SPAR 30% PÅ ALT TØJ fra Asics og Salomon. Rabatten er allerede fratrukket den viste pris og gælder til 26.maj.Køb her.
×
Artikel

Test: Garmin Vivoactive 3 vs. Garmin Forerunner 235

Test: Garmin Vivoactive 3 vs. Garmin Forerunner 235

Vi har testet Garmin Vivoactive 3, der, foruden den store nyhed ”Garmin Pay”, byder på utroligt mange funktioner til en meget fornuftig pris! I denne artikel laver vi desuden en sammenligning med det super populære Garmin Forerunner 235, der er markedets mest solgte løbeur.

  

Garmin Vivoactive 3 er det nyeste ur i Vivoactive-serien. Vivoactive 3 har i forhold til tidligere udgaver fået en ordentlig overhaling og er i dag en sand fryd for øjet. Uret står i skærende kontrast til forgængeren, Garmin Vivoactive HR, der var stort, firkantet og alt andet end elegant.

Vivoactive 3 er bygget til at blive brugt døgnet rundt. Det er din daglige aktivitetsmåler, din træningspartner i mere end 20 sportsaktiviteter, og så er det så pænt og stilet, at du kan bære det til både hverdag og fest.

 

Garmin Pay - Betal med dit Garmin ur

Vivoactive 3 fra Garmin er som et af de første ure udstyret med Garmin Pay – kontaktløs betaling direkte med uret!

I videoen herunder kan du se, hvor nemt det er at betale med Garmin Pay. Det fungerer perfekt og er efter min mening helt genialt!

Vil du vide mere om, hvordan Garmin Pay fungerer bør du læse denne artikel: Garmin Pay - Betal med dit ur - Sådan virker det

 

 

Generelt om Garmin Vivoactive 3

Garmin Vivoactive 3 er et multisports GPS-ur med indbygget pulsmåler i håndleddet (Garmin Elevate), der tracker din puls 24/7. Uret er designet til at være en daglig aktivitetstracker, som vi kender det fra de smalle aktivitetsarmbånd. Men Vivoactive 3 kan meget mere end det! 

Vivoactive 3 måler automatisk skridt, distance, 24/7 pulsmåling, kalorier, Etager op og underretter dig desuden om indgående opkald eller beskeder gennem smart notifikationer. Dertil har uret over 20(!!) forskellige aktivitetsprofiler til bl.a. løb, cykling, fitness og golf, hvilket gør Vivoactive 3 til et særdeles alsidigt GPS- og fitness-ur.

Garmin Vivoactive 3 har indbygget Bluetooth, så alle data automatisk synkroniseres over i Garmin Connect Mobile App på min smartphone, hvor jeg kan se alle mine aktiviteter og data i en mere detaljeret udgave.

Garmin Vivoactive 3 er designet til den aktive motionist, der ønsker et pænt ur, til brug i fitnesscentret, den daglige løbetur og som daglig aktivitetstracker. Vivoactive 3 er vandtæt ned til 50 meter og kan bruges i svømmehallen, hvor uret bl.a. måler distance og tidsforbrug.

 

Garmin Vivoactive 3 pulsur

 

Garmin Vivoactive 3 er et fedt ur!

Jeg har brugt og testet uret i et par uger nu, og det skuffer mig på ingen måde, når jeg sammenligner med forgængeren, Vivoactive HR. Det første jeg lagde mærke til var, hvor lækkert og behageligt uret sidder på håndleddet. Diskret og perfekt størrelse til et håndled på 17,5 cm. i omkreds. Det føles ikke som et sportsur, og med en vægt på kun 43 gram er det ligesom at have et almindeligt analogt armbåndsur på.

Det nye design er virkelig lækkert og giver mig lyst til at bære uret hele tiden; også til mere festlige lejligheder, hvor jeg har haft en læderrem på, der hurtigt kan skiftes uden brug af værktøj. Urskiven har en rigtig fornuftig størrelse, og Garmin Vivoactive 3 kan derfor uden problemer bæres af både mænd og kvinder.

