Artikel

TEST: HOKA ONE ONE CARBON X-SPE – HOKAs HURTIGSTE LØBESKO

TEST: HOKA ONE ONE CARBON X-SPE – HOKAs HURTIGSTE LØBESKO

Om Camilla Af Camilla Christensen

 

Hoka One One Carbon X-SPE er Hoka’s seneste bud på en carbonplade konkurrencesko. Carbon X-SPE er en opgradering af Hoka’s første bud på en lynhurtig carbonplade sko, Hoka One One Carbon X, fra 2019. Jeg har testet Carbon X-SPE de seneste uger, og i denne anmeldelse får du min ærlige mening om skoen. Min oplevelse af skoen vil blive sammenholdt med mine kollegaers (Jacob Halle og Jesper Petersen) oplevelse af Hoka Carbon X, som de testede tidligere på året.

  

Vi er i de seneste år blevet forkælet med den ene lækre carbon sko efter den anden fra stort set samtlige brands. Nogle lækre, bløde materialer og en hård og stiv carbonplade har gjort mig til en ekstremt stor fan af carbonplade løbesko. Man kan ikke komme udenom, at man får en helt særlig løbsoplevelse i denne type sko. De er hurtige og komfortable at løbe i.  

  

Hoka One One Carbon X-SPE test

Til venstre: Nike Vaporfly. I midten: Hoka One One Carbon X-SPE. Til højre: New Balance FuelCell TC. 

  

Generelt er Hoka’s løbesko kendt for deres suveræne komfort og utrolig bløde løbsfornemmelse. Derfor var jeg naturligvis meget spændt på at prøve Hoka One One Carbon X-SPE, og se om den kunne blive en skarp kandidat til de andre carbon sko. Måske en ny favorit til halv- og helmaraton, når races igen bliver muligt?

  

Hoka One One Carbon X-SPE test

  

Allerede inden jeg går i detaljer med Hoka One One Carbon X-SPE, vil jeg afsløre, at det er den mest stabile carbon løbesko, der er på markedet i dag. Carbon X-SPE er i min optik dermed det helt oplagte valg for den almindelige motionsløber, som gerne vil opleve den unikke løbefølelse, som man får i en løbesko med indbygget carbonplade.

 

FØRSTE INDTRYK

Generelt har HOKA løbesko et meget specielt udseende, og de er kendt for sine løbesko med høje og brede såler. Det er måske ikke et udseende, som jeg er ellevild med, men komfort har alle dage været den parameter, som HOKA har sat øverst på deres liste.

Når det kommer til Carbon X-SPE, så er designet stadig meget specielt. Men på netop denne model synes jeg faktisk, at skoens såler syner en anelse mindre, idet de to skumsåler, som ligger over og under carbonpladen, har forskellige farver.  

  

Hoka One One Carbon X-SPE test

  

Hvad angår overdelens design, er der efter min mening ikke noget at komme efter. Den er forholdsvis neutral i farven med sin hvide/lyseblå/lyse lilla overdel, mens den gule sål får den til at syne hurtig, når man først er på farten.

  

Hoka One One Carbon X-SPE overdel

  

Selve pasformen af Hoka Carbon X-SPE er lidt smallere end i Hoka’s andre løbesko. Det er dog meget typisk for en race-sko, at de har en tættere pasform for at være mere ”race-fit”, dvs. sidde godt til foden.

På de første par test-ture var jeg nervøs for, om Carbon X-SPE sad for tæt til foden, da jeg blev en lille smule øm på ydersiden af forfoden. Men det var blot indtil skoen var løbet til, så sad den virkelig fantastisk.

  

Hoka Carbon X-SPE overdel

  

Hoka One One Carbon X-SPE overdel

Til venstre: Hoka One One Carbon X-SPE. Til højre: Hoka One One Carbon X. 

    

Den helt store ændring, som Hoka har lavet i Carbon X-SPE ift. forgængeren, Carbon X, finder vi på overdelen. Alt det, der foregår under foden, er faktisk identisk i Carbon X og Carbon X-SPE.  

  

Hoka One One Carbon X-SPE design

  

Carbon X-SPE har fået en sokkelignende overdel, hvor der ikke længere er en separat tunge/pløs. Tungen er nu en del af hele overdelsmaterialet. Det synes jeg er et kæmpe plus, da det gør, at skoen sidder ekstra godt til omkring midt-forfoden. Dog skal man være opmærksom på, at ”sokken” omkring anklen kan give sig lidt undervejs på løbeturene.

