke sige noget om øvrige tempi – men set ud fra historikken de seneste år, så ser det ud til, at denne type sko har givet et meget tydeligt boost til løberes præstationer, hvad end det er verdenselite eller motionsløber. Det vil derfor forventes, at effekten af skoene også er gældende ved højere hastigheder.

Li-Ning Feidian Elite 2.0

Konklusion: Li Ning Feidian Elite 2.0 eller Nike Vaporfly Next%?

Vores ministudie viser en meget interessant tendens, hvor Nike Vaporfly Next% præsterer bedre end Li-Ning Feidian Elite 2.0 ved lavere hastigheder, men til gengæld klarer Elite 2.0 sig bedre end Vaporfly ved hurtigere løb.

Vi kan ikke på baggrund af vores ministudie lave en endegyldig konklusion omkring, at Li-Ning Feidian Elite 2.0 er hurtigere end Nike Vaporfly Next%, men der er omvendt heller ikke noget, der tyder på, at Nike Vaporfly Next% er bedre!

Det ser ud fra vores ministudie ud til, at Li-Ning Feidian Elite 2.0 er et mindst ligeså godt valg til konkurrence, som Nikes Vaporfly Next%, hvilket betyder, at du nu har en ekstra valgmulighed. Li-Nings Feidian Elite 2.0 er en lidt mere fast sko sammenlignet med Nike Vaporfly Next%, dog stadig i ”supersko”-kategorien; altså masser af komfort.

Synes du, at Vaporfly Next% er til den bløde side, kunne Feidian Elite 2.0 derfor være et rigtig godt bud på et alternativ, som kan bringe dig lige så hurtigt til målstregen! 

Li-Ning

 

Læs mere om Li-Ning

Li-Ling tilbyder et spændende udvalg af løbesko. I denne artikel kan du blive klogere på alle de nye løbesko fra Li-Ning og finde den model, der passer dig bedst:

Bedste Li-Ning løbesko 2022 – Et af verdens største sportsbrands

 

Fandt du ikke en favorit?

Se hele udvalget af løbesko her:

LØBESKO

Populære artikler