Garmin Vivoactive 3 er udstyret med touchskærm og en knap på højre side. Derudover har uret en helt ny scrollbar-funktion på venstre side, som gør det mere intuitivt at bladre mellem de mange forskellige sportsaktiviteter. Vivoactive 3 giver derfor flere forskellige muligheder for at navigere rundt i urets mange funktioner.

Skærmen har fået en bedre opløsning og flere farver, hvilket giver en suveræn brugeroplevelse, der er fuldt på højde med de andre Garmin nyheder, som Garmin Fenix 5-serien, Garmin Forerunner 935 og Garmin Forerunner 645 Music.

 

Sammenligning: Garmin Vivoactive 3 vs. Garmin Forerunner 235

Garmin Vivoactive 3 omtales flere steder, som et Garmin Forerunner 235 på steroider. Jeg forstår godt udtrykket, for Vivoactive 3 har omtrent de samme fysiske dimensioner, og har stort set samme vejledende udsalgspris. Men her stopper sammenligningen også, for Vivoactive 3 er proppet til randen med et hav af funktioner, som Forerunner 235 ikke kan matche. Faktisk har Vivoactive 3 måske i virkeligheden mere til fælles med Garmins topmodel, Garmin Fenix 5, end det har med Forerunner 235.

Men lad os alligevel se nærmere på, hvad du så får af funktioner i Garmin Vivoactive 3 i forhold til Garmin Forerunner 235.

 

Garmin vivoactive 3 Garmin Forerunner 235 sammenligning oversigt

 

Det taler for at vælge Garmin Vivoactive 3:

- Garmin Pay - betal med dit ur!

- Nyeste version håndledspulsmåler (pulsmåleren er helt flad og rager ikke ud fra uret).

- Funktioner til over 20 sportsaktiviteter - ikke kun et løbeur!

- Mere elegant design - brugbart til hverdag/fest.

- Mere robust og ikke så plastik-agtigt.

- Bedre skærm med bedre opløsning og flere farver.

- Barometrisk højdemåler (mere præcis måling af højdemeter).

- Længere batterilevetid i GPS-tilstand.

- Touchskærm (hvis man synes, det er en fordel).

- Find My Watch - Find dit ur vha. din smartphone, hvis det er blevet væk.

 

Det taler for at vælge Garmin Forerunner 235:

- Længere batterilevetid i ur-tilstand.

- Ekstra løbefunktioner: fx Anbefalet restitutionstid og Vurdering af aerob træningseffekt.

- Knapper fremfor touchskærm (Hvis man synes, det er en fordel).

  

Garmin vivoactive 3 vs. garmin forerunner 235

 Venstre: Garmin Forerunner 235. Højre: Garmin Vivoactive 3

 

GARMIN VIVOACTIVE 3 TIL SPORTSBRUG

Som det fremgår af oversigten er Garmin Vivoactive 3 udstyret med aktivitetsprofiler til over 20 forskellige sportsaktiviteter, som bl.a. løb, løbebånd, svømning, skiløb, golf og SUP. Det er virkelig imponerende, og her får du virkelig value-for-money, hvis du er typen, der dyrker flere sportsgrene.

Jeg har primært testet uret til løb, svømning i svømmehallen og styrketræning. Ved løb fungerer uret, som jeg kender det fra mit eget Garmin Fenix 5. Vivoactive 3 giver mig de mest basale oplysninger, jeg har brug for på løbeturen: Distance, tidsforbrug, puls, kalorieforbrug, tempo/pace, kadence (skridt pr. minut) og intervaller/omgange. Jeg vil skyde på, at langt, langt, langt de fleste løbere vil være tilfredse med den mængde løbedata, som Vivoactive 3 kan tilbyde. Men er du en hardcore løber, som går meget op i detaljeret træningsdata, kan du i stedet kaste blikket på en af de dyrere modeller som fx Garmin Forerunner 645, Garmin Forerunner 935 eller Garmin Fenix 5-serien, hvor du får lidt ekstra. Garmin Forerunner 235 giver faktisk også lidt flere løbedata end Vivoactive 3. Men det er ikke data, som jeg personligt har behov. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg klart vil foretrække alle de mange ekstra funktioner, som Vivoactive 3 kan tilbyde mig i forhold til Forerunner 235…

 

Svømning med Garmin Vivoactive 3

Vivoactive 3 har været med i svømmehallen et par gange, hvor det på ingen måder skuffer. Tværtimod motiverer det til at tage en bane mere.

Inden jeg hopper i vandet vælger jeg, hvilken længde banerne er, og derefter begynder uret at tælle min distance, tempo, tidsforbrug og hviletid ved kanten. På den måde kan jeg manuelt styre min aktuelle svømmetid.

I Garmin Connect kan jeg se detaljeret data af min svømmetur. Bl.a. kan stilart aflæses, ligesom jeg nemt kan dele mine aktiviteter på de sociale medier, hvis jeg skulle have lyst til det.

 

Styrketræning med Garmin Vivoactive 3

Jeg kan godt lide at styrketræne, og her er Vivoactive 3 et suverænt værktøj til at holde styr på antal gentagelser og sæt. Uret tæller antal gentagelser af styrkeøvelsen, og med et tryk på skærmen afsluttes sættet.

Det er dog ikke alle øvelser uret kan holde helt styr på, men det kan manuelt redigeres efter hvert sæt. 

  

Garmin Vivoactive 3 aktivitetsmåler

 

GARMIN VIVOACTIVE 3 SOM DAGLIGDAGSUR OG AKTIVITETSTRACKER

Garmin Vivoactive 3 kan via Garmin IQ i Garmin Connect App’en nemt konfigureres med forskellige urskiver efter smag og behag. Og med det smarte Quick-Release system kan du på få sekunder skifte urets rem (uden brug af værktøj), hvis du fx foretrækker en læderrem til dagligdagsbrug. Det er smart, og giver virkelig mulighed for at sætte sit personlige præg på uret.

Garmin Vivoactive 3 indsamler som minimum de samme data, som de ”tynde” aktivitetsarmbånd (Vivofit og Vivosmart) fra Garmin, som du sikkert har set. Du kan i Vivoactive 3 bl.a. følge med i følgende data dagen i gennem:

- Antal Skridt

- Antal Etager op

- Distance tilbagelagt

- Intensitetsminutter (tid med høj puls)

- Aktivitetsindikator (fortæller når du har siddet stille for længe)

- Puls

- Stress test (30 sekunders test, som fortæller det aktuelle stressniveau for kroppen)

- Søvnovervågning

 

Indbygget skridttæller i uret er bestemt ikke noget nyt, når vi ser på aktivitetstrackere og løbeure. Men det er bare en super god og undervurderet feature, der er en stor hjælp i forhold til at se, hvor aktiv man har været i løbet af dagen.

Vivoactive 3 tæller skridt i løbet af dagen, og medregner automatisk skridt fra løbeturen eller omregner svømmedistancen til skridt, så hele dagens ”aktivitet” vises så reelt som muligt. Her er Garmin førende i forhold til mange af konkurrenterne.

 

Køb Garmin Vivoactive 3 her

 

KONKLUSION – GARMIN VIVOACTIVE 3

Garmin Vivoactive 3 er et utroligt alsidigt ur til den aktive motionist, der vil have et sports-ur, som kan det hele.

Vivoactive 3 understøtter mere end 20 forskellige sportsaktiviteter og så er det spækket med de nyeste funktioner fra Garmin, såsom den nyeste håndledspulsmåler og det geniale Garmin Pay, som gør det muligt at betale direkte med uret!

Garmin Vivoactive 3 er skabt til at følge dig overalt, og jeg har svært ved at komme i tanker om et andet ur på markedet, der giver dig lige så meget Value-for-Money, som Garmin Vivoactive 3! Godt gået, Garmin.

Produkter relateret til dette indlæg