  

Hoka One One Carbon X-SPE heel

Til venstre: Hoka One One Carbon X-SPE. Til højre: Hoka One One Carbon X.

  

Et godt lille tip, der virker for mig, kan være, at stramme snørebåndene ekstra godt inden du tager afsted. Det føles måske lidt stramt de første par kilometer, men derefter vil du føle, at løbeskoene sidder rigtig fint til (lige så snart overdelen begynder at give sig).

Den stivere hælkappe på Carbon X-SPE, som ligeledes er en ændring i forhold til Carbon X, føles virkelig rar. Den giver lidt ekstra støtte og stabilitet til hele den bagerste del af foden.

  

Hoka One One Carbon X-SPE heel

Hælkappen på Carbon X (på billedet til venstre) er blød og meget, meget fleksibel. Til højre: Hoka One One Carbon X-SPE. 

  

Over forfoden giver den nye mesh overdel ekstra god ventilation til tæerne sammenlignet med forgængeren, Carbon X. Stoffet er let, bevægeligt, og frem for alt, åndbart. Det er virkelig en af de helt store forcer ved denne sko - den er yderst åndbar.

  

Hoka One One Carbon X-SPE test

  

Opdateringerne med hhv. en stivere hælkappe og tilføjelsen af materialet TPU ved snørebåndene for at gøre stykket mere slidstærkt, har betydet, at vægten i Carbon X-SPE er gået op med ca. 25g. i str. US 9 ift. Carbon X.

Carbon X-SPE vejer 250g i str. US 9, hvilket gør den til en af de tungere carbonplade løbesko. Når skoen først er på foden, er det dog ikke noget, som jeg overhovedet tænker over. Den føles stadig super, super hurtig.

  

Hoka One One Carbon X-SPE mellemsål

I dette afsnit vil både mine egne (Camilla) og mine kollegaers (Jesper og Jacob) holdninger til mellemsålen blive fremhævet.  

Hvis du tidligere har løbet i Carbon X, og har set frem til opdateringer i Carbon X-SPE, så er det ikke sålen, du skal have nye forventninger til. Sålen i Carbon X-SPE er, som nævnt, nemlig identisk med sålen i Carbon X. Men det er absolut ikke en dårlig ting.

  

Hoka One One Carbon X-SPE test

Til venstre: Hoka One One Carbon X. Til højre: Hoka One One Carbon X-SPE.

  

I begge modeller ligger carbonpladen imellem to skumlag. Det øverste skumlag er til komfort, mens det nederste lag er til fremdrift. Selve carbonpladen ligger som en Y-form i mellemsålen, hvor den ”krøller” sig under dine ydre tæer for at give dig følelsen af den rullende løbefornemmelse og en hurtig hæl til tå afvikling, som Hoka er kendt for.

Med denne teknologi har Hoka søgt at udvikle en alsidig løbesko, der er let, utrolig elastisk ift. fremdrift og med maksimal komfort.  

  

Hvordan føles Hoka Carbon X og Carbon X-SPE at løbe i?

Jesper:

Jeg var nærmest chokeret, da jeg løb ud på min første tur i Carbon X. Skoen er så fjern fra de meget, meget bløde modeller, Bondi og Clifton, som man nærmest kan komme. Sammenlignet med disse to modeller, føles Carbon X virkelig hård og fast under foden. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg nok ikke have gættet, at Carbon X var en Hoka løbesko.  

  

Hoka One One Carbon X-SPE test

Til venstre: Hoka One One Bondi 7. Til højre: Hoka One One Carbon X-SPE. 

  

Jacob:

Er man på udkig efter en blød Hoka mellemsål, så er det ikke her du finder den. Carbon X giver dig en fast fornemmelse under foden og en hårdere landing end andre Hoka løbesko. Det gør skoen ekstremt responsiv, og til trods for den høje sål, så mærker jeg tydeligt asfalten under fødderne.

Sålen i Carbon X giver ikke helt det bløde bounce, som jeg havde forventet. Men ingen tvivl om, at den føles hurtig!

  

Camilla:

Jeg er helt enig med Jesper og Jacob. Jeg var meget overrasket over, hvor hård Carbon X-SPE føltes at løbe i i forhold til mine forventninger til løbeskoen. Den er ikke superblød at løbe i, men meget kontant i dens fremdrift og afsæt. Det var helt klart en anderledes oplevelse, som jeg lige skulle finde hoved og hale i. Det er ikke fordi, at det er en dårlig ting, at Carbon X-SPE er mere hård, men det kom bare som en stor overraskelse.

  

Carbon X-SPE ydersål

  

Hoka One One Carbon X-SPE ydersål

  

Jacob:

Når det kommer til selve ydersålen og løbsoplevelse her, så sidder den virkelig godt fast i både sving og grus. Den føles meget stabil, og man føler sig tryg ved at holde tempoet til trods for vejens forløb.

  

Jesper:

Jeg har løbet omkring 150 km i min Carbon X, og der ses begyndende slid på ydersiden af sålen i den bagerste del af skoen (hvor jeg har den første kontakt med underlaget). Det er nok ikke en sko, som du kan hive 1000 km ud af. Men sammenlignet med en sko som Nike Vaporfly, vil jeg vurdere, at der er væsentligt flere kilometer i Carbon X.

Der er faktisk ikke nogen decideret ydersål på Carbon X. Til gengæld er hele den nederste del af mellemsålen en blanding af EVA-skum og gummi, som har en høj slidstyrke.

  

Hoka One One Carbon X ydersål

På billedet ses ydersålen på Hoka One One Carbon X.  

  

Camilla:

Jeg har løbet omkring 60km i min Carbon X-SPE, og jeg må tilslutte mig Jacob. Ligeså overrasket jeg blev over skoens hårdhed, lige så overrasket blev jeg faktisk over, hvor godt den arter sig uanset mine løberuter. Jeg brugte meget lidt energi på at dreje i løbeskoene, og på grusstier med løst underlag fungerer den også glimrende.

Som en lille fed feature, så kan man faktisk se carbonpladen igennem ydersålen.

  

Hoka One One Carbon X-SPE ydersål

  

Carbon X-SPE sammenlignet med andre carbon sko

Jacob:

Sammenlignet med andre carbonplade løbesko som fx Nike Vaporfly og New Balance FuelCell TC, der er meget bløde og nærmest ”svampede”, så er Hoka Carbon X (og Carbon X-SPE) MARKANT fastere under foden.

Jeg kan nok bedst beskrive det som, at Carbon X (og Carbon X-SPE) føles som en hård hoppebold under foden. Nike Vaporfly og New Balance FuelCell TC føles modsat som en fjedrende skumfidus. De kan næsten ikke føles mere forskellige.

 

Hoka One One Carbon X-SPE test

 Til venstre: New Balance FuelCell TC. I midten: Hoka One One Carbon X-SPE. Til højre: Nike Vaporfly.

  

Jesper:

Hvor New Balance FuelCell TC og Nike Vaporfly leverer en vild, fjedrende fornemmelse, så giver Hoka Carbon X og Carbon X-SPE i højere grad en vild, rullende fornemmelse. Carbonpladen i skoen er enormt stiv og sålen er kurvet (et såkaldt Early Meta-Rocker design). Det bevirker, at man i begge Hoka Carbon X-modeller får en hurtig fodafvikling, hvor man lynhurtigt ”ruller” frem på den forreste del af foden – klar til afsæt. Det er en ret fed følelse!

   

Hoka One One Carbon X-SPE test

Til venstre og højre: Hoka One One Carbon X. I midten: Hoka One One Carbon X-SPE. 

    

Camilla:

Nu har jeg ikke selv prøvet at løbe i Nikes eller New Balances carbonplade løbesko, men jeg har prøvet Brooks Hyperion Elite 1 og 2. Sammenlignet med Brooks, så er Hoka Carbon X-SPE også væsentlig hårdere. Der er ingen tvivl om, at man får et suverænt rul fra hæl til tå i Carbon X-SPE, men det er en kontant løbesko.

Selvom Carbon X-SPE er meget anderledes ift. andre carbon løbesko, så er jeg absolut ikke skuffet over den. Den overraskede mig bare, fordi jeg troede, at Carbon X-SPE kunne blive min næste maraton racesko, men her må jeg erkende, at jeg foretrækker lidt mere komfort, og lidt mere blødhed i mellemsålen.

I stedet opfylder den lige præcis de krav, som jeg har til en tempo/interval-løbesko; hurtig og rullende fodafvikling, yderst kontant og en sko der i den grad vil frem. Og det er Carbon X-SPE fuldt ud garant for!

