Har du planer om et vægttab? Med den rette strategi forbedrer du chancerne for at lykkes med dit mål – her får du 3 gode råd til at gribe det an bedst muligt.
Råd nummer 1: Det handler om balance
Først og fremmest bør du sikre dig, at du finder en sund balance ift. dit vægttab. Spiser du alt for lidt, så risikerer du for det første at tabe uhensigtsmæssigt meget muskelmasse, og du risikerer også at spise så lidt, at din krop kommer til at mangle essentielle ting fra kosten – det kunne bl.a. være essentielle fedtsyrer, vitaminer og/eller mineraler.
Helt firkantet handler balance i vægttab også om kaloriebalance; den skal være negativ, hvis du vil tabe dig. Det betyder, at du indtager mindre, end du forbrænder. Dette gælder altid, uanset hvordan du spiser eller træner! Underskuddet skal generelt være lille, og som tommelfingerregel er anbefalingen et vægttab på ikke mere end et halvt kg om ugen, medmindre det drejer sig om meget overvægtige.
Råd nummer 2: Juster på flere knapper samtidig
Det lyder måske rodet, men prøver du at træne dig til et vægttab, så skal du være forberedt på, at du faktisk skal løbe ret meget, for at tabe dig. Vil du fx gerne ramme et halvt kg i vægttab pr uge, så skal en person på 70 kg løbe ca. 7 km mere hver eneste dag!
Det er formentlig derfor en bedre strategi, hvis du træner lidt mere, end du plejer, og samtidig spiser lidt mindre – det er lettere at eksekvere!
Råd nummer 3: Trap gradvist ud af slankekuren
Når du er i mål med dit vægttab, er det en rigtig god idé at lave en slags udtrapning af slankekuren. Undervejs vil kroppen nemlig godt kunne finde på at nedjustere dit hvilestofskifte – altså den energi, det kræver at holde din krop kørende i hvile. Springer du direkte tilbage til dine gamle madvaner, så risikerer du derved at tage det hele på igen, fordi kroppen så at sige kan være gået i en form for ”spare-tilstand”.
Vil du desuden gerne læse mere i dybden om vægttab, kan du med fordel læse denne artikel: ”Guide: Løb og vægttab – sådan taber du dig”