Artikel

Guide: Strava – en træningslogbog med fællesskab

Få et overblik over, hvad du kan bruge Strava til i din løbetræning

En træningslogbog kan være særdeles givtig for din løbetræning. Alt afhængig af, hvad du vil bruge logbogen til, kan du få forskelligt ud af Strava. Herunder fremhæver vi nogle af Stravas funktioner.

Løbemængde

En af de grundlæggende idéer ved at lægge sin træning op på i en træningslog, er at du får lettere overblik over din løbemængde – altså hvor mange km eller minutter om ugen, du har løbet de forskellige uger.

Et overblik over din løbemængde giver dig bedre chancer for at træne fornuftigt og produktivt. Et af de væsentlige elementer for både at optimere træningsudbytte og nedsætte skadesrisici er nemlig, at du generelt prøver at undgå alt for store udsving i løbemængden fra uge til uge.

Løbemotivation

Nu er det forhåbentlig ikke kun Strava, der motiverer dig til at løbe, men lige præcis på den sociale front er Strava rigtig godt med. Du kan følge dine venner, og de kan følge dig. I har ikke blot mulighed for at følge med i, hvordan I hver især træner, men kan også kommentere hinandens træningspas, og endda også konkurrere på forskellige segmenter (læs mere om segmenter nedenfor).

I kan også oprette grupper/klubber på Strava, hvor I også både kan skrive med hinanden samt konkurrere på løbemængder.

”Social forankring” er en af de mest væsentlige parametre, når det gælder ”fastholdelse” i idræt, og det kan altså med andre ord være gavnligt for din motivation at være en del af et online træningsfællesskab, hvilket Strava blandt andet giver mulighed for.

Segmenter på Strava

Segmenter er i bund og grund ruter, som er oprettet af Strava-brugerne. Det er ofte fra og til bestemte punkter i landskabet – fx fra bund til top af en bakke eller lignende. Når du løber disse segmenter, deltager du automatisk i ”konkurrencen”, og den hurtigste løber på segmentet bliver tildelt en segment-krone.

Segmenter kan give et sjovt pust til din løbetræning, men pas dog på, at segment-jagten ikke kommer til at påvirke din træning negativt. Har du behov for en rolig joggetur, så dur det selvfølgelig ikke, at du spæner afsted for at tage en segment-krone et sted på din rute.

Brug segmenterne med omtanke, og læg det ind de steder, hvor det dels passer ind i din træning, og du dels synes det er sjovt – så kan det nemlig være et sjovt og motiverende indspark til din træning!

Premium features

Strava er gratis at være medlem af, men der er naturligvis mulighed for at få ekstra features mod betaling.

Strava justerer løbende i disse features, men nogle af de ting, du bl.a. kan få, er forskellige overblik over din formudvikling med udgangspunkt i det træningsdata, du lægger op.

Udover formudvikling, har du også både på det enkelte træningspas og helt overordnet flere analysemuligheder.

En anden premium-feature er rute-funktionen; ligesom på bl.a. Garmin Connect, kan du på Strava (som premium-medlem) oprette ruter via Stravas rutekort. Der er både fordele og ulemper ved Stravas rutekort kontra fx Garmins, og det er ikke til at sige, hvilken platform der er bedst.

En af fordelene ved Stravas kort er dog, at du kan se segmenterne på rutekortet, hvilket selvfølgelig gør det lettere at planlægge din rute, så den går forbi disse steder, hvis du er på segmentjagt.

Opsummering

Strava er en af de helt store indenfor træningslogs. Det betyder, at der er rimelig stor sandsynlighed for, at din venner også er på denne platform, hvilket giver bedre dig muligheder for at dyrke den sociale del online, hvis det motiverer dig.

Segmenterne er et sjovt indspark til din træning, men pas på at det ikke kommer til at overtage din løbetræning.

Vil du gerne bare have din helt egen træningslog, så er der også andre muligheder – herunder bl.a. Garmin Connect, Training Peaks og Final Surge.

Populære artikler