Her er den! Den løbemodel, som nok har den største plads i mit løbehjerte. En sko, som før i tiden var min klare go-to sko når det skulle gå rigtig stærkt! Det var dog inden skoene med høj stack-height fik overtaget i markedet for hurtige løbesko. Se med her og hør om jeg stadig synes at adidas adios har en plads i det hurtige marked.
Der var engang hvor det handlede om at have de fladeste og dermed også de letteste løbesko når du skulle løbe hurtigt. Det har ændret sig og nu er alle de hurtigste løbesko superhøje, super lette og indeholder for det meste også en carbonplade i mellemsålen.
Adios er ikke længere så flad og kontant som før i tiden, men den er heller ikke med høj stackheight og bouncy som de hurtigste sko på markedet er lige nu.
Adios 6 har lagt sig lige imellem, dog mest til den kontante side.

Jeg har elsket denne model, men må også indrømme at det er en model der siden adios 3 har skuffet med forskellige opdateringer, som ikke har virket efter hensigten, i min verden i hvert fald. Her må jeg så sige, at i denne adios 6 har de ramt noget. De er gået tilbage til noget af det som fungerede allerbedst på den gamle model, en mere stabil overdel.
Det vil stadig ikke være den sko jeg vil tage på når jeg skal løbe konkurrence, men den har super meget kvalitet til de træningspas hvor du har kortere og mere intense løb på programmet eller hvis du bare stadig holder fast i de fladere og mere responsive løbesko til dine løbeture.
Der er kommet mere mellemsål på adios 6 og er du en adidas kender, så vil du som jeg nok også mene at denne sko minder mere om hvad boston-modellen var i gamle dage i forhold til adios. En hurtig sko, som også kan bruges på lidt længere ture, hvis du har trænet lidt i den først. Den er nemlig hårdere mod læggen end de fleste sko er.

For lige at lave en hurtig sammenligning med den nye Boston 10, så er det, at denne adios 6, i min størrelse 44 2/3 er hele 66gram lettere end Boston. Det er meget! Det er også en af grundende til at jeg vælger adios frem for boston lige for tiden.
Løbeskoen er skøn at have på og jeg bruger den faktisk også til dagligt brug når jeg bare går rundt. Dette er også fordi, at udseendet på denne sko er helt forrygende. De er pisse fede! Hele kollektionen som adidas er kommet med i disse røde og hvide farver, er bare spot-on.
Alt i alt, så er jeg faktisk positivt overrasket over adios 6 og glad for at min gamle favoritsko har fundet tilbage til det niveau den havde i gamle dage. Jeg bruger den i hvert fald jævnligt nu og nyder godt af at træne i en lidt fladere sko af og til. Det gør at mine fødder og ben får noget varieret træning som mindsker overbelastninger og skader.
GOD TUR!
Mere inspiration?
Find flere artikler i vores inspirationsunivers lige her: