Artikel

Skitøj til langrend - Hvad skal jeg vælge?

Skitøj til langrend - Hvad skal jeg vælge?

Langrend er en af de ældste vintersportsgrene og en af de mest fysisk krævende sportsgrene. På langrendsløjperne bruger man hele kroppen, og en langrendstur kan variere fra høj- til lavintensitetstræning. Derfor er det vigtig at du klæder dig rigtigt på inden skiene spændes på fødderne. Craft, Salomon og Helly Hansen har lange traditioner for at lave masser af superlækkert sportstøj til langrend.

 

6 hurtige råd til valg af langrendsbeklædning:

  • Svedtransporterende undertøj
  • Vælg et mellemlag med høj hals eller køb en ekstra halsedisse
  • Vindtæt jakke med bevægelsesfrihed
  • Fleksible tights eller bukser med vindstopperfront
  • Handsker i svedtransporterende polyester
  • Tynde lag-på-lag til at regulere kropstemperaturen

 

Start med funktionelt undertøj

Et af de vigtigste elementer til valg af langrendsbeklædning er et lag funktionelt undertøj. Vælg et par boxershorts eller underbukser og evt. en sports-BH lavet i 100% polyester eller polypropylen. Polyester-metervaren har gode egenskaber til hurtigt at transportere fugt væk fra huden, så du nemmere kan holde dig tør og varm. Produktchef Jonas Peterson fra Craft fortæller, at rigtig mange skiløbere ofte begår den fejl at tage almindeligt bomuldsundertøj på under deres mellemlag lavet af polyester. Det giver ingen mening, for bomuldsundertøjet suger fugten, og bliver hurtigt koldt og klamt at have på.

Et ”must” for alle skiløbere er derfor et funktionelt basislag med lange ærmer og ben. Basislaget skal være tætsiddende for bedst muligt at udnytte tøjets svedtransporterende egenskaber. Det lange basislag skal holde dig varm og tør, lige som dit inderste undertøj.  

 

Se hele udvalget af basislag her

 

 

Tykt eller tyndt mellemlag

Mellemlaget på overkroppen har til formål at give isolation og holde dig varm. Tykkelsen og isolationen på mellemlaget er væsentligt i forhold til om du fx skal køre Vasaloppet eller Birkebeineren i højt tempo, eller regner med at køre løbet i lavt tempo. Generelt er det bedre at løbe med flere tynde lag, for så det er nemmere at tage et lag af, hvis det bliver for varmt.

Når tempoet skal holdes højt, er det en fordel at vælge et tyndt og tætsiddende mellemlag i polyester. Ved højintensitetstræning skal kroppen kunne komme af med varmen, og det er derfor en god ide at vælge et mellemlag med høj svedtransport. Er vejret koldt og blæsende kan det være en fordel at tage en vest eller et mellemlag på med vindstopperfront, for at bremse kuldepåvirkningen på torsoen.

På længere hyggeture, hvor kroppen ikke sveder så kraftigt, er det mere behageligt at have et tykkere mellemlag på. Fx en microfleece trøje eller et mellemlag med uld. På lange ture er det en fordel at have en jakke på, da vejret nemt kan skifte hen over nogle timers langrend.

For at undgå at blive kold i nakken når det blæser på fjeldet, kan det være en fordel at vælge et mellemlag med højhalset og lynlås. På den måde kan du bedre undgå at det trækker ned ad ryggen. Alternativet til et højhalset mellemlag er en kraftig halsedisse eller buff.

 

Langrends tøj 

 

Jakke og yderlag til langrend

Den rigtige jakke kan redde mange uforudsete vejrsituationer. Vind og kulde er de to elementer, som langrendsløberen oftest udsættes for. Det er derfor en god ide at bruge en jakke ved en vindtæt front, som beskytter din torso mod kulde. 

Til langrend er softshell-jakker ideelle. De er lavet af en blød og fleksibel polyestermembran, som giver en god isolering og bevægelsesfrihed. En anden god detalje ved softshell-materialet er, at det ikke knitrer eller ”larmer”, når armene og overkroppen bevæges. En knitrende lyd fra langrendsjakken kan på en lang tur blive et irritationsmoment, når man arbejder meget med armene.

En langrendsjakke behøver ikke være i softshell, men det er altid en god ide at kigge efter om jakke har ventilationspaneler på ryggen eller under armene. De ventilerende og elastiske paneler er med til at give jakken ekstra åndbarhed og en bedre bevægelsesfrihed.

Derudover kan det være rart at jakken har flere lommer, så du lettere kan komme af med handskerne, huen eller smøremiddel til skiene. 

 

Salomon langrend

 

Langrendstights eller pants

Nu handler det ikke kun om at beskytte overkroppen mod vintervejret. Du skal også tænke på at have de rigtige tights eller bukser på til langrend. Da du bruger hele kroppen på langrend, er det vigtigt at bukserne er fleksible. Skal du løbe konkurrence eller hurtigt på ski, er det en fordel med et par varme tights, frem for deciderede langrendsbukser.  

Langrendsbuksen er til gengæld rigtig god på lange ture eller når vejret er koldt. Bukser til langrend skal, lige som jakken, have en god bevægelsesfrihed. Derfor vil pasformen på langrendsbuksen næsten også kunne opleves som en outdoor joggingbuks. For at få ekstra beskyttelse mod vinden er det en god ide at vælge en langrendsbuks med vindstopper på fronten af lår og underben. Bliver det meget koldt i vejret kan skiundertøjet kombineres med et par varme tights og lange bukser. Bliver det for varmt i løbet af turen kan man nemt justere kropstemperaturen ved at tage det yderste lag bukser af.  

 

Glem ikke hovedet, fingrene og halsen

Kolde fingre og hoved kan ødelægge enhver langrendstur, så husk handsker og hue med god svedtransport. Blodkarrene i fingrene er tynde, og har svært ved at holde på varmen. Derfor skal du vælge handsker i svedtransporterende materiale, hvor kroppen har mulighed for at regulere varmen i fingrene. Derudover er det vigtig at handskerne er slidstærke og har et godt greb i håndfladen, så du ikke mister taget om skistaven.

På hovedet er det i den grad vigtigt at holde varmen. Ved eksempelvis 5 graders frost fordamper op til tre fjerdedele af kropsvarmen via hovedet, da kroppen altid først vil prioritere at holde hjernen varm. For at holde varmen på hovedet kan du bruge et pandebånd og hue i fleece og/eller et tyndt svedtransporterende polyestermateriale.

For at holde en optimal regulering af kropstemperatur og svedtransport, kan du bære to sæt huer og handsker, når det er rigtig koldt. Bliver det for varmt under turen, kan man således nemt tage et lag af.

 

Dame langrendstøj 

 

Solbriller er en smagssag

At have solbriller på under langrend er en smagssag. Nogle langrendsløbere synes, at sved og varme gør, at brillerne har tendens til at dugge, mens andre hævder, at briller er et "must". Det kan dog anbefales altid at have et par solbriller med i lommen, for at beskytte øjnene. Kombinationen af kraftigt sollys og sne kan blænde øjnene, så man kan opleve at blive ”sne-blind”. Desuden beskytter solbriller mod vinden og eventuelt snevejr.

 

Produkter relateret til dette indlæg