  

Hoka One One Carbon X-SPE køb

  

Den oplagte carbon løbesko til motionisten

Selvom det ikke er min fortrukne langdistance løbesko, så er det vigtigt at pointere, at det er meget subjektivt, hvor hård/blød man ønsker en løbesko skal være.

Jeg kan i høj grad anbefale Hoka One One Carbon X-SPE til andre løbere, som vil have ekstra fart på deres næste løbetur. Og særligt til dig, som foretrækker en fastere og mere kontant løbesko, hvor du virkelig kan mærke en rullende, fremdrift over distancen. Uanset om distancen hedder 5km, 10km, halvmaraton eller maraton – eller endnu længere.

Bonusinfo: Verdensrekorden på 50 miles er faktisk løbet i Hoka One One Carbon X. Så den kan altså et eller andet – også på de helt lange distancer.   

  

Hoka One One Carbon X-SPE køb

  

Hvis du er motionist og gerne vil prøve dig med en carbonplade løbesko, så er Hoka Carbon X-SPE ligeledes det helt oplagte valg blandt markedets carbon-sko. Den bredere platform i form af sålen, giver en stabil og ”tilgivende” landingszone. Det gør den bedre egnet til motionister, som måske ikke har verdens allerbedste løbeteknik. 

Som udgangspunkt vil jeg ikke anbefale løbesko med carbonplade til nye, og forholdsvis urutinerede løbere. Men hvis man som ny løber insisterer på at hoppe med på Carbon-plade-bølgen, så er Hoka Carbon X-SPE efter min mening det bedste valg. Det skyldes, at den har en fastere mellemsål, så den er ikke NÆR så ustabil, som fx New Balance FuelCell TC og Nike Vaporfly. Tager du skarpe sving i en sko, som FuelCell TC skal man virkelig passe på, at man ikke vrider om på anklen. Den samme bekymring har man slet ikke i Hoka Carbon X-SPE – den er meget, meget mere stabil og tilgivende.

Har du ikke 100% styr på din krop og din løbeteknik, så vil du, groft sagt, ”sejle rundt” med de ustabile og meget bløde carbon-løbesko, som fx Nike Vaporfly og FuelCell TC.

  

Hoka One One Carbon X-SPE køb

  

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at Hoka har sat deres aftryk i carbon løbesko-verdenen med Hoka One One Carbon X-SPE. Det er en fremragende løbesko, som jeg kommer til at bruge fremover på mine hurtige træningsture.

I mine øjne er Carbon X-SPE det oplagte valg til motionisten, som gerne vil prøve kræfter med en hurtig carbon løbesko, idet den giver suveræn stabilitet og ikke sætter krav til løbeteknik.

Eller til den mere erfarne løber, som foretrækker en fastere og mere kontant løbesko, hvor du virkelig kan mærke en rullende, fremdrift over distancen.

 

      

Køb Hoka One One Carbon X-SPE her

   

Mere inspiration?

Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her:

Inspiration og artikler - klik her

  

Produkter relateret til dette indlæg

  • Blog: Hvad kan vi lære af eliten? - Del 4

    I dette indlæg kan du læse om, hvad man gør, når hjertet mangler i træningen. Knokler man videre? Stopper man op og tænker sig om? Er denne Corona tid hårdere for psyken end man forventer? Er det en lettelse, når man træffer en endegyldig beslutning? 

  • TEST: Under Armour HOVR Guardian 2 – stabil løbesko med high-tech feature i mellemsålen

    Under Armour HOVR Guardian 2 er en stabil løbesko til lden pronerende løber. Løbeskoen kan vha. en chip i sålen tracke din løbeur. Læs mere her!

  • Blog: Hvad kan vi lære af eliten? - Del 3

    I dette indlæg kan du læse om hverdagens puslespil . Hvordan får Jakob træningen til at hænge sammen med et fuldtidsjob, kæreste, familie og venner? Hvilke kompromiser han selv indgår og som hans omkreds skal acceptere? Om Jakobs drøm om maraton stadig er realistisk?

  • TEST: UNDER ARMOUR SONIC 3 – HURTIG, RESPONSIV OG DIN EGEN PERSONLIGE TRÆNER

    Jeg har testet Under Armour Sonic 3. En hurtig, responsiv løbesko som oven i købet kan være din egen personlige træner. Læs min anmeldelse her.